Gaderummet på Fuerteventura 24 personer.

Rejsenoter 23.november - 30.november 2000.

To videoer fra turen, 2 gange 30 minutter, unpluged: http://gaderummet.dk/2000/
 

Rejsen er kommet i stand ved prioritering af de allersidste gruppeaktivitetsmidler. Det har hele tiden været tanken, at hvis der var midler sidst på året, så ville de gøre bedst gavn gennem en ferietur. Et regnskabsoverslag sagde, at der ville kunne være ca. kr.50.000 til at rejse for. Rejsen blev efterfølgende udkastet som ”15 personer med behov for at komme væk, få en ferie til at komme på højkant igennem”.

Ved planlægning af feriemål var der to forslag: skitur og syden (for varmen og lysets skyld). Og den liste der blev lagt frem, hvor man kunne skrive sig på, gav 16 personer på skitur og 30 personer til syden!

Gennem 5-6 møder forsøgte vi at finde et rejsemål og at si 31 personer fra, så økonomien ville kunne holde. Men det var en umulig opgave. Lige meget hvilket kriterium, der blev foreslået til prioritering af, hvem der skulle med, så stod man med en stor gruppe, der vitterligt havde behov for at komme væk, og hvor det for de flestes vedkommende var sådan, at det var år siden at de havde haft noget, der bare kunne minde om en ferie. Flere havde aldrig i deres liv været uden for Danmark, og mange havde aldrig været oppe og flyve.

Samtidig med vanskeligheden i at trække folk ud af listen, var det også sådan, at de personer uden om os, som sidste år havde været med i processen med at stille budget op og søge vores økonomiske midler via Folketinget, at her var der ingen slinger i valsen. Alle med behov skal ud og rejse – ellers ville det også være dårligt for hele gruppen eller for Gaderummet!

Vi kom dog ned på 24 personer[1], der kunne komme til syden, med en samlet tur-pris på kr.95.000, og håber så at der er økonomi næste år til at kunne sende 8 andre på skitur[2].

Umiddelbart før vi skulle ud og rejse, skete der det, at vores midler fra Folketinget bliver indefrosset af Den Sociale Sikringsstyrelse med henvisning til at Gaderummet bor ulovligt.

Vi aflyser ferien. Alle gaderødder, der skulle have været med, bakker kollektivt op om dette, men pengene for rejsen var sendt, om end det lykkedes os at trække dem tilbage via banken, men her havde rejseselskabet allerede fået kopi af overførslen. Så vi havde kun lidt tid til at løse problemet med de indefrosne midler, hvis vi skulle undgå en sag om bedrageri sag fra rejseselskabet. Hvis vi omvendt fortalte rejseselskabet, at vi stod med det problem, så var det forventeligt at de ville søge at sælge rejsen til anden side, og turen ville gå i vasken ved manglende rejse!

Vi arbejdede nu med at få frigivet midlerne fra Folketinget, da vi ikke mente, at der var belæg for indfrysningen. Men dette trak ud – og modløshed, opgiveenhed og kaos begyndte så småt at indfinde sig. Nu var der for mange ikke længere det strukturerende center, som man kunne drømme ind i, og forestille sig at hive sit liv op igennem. Dem uden om, som havde presset på for at alle med behov skulle med, meldte sig igen på banen, og min indstilling var efterhånden også der, hvor jeg syntes at vi skulle rejse, selv om situationen omkring de indefrosne midler var uafklaret. Afgørende for min holdning var dét mine øjne så, når jeg kiggede mig rundt i gaderummet. Midlerne var tiltænkt dem, og det var ikke dem, der skulle bære at der gik politik og bureaukrati i det. Så jeg valgte at sende pengene til rejsen til rejsebureauet, så rejsen kunne blev til noget.

At få pas!

