Til et begreb om samfundsformen for menneskelig
livsopretholdelse, samt om samfundshistoriske former for lidelser og om
lidelsers ophævelse versus reproduktion[1].
De følgende ord er ord til
en beskrivelse af forhold, der kendetegner et menneskeligt samfund, og alle
dets problemer. Beskrivelsen er tidsmæssigt placeret i tidsrummet for 300.000 -
250.000 år siden, hvor de menneskelige subhominide begyndte at arbejde sig ud
af naturhistorien, og hvor det kommer til en overgang til samfundshistorie, der
har virket frem til i dag..
Det er håbet, at ved at
kigge på dette spring – i dets sammenhæng med historien – at det kan blive
klarere, hvad der så at sige er bærende forhold i de daglige strukturer,
der omgiver én, og som på underfundig vis får tingene til at hænge sammen, med
en eller anden orden, som man så kan være mere eller mindre tilfreds med. At
gribe ændrende ind, bevidst og ud fra et eget standpunkt og sanselige
perspektiv, kræver imidlertid at man kan begrebsliggøre dét i praksis, som kan
ændres.
*
I dette papir søges en
kategorial bestemmelse af ’samfundsformen for menneskelig livsopretholdelse’.
Oplægget sætter fokus på de empirisk og realhistorisk forefundne forhold, der
med udgangen af dyr-menneske-overgangsfeltet, udkrystalliseres som
samfundsforhold. Formålet er at skabe begreb om de almene grundforhold, der
bærer konkrete individers samfundshistoriske liv. Bestræbelsen ender op i
konceptet om enheden mellem kollektiv og personlig selvbestemmelse, som den
centrale ontologiske udviklingsenhed. Det vægtes – ud fra en historisk genetisk
indfaldsvinkel - at fremstille en begrebslogisk dannelse af den menneskelige
personlighed i dets nødvendige sociale bestemthed og kollektive indbundethed
(kapitel 15.1).
På basis af denne
historisk-logiske rekonstruktion af menneskets samfundshistoriske udvikling,
udvikles efterfølgende en kategorial bestemmelse af de forhold, der er på tale,
når individer i deres liv etablerer, handler sig ind i eller pånødes udviklingsbegrænsninger,
som kollektivet og/eller den enkelte lider under. Fremstillingen starter ved
overgangen til samfundshistorie (kapitel 15.2), og den følges op gennem
historien (kapitel 15.3), og frem til den nuværende samfundsform med terapi omhandler
”psykisk lidelsesbemestring” (kapitel 15.4). Det vægtes at afdække, hvad der er
på tale personlighedsmæssigt, når individet som dets bærer handles ind i
afmagt, angst, krise og nød.
*
Den foreliggende tekst er
en vekslen mellem begrebsanalyse og historisk empiri, med det nuværende som
sigtelinie, og den arbejder sig op i historien nedefra, med de største
abstraktioner som udgangspunkt, og i perspektivet deres senere realhistoriske
konkretiseringer. Hvis afsnit er ”volapyk”, gå videre til det næste, det samles
op senere.
Til anskueliggørelse har
jeg inddraget modeller og delanalyser fra andre skrifter, hvor jeg har berørt
problemet ud fra andre enkelt-teoretiske opgavenøgler. Disse er angivet med en
efterfølgende kapitelreference.
SKEMA 3:
SAMFUNDSHISTORIEN PÅ EGNE BEN.
Kapitel
15.1.1 Selvsamfundsmæssiggørelse. Funktionel bestemmelse af samfundsformen.
SKEMA 4: EN FØRSTE HISTORIEOPFATTELSE.
Trin 1: Grundformen for det psykiske: sensibiliteten.
Trin 2: Det psykiske som artsspecifik lære- og udviklingsevne. 10
Trin 3: Det psykiske som specifik menneskelig natur.
SKEMA 5.1: FUNKTIONSDELT KOORDINATION (:mål-middel omvending). 13
SKEMA 5.2: FUNKTIONSDELT KOOPERATION (:social værktøjsbrug).
