Manifest for ungeværd

Efterskrift 2005

Dette papir blev udformet i december 1999, da Gaderummet stod overfor ikke at kunne få midler til at fortsætte, fordi Gaderummet tillod overnatning. Papiret består af en pressemeddelelse og et manifest. Tanken var at have sit virke formuleret, og til at sende ud, skulle Gaderummet blive sat på gaden.

Det kom aldrig så langt. Folketingets Socialudvalg greb ind, og støttede stedet med et 2.årig bevilling. Og siden har kommune og stat så strides og kives om, hvad de skal gøre med Gaderummet. Sidste del af manifestet er meget tyndt beskrevet, faktisk afsnittet om den konkrete utopi. Det må der kunne skrives videre på. Her 5 år efter må der være meget at tilføje og korrigere.

Af Gaderummet & Regnbuen d.XX.december 1999. For pennen Kalle

Indholdsfortegnelse

Ung, fattig og problemramt: Ingen del og hersk! 1
For fristeder 1
Men sådan agerer vi ikke. Ingen del og hersk! 1
Solidaritet! 1
. 2
Manifest for ungeværd. 2 - For retten til kvalificerede fristeder. 2 -Giv psykiatrien til psykiaterne. - aktiveringen til aktiveringslederne -
og de psykiatriske institutioner 2 og arbejdsanstalterne til de udstødelige
. 2

Når uheldet er ude. 3
Ingen går fri. Men nogen går mere fri end andre! 3
Hvor at gå hen?. 3

Psykiatriens voksende fallit! 4
Psykologi og psykoterapi som erstatning for psykiatri: Kun godt for nogen, de i forvejen bedst fungerende! 4
Diagnostisering som eneste fatale hjælp. 5
Den legale stofkultur! 6
Legaliser narkotikaen og de psykedeliske stoffer. 8
Tilbage til de vanvittige forhold før psykofarmakaens indførelse?. 9
Hvis tvangsarbejde er så godt, giv det til arbejdslederne! 10
Hvis psykiatri er så godt, giv det til psykiaterne! 11
Og giv de psykiatriske institutioner til brugerne! 11

Utopi eller hvad! 12
Konkret utopi! 12
Retten til Fristeder. 13

Ung, fattig og problemramt: Ingen del og hersk!

Pressemeddelelse. Invitation til pressemøde torsdag d.xx.december, kl.15

For fristeder

Vi er et socialpsykologisk fristed for gadebørn og andre marginaliserede og udstødte unge. Vores eksistens grunder i, at ingen åbenbart tager højde for, at unge igen og igen stødes ud til gaden og junken, fejlbehandles af psykologien og/eller psykiatrien, eller sættes i klemme indenfor det sociale og sundhedsmæssige system. Vi vil ikke finde os i det. Og derfor tager vi os af hinanden, og derfor vil vi opfordre andre til at tænke med på en langsigtet og bæredygtig løsning for alle.

Vi henvender os til offentligheden, fordi vi er presset udefra, og presset indefra på samme tid.

Udefra står flere naboer i kø for at klage over hvad som helst omkring vores eksistens. De mener åbenbart ikke, at sådan nogen som os hører hjemme her - selv ikke i den bagerste baggård!

Indefra er vi presset af hinanden. Vi har slet ikke de tilstrækkelige psykologiske og sociale ressourcer til mange unge, der lægger deres vej forbi os med behov for hjælp, hvor de fleste allerede har prøvet de etablerede behandlingstilbud, uden godt resultat, eller har meldt dem fra på grund af ubrugelighed. Der er således ingen andre steder at gå hen end til et sted som vores.

Skal vi løse vores dobbelte pres, ligger det lige for at begrænse tilgangen til vores sted, samt smide de værst medtagne sjæle og skæbner ud med et "Skrid og bliv væk. Klar dig selv. Du forstyrrer dine omgivelser". Så vil naboerne sikkert have mindre at klage over os, og vi selv vil have meget mindre smerte, frustration og kaos omkring os.   

Men sådan agerer vi ikke. Ingen del og hersk!
Solidaritet!

Vi vil derfor lave en symbolsk bezættelse af vort sted, for at markere os på følgende måde:
- at vi ikke vil udelukke hinanden, dreje nøglen om, eller stille lægge os ned og dø, og således ligge i kø til psykiatrien, gadejunken og fængselsvæsenet - for ingen af disse "alternativer" duer.
- at vi vil hjælpe hinanden, og nye unge, således at ingens liv skal ødelægges af fejlbehandling og institutionel umyndiggørelse.
- at vi fortsætter vores bestræbelse på at ændre vilkårene for unges opvækst og støttemuligheder, således at det er den uforudsete undtagelsen, når nogen, ung eller gammel, kommer i overgribende krise og nød, og ikke reglen hvad det oftest er idag.

Du kan læse mere i "Manifest for ungeværd".

  Manifest for ungeværd

For retten til kvalificerede fristeder.

Giv psykiatrien til psykiaterne, aktiveringen til aktiveringslederne -

og de psykiatriske institutionerog arbejdsanstalterne til de udstødelige

Når uheldet er ude

Vi ved det alle sammen. Vi ved det godt. Men vi håber bare, at det ikke er sådan, som vi tror, eller at een selv går ramt forbi. For det kan ikke være sandt. Det må ikke være sandt. Men hvad hvis det alligevel er det. Hvad hvis man kommer i nød på et psykologisk plan, vil man så også være i stand til at klare det igennem? Eller hvad sker, hvis uheldet er ude, og pludselig intet sted at bo, ingen uddannelsesplads eller intet arbejdet? Hvad så? Vil man stadig klare den? Og hvor går man hen. Er der overhovedet et sted for een? Hvad hvis der intet sted er? Hvad hvis man i sin desperation og nød går forkert? Eller stoler på de forkerte?