Mange manglede pas – og penge til at købe pas. Og der var også et par stykker, der var så vingeskudt, at det var tvivlsomt, om de overhovedet ville kunne finde ud af at tage med, men hvor det omvendt var vigtigt at de kom med. En forsvandt, måske fordi han ikke kunne finde ud af at spørge om lån af penge til pas – han havde allerede en gæld i gaderummet, som han ikke passede særligt godt hvad afdrag angik – og en anden fik noget af en ”oplevelse”, da han dagen før vi skulle af sted valgte at afsløre, at hans pas var udløbet, og om han kunne låne til at få et nyt. Udstyret med kr.700 til pas, tog han ud på Station 3, der startede med at anholde ham, da han havde en gæld på kr.3.000, som de ville have med det samme. Dernæst konfiskerede de hans kr.700, og endelig klippede de hans gamle pas endnu mere i stykker end det i forvejen var! Han viste ikke at han havde en gæld, og at politiet var ude efter ham. De havde da heller ikke tidligere henvendt sig til ham! Manglende pas aftenen før afrejse betød at han altså heller ikke kunne komme med – og det var helt sørgeligt, for han havde haft det meget elendigt meget længe, men han var så småt på vej ud af sin krise, selv om dette ikke var helt sikkert endnu.

Penge til turen!

Ganske få må forventes at have nogen økonomiske midler at tage med på rejsen, og dem der måtte have nogen, ville kun have ganske få midler. Derfor blev madpengene sat til kr.50 pr dag i de 8 dage, som turen tog ud og hjem. Og så blev der åbnet op for lån i meget begrænset omfang – med krav om mest muligt tilbage d.1.december – men der ville være dét problem in mente, at det var julemåneden, man gik ind i: sikkert ikke een mønt til bare den simpleste gave at gi` væk til en nær kær til jul!

Ved siden af madpengene blev der sat penge af til fællesture/udflugter og aktiviteter, samt midler til diverse nødvendigheder som solkrem mv. og en enkelt øl eller sodavand ved særlige arrangementer, samt en fællesspisning ude.

Afgang.

Vi mødtes kl. 05.15 torsdag d.23.november. Alle var der. Jeg var den, der kom for sent. Jeg havde været i rådgivningen sent dagen før – som de foregående mange dage - så det kneb med energien – og jeg var også bare så flad og træt, at jeg var tæt på en tilstand af udbrændthed. Men hvis ikke jeg havde taget et langt slæb i rådgivningen den sidste måned, havde jeg ikke kunnet få min kalender fri af aftaler. Og alligevel var der mange henvendelser/anmodninger/ønsker fra folk om psykologisk rådgivning eller terapeutiske forløb, som jeg bare måtte resignere på, og søge at finde et henvisningssted, selvom det var yderst tvivlsomt om de ville opsøge det (på grund af mistro mod systemet eller mod behandlere) eller om stedet var nok kvalificeret[3] til at tage sig af dem.

Det gik forbavsende gnidningsfrit at komme ud af gaderummet og ned i bussen og ud til lufthavnen. Kun en enkelt episode med én, der ikke kunne lade være med at ryge i det nye Øresundstog, og som var tæt på en udsmidning af toget – og dermed exit at rejse – blev det til.

Der blev sjonleret meget med videokameraet, da vi kom op at flyve, men en drømmeudflugt til cockpittet  blev det for de formastelige drømmere ikke til.

Cocosol på Fuerteventura.

Vores rejsemål var Bungalow Cocosol på Fuerteventura. Det er en af de Caribiske øer, der kun består af vulkanmateriale. En træhungst for mange hundrede år siden resulterede i jorderosion, der lagde hele øen gold. Intet kan gro på øen uden kunstvanding, så det er som at gå og bo på en slukket vulkan. Lidt fascinerende. Men desværre viste det sig at være en familie- og ældre-ø. Vi var fejbooket – lige som vores rejse i forvejen havde været fejlbooket én gang før: frem for afrejse d.20.november, havde rejseselskabet skrevet den 27.november! Og først i sidste øjeblik fik vi tilbudt den rejse, vi nu var på.

