By- og Boligministeriet

8.kontor

Slotsholmsgade 1, 3.sal

1216 København K.

 

                                                                                                             København 30.september 2000                

 

Ansøgning om midler til  gaderumshus– eller et fattigdomshus for unge, eller til et multihus og universitet for udstødte unge.

 

Vi tillader os hermed at ansøge på puljen for forsøg med boliger til særligt udsatte befolkningsgrupper. Vores ansøgning angår gadebørn, gadeunge, marginaliserede, sindslidende og udstødte unge, der har brug for en mere eller mindre helhedsmæssige social livssammenhæng til at vinde fodfæste i eget liv.

Og midlerne omhandler etablering af et døgnåbent gaderumshus, hvor der er mulighed for:

-         social og psykologisk hjælp mm

-         for alskens unge-aktiviteter, lektie- og studiehjælp

-         for kortere eller længere beboelse, i forskellige former for støttede enkeltværelser og/eller i selvstændige unge-kollektiver

-         jobtræning, job-udvikling og reelle arbejdspladser.

 

Vores ansøgning er ufærdig, da gaderumshuset er ufærdigt mht. den basale økonomi, men herom senere.

 

 

Baggrund for ansøgning.

Vores ansøgning skal ses som en fremskrivning, udvidelse og udvikling af vores nuværende arbejde i Gaderummet og Regnbuen med ”socialpsykologisk fristed for udstødte unge”. De to dele af projektet hænger sammen, idet der ofte er overlap af brugere imellem stederne, men derudover, er der folk, der kun bruger tilbuddene et af stederne. Desuden har det vist sig at organiseringsformen med to strukturelt ligeværdige subjekter – rådgivningen/stab/ressourcepersoner på den ene side og på den anden side brugergruppen i Gaderummet – er meget velegnet til at forbedre vilkår og psykisk befindende for en stor del også psykotiske unge, der ellers ikke kan nås nogen steder med godt resultat på lang sigt.

Gaderummet har eksisteret på døgnbasis for udstødte unge siden 1996, mens den psykologiske rådgivning med dens kliniske og socialpsykologiske arbejde er fra 1985. Al arbejde op gennem årene har været frivilligt og gratis, men for år 2000 og 2001 har vi en finanslovsbevilling til drift og lønnet arbejdskraft fra Socialministeriets 15M-pulje og fra Folketingets satspulje.

 

Vi er aktuelt presset til forandring af vores arbejde. Vi er i akut nød for en anden bolig/bygning, da vores lokaler ikke længere kan lovliggøres til beboelse sammen med erhverv. Derudover er vores nuværende lokaler på 300m2  også mange gange for små ift. behovet hos de unge, der opsøger os. Desværre står udslidte unge nærmest i kø for at kunne få et kummerligt sovehjørne hos os, og samtidig har vi mange unge, der efter en tid i projektet er bragt derhen, hvor de vil kunne komme videre i uddannelse eller arbejde, men hvor de også bliver holdt fast i deres gamle livsmønster, da der med vores nuværende rammer ikke er gode betingelser for ro til lektielæsning eller til en uforstyrret søvn, så man kan passe arbejde eller studier.

Men vi har allerede i årevis søgt at løse vores eget boligproblem, og dermed få mere plads til psykologisk rådgivning, terapi, undervisning, til omsorgs- og unge-aktiviteter og til beboelse. Men uden held. Og uden lokaler af blandet art – som i dag - vil vi tabe de tungeste af de udstødte unge, der er vores fikspunkt, og hvorom det hele er opbygget. Og ift. hvilke vi mener at gøre et rigtig godt stykke arbejde omhandlende opkvalificering, behandling eller draget omsorg for på en sådan måde, at de på lang sigt kan finde ind i deres voksenliv på en for dem selv og samfundet fornuftig måde.

 

Projektets forhistorie.