SKEMA 5,3: SAMFUNDSMÆSSIG KOOPERATION (:arbejdsvirksomhed).
SKEMA 5,4: SAMFUNDSFORM (:samfundshistorie).
Kapitel
15.1.2 Samfundsformen. Indholdsbestemmelse af konceptet om selvsamfundsmæssiggørelse.
Samfundspolen
i individ-samfund-forholdet.
Individpolen
i individ-samfunds-forholdet.
Model 12, kapitel 8: Fra familieflok til kollektivitet.
Model 13, kapitel 8: Det samfundsmæssige kollektiv alment set. 28
KAPITEL
15.2: Terapi som kollektiv varetagelse af personlig lidelse: lidelsesbemestring.
Terapis
funktionelle placering i samfundsformen for livsopretholdelse.
Naturhistoriske
forformer for lidelsesbemestring: sygdom, sygdomsovervindelse og
sygdomsbehandling.
Ekskurs om
klassehistorien og dennes ”psykologiske” logik.
1. PSYKOLOGIENS
SELVFØLGELIGE UDVIKLINGSHISTORIE: OPSTÅELSES-PARADIGMET.
2. DET
”SELVFØLGELIGE” SOM PROBLEMET.
3. DEL
I : KLASSEPSYKOLOGIENS PARADOKS.
SKEMA 1: KLASSEPSYKOLOGIENS PARADOKS.
1’- overfor logik 3: et problem om tid/interesser/ressourcer/betydning.
2’ - overfor logik 2: et problem om mening/orientering/grænse.
3’ - overfor logik 1: et problem om spænding.
3. DEL II:
BEVIDST SANSELIG VIRKSOMHED SOM ANDET GRUNDBEGREB.
SKEMA 6: FRA KILDE TIL KONSTITUTION (:en Gramsci-kategori).
4.
AFSLUTNING: ”SELVFØLGELIGHEDENS” KERNE.
SKEMA 9: ARBEJDSVIRKSOMHEDEN SOM FUNKTIONEL SELVUDVIKLENDE STRUKTUR:
Ekskurs slut om opståelses-paradigmet.
Kapitel
15.3.1: Klassesamfundsformen for terapi: tvangsovervindelse.
Skitse o:
Almen samfundsmæssig personlig-kollektiv udvikling.
Skitse
o/a-c: Almen nødvending indenfor begrænsede betingelser.
KAPITEL
15.3.2: Kapitalformen for terapi: afmagtsovervindelse.
Hidtidige begrænsninger
i samfundshistorieanalysen.
Afgrænsning
af kommende genstandsfelt.
Kapitalismens
udvikling og reproduktion.
Samfundsmæssige
instanser for individuelle reproduktionsproblemer under kapitalismen.
Individets
eksistens i den politiske økonomi.
Terapi
vinder nye træk: afmagtsovervindelse som offentlig bemestring af privat
produceret lidelse.
Skema 4, kapitel 5.5: Terapeutisk almengørelse.
Ekskurs om
begreber for tænkning alment og tænkning konkret terapeutisk.
2. Abstrakt-almene begreber til greb om terapeutiske processer.
Skitse 2: det terapeutiske moment.
Skitse 5: Tid, rum og betydning.
KAPITEL
15.4: Terapirebet som særlig kapitalform for terapi: psykisk lidelsesbemestring.
Hvordan er
det kommet så vidt? Vi vender os mod produktionen heraf.
Ekskurs om
behovenes problem. Om et aktual-empirisk begreb.
BEHOVENES
PROBLEM INDENFOR SOCIALISATIONENS OG A PRIORIENS GIVNE DISKURS.
PROBLEMET OM
DE MENNESKELIGE BEHOV.
BEHOVENES
SUBJEKTIVE GRUNDLAG I DERES VAREFORMS-BESTEMMELSE.
Ekskurs slut
om behovenes problem.