Da næste morgen, fredag den 24.november, oprand for os på øen, stod der 5 klager fra hotellet og hotellets gæster og ventede på os. Og guiden kunne fortælle, at næste klage var udsmidning af alle! To af klagerne angik slagsmål, en klage angik at have smadret nogle lamper ved diskoteket, og to andre klager angik for højlydt og larmende adfærd efter kl.23.

Vi fik derfor det første krisemøde allerede på den første feriedag. Udredningen af det passerede gav:

-          Vi kendte ikke tidsgrænsen på klokken 23, så fremover ingen larm, heller ikke  på værelserne, efter kl. 23. Man måtte fortrække til diskoteket eller til de nøgne klipper udenfor hotellets område, hvis man havde brug for at råbe og skrige og slås og ….; 

-          at der ikke var nogen, der havde smadret lamper – men nok én der havde revet en ledning ud af en stikkontakt, hvorved lamperne slukkedes. Fy!;

-          Hvad angik det ene slagsmål, var det næsten forventeligt, at det var kommet til det. Druk druk druk og atter druk, og en provokerende adfærd fra én, der i et stykke tid nærmest havde sat sig for at drikke sig ihjel, og hvor ingen havde kunnet nå ind til ham. Slagsmålet kom da personen blev bedt om at gå i seng, i stedet for at stå oppe ved poolen og råbe af os andre, og nærmet specielt råbe at dem, der bad ham dæmpe sig. Det blev én for meget, han boksede lidt på ham, og smed ham efterfølgende i poolen to gange – hvorefter at andre slæbte af sted med ham.

-          Det andet slagsmål havde ikke været et slagsmål, men den samme persons hidsige adfærd på det hotelrum, som han var blevet slæbt hen på.

Vi holdt vores krisemøde uden for hotellet ude på klipperne, så vi kunne råbe frit. Fuldebøtten/slagsbroderen henholdt sig til, at han ikke kunne huske noget, og at andre havde sagt at han havde været så for meget, at han skulle sige undskyld til flere – og det ville han så gøre. Men stilen i ”undskyldningen” var nøjagtig den samme: fedt nok med gang i den, mere druk, og hvad er der galt ved ikke at kunne huske noget, når man er lam af druk -  som han formulerede sig i rillen: fedt med druk, provokation og så slagsmål. Det var temmelig umuligt for den samlede gruppe at trænge gennem hans stolthed, hvor der blev søgt en selvrefleksion hos ham, således at der var en grad af sandsynlighed for, at det ikke skete igen. Han tilbød dog til sidst helt at skride, at lade sig blive smidt hjem, for at det ikke skulle gå ud over alle andre, men det var ikke det søgte fra gruppens side, men at han fandt en anden stil, hvor han ikke dækkede sig ind under ansvarsfritagelse med henvisning til at han havde været fuld. Hvis ikke han droppede denne attitude, så kunne han godt skride, for han skulle ikke sætte en hel gruppes eksistens på hotellet på spil, bare fordi han var for ”macho” til at indrømme, at han selv havde et ansvar for sit liv og i dette tilfælde et ansvar i at have fejlet.

Udgangen blev, ud over dette, at hvis nogen placerede sig i en lignende situation, så var løsningen at gøre kort proces. Trække af med ham eller hende det angik, om nødigt efter et slag for at lukke munden på problembarnet – og så kunne personen så dagen efter, når branderten var sovet ud, fundere over, hvor de blå øjne var kommet fra.

Det viste sig senere, at hotellet havde været ved at kontakte politiet, da ”slagsmålet” ved poolen stod på, men disjokien fra diskoteket havde blandet sig, og nævnt at vi havde opført os eksemplarisk, og faktisk havde været meget behagelige at være sammen med – og vi havde da også fyldt dansegulvet helt op! Disjokien havde også selv set skærmydslerne ved poolen, og for ham var det ok med det passerede.