Ingen går fri. Men nogen går mere fri end andre!

Det gælder alle, i alle sociale lag og positioner, at man kan ryge igennem og ud på gaden, med ingenting bagude, og hvor ingen står og tager i mod med kærlige udstrakte arme, og hvor der kun er den nøgne asfalt eller bare mark tilbage. For unge med gode sociale kår, og et familieært netværk som bagland, her præges man mere på godt og ondt indenfor sin ramme, end hvis man fra den ene dag til den anden står mutters alene udenfor i "no where". Mens der for unge fra fattige kår med problematiske betingelser kan være ganske kort mellem livet indenfor hjemmet og dét at være tabt på gaden.

At ha` et menneskeligt sind og hjerte, og så brat eller over længere tid at blive isoleret, afskåret og udelukket det dagligdags liv med dagligdags oplevelser og virke med andre - findes der noget mere tragisk i et menneskes liv end dette?

Hvor at gå hen?

Om ens liv lykkes har tidligere været en del af en kollektiv skæbne: Hvert socialt kollektiv sit interne hjælpeapparat. Og fanden tog resten. For klarede man den ikke, var "den blå vogn" altid klar til at bringe een ind på Sindssygehuset eller arbejdsanstalten.

Idag, hvor ens liv er blevet til et spørgsmål om individuel succes eller fiasko, er de særlige hjælpeapparater for hver gruppe og lag afløst af et offentligt Socialt- og Sundhedsmæssigt system, hvor forskellen nu udgøres af de personer, der har penge til at købe sig til mere. De behøver såmænd ikke engang bruge dem, for at forskellen skal træde i kraft. En svensk undersøgelse [1] viser således, at den udløsende faktor indenfor psykiatrien for, hvilken type behandling man får - psykofamaca og/eller psykoterapi - ikke afhang af dét problem og de symptomer, man henvendte sig med, men af ens klassebaggrund. Arbejderklasse, så psykofarmaka, mens det overvejende var psykoterapi, når man kom man fra mellemlag og overklasse. Meget tankevækkende i et samfund, hvor lighed, dét at give lige muligheder for alle, fylder så meget.

Psykiatriens voksende fallit!

Hvis nu det virker at gi´ psykofarmaka til arbejderklasseunger og psykoterapi til de mere velstillede [2], og eventuelt psykofarmaka i en periode til alle for at de kan komme lidt ned i tempo, ikke føle så meget og blive mere medgørlig, så er det vel dét, der skal gøres.

Ja. Men det virker bare ikke. Genindlæggelsesprocenten indenfor psykiatrien er steget markant. Fra at have ligget stabilt fra 1950-erne til 80-erne på 75% er genindlæggelsesprocenten idag 82-85%. Stigningen hænger sammen med etableringen af Distriktspsykiatrien, hvor en nylig intern undersøgelse [3] kunne vise, at Distriktspsykiatrien måtte beskrives som en resultatmæssig fiasko - man kan ikke måle forskel på den generelle behandlingseffekt før og efter indførelsen af Distriktspsykiatrien - men også at brugen af magt indenfor psykiatrien - tvangstilbageholdelse, tvangsmedicinering mm - var steget voldsomt i de år, hvor undersøgelsen stod på.

Bedre bliver det ikke, når een og samme patient af psykiatrien udsættes for kontra-behandling: samtidig med lidt samtale/psykoterapi, medicineres patienten med benzodiazepin-præparater [4] mod angst eller søvnløshed, som ud over at være ekstremt afhængighedsskabende, har to fatale bivirkninger: de nedsætter tolerancetærsklen for angst, og de medfører tilstandsafhængig indlæring. Hvilket vil sige: hvad man har lært, mens man var påvirket af et benzodiazepin-præparat, dét kan man ikke huske/bruge bagefter, når man er ude af det, og efter brug skal der mindre til at gøre een angst end før indtagelse af medicinen [5].

Psykologi og psykoterapi som erstatning for psykiatri: Kun godt for nogen, de i forvejen bedst fungerende!

Der synes at være empirisk evidens for, at psykologisk behandling, psykoterapi, virker bedre end ingenting i 8 ud af 10 tilfælde. Der sker en symptomlindring og jeg-autonomien øges. Men ligeledes viser utallige empiriske undersøgelser, at de, der får størst ubytte, er de i forvejen bedst fungerende, mens resultaterne går mod nul, jo dårligere tilstand man er i [6]. Det kan derfor heller ikke undre, at effekten af psykoterapi ikke synes at kunne spores ud over 5 år fra dens afslutning.

Resultatet af den nuværende psykologi, psykoterapi og psykiatri er åbenbart "tilbage i folden", men nu med en art livslang diagnose. Hvis man så bare kunne stole på en sådan diagnose, men det kan man ikke [7], og overhovedet kan man ikke løse psykiske problemer og forstyrrelser med en diagnostisk indfaldsvinkel. Den diagnostiske fremgangsmåde, ligemeget om den er psykiatrisk eller klinisk psykologisk funderet, betyder en løsrivelse af sammenhængen mellem problematiske sociale betingelser, livsbiografiske kerneoplevelser, ens velbefindende og ens udvidede handlemuligheder overfor disse til følge. I professionel forstand føres grunden til nedsat handleevne og forstyrret velbefindende - ubærlige sociale misforhold - af den diagnostiserende fremgangsmåde ind og ned i den berørtes psykiske grundlag, hvor det i forvejen fejlagtigt har måttet søge hen, tage plads, da der ikke var andre alterntiver.