Skematisk om udgangssituationen for psykisk lidelsesbemstring.
Skitse 5, kapitel 5.2: Skizofreni-klemmen: den ikke-magten egen ideologiske subjektion.
Ekskurs om
”Solidaritet og afværgeformer”.
1 -
Restriktiv og almengjort handleevne.
2 - Om
solidaritet og afværgeformer.
4 - De to
niveauer i arbejdet: det kollektivt-samfundsmæssige og det
individuelt-strukturelle.
Kapitel
15.4.2: Terapirebet som praksisform og som selvbestemmende arbejdsvirksomhed.
Terapirebet
som praksisform: social varetagelse af afmagt gennem personliggjort
afmagtsbemestring.
Om den
videre vej mod det konkrete: realiteten terapifænomenet.
KAPITEL 15.1: Samfundsformen for menneskelig
livsopretholdelse: kollektiv og personlig selvbestemmelse som
selvsamfundsmæssiggørelse.
Realhistorisk ligger de første samfundsformer for menneskelig livsopretholdelse ved udgangen af dyr-menneske-overgangsfeltet, men samfundsformen selv, lige som konceptet herom, kommer først på egentligt greb og begreb i samme grad som den samfundshistoriske proces stiller sig på egne ben og udvikler sig ud fra egne iboende modsigelser[2]. Med dette historiske udviklingsniveau – og dets begrebslige genspejling i et koncept - kan der tales om det samfundsmæssige system som overgribende det enkelte individs udvikling og om det menneskelige individs totalsamfundsmæssiges formidling. Skematisk således:
SKEMA 3: SAMFUNDSHISTORIEN PÅ EGNE BEN.
Udgangen af dyr-menneske-overgangsfeltet er historisk en følge af dominansomslaget af social værktøjsbrug til samfundsmæssig kooperation og af den samfundsmæssige natur på subhominide-siden til individuel samfundsmæssiggørelse. Så hvad der står på tale for kategorial afdækning er formen af almengjort samfundsmæssiggørelse og af almengjort handleevne, hvor en bestemmelse af de bestemmende modsigelser i denne form er den søgte kategoriale bestemmelse af vores koncept om selvsamfundsmæssiggørelse, altså af samfundsformen for samfundsmæssig og individuel reproduktion. Som sådan er der tale om en proces af samfundsmæssig og individuel reproduktion, hvor de to systemer – samfund som ”uafsluttet proces af stigende samfundsmæssiggørelse” og individ som ”uafsluttet proces af stigende handleevne” – omstrukturerer sig i forhold til de med dyr-menneske-overgangsfeltet dominante funktioner, og hvor nye udviklingsretninger i form af nye almene modsigelser træder frem som bestemmende funktioner. Vi skal markere dette nye niveau i teoribygningen med begreberne om samfundsmæssig subjektivitet og individuel subjektivitet[3].
I det følgende skal vi bestemme samfundsformen såvel funktionelt som indholdsmæssigt if. selvsamfundsmæssiggørelse.
Kapitel 15.1.1
Selvsamfundsmæssiggørelse. Funktionel bestemmelse af samfundsformen[4].
Selvsamfundsmæssiggørelse er et samfundsteoretisk begreb, og det er tilknyttet, konnekteret til, såvel begrebet ’samfundsform’ som begrebet ’samfundshistorien på dets egne ben`’. Tilsammen udgør de tre begreber et paradigmatisk koncept for studiet af samfundshistoriske udviklingsbevægelser. Der ligger i konceptet den antagelse, at samfundshistorien udgør en kvalitativ ny udviklingsenhed af naturhistorien; en enhed med sine egne lovmæssigheder, der ikke blot kan føres tilbage til sit udgangspunkt. Tværtimod: så snart et fænomen, en genstand, stiller sig på egne ben, så bevæger den sig også gennem kvalitativt nye lovmæssigheder. Hvilket kan fastholdes gennem en kategorial skelnen mellem udgangspunkt og grundlag[5]. Begrebet samfundsform tjener heroverfor til en kategorial fastholdelse af netop dén udviklingsenhed, der er på tale som genstand for erkendelse og handlen, og som er samfundshistorisk begrundet.