Det store problem var, viste det sig gennem snakke med personalet på hotellet, at de eller hotellet eller øen havde det meget anstrengt med slagsmål. Men de kunne jo ikke vide, at når det skete for os, at så var det rent internt. Der er nemlig en markant grænse mellem gruppen og dens omgivelser, hvor alle i gruppen spontant reagerer hvis nogen kører på andre eller på anden måde er grove ud ad til over for andre. Men hvor skulle vores omgivelser jo vide det fra! Desuden var det passerede af den art, at vi end ikke selv ville kalde det slagsmål, men mere en skærmydsel.

Én af de klager der ikke kom, var over en bitte fest på rum 23, hvor alle samlede sig ud på natten, da det blev klart at hotellet var område for ”stilhed”. Den bitte fest på værelset udviklede sig til et bitte skub mellem to personer på vej ind og ud af toilettet på toiletdøren – der med et brag faldt fra hinanden. Men skaden var ikke større end at noget lim den efterfølgende dag ville kunne redde os fra at skulle betale et skadesbeløb. Dagen før afrejse var der stadig ikke købt noget bitte lim!

Dag 2.

På dag 2 stod det lysende klart for alle, at det var en hotel for ældre og for familier med børn. Guiden sagde også at hun havde forventet en familiegruppe, det samme sagde hotellet, men efter megen aktivitet stod det klart, at det ikke var til at ændre. Overhovedet øen blev beskrevet som en familie-ø, en stille-ø. Og det hjalp ikke noget, at rejseselskabet i København indrømmede at de havde gjort en fejl. Vi kunne kræve så meget vi ville, at vi kom på et andet hotel, men vi skulle selv have tjekket, at den rejse, der var solgt til os, også indeholdt dét, som vi ønskede. Og hvis vi ville på en anden ø, så måtte vi selv betale de hele, og dette uden kompensation for den rejse, vi allerede havde betalt.

Én af os kunne spansk. Og hun tog en del lange og seje snakke med hotellet. De måtte også gi´ sig, kunne klare nogle glade mennesker, der måske ikke altid lige vidste hvordan man gjorde i et fremmed land, samt vise os lidt tolerance, så vi ikke konstant gik rundt og nærmest måtte viskede til hinanden, for ikke at træde andre over tæerne – for en sådan konstant læggen bånd på sig selv og hinanden, kunne i sidste ende nemt være med til at fremprovokere, at nu kunne man ikke mere, og amok ville så finde sted.

Senere på ugen indvilligede hotellet i, at vi fik nye værelser, der lå mere samlet og længere væk fra de andre gæster – som der ikke var så mange af, og nærmest ikke én i vores aldersgruppe fra 18 år til midten af 20-ernne.

Dag 2 sluttede med, at tjeneren i diskoteket sagde, da han var ved lukke, at nu ville han klage over os, for flere havde brugt hans blomsterbed uden for til urinering. Men som det blev fortalt ham: de fleste er gået ud på marken, og vi undrer os over at der på dette diskotek ikke er noget toilet, eller noget skilt, der viser hvor det i så fald skulle befinde sig. ”Nå. Nå. ja”, sagde han. Han klagede ikke – eller også kom han ikke igennem med sin klage til hotellet. Men noget skilt var stadig ikke sat op, da vi 6 dage senere tog hjem.

Dag 3.

Dag 3 var som at være i fængsel – syntes mange at mene. Der var ingen andre gæster at relatere sig til, hvilket ikke var hvad man havde sat næsen op efter. Tvært imod havde man lyst til ”gang i den”. Andre syntes det var fint med al den fred og ro, og at det var spændende at være på en gammel vulkanø. Det blev en stille og for nogen frustrerende dag.

Dag 4.