Det er dog først, når problemet er løst, at man egentlig ved, hvad problemet var, men da i form af en social diagnose: givet de og de vilkår og betingelser og dette velbefindende, så kan problemet løses på i hvert fald denne typiske måde! Men for at komme så langt, kræves behandling med psykologiske og sociale midler, der opererer med og tilstår mennesket medbestemmelse, både i sit eget liv og i sin egen behandlingsproces, for ellers kan man som berørt ikke senere selv anvende indhøstede erfaringer og udviklede evner.

Denne sidste vej kan psykiatrien ikke gå med dens focus på biokemiske årsager. Og den altdominerende mainstream psykologi og psykoterapi synes heller ikke at ville gå denne vej. Man nøjes med at prøve at være et humant alternativ til psykiatrien, under bibeholdelse af den diagnostisek indfaldsvinkel, og kommer da i praksis til at erstatte biokemisk manipulation med en tilsvarende manipulation af ens psykiske tilstand. Derfor er mainstreampsykologi, psykoterapi og psykiatri ganske gode venner, de har samme perspektiv: isoleret påvirkning, ofte skjult, af det enkelte individ, så det igen kan overkomme og tilpasse sig de livsbetingelser, der har skabt dets konflikter og psykiske ubehag.

Diagnostisering som eneste fatale hjælp

Særlig galt er den diagnostiske fremgangsmåde overfor krænkelser, voldtægt og incest. Der er et kæmpe skyggetal indenfor psykiatrien, idet krænkede kvinder ikke behandles som så, men som sindssyge [8]. I over 4 ud af 10 tilfælde vil man som krænket kvinde, ved henvendelse til psykiatrien, blive tvangstilbageholdt og tvangsmedicineret som væsentligste og eneste behandlingsform [9] .

Blødt formuleret: der er noget helt galt. Hvis det havde været et hvilket som helst andet samfundsmæssigt område, med så dårlige resultater overfor hvad man mente var behandlingen af psykiske forstyrrelser og sygdomme, som det er tilfældet her, ville man for længst have stillet spørgsmål ved, om det grundlæggende design, den diagnostiske indfaldsvinkel og de dertil knyttede metoder og teknikker, var en adækvat fremgangsmåde. Men det sker ikke: man søger videre som om intet var hændt, blot vil man fremover, eklektisk [10], sætte mere system i det store virvar af forskellige behandlingsmetoder overfor de forskellige lidelser, for at effektivisere udbyttet.

Selv ikke forekomsten af overvældende "negative fund" indenfor behandlingsområdet fører til, at man bruger den indvendige side af hovedet, og tænker nyt. Det viser sig [11], at det centrale, det bærende, i den nuværende uddannelse af professionelle behandlere, og de til behandlingen essentielle fremgangsmåder, virker nærmest stik modsat deres hensigt. Det viser sig til eksempel, at terapeutens specifikke professionelle baggrund, fx. i form af uddannelse og praktisk erfaring, har begrænset betydning, og undersøgelser af egenterapi hos behandleren viser enten ingen effekt eller negativ effekt. Dvs. at terapeuter uden egenterapi giver størst udbytte hos klienterne. Ligeledes har man også fundet, at manual- eller teknik-baseret træningsforløb sænker kompetencestandarten (:evnen til at relatere sig til klienten) hos terapeuten, hvilket betyder en mindskelse af effekten.

Gammelkendt er også, at læg-terapeuter klarer sig ligeså godt som gamle erfarne terapeuter, selv når der korreleres for at sidstnævnte ofte får de mere komplekse sager.

Men problemet er større end psykiatriens organisatoriske indretning, og den supplerende diagnostiske indfaldsvinkel og uddannelsesorientering fra psykologien. Problemet angår også psykiatriens legale "stof".

Den legale stofkultur!

Forsvarerne af psykiatrien nævner ressourcemangel som afgørende faktor for de dårlige resultater. Men dette er vildledning. Sålænge de eksisterende ressourcer overvejende bruges til biokemisk påvirkning og til formynderisk administration af kriseramte og af mennesker med psykiske og sociale problemer og konflikter, så vil der altid være for få ressourcer, for problemet kan ikke løses af den vej.

Udviklingen af psykiatriens psykofarmaka fra midten af 50-erne har alligevel ført til etableringen af en legal statsstøttet stofkultur. Mennesker i flere hundredetusindvis alene i Danmark er legalt på stoffer af alskens slags, det være sig på antipsykotisk medicin, antidepressiv medicin, angstdæmpende medicin, sovemedicin, Lykkepiller (SSRI-præparater) osv [12]. Og hvad ved man så om virkningen af disse stoffer? For det første at de kun virker symptomdæmpende, og på ingen måde er helbredende. For det andet at de typisk ingen specifik virkning har, anden end at være sløvende, afstumpende og kuende. De antipsykotiske stoffer har ingen specifik anti-psykotisk effekt, og virker kun på grund af generel ligegladhed og apati hos patienten. Og dermed kan de udløse og forværre psykiske forstyrrelser som hallucinationer, vrangforestiller osv. De kan skabe de psykoser, som de bruges til at dæmpe, hvilket er skruen uden ende [13]. Og ligeledes for de anti-depressive stoffer, hvis specifikke er temmelig tvivlsomt eller helt fraværende. Den "behandlende effekt" må primært tilskrives "den kemiske lobotomi", som det menneskelige nervesystem og hjernen udsættes for.