Om begrebet selvsamfundsmæssiggørelse kan vi sige, at det er samfundshistorien på dets egne ben som samfundsform. Og historisk må vi gøre den regning, at den første samfundshistoriske form ikke i sig selv indeholdt en tilstrækkelig selvsamfundsmæssiggørende tendens til imødegåelse af samfundsmæssig splittelse og spaltning, altså brud på fællesheden mellem samfundsenhedens involverede menneskelige individer, i overgangen mellem rumlig og plan produktiv kooperation til global. Det satte sig i hvert fald ikke igennem, idet det kom til udviklingen af privatejendommen, og til gennemsætningen af det globale statssamfund, der hviler på nogens udbytning og undertrykkelse af andre, blandt andet gennem forekomsten af et uhyrligt institutionaliseret voldspotentiale, frem for til det universelle samkvem mellem associerede producenter.
Indenfor en før-marxistiske tankegang er der ikke det store problem i ovenstående udviklingsretning. Den er uundgåelig og nødvendigt begrundet i civiliseringen af den menneskelige natur i form af tæmningen af de ”rå, barbariske og vilde livsformer i jæger og nomadesamfund” (Den skotske oplysningsfilosofi i slutningen af 1700-tallet; Davis Hume, Adam Ferguson, Adam Smidt), og/eller gennem realiseringen af ”fornuftens idé”(Den tyske filosofi i starten af 1800-tallet: Hegel). I begge tankesystemer er der behov for en stat - en stat, der kan gøre samfundet civiliseret, sikre personlige rettigheder og lov og orden[6]. I begge tankesystemer er antikken endvidere den nuværende civilisations vugge eller begyndelse.
Men er det rigtigt, at tiden før antikken var rå, barbarisk, og usamfundsmæssig, egentlig fordi den manglede en stat at støtte sig på? Det er næppe rigtigt andet end, at tiden, hvorigennem slavesamfundet bygger sig op gennem bystater (:Polis), dénne er rå, barbarisk mv., og at råheden fortsætter i en ny orden med klassesamfundets indstiftelse. Det er derimod ikke rigtigt, at staten - eller en anden tvangsinstans - er selve samfundets opståelsesbegrundelse, for hvor skulle denne tvangsinstans komme fra, om ikke fra samfundet selv som samfund. Tvangen til civilisation forudsætter nemlig en civilisation, der kan udøve tvangen[7]. Og en sådan cirkelargumentation kan da heller ikke begrebsligt gøre det muligt at trænge ind i ”springet” mellem naturhistorie og samfundshistorie. Tværtimod naturaliserer denne cirkelargumentation de rådende herskabsforhold.
At det ikke er muligt indenfor den før-marxistiske tankegang/filosofi at åbne op for samfundshistorien som naturligt indre udviklingsprodukt af naturhistorien, peger i sig selv på relevansen af et alternativ som det her foreslåede. Problemstillingen, der betrædes, er også kendt under spørgsmålet om ”ursamfundet” eller ”urkommunismens” eksistens og eksistensform, hvor der har været en tendens til enten at underkende eksistensen, fordi der ikke er nogen empiriske vidnesbyrd, eller at antage eksistensen med en tilsvarende faseopfattelse af den historiske proces, således at denne udvikler sig retlinet ind i socialismen og kommunismen[8]. I første tilfælde - manglende empiri - kan det indvendes, at vi dog ved, at der går noget forud antikken; og i forhold til faseopfattelsen må det indvendes, at samfundsformationer må ses udviklende sig ud af tidligere samfundsformationer, og ikke som udfoldelsen af en ahistorisk abstrakt lovmæssighed i Hegelsk forstand.