Dag 4 startede med, at en dør på rum 89 var blevet sparket ind i nattens løb. Der var også røget et køkkenskab. Ingen af de 3 personer på værelset kendte noget til det. Én havde sovet (brandert ud) på andet rum, én var kommet tidligt hjem og lagt sig til at sove. Den tredje – branderten/slagsbroderen fra dag 1 – havde ligget og sover brandert ud inde på værelset hele natten, men han sagde at han ikke havde hørt noget, og at det ikke var ham, eller at det vidste han ikke, for han kunne ikke huske noget. Det var lidt samme historie, han brugte som tidligere. Og han påkaldte sig mistanke, fordi han havde ligget og sovet  i det rum, hvor døren og køkkenskabet var ødelagt. Hvorfor var han ikke vågnet? En anden fra et andet rum havde hørt et stort brag ud på morgenen, men havde ikke haft energi til at stå op og trekke, hvad der var sket.

Problemet for den snart godt kendt brandert/fuldebøtte var dog ikke så meget, at det måske var ham, der igen havde været på spil, men at han blandede sig udenom – også i forhold til at forholde sig til en udbedring af skaderne på hans eget rum. Han udtrykte kun, at han ikke kendte til noget, og gav egentlig også udtryk for at det var sejt nok, at sådan noget skete! Og det må siges at være forbryderens klassiske fejl: at være på gerningsstedet, undlade at distancere sig fra forbrydelsen, samt ikke at have noget alibi på gerningstidspunktet. Hvis ikke det var ham, hvem var det så, for det måtte være en fra vores gruppe?

Om aftenen åbnede en anden kæften, og fortale at det var ham. Han havde skullet hente sin ghettoblaster i sin brandert, og havde været lidt oppe og køre ved ikke at kunne vække de to sovende i rummet. Fint nok med denne indrømmelse, og så måtte han ellers finde et par søm og lidt lim og få udbedret skaderne.

Dag 4 var også karakteriseret ved det åbne spørgsmål, om der ville komme en ny klage fra diskoteket. Én af os havde jagtet en lokal fyr ud af baren, da han vedblivende ikke ville lade ham være i fred, men tvært imod igen og igen stillede sig og op og foregav at onanere på ham, hvad ham fra os ikke syntes var fedt. Der kom dog ingen klage. Samme person fra os faldt senere i søvn på diskoteket, og da vi vækkede ham for at tage ham med hjem, så gik han totalt amok og ville slås – men der skete ikke noget, og da han var helt vågen i løbet af et minut, kunne vi slæbe af sted med ham uden problemer.

Liv og livshistorie.

Det er jo ikke almindelige liv eller livshistorier, der er på tur. Og selv om jeg kender manges (lidelses)historier – og er vandt til at arbejde med det værst tænkelige - kan det alligevel godt tage pusten fra mig. Jeg skal skåne folk for en genfortælling af dette, meget er også sagt i fortrolighed, men opfordre alle til at bruge hinanden til at få formidlet, diskuteret og bearbejdet sine (uhyggeligt grove og voldsomme) oplevelser, så man ikke står alene med det. Og ellers gribe fat i mig, hvis dette ikke er tilstrækkeligt[4].

Dag 5.

Dag 5 er ”store aktivitetsdag”. Det viser sig umuligt at finde et eller to samlende aktiviteter for hele gruppen, så enhver aktivitet, der tæller 3 eller flere accepteres som legitime aktiviteter. Det bliver til: - badeland; - scoterkørsel/leje; - vandscoter; - vandsurfing; - leje af biler til at se øen; - udflugt til vulkan, inklusiv kamelsafari; - udflugt til nærmeste store by mv.

Dag 6.