Gaderummet er et barn af rådgivningens arbejde med psykologisk rådgivning i et brugerperspektiv, først i Studenterhuset i Købmagergade fra 1985, og siden ’94 i Solidaritetshuset i Griffenfeldtsgade på Nørrebro. Og endeligt i ’96 i lokalerne på Nørrebrogade 56, Baghuset. Men det er brugerne gennem tiderne, der har gjort Gaderummet til deres egen døgnåbne socialpsykologiske livssammenhæng.

Rådgivningen startede i sin tid som et kritisk supplement til psykiatrien og til den etablerede (kliniske) psykologi, således at der var et alternativ for mennesker, der gerådede i omfattende krise og nød. Alternativet blev senere formuleret som en ”parallel rådgivningsstreng til psykiatrien”, men forskellige forsøg, herunder flere partiers Folketingsarbejde i slutningen af 1980-erne, på at fremme etableringen af en sådan landsdækkende rådgivningsstreng, førte desværre ikke resultater med sig på et lovgivningsmæssigt område. En anden udviklingslinie tog over, nemlig Sygesikringsloven for psykologer, og perspektivet om en parallel rådgivningsstreng til psykiatrien blev forladt. Det har betydet at vilkårene for vederlagsfri og kvalificeret hjælp til unge, der enten kommer fra fattige eller i forvejen marginaliserede kår og/eller som rammes af uoverstigelige problemer eller som er på vej i en social deroute, og som udvikler psykiske symptomer og andre afmagtsformer, er et yderst uudviklet område, og som en social og sundhedsmæssig ydelse nærmest fraværende set fra de unges eget perspektiv, selv om der synes at være et stort behov herfor i hver ungegeneration, der for tiden vokser op.

Der er sådan ”en restgruppe af unge”, der ikke mener at have nogen steder at kunne gå hen og få hjælp til løsning af deres (psykosociale) problemer, sådan som de selv ser dem, og det er også dem, der finder frem til os, og som vi har en omfattende erfaringsbaggrund i at hjælpe videre.

Efter at have kørt projektet i 15 år på basis af private midler og med kun frivillig arbejdskraft, er det som nævnt lykkes for os fra januar 2000 at oppebære en 2.årig bevilling, så vi har kunnet udvide projektet og ansætte flere personer til varetagelse af forskellige opgaver. Denne positive udvikling bremses dog nu af vores snævre rammer og af en forestående udsmidning fra lokalerne.

 

Aktuelt forventer vi at indgå en evalueringsaftale med etnolog Kirsten Marie Bovbjerg om en ekstern evaluering og undersøgelse af hele projektet, ligesom vi internt er i gang med at evaluere rådgivningens mangeårige klientarbejde gennem udviklingen af en database til effekt og proces-målinger. Begge finansieres af midler fra vores finanslovsbevilling.

 

Formålsbeskrivelse og målgruppe.

Vores målgruppe er unge mellem ca. 18 og 25 år. Det er unge, der står med massive psykiske og sociale problemer, og som, når de søger stedet, ofte har mistet både bolig og bistandshjælp. De har intet socialt netværk, der kan hjælpe dem, og tyr derfor til Gaderummet som en sidste løsning. Ofte har de allerede været inden for det traditionelle behandlingssystem, men man har ikke kunnet hjælpe dem der. Mange har forskellige former for misbrugsproblemer. Det drejer sig altså om udstødte og hjemløse unge.

 

Vi mener, at den form vi har fået opbygget i Gaderummet er meget brugbar over for netop vores målgruppe til forskel for mange af de mere etablerede tilbud. Gaderummet er baseret på brugerindflydelse, så det hovedsageligt er de unge selv, der kører stedet fx i forhold til at løse konflikter, sætte regler og fordele daglige gøremål. Her er ingen låste døre eller vagter døgnet rundt, hvilket giver folk en langt større ansvarsfølelse over for stedet. Derudover giver den store gruppe mulighed for, at ensomme og udstødte unge kan opbygge et socialt netværk. Der er generelt en stor tolerance over for hinanden i gruppen, og man er gode til at støtte de nyankomne, så de hurtigt bliver integreret i det større sammenhold. Netop brugerindflydelse og den støtte, som man giver hinanden, mener vi, er det, der gør en forskel, da de unge ellers kommer fra et liv i ensomhed og fra et liv, som de ikke selv har følt, de havde nogen som helst indflydelse på. Rådgivningen påtager sig herudover en støttende funktion for de personer, der måtte have interesse i en sådan intervention.