Vender vi os på dette grundlag mod problemet om udgangen af naturhistorien og indtræden i samfundshistorien, som det i dag tematiseres indenfor psykologien, så finder vi en tendens til enten at se samfundshistorien som havene sit udgangspunkt i et kønsspecifikt udbytningsforhold eller at se naturhistorien som gående direkte over i klassekampens historie.
I det første tilfælde hviler civilisationsopfattelse på den antagelse, at merarbejde og deling - en huns afhændelse til en han - ikke er relativ sen samfundshistorisk hændelse, men det er den hændelse, der starter menneskets historie[9]. Denne første afhændelse har så skabt grobund også for køns-uspecifik afhændelse, hvor mænd som slaver slider for andre mænd. Det kvindelige merarbejde er derfor ”blevet transformeret, men det er aldrig blevet ophævet. Det udgjorde det første samfunds rod, og det er stadig grundlæggende for samfundslivet”. Med denne civilisationsopfattelse er udbytning - og undertrykkelse - mao. et ontologisk grundforhold ved al hidtidig historie, og problemet om det herskabsfrie samfund forskydes ud i fremtiden som problemet om en omkalfatring af alt nuværende i en helt ny samfundsmæssig kvalitet: fællesejendommen. Men der er som sådan ikke noget i selve samfundshistorien, der kunne være grebet anderledes: uden slaver intet samfund.
Denne opfattelse af samfundet - at dette indstiftes, når en hun afhænder merarbejde til en han - holder bare ikke, idet det ikke er et dyr, der udvikler sig til et menneske, men derimod en dyrisk socialgruppe, der mellem sig, trinvis initierer en samfundsmæssig arbejdsproces, der lige så trinvis trækker en udvikling af den biologiske arv med sig i retningen af en samfundsmæssig natur. Den mindste analyse-enhed for livsprocesser er da også organisme-populationen i forhold til dens artsspecifikke omverden, for kun en sådan kan reproducere sig selv som levende organisme. Desuden er fællesejendommen ikke en hel ny samfundshistorisk kvalitet, idet det også kan vises, at indgangen i den samfundshistoriske proces forudsætter en fællesejendom over det værktøj, der bruges til at producere værktøj med - for kun den frie tilgang til anvendelse af socialt producerede midler kan yde en optimerings- og selektionsfordel[10].
Den anden opfattelse - at undlade at tematisere den første samfundsform som sådan eller i sig selv - er en, indtil nu i hvert fald, central tendens indenfor den Kritiske Psykologi. Dette går hånd i hånd med, at begrundelsessammenhængen for opståelsen af stat og privatejendom er fraværende. Der er altid et ”kip” i kritisk psykologiske tekster på dette område. Og dette behøver der ikke at være, for grundlaget for at overvinde det er allerede udviklet.
I det følgende skal vi gå nærmere ind i grundlaget, som
det indtil nu er konciperet af Holzkamp i ”Grundlegung der Psychologie”; Og vi
skal bygge videre på det - udfylde ”kippet” - uden dog særskilt at markere,
hvornår der brydes med Holzkamps opfattelse og hvornår der foretages en simpel
ekstrapolering. Det drejer sig om bestemmelse af følgende skema 4:
SKEMA 4: EN FØRSTE
HISTORIEOPFATTELSE.
Holzkamp fremanalyserer og begrunder, hvordan overgangen til samfundshistorie medfører etableringen af udviklingsretningen ”uafsluttet proces af stigende samfundsmæssiggørelse”. I dette koncept ligger for Holzkamp de ”principper, som den samfundsmæssige udvikling må begribes efter, såfremt den finder sted, hvilket også indbefatter en begriben af betingelserne for stagnation, respektiv forfald af den samfundshistoriske livsvindingsproces”[11].
Konceptet er kommet til veje ved at Holzkamp har fulgt grundformen for det psykiske - sensibiliteten[12] - op igennem naturhistorien, til opståelsen af det samfundsmæssige. Det viser sig at gå igennem fire trin: først selve sensibiliteten, dernæst udviklingen af den individuelle lære- og udviklingsevne, herefter den samfundsmæssige natur, og endelig den individuelle samfundsmæssiggørelse[13].