Al psykofarmaca er da også giftig, specielt den anti-depressive medicin, der er dødelig ved overdosis. Ligeså er al psykofarmaka tilvændende, noget af det blot efter få dages brug, for ikke at tale om de bivirkninger, der altid optræder, hyppigt i stor målestok. Intet af dette er overvundet med den nye generation af anti-depressiv medicin, SSRI-præparaterner eller de såkaldte Lykkepiller, Fontex/Cipramil. En ny undersøgelse synes at vise, at "der ikke var nogen gennemsnitlig statistisk signifikant forskel på virkningen af rigtige piller og virkningen af placebopiller med "bivirkninger"" [14]. Samtidig synes der at være bivirkninger af en art og i en størrelsesorden også af SSRI-præparaterne, der er skræmmende, for ikke at tale om, at bivirkningerne langt fra er kortlagt. Intet somatisk stof ville blive frigivet på dét grundlag, som psykofarmakologiske stoffer bliver det, idag som tidligere [15].

Det er mere og mere klart, at al psykofarmaka [16] kan forårsage "tardiv dyskinesi" [17], der involverer muskulaturen og skaber forskellige bevægesygdomme. I enkelte tilfælde indtræder tilstanden efter få ugers forløb, men ellers rammes man først efter 6 måneder til 2 års behandling. Nogle symptomer svækkes eller forsvinder, når indtagelsen af psykofarmaka ophører, mens andre bliver permanente. Det betyder på almindeligt dansk for ens psyke og somatik: ved brug af psykofarmaka svækkes de åndelige evner på grund af beskadigelse af hjernen, en beskadigelse, der kan være og ofte er irreversibel. Det skønnes, at tardiv dysknisi forekommer i det astronomiske antal af ca. 5% om året blandt patienter, der er blevet behandlet med neuroleptiske stoffer. Blandt ældre individer, herunder hundretusinder af ældre beboere på plejehjem, vil 20% udvikle tardiv dyskinesi for hvert år de bliver udsat for stoffet. Tardiv dyskinesi er en medicinsk forårsaget katastrofe, der har gjort flere end 10 millioner mennesker på verdensplan til ofre i de sidste 40 år" [18].

Når dette er sagt skal det nævnes, at der altid vil være behov for lægelig og/ eller psykiatrisk ekspertice ved akutte forhold. Det er bare som om at alt trækkes ind og tilvirkes af akutte løsninger!

Legaliser narkotikaen og de psykedeliske stoffer

Som legalt stof rangerer psykofarmacaen på lige fod med tobak og alkohol. Alle 3 stoffer er kraftigt skadevoldende. De er reelt de "store" dræbere. Faktisk meget værre end både de fleste narkotiske stoffer som opiater, morfin, herion og kokain, hvor misbrug overvejende er psykisk og socialt betinget, snarere end givet ud fra selve stoffets egenart. Ved de psykedeliske stoffer som canabis, Ecstasy, svampe og Lsd, består farevirkningerne nærmest alene i uforsvarlig/ufaglig anvendelse [19].

Uforholdsmæssigt mange klienter inden for psykiatrien dør tidligt i deres liv eller begår selvmord. Selvmordsprocenten er generelt højest for psykiatriske patienter. Mange efter en årrække at have været på tobak, alkohol og psykofarmaka, ofte med nikotinfingre helt op til albuerne. Og det selv om ingen psykiater anbefaler eller ordinerer tobak og alkohol som supplement. Men der er en grund til at folk fylder sig med alskens stoffer, og sjældent frivilligt indtager den anbefalede psykofarmaka-mængde. Der mangler noget i deres liv, eller der mangler tilgang til et oplevelsesunivers, som man ikke bare har kontakt med, og hvor stofferne såvel kan stå i vejen for opnåelsen, eller dulme smerten ved dets fravær. Hvad med at vende billedet om? Hvad med at legalisere såvel de narkotiske som de psykedeliske stoffer, hvis virkning på sindet - og kroppen - ved forsvarlig og oplyst brug er til at overse, og hvis gavnlige effekt er åbenlys ved korrekt brug [20].

Men nej, sådan tænker man ikke indenfor psykiatrien. Det er nærmest sådan, at kom man på sporet af et psyko-aktivt stof, der også var behageligt at bruge, så ville det straks blive forkastet af selvsamme psykiatri. Eet er at det er skrækindjagende og splintende hårdt at være på vej ned at vende, eller være dernede; eet andet er at det nærmest synes som om, at det skal være så surt, kold, fantasiforladt, sterilt og ufølsomt som muligt at komme til hægterne igen ved hjælp af "psykiatrisk kompetence" [21]. Det skizofrene syndrom - den uhyrlige angst, den skrækindjagende tilstand, der ikke vil slippe, og den selv-gennemkrydsede intentionalitet [22] - kan tænkeligt blive skabt i et sådant møde mellem en person og et overgribende system, man er henvist til, eller som har en grad af suveræn kontrol eller herskab over den berørte, den lidende.

Men psykiatriens funktion er jo heller ikke kun at være et behandlingstilbud til menneskers psykiske og sociale problemer og forstyrrelser. Nej da! Funktionen er social kontrol, med fokus på inddæmning og opbevaring af de mennesker, der er til fare for sig selv eller andre, hvilket dog generelt betyder, at enhver henvendelse til psykiatrien placerer den henvendende i en "farlighedskategori", også selvom det mest almindelige eller dét generelle er en krise-tilstand! Psykiatrien er da også med rette blevet kritiseret for, at den selv skaber de psykiske sygdomme, som den er sat til at behandle [23]. Eller som en kritisk psykiater udtaler: "Indenfor næsten ethvert område, hvor psykiatrien arbejder, er psykosociale indgreb ... langt mindre skadelige, tit mindre bekostelige, samt langt mere tiltrækkende og en langt større hjælp for lidende mennesker" [24]. Mange psykiatere ville ikke have meget at lave med deres yderst tvivlsomme og giftige stoffer, hvis mennesker selv havde retten til at vælge, hvad de ville fylde sig med.