 

Samtidig synes det at være sådan, at vores arbejde har nået en udviklingsgrad og er routiniseret derhen, hvor vi som en gruppe af udstødte unge og gamle og unge ressourcepersoner kan løfte en større opgave, hvis det samtidig betyder bedre eller reelle bo-, studie- og arbejdsvilkår for mange i den aktuelt eksisterende gruppe af udstødte unge.

 

Nuværende Boligproblemer.

I flere år har vi været på udkig efter et større sted, da vores nuværende lokaler er alt for små til at dække behovet. Vi har et enkelt rådgivningslokale og derudover ét stort fælleslokale, der både fungerer som opholdsstue, aktivitetsrum, kontor for forskelligt administrativt arbejde osv. I den ene ende er der adgang til køkken og toilet. Oven over, på loftet, er der blevet indrettet mere eller mindre permanente sovepladser. Der sover for tiden omkring 17-24 personer, men vi har af Københavns Kommunes Bygningsinspektorat fået påbud om, at overnatningen skal ophøre d.11.oktober 2000. Dette vil i praksis sige, at vi skal sende folk ud og sove på gaden, da boligsituationen og behandlingsvilkårene i København er fuldstændig håbløs[1].

Et andet stort problem er, at vi ofte må afvise folk i nød, fordi her simpelthen ikke er plads til flere mennesker. Desuden er det svært for de unge, der har boet her et stykke tid at starte på arbejde eller på uddannelse, da det er næsten umuligt at få arbejds- eller nattero, når så mange mennesker er sammen på så lidt plads. Sidst men ikke mindst oplever vi, at Danmark generelt står over for et voksende problem med hensyn til udstødelse af unge, og vi bliver søgt af flere og flere hjemløse.

 

Vi har forsøgt at skabe kontakt til Københavns Kommune flere gange, men uden at der er opnået en dialog omkring vores boligproblem. Vi har derfor selv været i gang med at lede efter et tomt sted, der kunne dække vores behov. Det eneste, vi har fundet, er en Bungalow på Frederiksberg, som desværre er meget dyr og over vores formåen med hensyn til husleje. Hvad angår størrelsen, mener vi dog ikke, at det er for stort, da vi som nævnt er et meget søgt sted, og som situationen er nu, meget ofte må afvise folk, hvor de må gå videre til ingenting eller til etablerede tiltag, som de enten ikke ønsker eller som ikke forbedrer deres livsbetingelser og velbefindende.

 

Skitse af boligtype i Bungalowen.

Vi mener, at Bungalowen vil kunne være ideel til vores formål, idet vi således vil kunne udvide vores virkefelt. Vi forestiller os for det første at etablere ca. 5 selvstændige ungekollektiver bestående af 5-8 beboere med fælles køkken og bad. Flere af de nuværende beboere er egentlig parate til at flytte i en mere permanent bolig, men med den risiko, at de vil blive for ensomme og evt. falde tilbage i et øget misbrug. Ved på denne måde at etablere kollektiver, vil disse unge på den ene side få mere privatliv og dermed ro til fx at starte uddannelse eller arbejde. På den anden side mindsker man risikoen for ensomhed og andre problemer ved, at de unge for det første har hinanden i de separate kollektiver og derudover vil være nært knyttet til værestedet Gaderummet.