Trin 1: Grundformen for det
psykiske: sensibiliteten.
I dette trin - grundformen for det psykiske, sensibiliteten - uddifferentieres stadig nye former for livsprocesser, men virksomhedens signalformidlethed forbliver indenfor fastlagthedens ramme. Det drejer sig her om de simple orienteringsfunktioner for rettet bevægelse i forhold til specifikke omverdensforhold på den ene side, og på den anden side de hermed forbundne simple emotionelle former, hvor organismen orienterer sig ud fra aktuelt givne indre ”spændingstilstande”. Dette sættes på begreb med, at organismen orienterer sig i forhold til betydningsstrukturer i relation til deres behovsstrukturer - et forhold der i sin udvikling fører til, at kommunikation med andre organismer vinder stadig større betydning, hvilket fører til opståelsen af en socialstruktur som formidlingsniveau mellem enkeltorganismen og populationen[14].
Trin 2: Det psykiske
som artsspecifik lære- og udviklingsevne.
Det andet trin angår at det psykiske antager kvaliteten af artsspecifik lære- og udviklingsevne, samt de uddifferentieringer, der inden for denne modificerbarhed af den psykiske kvalitet, kan fremvises. Med denne artsspecifikke lære- og udviklingsevne kan organismen gennem ontogenesen forandre sin aktivitets funktionsgrundlag, hvilket svarer til at graden af læreevne selv er ”medfødt” - og det kommer til en individuering af de artsspecifikke betydnings- og behovsstrukturer på den ene side, og på den anden side til en udbygning af socialstrukturen, der kan varetage denne nu artsnødvendige individualisering gennem forskellige typer af understøttelsesvirksomhed[15].
Trin 3: Det psykiske som specifik
menneskelig natur.
I dette tredje trin udvikles den artsspecifikke lære- og udviklingsevne videre til en specifik menneskelig natur i forbindelse med opståelsen og udviklingen af forformer for samfundsmæssigt arbejde (:først simple former for operering med midler, herefter social værktøjsfremstilling/brug). På dette trin virker evolutionslovene om mutation og selektion stadig, men disses virke ophæves som bestemmende i samme grad - og dette er Trin 4: Individuel samfundsmæssiggørelse - som den dyriske socialstruktur udvikles til en overgribende samfundsmæssig sammenhæng. Dette sker som en fraspaltning af det samfundsmæssigt-historiske fra den fylogenetiske udviklingssammenhæng qua videreudviklingen af den sociale værktøjsfremstilling og -brug til samfundsmæssigt arbejde, hvorved den individuelle eksistens nu sættes som totalsamfundsmæssigt formidlet, og dette sættes på begreb med individuel samfundsmæssiggørelse[16].
For det videre omhandler det trin 3-4, selve antropogenesen, overgangen fra naturhistorie til samfundshistorie. Og de 5 trin er følgende:
Første analyseskridt:
Udviklingen af manipulationsevne med midler, og individualiseret socialkontakt i de tropiske regnskove. Det omhandler anvendelse af midler til fremskaffelse af føde, hvor indrettelsen/anvendelsen af disse i sin videre udvikling knytter sig til området af lærte socialforbund.
Andet analyseskridt:
Udviklingsmodsigelser i steppe-biotopen: tobenethed og aflastet brug af hænder; udviklingen af læreevnen. Der begynder her at kunne tales om behov for deltagelse/samarbejde med andre før en indsigt i, om og hvorvidt det tjener ens egne interesser. Og det kommer til et nyt funktionsniveau: lært almengjort forsorg, hvorved den enkeltes bidrag til den fremtidige sikring af livsopretholdelsen (gennem næringsfremskaffelse, beskyttelse mod fjender mv.) objektivt tjener hele forbundets overlevelsesinteresser. På dette funktionsniveau må den enkelte også tilstræbe undgåelse af egne livstrusler gennem sit bidrag til den kollektive sikring af behovstilfredsstillelse.
