Socialminister Henrik Dam Kristensen

Socialministeriet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

 

 Nørrebro d. 6. november 2001

 

Angående en løsning på Gaderummets boligproblem.

 

Jeg tillader mig at kontakte Dem angående Gaderummets boligproblem. Det er så akut, at en stor gruppe udstødte unge inden for de næste 2 måneder kan risikere igen at stå på gaden uden nogen som helst former for hjælp. Vi har udvirket en løsning på boligproblemet til øjeblikkelig implementering, men den forudsætter Socialministerens støtte. Ganske vist skal kommunerne og amterne afhjælpe de problematiske situationer, som de unge står i, men det er meget svært for disse instanser at klare de unge, da alle hjælpeforanstaltninger forudsætter, at den unge vil og kan modtage netop det tilbud, der er til rådighed. For mange unge er der tilstrækkelig og relevant hjælp, men den svageste gruppe skubbes væk, fordi den ikke evner at modtage netop de tilbud, og fordi tilbudene ikke indeholder den mindste grad af brugerindflydelse. Skal disse unge nås, er der behov for hjælp i ”rendestenshøjde” så at sige.

 

Igennem adskillige år har Gaderummet forsøgt at afhjælpe de problemer, som mange unge står i. Gaderummet arbejder for tiden, ved siden af det daglige arbejde, bl.a. med et IT-projekt for udstødte unge, samt et projekt kaldet ”På sporet af den forsvundne velfærd”, der ved siden af en foredrags-/diskussionsrække har en praktisk del, hvor Gaderummets unge skal udstille selvproducerede fotografier, malerier, kunst etc.

 

Igennem to år har Gaderummet fået støtte fra 15M-puljen og fra Sats-puljen, hvilket har bevirket en vis stabilitet i arbejdet. Vi kan nå de udsatte unge gennem vores koncept om ”socialpsykologisk fristed for udstødte unge”, og vores arbejde kan både udfoldes og bære meget mere end allerede. Men vi har et altoverskyggende problem, nemlig godkendelse af både den fysiske og den juridiske ramme.

 

En løsningsmulighed.

Af vedlagte bilag 1 fremgår det, at Gaderummet nu har fået tilsagn om et sted, hvor alle myndighedskrav vedrørende bolig og brandtilsyn kan opfyldes. Der kræves dog et tilsagn om lejegaranti for fem år.

 

Af vedlagte bilag 2 fremgår det, at Gaderummet har ansøgt Hjemløsepuljen om midler for de kommende år, men Gaderummet har endnu ikke opnået tilsagn fra Københavns Kommune om de 25%, som Hjemløsepuljen kræver. Efter forlydende skulle Gaderummet dog nu være del af budget-aftalen i Københavns Kommune for år 2002.

 

Brugerstatistik.

Ifølge en statistik over ”beboere” i Gaderummet i perioden november 2000 til oktober 2001 fremgår det, at ca. 40% i gennemsnit kommer fra andre steder end København, bilag 3. Fordelingen er 50% ikke-københavnere på opgørelsestidspunktet. Dertil kommer de unge udstødte andengenerationsindvandrere. Denne gruppe er meget vanskelig at opnå kontakt til, men stadig flere af dem lister sig ind i Gaderummet sent om natten og bliver hængende. De udgør 10 til 20 % af de overnattende. Mange har alvorlige integrationskonflikter kombineret med psykiske forstyrrelser, hvorfor de både udstødes af deres egne og er ude af stand til at integrere sig på normal vis blandt andre danske unge.

 

Ud fra ovenstående lille statistik er det muligt at forstå Københavns Kommunes Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltnings afventende holdning med hensyn til aktivt at bakke op om Gaderummet og dermed give tilskud, også selv om Københavns Kommune allerede får kompensation på anden vis til at løse netop disse problemer. Men netop denne afventenhed gør Gaderummets situation meget vanskelig og truer reelt vores betingelser for at fortsætte med at hjælpe de unge, som har det allersværest i vort samfund. Vi har redegjort for vores boligsituation og det faglige indhold i vores brev  til ”Den Sociale Sikringsstyrelse”, bilag 4, og skal henvise til vores rapport ”Mere gensidig hjælp”, hvoraf det ses, at det er en meget alvorligt og akut situation, Gaderummet befinder sig i.

 

Socialministeriel hjælp.

Gaderummet er mundtligt blevet orienteret om, at der er afsat midler på Københavns Kommunes budget for år 2002 til nogle særlige tiltag, herunder Gaderummet, men endnu er det ikke blevet udmeldt klart, om Gaderummet får del i midlerne. Det er nok tvivlsomt, om det er muligt at fremskaffe en lejegaranti for fem år. På den anden side er en femårs-periode med nogenlunde stabilitet meget vigtig, da mange af de unge har været i karambolage med domsmyndighederne og derfor i udgangspunktet har svært ved at komme ind på det normale arbejdsmarked.

 

Jeg er ganske klar over, at det er en vanskelig problemstilling, men en mulig løsning kunne fremkomme, hvis ministeriet og kommunen går sammen. Gaderummet kunne etableres som en forsøgsordning med bekendtgørelse efter Serviceloven, og der kunne samtidig etableres en følgegruppe til at følge forsøgsordningen. Følgegruppens arbejde skal blandt andet bestå i at finde alternative veje for tiltag over for svage grupper, som afviser traditionelle pædagogiske tiltag. Gaderummet er gerne behjælpelig med at udpege enkelte af medlemmerne af følgegruppen. Såfremt Københavns Kommune ikke stiller en åremålsgaranti og de nødvendige midler til rådighed, kunne de 25% medfinansiering, som Hjemløsepuljen forudsætter, eventuelt finansieres via andre statslige puljeordninger.

 

De unge brugere af Gaderummet er både fortvivlede og optimistiske, og det forværrer faktisk deres egen situation, idet de ikke kan magte dette spil.

 

I håb om en hjælpsom tilbagemelding.

 

 

 

Mange venlige hilsener

 

Kalle Birck–Madsen

Gaderummet-Regnbuen

 

 

 

Kopi af brevet uden bilag sendt til formanden for Folketingets Socialudvalg, Villy Søvndal.