Kommer man idag i krise eller nød eller slås man dårligt med sine problemer- og er man fattig for midler til ordentlig privat behandling - eller har man ubehag over kulturen, så er der stort set ingen steder at gå hen. Alle steder i det etablerede system - og det gentages: alle steder - er der en forvisitering, hvor man så kan afvises enten fordi ens problem er for stort, eller for småt. Det er i hvert fald sjældent, at man kan komme til med det samme, og der kan være længere eller kortere venteliste, eller der er krav, som skal opfyldes af een for at få behandling, som man som henvender slet ikke kan honorere.

Der er - mindst! - behov for en parallel og alternativ rådgivningsstreng til det psykiatriske behandlingssystem, så mennesket i behov kan vælge og få en ikke-ødelæggende støtte og behandling.

Tilbage til de vanvittige forhold før psykofarmakaens indførelse?

Kritikere af psykiatriens brug af giftige stoffer rives altid i næsen, at man ønsker en tilbagevenden til dengang, hvor psykiatriske afdelinger var kaotiske smeltedigler af råben, skrigen, slagsmål, fastspændte mennesker og ekstrem smerte hos de indlagte. Afdelinger hvor mennesker i hobe og i smudshvide trøjer og bukser gik rundt i små cirkler imellem hinanden, hylende i fortvivlelse. 50 personer på 10 gange 10 m2 . I forhold til dette - siger psykiatrien - er brugen af psykofarmaka et klart og uundværligt fremskridt, uden hvis brug man vil skrue tiden nærmest 50 år tilbage. Dette er ganske enkelt noget vås. Psykiatriske afdelinger ligner også idag typisk aflagte steder for aflagte mennesker. Patienterne tager form af deres omgivelser! Mange patienter er så bedøvet af medicin, samt andre tvangsforanstaltninger, at deres skæbne har været værre i det psykiatriske hospitalsmiljø eller på plejehjem, end hvad deres liv kunne have haft af indhold, hvis de som enkeltpersoner eller gruppe var blevet støttet i etableringen og udviklingen af deres eget liv, hvor "alternativt" det så end ville være ift. de såkaldt "normale" borgere. Det vil helt sikkert være meget billigere rent samfundsøkonomisk. Det skal ikke glemmes, at det er de personer, der falder udenfor antallet af boliger, arbejdspladser osv, først og fremmest de hjemløse og marginaliserede, at det er primært er dem, der først og fremmest begæster de psykiatriske institutioner [25].

Det siger sig selv, at man ikke overfor mennesker i en voldsom sårbar situation, bare kan stuve dem sammen på små rum, med mistroisk overvågning og uden fri tilgang til diverse arbejdsmidler - og så tro at de kommer til hægterne, så at sige indefra og ud, fordi der sker noget basal sundt i deres liv. Ej heller er det nok med eneværelser, og ej heller duer det først overfor klienterne at "slå dem ned", "afrette dem", kemisk eller socialt, for så bagefter at ville hjælpe dem, gøre godt. Mange henvendere indenfor psykiatrien tror, at de mødes med behandling fra første øjeblik, men nej. Man mødes med observation, med så lidt interferens, involvering, som muligt i starten således, at behandlere kan stille en diagnose, der så er lig behandlingsplanen - om man, som nu er patient, vil det eller ej! Mange svingdørspatienter er svingsdørspatienter, fordi dette var deres første møde med psykiatrien - og det møde, der gjorde, at man ikke længere stadig har fri tilgang til de problemer, man henvendte sig med. Det svarer til, at man vil støtte en bokser, der har fået en lille knock-out, og som er på vej ned til den ene side, at så giver man ham een til på den anden side, for at rette op på ham. Hvem som helst der anbefalede dette, ville ryge ud med fuld musik, men psykiatrien lever af det!

Når et menneske havner med smertelige problemer, som det ikke kan løse alene eller indenfor for dets egen livsramme, er det afgørende, at man gribes ret, dvs. gribes således at man kan have sig selv med, fordi det er sig selv man kommer med. Og dette sker generelt ikke indenfor psykiatrien. Kun for dem, der er gjort til svingdørspatienter, synes psykiatrien at passe - vist mest for samfundet, ikke så ofte for den berørte - og de findes, de mennesker, der med kærlighed tænker på psykiatrien, men for hovedparten er psykiatri ikke forbundet med tryghed, omsorg, menneskeværd - hvilket er dét man specielt har brug for, når man er på en kritisk glidebane.

Hvis tvangsarbejde er så godt, giv det til arbejdslederne!

Er man på vej ned, så er det ikke "rum, ressourcer og interesser" i ens videre velbefindende, der først og fremmest manifesterer sig fra det offentliges side. Nej! Klarer man den, så klarer man den; klarer man den ikke, må sagsbehandleren efterfølgende finde på noget andet, måske udelukkelse fra bistandshjælpen! Man mødes overvejende af en aktiverings-industri og en psykiatrisk/psykologisk diagnosticerings-trend. Førstnævnte kan hjælpe nogen, men kører ofte flere ned, hvis deres bagland i forvejen er ressourcefattigt. Sidstnævnte er dét, man får når man er fattig og problemramt, en skide diagnose og diverse tvangstiltag, men ingen reel hjælp, støtte og opbakning.

