Gaderummet – socialpsykologisk fristed for udstødte unge

v/ Kalle Birck-Madsen, cand.psych.

 

Oplæg for Søsterorden nr.11, Leonora Christine

Odd Fellow Palæet 30.marts 2005

 

 

Tak for invitationen til at komme og fortælle om mit arbejde med udstødte unge i Gaderummet og Regnbuen.

 

Jeg har før haft æren at møde Odd Fellow Ordenens medlemmer. Det var i 1998 i Århus i forbindelse med en prisuddeling. Dengang var arbejdet med rådgivning allerede gammelt, men arbejdet med Gaderummet stadig i sin vorden.

Vi var dog allerede dengang sagt op og bedt om at flytte, fordi vi brugte lokalerne om natten og i praksis gik ind og tog et døgnansvar overfor unge, som havde det skidt og som ikke havde lyst til eller mulighed for at være andre steder.

Vi bor stadig på Nørrebrogade på de 300 m2 højest oppe i baghuset, og vi er stadig lige sagt op. Men i løbet af en måned skulle alt dette gerne være fortid – på en positiv måde. Det vender jeg tilbage til.

 

Jeg skal indlede med at fortælle om mit arbejde ved at præsentere stedet og stedets unge. Så skal jeg vende blikket mod mine egne forudsætninger, for at have med det at gøre, og til sidst kommer jeg ind på det fremtidige.

 

 

Stedet og stedets unge

Vi kalder stedet og stedets arbejde for et ”socialpsykologisk fristed for unge”. Heri ligger at stedet skal være åbent for alle, nem eller besværlig, høj som lav, rig som fattig. Men specielt at der skal være plads til de unge, som ikke har andre steder. Dem som er stukket af fra deres steder eller som lever på gaden med alkohol, stoffer og vold, eventuelt i bander.

 

Det er en meget broget gruppe, der også kan beskrives som kommende fra hvert sit gadehjørne. Unge som enten skyr enhver kontakt med systemet, eller som allerede har 15-20 sagsbehandlere, beskæftigelsesvejledere, psykiatere mv. inde over sig, og hvor systemets behandling af den unge typisk sejler, som den unges eget liv er kaotisk. Det er overvejende unge med store konflikter med systemet, og unge der har slidt deres bagland op, hvis de har haft et, som finder os, eller tidligere unge, der kommer med nødstedte nye, fundet andre steder.

 

Størrelsesmæssigt drejer det sig i snit om:

 

Aktuelt er vi 2 psykologer og 6-7 studentermedhjælpere på 10-15 timer om ugen. Det rækker slet ikke.

 

Det man plejer at måtte gøre ved overbelastning er at indføre visitering, hvor man via forsamtaler visiterer unge ind til stedet eller videre i systemet, udfra hvad man har af kompetencer, ressourcer og præferencer.

Som et sidste sted kan Gaderummet ikke gøre sådan! For her skal der også være plads til den, som endnu ikke er kommet. Desuden ser det også ud som om, at den måde mennesker, unge, visiteres rundt i systemet på i dag skaber store problemer, hvor nogle så aldrig bliver løst igen.

 

For at overvinde dette har vi søgt at finde en struktur, der bidrager til en løsning. Og her er vi endt op med, i modsætning til alle andre steder:

 

Herudover har vi 3 aktive principper for det direkte arbejde:

 

Dette gør Gaderummet helt unikt. Der er ingen steder, hverken i Danmark eller Nordeuropa, der ligner Gaderummet bare lidt. Det tætteste er et ”Løbe-væk-hus” i Vestberlin. Men selv her har man ”kontrol” over døren og man begrænser tilgangen skarpt udfra antallet af frivillige.

 

Sådan noget som Gaderummet og Regnbuen laver, plejer da også at gå op i kaos. Både fordi det at være i krise er kaotisk i forvejen, og fordi at hvis mange kaotiske mennesker mødes, så går tingene i selvsving og ender i destruktion. Derfor visiterer og diagnosticerer man også mennesker over i ”kasser” af ”typer” af behandlingstilbud, hvor fx, firkantet sagt, de udadvendte og aggressive ikke truer de indadvendte og stille.

 

Men det behøver ikke gå sådan, at der opstår kaos. Og det kan også ses som en kæmpe fejl, når der fra professionel side allerede i udgangspunktet for håndteringen af dem, deler mennesker op. Det er, som skiller man sig af med de vigtigste sociale ressourcer, der findes – det menneskelige samarbejde og behovet for at give omsorg til andre.

 

Det går kun op i kaos, når det ikke er muligt i praksis at få de unge rødder og rødinder til at skabe en fælles kultur, hvor man hjælper hinanden, kæmper de rigtige kampe og hvor man får og skaber sig et liv.