 

For det andet skal en del af Bungalowen indrettes som ”Gaderum” på samme måde som vores nuværende lokaler. Dvs. med et stort opholdsrum, der skal fungere som værested for alle interesserede – dvs. folk der kommer ind fra gaden, de unge i kollektiverne samt de midlertidige beboere, der måtte være i Gaderummet. Vi bliver som nævnt ofte søgt af unge, der med meget kort varsel er blevet smidt ud af deres bolig og efterfølgende har mistet deres bistandshjælp, hvilket ofte fører til, at de må låne sig frem eller klare sig via kriminalitet. Vi prøver at tilbyde dem en midlertidig overnatningsmulighed samtidig med, at vi støtter dem til at genetablere kontakt til de sociale myndigheder, så de kan få styr på deres økonomi. Gaderummet vil således på den ene side fungere som en ventil for de udstødte unge, der står i en akut krisesituation og på den anden side som værested for folk, der har været i en sådan krisesituation, men nu blot behøver en smule støtte til deres fortsatte positive udvikling.

 

Det er vores idé, at de unge selv skal være med til at bygge Bungalowen om, sætte rummene i stand og vedligeholde stedet. Bungalowen er i meget dårlig stand, idet den ikke har været vedligeholdt i temmelig mange år, og desforuden for nylig har haft en større vanskade ifm. stormen sidste efterår. En eventuel anvendelse af huset af vores brugergruppe vil være til at have med at gøre på en rigtig positiv måde.

 

Projektets Økonomiske Driftsforhold.

Vi forestiller os etableringen af et tredje subjekt, dvs. et subjekt ved siden af Gaderummet og rådgivningen, og som tager sig af den samlede boligadministration. Dette boligadministrations-subjekt forestiller vi os har samme dobbeltfunktion for stedet som rådgivningen i forvejen har ift selve huset og unge udefra der henvender sig. Boligadministrationssubjektet skal på den ene side udadtil kunne tilbyde bolig, på almindelig eller særlige vilkår, og på den anden side, indadtil, være boligmæssig udslusningsramme for unge fra Gaderummet og rådgivningen.

Samlet skal ressourcepersoner sammen med de unge varetage de forskellige opgaver i forhold til støtte for de unge og administration af stedet.

 

Aktuelt har vi midler i år 2000 og 2001 til drift og til én psykolog, én gaderumsarbejder og til en person til det administrative arbejde. Der vil som et minimum blive behov for én psykolog mere til varetagelse af psykologisk rådgivning og til intervention i Gaderummet, og behov for een til to socialarbejdere til etableringen af det nye boligadministrations-subjekt. Derudover vil der være behov for flere deltidsansatte, specielt psykologistuderende. Samtidig fortsættes det nuværende arbejde med aktiverede, jobtræning for arbejdsledige og praktikanter fra uddannelsessteder mv.

Indholdsmæssigt er vi overbevist om, at vi godt kan tage et skridt ind i en mere generaliseret samfundsmæssig funktionsmåde ved at søge arbejdet udviklet med en tredje subjekt, der regulerer beboelsen og brugen af fælles lokaler.

Midler til drift vil vi søge i relevante fonde, herunder ved ansøgning til ”Hjemløse”-puljen. Vi vedlægger ikke et drifts-budjet, da selve erhvervelsen af Bungalowen er den første store hurtel.

 

Vi vil have brug for en aktiv følgegruppe udenfor vores egen kreds, der kan hjælpe til med at få et samlet økonomisk projekt ud af det.

 

Social og psykologisk støtte.

Der er og vil blive behov for social og psykologisk støtte, lidt til nogen, omfattende til andre, både hvad angår unge som del af huset og unge som vil opsøge huset. Men det vil generelt ikke kun være et behandlende eller professionelt klinisk kollektiv, der stiller problemer og konfliktforhold op, som den enkelte unge må rette sig ind efter, altså problemudvikling ud fra et ”lukket” behandlingskollektiv. Det vil – som det også idag er i Gaderummet – også være gruppen af unge, der stiller problemet op hvad angår den enkelte unge og ungegruppen, og som stiller problemer op til videre udvikling og fælles løsning.