Hotellet var ved at dele sig i to klart adskilte grupper: der var receptionen ved ledelsen og så de ansatte. Ledelsen blev mere og mere formel, og var åbenlyst træt af os, ventede bare på at tiden randt ud og vi forsvandt; de ansatte derimod snakkede med os så godt de kunne på gebrokken engelsk, og var på alle måder venlige, ikke længere bange, og gav os tit lidt ekstra, når vi handlede. Vi var også et godt selskab, altid muntert og med masser af sjove indslag og jokes. Og enkelte andre hotelgæster søgte også vores selskab, lige som en gruppe arbejdere, de holdt til på diskoteket efter fyraften gjorde det. Det viste sig, at det ikke kun var os der havde stor kritik af hotellet, men også de andre gæster havde mange klagepunkter. Dels at ledelsen var så stramtantet og rigid, hvor man nærmest følte sig til besvær ved overhovedet at eksistere og dels overfor de praktiske forhold, hvor mange ting ikke duede, så som komfur, dør mv. Alle var desuden overrasket og fortørnet over, så højt et prisniveau, som hotellet og øen generelt havde, og – viste det sig også – alle havde fået noget andet at vide om, hvad der foregik. Nogle ældre gæster at det kun var et hotel for ældre, og med meget få børn og ældre; nogle voksne i 30-erne, at det netop var et hotel for deres aldersgruppe. Stort set alle følte sig fejlplaceret som os – og det viste sig også, at en gruppe englændere i midten af 50-erne efter en dag på hotellet fik refunderet deres hotelbooking, fordi de havde forventet et stillehotel, fremfor et hotel med sådan nogle som os. Disse englændere havde dog et andet rejseselskab end os!

Dagen var ved at ende i et megaslagsmål, da en scoter-ejer inddrog tog lejede scotere fordi han mente at lejekontrakten var misligholdt. De havde været lånt ud til en anden, end dén, de havde lejet dem, hvilket var sandt nok, men det havde han ikke sagt, da han lejede dem. Scoter-ejeren havde været så aggressiv, at han havde kastet en kampesten efter én af os, der havde kviteret med et blidt karatespark, men straks derefter havde der stået 20 af hans ”venner”, og han trukket en kniv. Han ville ikke tilbagelevere et depositum på 40.000 pesetos, ca. kr.2.000,-. Én af havde prøvet at melde ham til politiet, men de havde siesta, og der var meget langt til den nærmeste by, og det ville ødelægge en hel dag for mane os, hvis vi tog derind for at få fat i politiet. Desuden ville politiet nok ikke tro os, så vi gjorde ikke med ved det. Men vi sad tilbage med intrykket, at det v ar en konstrueret konflikt, som scoter-ejeren vidste han ville gå af med sejren i. Mange tænkte vist, at så man ham på Nørrebro, så skulle han se, hvordan det var at være gæst et fremmed sted!

Dag 7.

Dag 7, sidste dag, blev ligeledes til ”store udflugtsdag, for dem der ville. Og vi spredtes for at vinde, men med aftalen at spise afskedsmiddag på hotellets restaurant klokken 19 om aftenen.

Vi mødtes på restauranten, hvor alle på nær veganerne fik en god middag – for vegansk mad kunne de bare ikke lave.

Efterfølgende gik vi samlet på hotellets diskotek, hvor gaderummet gav drikkelse i en happy-hour-time, som specielt blve indført da vi ankom. Det blev ganske hyggeligt. Kun 2-3 kæreste-skærmydsler og ”udladninger” blev det til.

Dagen – eller natten – sluttede med, at vi alle på alle vores rum blev banket op af politiet og receptionisten. Hotellets pool var på mystisk vis blevet fyldt med alle plastikmøblerne omkring sig, stole, borde og parasoller. Og beskeden var, at var poolen ikke ryddet ved morgenstund, ville politiet sætte os alle i detentionen. Nå men det måtte jo nok være én af os, så én modig person sprang i det kolde vand, og begyndte at skubbe ting op. Efter en time var vi færdig. Og gik i seng. Da var klokken 06.

Dag 8. Hjemrejse.

Det var lidt svært at komme op klokken 10. Men det lykkes. Én var dog forsvundet i nattens løb, og en eftersøgning gav ikke noget resultat. Men så var han dér! Han var blevet indfanget af et selskab, der havde fyldt ham med sprut, så han måtte nærmest bæres videre frem.