Mit arbejde er også gennem årene blevet gjort dobbelt. Det oprindelige individuelle psykologarbejde og nu også det mere direkte kulturarbejde, hvor jeg fysisk, praktisk og teoretisk blander mig i de unges liv, konflikter og kampe, og hvor jeg, nærmest over måneder og år, kan have vedvarende kontroverser og slagsmål med enkelte eller flere af dem. Selvom det kan være voldsomt, selvom det kan se håbløst ud – så er det det for det meste ikke. I sammenligning med andre steder er konflikter, vold, stoffer osv. for intet at regne i Gaderummet.

 

Det ser ud som om, at når der er et sådant socialt fælles rum, så er det helt andre egenskaber og forhold, der får lov til at udvikle sig. Det gælder bl.a. behovet for at yde omsorg, behovet for at deltage og skabe, og behovet for ansvar. Spørgsmålet er hvad man kan, og hvad der skal til.

 

For nogle unge drejer det sig om lokaliserede, afgrænsede problemer. Andre unge er nærmest kørt over af det hele. Her handler det om, at en hel livssammenhæng kan tage over i en periode.

 

Kritik

Jeg her gennem tiderne, helt tilbage fra starten, fået kritik for det jeg laver. Og selvom jeg har hørt på med det i mere end 20 år, så er jeg ikke blevet immun. Men jeg undres over, at ingen har kritiseret mit faglige og teoretiske grundlag. 1/3 ligger på nettet, men aldrig nogen kritik her, hvad jeg savner voldsomt. Den formulerede kritik angår at man mener, at jeg skal medvirke til medicinering af de unge psykotiske så hurtigt som muligt. At jeg skal sørge for at der ikke er alkohol, hash og hårde stoffer i fælleslokalerne, og at man også skal smides ud af Gaderummet ved slagsmål. Alt dette gør man dog alle andre steder – og det er i sig selv med til at skabe den gruppe af unge, som er utilpassede og uopnåelige. Desværre bliver gruppen større. Tidligere var det hver 5. ung i enhver generation, der ikke fik uddannelse eller andre sociale kompetencer og dermed kom tæt på marginalisering og udstødelse. I dag er det hver 4. ung. Dette er sket inden for de sidste 10 år og må relateres til 2 generelle forandringer i samfundet:

 

 

Det ligner meget, at der er indført hvad man kan kalde en seriel standardbehandling af unge udfra overfladiske træk og strukturelle positioner. Det betyder, at de stærke unge dropper ud, klarer sig eventuelt via kriminalitet, mens de svage unge falder ned i misbrug eller at deres liv går psykisk i opløsning.

Gaderummet prøver at være et ”helle” for de unge, så de får mulighed for at skifte spor og ikke dropper videre ud eller bliver derude.

 

Det var lidt om selve arbejdet. Jeg skal vende mig mod min egen indfaldsvinkel til det.

 

Min baggrund og forudsætninger for arbejde

Jeg har haft svært ved de sidste mange år at lokalisere noget nyt inden for det sociale og psykiatriske system, som synes at være reelle fremskridt. Statistikken taler desværre også sit tydelige sprog – med en pil nedad:

Genindlæggelsesprocenten i psykiatrien er også astronomisk, på mellem 82-85%.

 

Jeg kan simpelthen ikke forstå, at det ikke er muligt at finde en løsning, eller rettere: at finde ud af at arbejde med problemerne på en sådan måde, at de som tendenser bliver færre. Det er som at være tilskuer – selvom jeg står midt i det. Jeg kan se hvad der sker, men jeg kan ikke gribe ind i det. Dog kan jeg med Gaderummet flytte lidt på statistikken, da det ser ud som om, at vi i 4 ud af 5 håbløse tilfælde får skabt en løsning, hvor den unge får et almindeligt og aktivt liv – og ikke en førtidspension af psykisk eller social grund allerede før eller i midten af 20’erne.

Jeg har prøvet at kigge tilbage, både på min egen historie, men også den sociale historie de sidste par hundrede år for i det mindste at kunne sige noget om dette udløste.

 

Min egen historie er, at kommer fra en lille landsby. Jeg kommer fra en gård, hvor min far var karl, og min mor var madmor. Jeg erfarede hurtigt, at der var 3 måder et problem kunne løses på, hvis mine kammerater, familiemedlemmer eller andre kom i knibe:

  1. man kunne flytte ind hos min far og mor, blive fedet op og andet, og så blev der fundet en løsning på alt det andet hen ad vejen.
  2. ellers kom folk til sognekontoret, kommunen, hvorefter de havnede på fattiggården, hvis der var problemer hjemme.
  3. eller hvis problemerne var synlige ude i landsbyen, så var det til Sct. Hans Hospital i Roskilde, man blev sendt op til.