Da man i midten af 90-erne indførte tvangsaktivering som præmis for oppebærelse af kontanthjælp, "noget for noget" princippet indenfor det sociale område, fik man også grundlaget for, at ung på ung dropper helt ud af alt, bistandssystemet, boligen og eget virke, selvfølgelig mest voldsomt for unge med tyndt eller intet bagland. Og så undres offentligheden idag over, at der er kommet tiggere på gaden eller overhovedet at marginaliseringen og udstødningen er blevet synlig, på trods af faldende ledighed og mindre ungdomsårgange. 

Nok er der nedlagt næsten 5000 sengepladser indenfor psykiatrien, fra 11.200 i 1980 til 6.800 i 1990, men synliggørelsen af marginaliseringen og udstødningen sker faktisk først fra midten af 90-erne. Det omhandler, at når enhver samfundsmæssig porre, frirum, besættes af et udefrakommende krav om at være aktiv, for enhver ligegyldig pris og uden rettigheder, at da er der ikke længere ståsted for selv at gøre noget overfor dét i ens liv, der er problematisk. De stærke klarer sig, idet deres styrke er et bagland, hvor andre kan støtte op. De svage og fattige ryger bare længere ned og ud i intet. Og klarer man endelig kravene til aktiveringen, så er den sikreste effekt en dårligere selvtillid! Lave noget, som ikke må være rigtigt arbejde, men skal være "beskæftigelsesterapi" til en aflønning der slet ikke rækker ift. basale udgifter, og ingen faglige retigheder.

Hvis psykiatri er så godt, giv det til psykiaterne!

Det er rigtigt, at der vil blive kaos indenfor psykiatrien, hvis bare man afskaffede psykofarmakaen som behandlingsparadigme. Al den opsparede frustration, fornedring, ulykkelig livslevned og fattigdom, som folk kommer med, vil træde ganske utilsløret frem, nu hvor man ikke længere - dikteret fra oven af, som alle er - er orienteret mod den evige justering af klienternes medicin-indtag, de små "Kemisk Værk Køge", presse på for større eller ændret dosis eller imødegå forsøgene på at trappe ned, blive fri? Psykiaterne kunne passende gå i front i kampen for bedre livskvalitet, for drømmen om "den korrekte dosis" for det menneskelige velbefindende er og blive en junki-mentalitet. Psykofarmakaen må blive et tilbud på lige fod med alle andre mulige handlealternativer for mennesker i krise og nød, og et tilbud man typisk skal kunne vælge fra, men for de, der allerede er afhægig af psykofarmakaen, og/eller som er blevet socialiseret til livet med psykiatrien, vil der stadig væk være behov for en psykiatrisk helhedsassistence.

Denne assistence vil imidlertid passende kunne samles udvalgte steder, således at der kan blive frigjort psykiatri-frie rum for ny-henvendere, eller for de gamle psykiatri-brugere, der ønsker at melde sig ud af psykiatrien. Den fremtidige psykiatrisk assistence skal derfor indeholde retten til at få støtte til at kunne overgå til de psykiatri-frie rum, hvis ikke det umiddelbart kan gøres ved egen kraft.

Og giv de psykiatriske institutioner til brugerne!

Det er jo overhovedet "settingen", den psykiatriske afdeling med dens sorterende/diagnostiserende fremgangsmåde, der generelt er problemet. Og dette løses ikke bare ved at minimere brugen af medicin og opprioritere den psykoterapeutiske indsats, men kun ved at gøre dem til alternative livssammenhænge ift. dét, som folk kommer fra. Folk kommer jo netop, fordi de er stødt ud eller ikke trives i deres allerede eksisterende livssammenhæng. Nogen har brug for en total livssammenhæng, der helt kan tage over en periode, andre har måske brug for et supplement til deres livssammenhæng på specifikke områder, måske bare for en kort tid.

Etableringen og vedligeholdelsen af sådanne alternative totale livssammenhænge er ikke de berørtes eget anliggende, men de berørte er i praksis de vigtigste aktører i og for dagligdagens udvikling, idet de også er brugere af livssammenhængen. Derfor er brugerstyring uomgængelig [26], et sine qua no. Men ligesom det heller ikke alene er bistandsklienten eller den arbejdsløse, man beder om at arbejde for et mere rummeligt arbejdsmarked eller et større udbud af arbejdspladser, så vil man heller ikke kunne bede denne gruppe i en menneskemasse om at behandle sig selv og udvikle området. Der er brug for en servicegruppe, en stab, der står til rådighed for bruger- og klientgruppen, men hvor brugergruppen er deres arbejdsgiver. Dette vil også sige, at det er brugergruppen, der opstiller og formulerer problemer til løsning, ikke kun de professionelle som idag [27] .

I den videre udbygning kan man så passende skifte samfundsmæssigt spor, således at man primært tilnærmer etableringen og placeringen af sådanne "positive" institutioner til det daglige liv i lokalområderne, fremfor fortsættelse af det nuværende statslige paradigme, at alle psykiatriske institutioner skal tilnærmes mest muligt til det somatiske sygehusvæsen. Det er ikke afgørende, at det specielt er de eksisterende psykiatriske institutioner, der gives til de udstødelige, men kun at det er velegnede - og ukurante - bygninger, og at der er råderet over midler til drift som til ansættelse af en praktisk og behandlende servicegruppe.

Et passende navn for dette nye kunne være "socialpsykologiske fristeder".

Utopi eller hvad!