 

Denne indholdsmæssige dialektik vil give et alternativ til den nuværende officielle terapeut-kvalificeringsstrategi, der lægger fokus på terapeutens egenterapi, og på manual- og teknik-baseret praksis. Det har vist sig at der er overvældende ”negative fund” indenfor behandlingsområdet, idet det centrale, det bærende, i den nuværende uddannelse af professionelle behandlere, og de til behandlingen essentielle fremgangsmåder, virker nærmest stik modsat deres hensigt. Det viser sig til eksempel, at terapeutens specifikke professionelle baggrund, fx i form af uddannelse og praktisk erfaring, har begrænset betydning, og undersøgelser af egenterapi hos behandleren viser enten ingen effekt eller negativ effekt. Dvs. at terapeuter uden egenterapi giver størst udbytte hos klienterne! Ligeledes har man også fundet, at manual- eller teknik-baserede træningsforløb sænker kompetencestandarten (:evnen til at relatere sig til klienten) hos terapeuten, hvilket betyder en mindskelse af effekten. Indtil nu har slår behandlingsprofessionerne sig til tåls med, at de ”negative fund” må omhandle endnu uløste metodiske problemer omkring opgørelse af behandlingseffekten, altså at behandlingseffekten er god nok, det er bare målingerne, der ikke kan opgøre dem rigtigt. Men dette er slet ikke en tilstrækkelig (selv)kritik. Den til ”negative fund” relaterede behandlingspraksis er i al væsentlighed en behandling, der hviler på den kliniske diagnose som kvalificerende og nødvendig indfaldsvinkel for behandlingen, hvor den berørte, klienten eller patienten, ikke basalt tilstås at være subjekt i sin egen rådgivningsproces. Kan klienten ikke være subjekt i sin egen rådgivningsproces, vil det heller ikke være muligt at overføre terapeutiske erfaringer til ens dagligdags liv, til hvis støtte og udvikling, det terapeutiske arbejde netop må tilsigte. Et sådant terapeutisk arbejde på brugerens præmisser har ikke fået bedre betingelser med indførelse af det nye diagnosesystem, ICD-10 fra 1994, hvor diagnoser stilles op alene ud fra ydre eller overfladiske træk, ligheder og forskelle.

Der må derfor en hel anden uddannelsesprofil til for erhvervelse af generaliseret terapeutisk, klinisk og psykologisk behandlingskompetence. En sådan kan udvikles ved at sætte af fra at være et integreret og basalt element i selve den praktiske konfliksløsningsproces sammen med den berørte, klient eller patient.

 

Terapeutisk arbejde i dette regi betyder en samtidig kvalificering af behandleren eller psykologen, i den grad der foregribende kan arbejdes med problemerne, som de tager sig ud for brugeren eller brugergruppen. Og tillade den enkelte behandler at arbejde med problemerne og konflikterne, som de er, og ikke som de skal eller bør tage sig ud fra behandlerside, for at man kan styre, kontrollere eller beherske en løsning, som den berørte er stillet udenfor at have indflydelse på. Et bevidst arbejde med problemet, dér hvor det måtte ligge i brugerens livsrum, vil skubbe behovet hos behandlergruppen for at danne front mod brugeren og/eller brugergruppen i baggrunden, og dermed berede grunden for et egentligt indholdsmæssigt arbejde med det problematiske, hvilket vil mindske betngelserne for klientens drop ud af behandlingen eller af den psykosociale støtte.

 

I de mange år rådgivningen har fungeret, har det vist sig, at denne form for terapeutkvalificering er at foretrække, men desværre er den så krævende og slidsom for dem, der går ind i den, at kun få også kommer igennem. Det har været et problem at lokalisere, hvor problemet er, anden end i paradokset, at man faktisk skal kunne på forhånd, nu hvor man ikke i sit arbejde med andre kan eller må gemme sig bag noget/dem, eller skubbe noget/dem foran sig, indtil en løsning viser sig af sig selv.

 

Funktioner i gaderumshuset.