 

Når mine kammerater så kom tilbage – hvis det skete – så var det typisk i en psykisk forfatning, som var helt uforståelig for mig, set udfra hvad deres problem oprindeligt havde været eller var i landsbyen, skolen, ude eller hjemme. Specielt en kastrering af en nabosøn, indlagt på Sct. Hans, gjorde indtryk på mig. Jeg har senere erfaret, at han bare var én af omkring 20.000 psykisk syge, som i slutningen af 1950’erne og i 1960’erne blev steriliseret som præmis for at komme ud af sindssygehospitalet.

 

Jeg tænkte dengang, at det var en særlig inhumanitet, der fandtes på landet – men jeg fandt hurtigt ud af, at det var det ikke. Selv på psykologistudiet skulle jeg lære at manipulere med mennesker, hen over hovedet på dem, og at påvirke mennesker til at forandre sig mod deres vilje og udfra psykologens billede og systemets ofte blinde krav.

Jeg kunne slet ikke få øje på det konkrete, levende og sanselige menneske, eller finde teorier herom. Teorier der spejler et virksomt menneske i kød og blod, og som knokler med sit liv, og som herigennem kan komme i nød og som eventuelt i en periode har særlige behov for støtte, hjælp og pleje.

 

Det var chokerende for mig at opdage, at normen for rigtigt og forkert helt var vendt om for mig. Så enten måtte jeg stå af, eller også måtte jeg bygge noget op som kunne gøre det gamle rangen stridig og være bedre til de særlige problemer, som ikke syntes at kunne løses.

Når der så ikke tænkes traditionelle midler som status, store plejere, piller og tvang - eller udsmidning eller inddæmning hvis patienten er umulig - så er der brug for andre måder at styre og løse problemer på, specielt hvis unge er psykotiske, tyvagtige, ønsker at drikke eller at slås sig ihjel.

 

 

Koncept

Det middel, der kan dette, er begrebet eller konceptet om problembestemmelse. Dette kan kaldes for modpolen til den ”kliniske diagnose”, og er også et grundbegreb for det, som ethvert mennesker hele tiden gør. Man forholder sig til opgaver og problemer, og man ”bestemmer” tilgangen til problemerne og problemerne selv for at kunne arbejde med dem, løse dem. Og det gøres i sammenhænge med deltagende andre.

Det er - selv i psykologisk arbejde over for psykotiske - at gå til opgaven, ikke med en diagnose om den anden, men at bidrage med begreber og handleprocedurer, hvor problemer bestemmes sammen med de involverede. De udvikles, de formuleres, de kan søges løst – og det kan ende med en blindgyde, men måske der reflekteret kan tages noget med tilbage, til videre løsningsfærd.

 

Gaderummet-Regnbuen

Kigger jeg på Gaderummet og Regnbuens problem eller problemfelt i dag, så træder der noget meget overraskende frem for mig selv.

Dét at unge kommer fra hver deres kaotiske hjørne, det at de unge enten er i behandling, som støder dem ud eller som fravælges, eller unge der er på flugt fra behandling, og tit ender med at få det gennem tvang – dette sammensurium af unge forskellige mennesker ligner ikke bare den gruppe af unge, som jeg kom til at leve sammen med som lille på gården sammen med alle karlene. Men den er på sin vis også strukturlig den gruppe af unge, ældre og gamle der i perioden 1800-1850 blev stødt ud af deres livsgrundlag i forbindelse med industrialiseringen og med udgangen af det feudale samfund. Indtil da havde man kun haft enkelte tugthuse og enkelte dårekister. Nu blev problemet så stort, at der måtte en mere overgribende løsning til. Det er også den bevægelse, der gør galskab under kirken til psykisk sygdom under lægen.

 

Det kom derfor til det, der med Foucault senere er blevet døbt ”den store indespærring” over hele Europa, hvilket også i samme proces betød en opdeling af et socialt og sundhedsmæssigt system i 3 kasser:

 

Senere, fra slutningen af 1950’erne hvor psykofarmaka’en kom, sker den første åbning af sindssygehospitalerne. Udviklingen af flere typer psykofarmaka har senere betydet, at de store institutioner er blevet nedlagt, og der er kommet distriktspsykiatri, socialpsykiatri mm. til. En stor effektundersøgelse af distriktspsykiatrien fra midten af 1990’erne viste dog, at man ikke kunne måle nogen effekt af indførelsen af distriktspsykiatrien. Kun at brugen af magtanvendelse var steget markant. Distriktspsykiatrien blev kaldt en ”resultatmæssig fiasko”.

 

Aktuelt skal sindssygeloven snart revideres, og her er et af kravene fra psykiatrisk side, at man ønsker mulighed for og ret til at medicinere ude i de private hjem – og mod folks vilje!