Det er jo en utopi, er det ikke? Næh! Hvad taler egentlig imod? Grundlaget for etableringen er allerede udviklet. Menneske-masserne er der. Og der er alle tvangsaktiveringsstederne, med de redskaber de indeholder, men som ikke må bruges til rigtigt arbejde; og der er alle de psykiatriske afdelinger, hvor der nærmest per koncept intet er at arbejde med - nogen steder må man endda lede længe efter noget at kaste med, ødelægge, for slet ikke at tale om at forestille sig at bygge noget op, dét kan man slet ikke! Luk dog lortet. Luk begge dele, for dem der ikke vil ha´ det. Udliciter det til brugergruppen, de udstødelige. Giv dem råderetten over lokaler og arbejdsredskaber. Det vil både være til folk på skidderne, og det vil være til folk, der har drømme om andet end det nuværende eller som ikke trives i det eksisterende. Og passende kan det følges op med en lønform, der ikke er diskriminerende og fattiggørende. Fristeder vil skrive deres love selv, i respekt for udvikling og kærlighed og fællesskabsløsninger; og de skriver også selv lovene i tilfælde af regelbrud.

Det hele er alene et politisk anliggende, om man fra statslig og kommunal side vil støtte denne udvikling med økonomiske midler, således at utopien alment kan udvikle sig!

Konkret utopi!

I det meget meget lille praktiseres her på stedet ovenstående art utopi. Den er konkret. Vi har ført brugerstyringen i bund, idet også den psykologiske rådgivning hviler på brugerpræmisser, totalt åbenhed og invitation til samarbejde [28]. Vi løser de opgaver, der skal løses for unge her, men der er for mange af dem, og mange opgaver er så langsigtede, at vi konstant har ressourcemangel.

Det er muligt at "vores praksis", som bærer kritikken af psykiatrien, psykologien og psykoterapien i sig, ikke er så global implementerbar, som et første indtryk postulerer, men den er uden tvivl et vigtigt element i at flytte på 100 års dødvande indenfor området af psykiske problemstillinger og social marginalisering og udstødning, og deres overvindelse. Åbne steder, fristeder, frirum i lokalområderne, lokaliteter med arbejdsmidler til rådighed, med selv-visiteringsret for den berørte, steder for alle, rig som fattig og høj som lav, og indeholdende adækvat støtte- og behandlingskompetence, vil på lang sigt automatisk nedsætte antallet af mennesker, hvor det bare er gået galt, og hvor det er umuligt at gøre noget ved det.

Retten til Fristeder

Derfor vil vi markere retten til fristeder. Herunder retten til at fortsætte, her hvor vi er, og at det offentlige aktivt bakker os op, nu hvor det kan konstateres, at såvel aktiveringstendensen som diagnostiseringstendensen selv producerer problemer for nogen. Måske flere end man tror.

Det er ikke bare et spørgsmål om nogle ordentlige aktiveringspladser og institutioner eller at kunne få eneværelse ved henvendelse til psykiatrien, skulle man skrante. Nej. Der er brug for kvalitative tilbud, hele livssammenhænge, ej mere tvang, flere piller og unyttig kortsigtet handlen.

Gaderummet-Regnbuen

For pennen, cand.psych. Kalle Birck-Madsen

December 1999



[1]Eliason og Nygren: "Nærstudier i psykoterapi", Prisma 1983. Det er således en gammel undersøgelse, men der er ingen grund til at tro, at det er anderledes i dag. Tvært imod synes tendensen i undersøgelsen - den klassebestemte behandling - at være fortsat og uddybet.

[2]Selv for denne gruppe er det yderst begrænset, hvad der tilbydes af psykologsamtale, eller psykoterapi ved psykiater. Det drejer sig om få minutter pr. uge pr. patient!

[3]"Psykiatrilovsundersøgelsen", Justitsministeriet, Retspsykiatrisk Klinik 96.

[4]Benzodiazepiner er fx. Alopam, Rohypnol, Stesolid og Valium.

[5]Kirsten Thue Skinhøj: "Nogle hovedtal om befolkningens forbrug af sove- og nervemedicin", s.62, Arbejdsnotat 1990:7, Socialforskningsinstituttet.

[6]Dette kaldes også YAVIS-syndromet (Y for "young", A for "attractiv", V for "verbal", I for "intelligent" og S for "succesfull"). Den afgørende faktor for udfaldet af en terapi synes at komme fra den, der modtager den: at jo bedre man fungerer, personlighedsmæssigt og jo bedre uddannelsesmæssig baggrund, jo bedre klarer man sig. Det burde være omvendt, og det må derfor være herfra kravet om en ny psykologi og psykoterapi vokser frem. Men for nærværende vil det sige, at de "rige bliver rigere", mens de dårligst stillede får tilsvarende mindre udbytte. Med andre ord:  Bevæger man sig væk fra psykoterapi med lette og middelsvære psykiske og psykosomatiske lidelser til sværere former for forstyrrelser, at så er der meget ringe belæg for psykoterapiens virkning overhovedet, jvf. Esben Hougaard: "Dodo-kendelsen i psykoterapiforskningen", I og II, Agrippa nr.2 og 3, 1989.

[7]Undersøgelser viser, at der ikke er en kausal sammenhæng mellem diagnose og patientens problematik, men at diagnosen lige så meget er bestemt af behandlerens egne preferencer.

[8]Mange i denne gruppe beskriver problemet på den måde: "Det var først da jeg var kommet over dørtrinet til psykiatrien, at det gik op for mig, at jeg var gået forkert, idet jeg søgte et krisested for kvinder. Og nu vil de ikke lade mig gå. Og de vil have jeg skal tage medicin. Og det vil jeg ikke".