Huset skal kunne varetage i hvert fald følgende funktioner:

- et rådgivningssted

- et terapeutisk kollektiv

- en kammeratskabsgruppe

- et refugium

- et udvidet hjem

- et informationssted

- et anerkendelsessted/identitetsskabende

- et aktivitetssted- og arbejdssted

- et studie- og lektie-sted

- et bosted

- og et sted for ungekollektiver.

 

Aktivister eller deltagere i huset, undtagen i den situation, hvor man er egentlig bruger af en ydelse, er i princippet medarbejdere i opgaven at få huset til at fungere, dvs. medvirke til at forbedre udstødte unges konkrete og generelle livsvilkår, såvel i huset som udenfor.

 

Mange unge med et boligsocialt problem pga. manglende familiemæssigt bagland falder igennem aktiveringstiltag eller psykiatrisk kontakt, og falder igennem fordi deres problem dybest set er mangel på socialt netværk eller problemer ved at etablere sig på egen og selvstændig vis sammen med andre, indenfor et interesse og erhvervsområde, der også kan gøre én selvforsørgende på længere sigt. Denne gruppe af unge må anses som værende stigende i kraft af det generelt stigende kvalifikationskrav indenfor uddannelse og arbejde, og  i sammenhæng med mange unges i forvejen marginaliserede og konfliktfyldte familie-historier.

 

Mange unge i denne gruppe har behov for en fri, men også omfattende og forpligtende  livssammenhæng at spejle sig igennem, hvor man hen ad vejen selv vil kunne placere sig i en betydningsgivende position, og herigennem erhverve og opøve meningsgivende personlige og kulturelle livsfærdigheder og kompetencer, der kan integrere dem i et egentlig normaliseret arbejds-, familie- og gruppeliv.

Mangler en sådan identitetsplatform kan man ikke kvalificere hvilke handleskridt, der skal til for bryde med den hidtidige rastløshed, stof eller alkoholbrug eller med de forskellige nedbrydende acting-out-former fra tid til anden. Og det fører alt for let til, at den unge stilles uden for sociale sammenhænge med ligesindede, da man ikke kan følge med, eller fordi den sociale struktur er så tynd eller konfliktfyldt, at det ikke er muligt for én at etablere nogen handleskridt, som kan modsvare en løsning af de livsproblematikker, man står med, og som kan motivere én til at gi´ det ordentlige liv en chance.

 

Bungalowen er så stor, at hvis antallet af rum til beboelse nedsættes, så kan der frigives lokaler til helt eksterne arbejds- eller gruppeaktiviter, som kunne komme på tale hen ad vejen, afhængig af hvordan den bedste blanding af arbejds-, bo- og gruppeforhold kan lade sig gøre. Men et pluralt hus.

 

Samarbejdspartnere.

Rådgivningen har gennem alle årene haft et fagligt samarbejde med mange lærere og studerende på Psykologisk Institut på KUA, og en håndfuld psykologistuderende deltager semesterbaseret  i studiekredse og arbejdsgrupper på stedet. Vi har udvekslingsforhold med projekter indenfor vores område i faglige miljøer i Tyskland, hvor man også søger nye socialpsykologiske veje til overflødiggørelse af psykokemisk behandling og profylakse. Her knyttes initiativer som vores til ”kulturelle medborgerhuse” eller til mere afgrænsede enheder som ”Løbe-væk-huse – fra unødig psykiatrisk tvang”.

Men herudover har vi ingen direkte samarbejdspartnere. Vi har et meget vidt forgrenet netværk i det civile og politiske liv, og arbejdsrelationer til de fleste offentlige myndigheder indenfor vores område.

Vi støttes derudover med forskellige private midler og af enkelte fonde, og baserer en del af vores grundlag på at modtage udtjent kluns – møbler, tøj, køkkenting, sengetøj mm – af interessegrupper, der hele tiden husker os. Ligesom vi støttes af kirkelige organisationer, der ind imellem kommer og laver mad til de unge.