Da vi fik flyttet os op til receptionen, med al vores bagage, ankom politiet. Vi fik indraget vores pas, der alle blev noteret for pasnummer og navn. Det blev os herefter fortalt, at hotellet havde et erstatningskrav på 50.000 pesetos, i danske kroner 2.500, for en ødelagt dør og en ødelagt karm. Og politiet var tilkaldt ud fra, at når erstatningsbeløbet var på 50.000 pesetos eller mere, så var det at opfatte som groft hærværk, der skulle politianmeldes. Politiet ønskede nu at få at vide, hvem af os, de havde boet på de to involverede værelser – men det afslog vi: vi var sammen om det, og vi stod sammen, alle for én. Efter lidt tid fik vi passene tilbage af politiet uden nogen kommentarer.

Af vores guide havde vi ellers fået at vide, at en dør højst kostede 20.000 pesetos. Og den karm, der var ødelagt, den var ikke mere ødelagt end en hammer og to søm og 2 minutter kunne udbedre, men søm havde vi ikke!

Desuden var der et værelse, der var overklistret med små gule prismærker, og her blev det hævdet, at hele værelset skulle males over til en pris, der var så stor, at han ikke umiddelbart kunne fortælle den. Prismærkerne blev fjernet på 5 minutter – men det tog en ½ time, før hotellet frafaldt sit krav om erstatning for opsætning af prismærkerne!

Regningen på 50.000 pesetos var at opfatte, som hotellets måde at ”straffe” os på. Det gav hotellet mulighed for at tilkalde politiet, der dog efter nogen tid kørte igen – de syntes åbenbart ikke der var noget i sagen med en plade i en dør der var trykket ind og en flækket dørkarm

Vi nægtede at betale et sådant beløb. Vi kunne godt gå med til noget, men set i forhold til alt det, der havde været at udsætte rent praktisk på alle værelser – løbende toiletter, stikkontakter med overgang i, fjernsyn der ikke virkede, yderdøre der ikke kunne låses – og vi havde stort set undladt at reklamere, da de første reklamationer ikke havde ført til noget.

Hotellet holdt fast i sit krav på 50.000 pesetos, vi holdt fast i vores kun at ville betale et ganske lille erstatningsbeløb. Vores rejseguide ankom til hotellet og fortalte, at hvis vi ikke betalte, så ville vi kunne tilbageholdes i lufthavnen, og vores fly lette uden os. Hvis vi ikke kunne betale, var sagen en anden. Så kunne vi klare det ved at underskrive et erstatningsbevis, hvor vi så senere fra Danmark ville blive indkaldt til en retssag i Spanien. Vi udtrykte ikke at ville skrive under, da hotellets krav for os at se var en form for tyveri, og dette ville vi ikke acceptere.

Hotellet bad os nu forlade hotellets grund, end ikke toilettet kunne vi bruge uden at de ville tilkalde politiet. Vi flyttede os udenfor på trappen til hotellet, hvor vi ville vente på bussen.

Guiden tog herefter af sted uden yderligere kommentarer end, at flyet fra København var forsinket – og hjemrejsen lige så med 3 timer.

Den følgende tid stod hotellets ledelse og kiggede ondt på os; mens de ansatte, der kom forbi os, stillede sig op og snakkede og smilede – når altså ikke lige ledelsen så det

Efter nogle timer kom bussen, og kørte os til lufthavnen. Flere måtte konstant mandsopdækkes, da de ikke kunne holde sig fra den rene sprut, og de var efterhånden godt trivielle at høre på. Og vi kom endelig af sted med fly. Der blev på hjemturen givet nogle drukforbud af kabinepersonalet – som dog blev ophævet efter et par timers søvn - og en enkelt graffiti måtte fjernes af de formastelige selv. Det var ikke så svært, da den var af blyant. Gad vide om der tidligere er lavet grafittier inde i et fly!

Et par af de, der ved starten havde flyskræk og klaustrofobi, fik over Frankrig lov at komme ind i cockpittet. Og det viste sig også, at den megen druk omhandlede flyskræk, som man ikke havde kunne fortælle om!

Hjem kom vi, hjem i gaderummet klokken 23 til mad der var lavet specielt til os.

Godnat.