Ofte fortæller pressen om psykiatere, der beklager sig over at de må udskrive ikke-færdig behandlede patienter, for at skaffe plads til ny-ankomne. Dette gælder ikke krænkede kvinder, eller mænd, som det er forbundet med stort møje at få ud af psykiatriens klør. Men hvad vil det egentlig sige at være færdigbehandlet i psykiatrisk forstand??

[9]Tal fra intern undersøgelse i "Dokumentation af en praksis", Kalle Birck-Madsen, Forum Kritisk Psykologi nr.9, 1995.

I efteråret 1998 gjorde sygeplejeskegruppen ligeledes opmærksomt på et sådant skyggetal. Og selv om der har været skrevet meget i fagbladet Sygeplejen, har den offentlige debat været nærmest fraværende.

[10]Den "eklektiske fremgangsmåde", teoretisk, metodisk, pragmatisk  indenfor psykoterapien har nærmest fået paradigmatisk karakter i dette årti. Man vil lære af hinanden, for alle kan se de fiaskoer, man har! Problemet med den eklektiske fremgangsmåde er, at der mangler et ståsted. Ståstedet hvorfra der sammenføjes, det eklektiske, er i selve sin indfaldsvinkel sat uden for teoribygningen og den spontane praksisform, der rejser dét problem, der skal løses. Ståstedet er tomt, umættet af reflektorisk stof. Egne umiddelbare interesser vil spontant sætte sig igennem.

Der handles fremmedbestemt fra professionel side, hvor de generelle samfundsmæssige årsager til den psykiske, psykosociale og psykosomatiske tilstand i hvert enkelt tilfælde tabes.

[11]Jvf. Esben Hougaard: "Psykoterapi. Teori og forskning", Dansk Psykologisk Forlag 96, der overvejende placerer forekomsten af "negative fund" i metodiske problemer.

[12]I 1995 var alene 360.000 personer på ordineret bezodiazipin som angstdæmpende middel, mens ca. 250.000 fik samme kategori som sovemiddel.

[13]S.59 i "Hjernemedicin", Amalia.

[14]Thomas Nielsen i "Forskningsnyt fra psykologien". Kilde. Moncrieff,J., Wessely,S. & Hardy,R.(1998): "Meta-analyses of trials comparing antideperssants with active placebo", British Journal af Psychiatri, 172,  227-231.

[15]Jvf. DR P1: "Dokumentation om Lykkepiller", januar '99. Det er jo heller ingen hemmelighed, at godkendelsesproceduren for psykofarmaka er så skandaløs erhvervsvenlig, at man hellere godkender et tvivlsomt stof - som det er tilfældet ved Fontex og Cipramil - end at bringe medicinalproducenterne ud i svære økonomiske problemer.

[16]Med klorpromazin som en mulig undtagelse, jvf. Peter Breggin.

[17]*** Skal beskrives nærmere***

[18]Peter Breggin, efter Jørgen Lumbye s.137: "Brug og misbrug. Vi er alle på stoffer", Thaning & Appel '98.

[19]Jvf. også Jørgen Lumbye: "Brug og misbrug. Vi er alle på stoffer", Thaning & Appel '98.

[20]Mange stofafhængige vil givet kunne komme videre ved overvåget brug af psykedeliske stoffer. Problemet med psykedeliske stoffer er dog for nærværende, at man aldrig ved, hvad man får. Dette er problemet med "designerdrugs", hvor forkert fremstilling kan medføre livsfare ved brug. En legalisering vil fjerne denne nok største fare, og kriminaliteten vil komme ud af stofområdet, hvilket er yderst tiltrængt.

[21]Spørger man hvad mennesker husker som godt ved den psykiatriske kontakt, huskes typisk enkeltpersoner på gulvniveau, der ved væremåde og medleven var involveret i, hvordan det gik, faktisk gulvfolk, der gjorde dét "lidt mere" end de egentligt måtte og var ansat til.

[22]E.Wulff: - "Selbstdurchkreuzte Intentionalität: Wahnsinn als Aushebelungsversuch des Subjekts aus Gesellschaftlichkeit und Geschichte", Das Argument 197/1993; - "Zur Konstitution schizophrener Unverständlichkeit. Beitrag zu einer subjektkonstruktivistischen Theori des "Wahnsinns"", Forum Kritische Psychologie 30/1992.

[23]S.Bach: "Antipsykiatri eller ikke-psykiatri", Amalie nr.4/5, 1989.

[24]Peter Breggin: Toxic Psychiatry", Fontane 1993, efter J.Lumbye 1998, s.205.

[25]Jvf. Peter Bergin: "Hvordan og hvorfor psykiatrien blev en dødsmaskine", Social Kritik nr.40-41, 95.

[26]En nyere undersøgelse af brugerstyring, iværksat i Socialforvaltningsregi, viser, at specielt de tungeste brugergrupper får mest udbytte af omlægningen, jvf. Socialforskningsinstituttet 97:27; Steen Bengtsson: "Kvalitet gennem brugerindflydelse. Et forsøg med styring af indhold i stedet for form".

[27]Det er kendt faktum, at der er diskrepans mellem den professionelles opfattelse af den terapeutiske samtale og den klienten gør sig af samme. Det har ført til kravet om at studere, for at menneskeligegøre og forbedre, virkningen af psykoterapi ud fra klientens egen opfattelse, ståsted og perspektiv på dets livssituation, jvf. Ole Dreier.

[28]Jvf. "Terapeutisk teori og metode ", Forum Kritisk Psykologi nr.9, 95 og "Problemer i den menneskelige psykologi", Forum Kritisk Psykologi nr.10, 98.