 

Eventuelle ønsker om dispensationer fra regler i almenboligloven samt den almene lejelov.

Lige meget hvordan vi end vender og drejer den, kan vi ikke putte så mange unge ind i Bungalowen, som mod huslejebetaling skal bo der, at det kan dække en betragtelig del af huslejeudgifterne. Selv det dobbelte antal unge er ikke nok til at få økonomien til at løbe rundt, og så mange unge er der ikke plads til i huset, hvis de samtidig skal have regelrette værelser og der skal være fællesplads.

En enkelt ung i Gaderummet satte sig for på fri hånd at indrette Bungalowen. Forsøget er vedlagt.

 

Vi vil tage kontakt til ejer af Bungalowen, da denne ejes af en den fond, der oprindeligt drev huset som børnehjem og børnehospital fra dets opførelse ved århundredeskiftet og op til 1950-erne. Måske der kan åbnes for en aftale om et åremåls leje, hvor fonden nedsætter huslejen, så de ikke behøver tjene på at skulle leje ud til os.

Bungalowen er en umage bygning og kræver millioninvesteringer for at kunne bruges til tidssvarende erhverv eller til beboelse. For os er den lige til at flytte ind i. Den har endog et sprinkler-anlæg, der uden de store investeringer fuldt ud vil kunne reetableres igen. Et sådant anlæg vil være eminent til sikkerhed for vores brugergruppe.

 

Kommunalbestyrelsens / Amtsrådets stillingtagen til projektet.

Vi har siden 1997 søgt at få en reel dialog med Københavns Kommune om såvel det boligsociale som det psykosociale aspekt af vores arbejde, men det er ikke lykkedes for os. Vi oplevet det ikke som "personligt ment", for alle projekter som os synes at være klemt i Kommunen. Men de unge skal jo være nogen steder. De forsvinder ikke, heller ikke ud af Københavns Kommune, når der mangler steder som os, men fylder derimod godt op både indenfor det etablerede behandlingssystem, hvor resultaterne ikke er gode men bekostlige, og på gader og stræder, hvor de lever fra hånden til munden, på en stadig mere kummerlig måde, opslidende for dem selv, og dyrt i et samfundsøkonomisk perspektiv.

 

Behandlingseffekten indenfor psykiatrien og den hertil relaterede og etablerede psykologi er et stigende problem.

 

Problemet viser sig i dag blandt andet ved, at selvom antallet af selvmord generelt er faldet fra omkring 1300 i starten af 90’erne til 900-1000 i dag, så er selvmordsraten for psykiatriske patienter steget. De forbedringer, der er sket generelt, er slet ikke kommet den mest sårbare gruppe til gavn – tværtimod kan man næsten sige.

Problemet viser sig også ved de flere unge tiggere eller udstødte i gadebilledet end tidligere. Det hænger ikke kun sammen med, at der er for få psykiatriske sengepladser – som mange endda med magt og sprøjte tvinges til at blive i – men også med, at hvis man ikke kan finde ud af aktivering og ikke ønsker psykiatrisk behandling, så ryger ens forsørgelsesgrundlag.

Man kan desværre sige det på den måde, at hvis man som ung havner i en situation med store problemer, og med konflikter i aktuel social netværk og i eventuel familiesammenhæng, så vil hjælpen – lige meget om ens rødder er en velstillet eller en fattig familie – bestå i tvangsaktivering, der ødelægger ens selvtillid, eller i psykiatrisk behandling, der ødelægger ens værdighed, når man medicineres mod ens egen vilje.

Der er ganske enkelt brug for en anden udviklingsretning end den nuværende, og behov for helt andre psyko- og boligsociale tiltag end hvad der aktuelt satses på.