Kalle



[1] Oprindeligt var det 27, men to meldte selv fra, da det var for forvirrende for dem at skulle med. Den tredje person blev af undertegnede bedt om at forholde sig til, at han havde været med ude at rejse før, og at han her og generelt i gaderummet havde en ”stil”, som var dybt problematisk, idet han ikke tog noget ansvar – eller altid yderliggjorde det ved at henvise til andre, samtidig med at han satte sig i en offerposition. Systematisk samlede han ikke sin problemer op, men løb fra dem. Hvis ikke han kunne få lidt selv-indsigt på egen fungeren, ville han (igen) kunne spolere turen for alle andre med uhæmmet druk og adfærd uden at han ville lære noget som helst. Konfronteret med mine krav om ”en forholden sig til sine handlinger og fungeren”, valgte han at trække sig ud af turen, forlade gaderummet, for at søge at bo hos en kærester, men få dage efter var han tilbage i gaderummet, idet kæresten igen havde smidt ham ud.

[2] Undertegnede der sad tilbage med det økonomiske ansvar kunne ikke helt følge med, og valgte at sætte sig ned i løn ved at afstå fra kravet om pensionsopsparing, hvilket svarede til de penge, der ekstra måtte bruges på ferien sydpå. At jeg privat bærer ekstraudgiften er også kritiseret, og sagen er dér, at hvis der ved årets udgang er penge til pensionsopsparingen, at så foreligger der en ny situation.

[3] Med ”kvalificeret” mener jeg en behandling, de retter sig ind efter den berørtes problem, fremfor efter psykologen/psykiateren/behandlerens problem. Det er sådan at mange henvendelser i rådgivningen som baggrund har en tidligere behandling til anden side, enten inden for psykiatrien eller hos autoriserede psykologer, men hvor der ikke er produceret en løsning iht. den berørtes problem, som den berørte også selv kan have med at gøre i udviklingen af sit liv. Den terapeutiske platform er i mange henseender ikke tilstrækkeligt videnskabeliggjort i samfundsmæssig forstand, og det er også dette rådgivningens teoretiske arbejde sigter mod at opfylde ud fra sin praksis.

[4] I flæng husker jeg følgende, som jeg ikke allerede kendte til:

-          at være vokset op med en alkoholisk fader, der tæver én og ingen mor. Og som i alderen 7 år låner sin dreng ud til naboen til seksuel misbrug gennem et par år, et misbrug der først stopper, da drengen løber hjemmefra, og over et par år ernærer sig ved flaskesamling på diverse torve og pladser i det Indre København. Senere udviklede han et voldsomt alkohol og stofproblem – lige som han konstant kommer i slagsmål med andre - men efter at han er flyttet ind i Gaderummet er han kommet ud af et sit stofmisbrug, men der er dog stadig et drukproblem tilbage – men det skal nok blive overvundet.

-          at være vokset op med en alkoholiseret far og ingen mor, og stillet alene som 14.årig, da faderen dør af druk. Han må selv ordne faders begavelse, da hans mor nægter at gøre noget, endsige deltage i begravelsen. I dag har han et svært liv, kan mange ting, men føler sig mutters alene om sit liv, også selv om han er sammen med andre.

-          at være vokset op med mor og alkoholiseret stedfader, der med jævne mellemrum tæver såvel mor som barn. Stedfader begår selvmord, og drengen smides ud hjemmefra som 10.årig. Han klarer sig efterfølgende igennem ved at få lov at bo hos farbroder, som han dog flytter fra som 14.årig til en slumlejlighed. Han søger senere hjem, for at besøge sin mor, men bliver nu vidne til, at moderens nye mand voldtager hans egen søn for øjnene af hans mor. Dette ser han stående i haven og kiggende ind ad vinduet, hvad han lige vil gøre da han kommer uanmeldt. Siden har han ikke være derude, men har mange tanker om at klaske/tæve den nye stedfader en dag.

-          at være vokset op på værtshus, indtil det 14. år, hvor man flytter i slumlejlighed.