 

I denne her bevægelse ligger Gaderummet og Regnbuen lige i midten, faktisk i et meget omstridt stridspunkt. Tingene fungerer ikke. Alle er utilfredse. På grund af den evige strid må man hele tiden gøre noget, men lige meget hvilken retning, så er den omstridt!

 

Fremtiden

Jeg ved ikke helt hvorfor, men arbejdet derinde får nu fra d. 25. april og frem mulighed for at flytte og blive lovliggjort. Socialministeriet og senere Københavns Kommune er gået ind i arbejdet og er med til at sikre, at vi om 4 uger kan flytte til en fin gammel købmandsgård, med egen gård, på ydre Nørrebro. Vi er snart ikke længere smidt ud alle vegne, hvilket ikke er helt til at fatte. Vi håber at holde en reception i starten af maj, og I er hermed inviteret. Datoen kommer senere.

 

Nu er det min påstand, at det i længden går rigtig godt i 4 ud af 5 tilfælde - hvad jeg dog snart håber at kunne blotlægge mere teoretisk og konkret - men at det går godt bekræftes også af de eksterne evalueringsrapporter, der er lavet.

 

Det er dog ikke svært at pege på, hvad det er, der har været det virksomme i Gaderummet på strukturelt plan.

Svaret skal findes i, at når en bruger søger hjælp, så foregår det i dag gennem en partsindgang, hvor man vælger, udfra sit problem, hvilket væsen eller kasse der er til hjælp, socialvæsen, praktiserende læge eller psykiatri. Man kan også blive taget af et væsen, som kriminalvæsenet, og/eller være nødt til at indordne sig i sin kasse for at få hjælp eller få sin frihed tilbage. Og man kan af de professionelle blive flyttet rundt, visiteret videre fra kasse til kasse.

 

Men når man først rammer bunden i én af kasserne – hvor det sociale, det psykiske og det somatiske er skilt ad og varetages af forskellige faggrupper – så sker der en problemfastgørelse, der rammer det personlighedsmæssige som egenskabstilskrivning, der kan være svær, nærmest umulig, at komme videre igennem. 

 

Dette skyldes, at alt ikke-normalt inden for den ”afviger-kasse” man er kommet i, selv opfattes som et afvig, der må bekæmpes eller behandles, eller evt. flyttes til en anden ”afviger-kasse”. Og dette til trods for at alt nyt også starter som et afvig, som noget forskelligt fra det normale, fra det generelle. Med det nuværende strukturelle kasse-system er det ikke muligt at skelne mellem negative symptomer og positiv personlighedsmæssig udvikling.

 

Hvis så menneske, kasse eller væsen og problemstilling så passede til hinanden – men det synes de generelt ikke rigtigt at gøre. Derfor den nærmest evige strid parterne imellem! Og når det heller ikke inden for kasserne synes muligt at få lov at udvikle nyt, så må det jo føre til en evig genindlæggelse, hvor problemet bare bliver større og større. Og så er det, at man får behov for et stadigt større team af administratorer, psykologer, psykiatere, sagsbehandlere, beskæftigelsesvejledere mv., for stadigvæk at kunne fastholde problemet omkring den enkelt sag/klient/patient – et problemfastlæggelse som dén det hele angår for længst måske er stået af på og slet ikke forstår, men som der nu kræves en masse af, som vedkommende ikke kan leve op til eller se værdien i. Mens behandlergruppen opererer på den abstrakte udgave af mennesket, hvor hver faglige part tilføjer sit element og snit, så står patienten eller klienten efterladt nøgen tilbage; - det får fra nu af sin menneskelige værdi og sit handlerum efter hvad de forskellige faglige kompetencer udtaler eller ikke.

 

Herudover ligger det ligefor, inden for psykosociale problemer, at lave en sammenhæng, en struktur, et helle, eller et meget stort mellemtrin for hver enkelt, hvor den enkelte som start til en hjælpsøgende proces kan få støtte til at få klarhed over sit problem, genuint på et personlighedsmæssigt niveau, før det kommer til den opdeling, hvor personligheden skalperes i hver sin kasse eller hjælpevæsen. Som en nødvendighed burde man lægge et lille autonomt ”gaderum med rådgivning og bo” i entreen til psykiatriske afdelinger og til socialcentrene. Det vil helt sikkert gavne alle parter.

 

 

Det banale i Gaderummet er, at der ikke er nogen kasser, man som bruger skal passe ind i ! Det betyder, at unges problemer i en proces får lov at træde frem som det de er, personlige problemer og sociale problemstillinger, hvis løsning alt på længere sigt vil afhænge af.

 

Her har Gaderummet med det nye hus fået et rum til at lære videre i, for videre løsninger. Det er en kæmpe udfordring. Det er et rum som jeg håber, at I med tiden vil kritisere, skubbe til eller bruge, skal det hjælpe med noget.

 

 

Tak for ordet!