 

Desuden er der også internationale erfaringer med sociale og psykologiske behandlingstilbud til psykiatrisk patienter, hvor resultaterne helt er på højde, og økonomisk og menneskeligt bedre end hvad hidtidig psykiatrisk praksis kan fremvise med dens stadig mere snævre biokemiske indfaldsvinkel og tilsvarende tvangsprægede pædagogik[2] - for ikke at tale om de bivirkninger og bivirkningsskader også nyere psykofarmaka har ift. psykiske forstyrrelser. 

Der er allerede en gruppe af unge på op til 30%, der er skilt ud af de nuværende psykiatriske og sociale foranstaltninger, som man fra etableret side ikke kan gøre noget positivt for, eller som man endog støder mere ud med sine tiltag.

 

Afsluttende.

Vi har kun udfyldt de indledende felter i selve ansøgningsskemaet, idet projektet er så stort at det kræver en flerfoldig økonomisk løsning, hvis det skal realiseres. Denne ansøgning skal derfor ses som en markering af, at vi har et arbejde der fungerer for de mest udstødte unge, men hvor vi for at komme videre har brug for et sted at gøre det ud fra.

 

Vi er af den opfattelse at alle parter – politikere, embedsmænd, fagprofessionelle indenfor området og eksisterende og kommende udstødte unge – vil kunne ”vinde” ved etableringen af et sådan udvidet gaderumshus, om det så benævnes, som vi selv har prøvet på, eller om det skal benævnes med ”Fattigdomshus for unge” eller med ”Multihus og universitet for udstødte unge” eller om det skal gives et helt andet navn.

Konceptet for det bærende i et sådan hus – den døgnåbne socialpsykologisk funktion for udstødte unge – synes vi, at vi har fået grebet og gjort til en ressource gennem vores hidtidige faglige samarbejdspraksis, men den kan mere, og peger i sin indre udbygning på en udvidelse af fundamentet med selvstændige, men også integrerede bo- og arbejdsmuligheder samme sted, og som selve rammen om det hele. Det vil samtidig tilgodese et stort og udækket behov for såkaldt ”skæve boliger til skæve mennesker”, uden at man af den grund placeres i en stigmatiserende position og situation. Og ligeledes til udvikling af alternative aktiverings- og arbejdspladser for den del af de udstødte unge, der af mangel på aldrig at have haft fungerende funktionelle livssammenhænge omkring sig, ikke kan komme videre.

 

Som én har formuleret det: ”Problemet er at vi mangler lokaler – der må da være en bygning et eller andet sted i København, der kan rumme dem vi er, med erhverv og vores måde at bo og overnatte på”.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

Kalle Birck-Madsen, cand.psych.

Gaderummet-Regnbuen

 

 

 

Bilag:

 

-         Ansøgningsskemaet vedr. forsøg med boliger til særligt udsatte befolkningsgrupper.

-         ”Redegørelse vedr. socialpsykologisk fristed for udstødte unge”.

-         Korrespondancen ift. Københavns Kommune, Frederiksberg og By- og Boligminister Jytte Andersen.

-         Papirer vedr. opsigelse af nuværende lejemål.

-         Sidste Nyhedsbrev. Side 18-22 indeholder en beskrivelse af vores arbejde.

-         En ungs frie hånd i indretning af Bungalowen.

-         Salgs- og leje prospekt for Bungalowen, Martinsvej 7-9, Frederiksberg.


[1]                     Se hertil også papiret ”Redegørelse vedr. socialpsykologisk fristed for udstødte unge” til Den Sociale Sikringsstyrelse, hvor det boligsociale aspekt i vores arbejde får en selvstændig behandling.

 

[2]                            Se til bare til eksempel omtalen af ”Soteria House” i San Fransisco-området i slutningen af 1970-erne  i Dansk PsykologNyt nr.14, 1999, s.28-29. Omtalen slutter således: ”Men hvorfor har Soteria-eksperimentet sat sig så få spor i den officielle behandlerholdning indenfor psykiatrien? … Fordi resultaterne passede dårligt med den herskende biomedicinske ideologi, der netop omkring 1980 blev den helt dominerende retning indenfor amerikansk psykiatri som de fleste andre steder i verden”.