Tredje analyseskridt:
Mål-middel-omvending gennem social værktøjsfremstilling via dets inddragelse i funktionsdelte aktiviteter i den almengjorte forsorg. Her indledes den egentlige samfundsmæssiggørelse, idet det kommer til en funktionsveksel fra den individuelle middelfremstilling og -benyttelse til social fremstilling og social brug af værktøj. Til eksempel tilrettes en stok ikke længere til fremskaffelse af en bestemt givet frugt, men som middel til den almene mål frugtfremskaffelse, altså middelfremstilling også til senere brug. Funktionsvekslen er først tilendebragt, når midler til opnåelsen af generaliserede hensigter/mål træder frem som selvstændiggjorte i forhold til middelbenyttelsen som sekundært hjælpemiddel indenfor individuelle aktivitetssekvenser. Middelalmengørelse er social almengørelse, hvilket samtidig er målet for den kollektive forsorg til forringelse af faren for fremtidige trusler og mangeltilstande for societeten. Socialstrukturen overgår fra at være en funktionsdelt koordination til at blive funktionsdelt kooperation.
Fjerde analyseskridt:
Udviklingen af den sociale værktøjsbrug til samfundsmæssigt arbejde gennem dominansvekslen af fylogenesen til dominans af den samfundsmæssigt-historiske udvikling. I følge Holzkamp er vi her fremme ved tærsklen til samfundshistorien. Den funktionsvekslen, som er mellem middelbenyttelse og social værktøjsaktivitet, fører i den videre historiske udviklingsproces ikke kun til en dominansvekslen indenfor fylogenesen, men til et dominansomslag indenfor helhedsprocessen selv, hvor det samfundsmæssig-historiske træder frem som selvstændiggjort struktur på den ene side, og på den anden side til en psykisk kvalitet af individuel samfundsmæssiggørelse. Dette foregår ved at socialstrukturen - som det formidlende niveau mellem arten og den enkelte, og som her har genstandsmæssig beskaffenhed - selvstændiggør sig, og derved forvandler sig til en samfundsmæssig struktur. Hermed bliver det enkelte individs eksistens nu totalsamfundsmæssigt formidlet, hvorfor den menneskelige natur må kvalificere sig til et biologisk grundlag for evnen til samfundsmæssig organisering af livserhvervelsen, altså som individuel samfundsmæssiggørelse. Frem til dominansomslaget må det antages, at der er en ”mellemfase”, hvor der på den ene side er forformer for samfundsmæssig produktion/arbejde, men hvor evolutionslovene på den anden stadig virkede. Og disse forformer gav selektionsfordele og virkede dermed tilbage på det biologiske grundlag, der således gennem en kumulationsproces af genomisk information udviklede den menneskelige ”biologi” til en samfundsmæssig natur, hvorved mennesket bliver det eneste væsen, der kan - og må - opretholde livet gennem samfundsmæssig reproduktion.
Femte analyseskridt:
Dette omhandler den stadigt voksende aktive naturtilegnelse gennem genstandsmæssig indgribende forandring af almen formål for livsproduktionen. Det er en overgang fra skabelsen og anvendelsen af globale enhedsværktøj til fremstilling af et arsenal af relaterede specialiserede værktøjstyper (knive, skeer, mv.); det er en overgang fra værktøjsfremstilling ”per hand” til fremstilling af værktøj til værktøjsfremstilling; det er udvidelse af værktøjsfremstilling til værktøjsformidlet skabelse hhv. forandring af bredere livsomstændigheder som klæder, huse, veje; det er også overgangen til udnyttelse af naturlove, fx. anvendelsen af løftestangsprincippet; det er beherskelsen og udnyttelsen af ilden; og det er opfindelsen af deciderede jagtinstrumenter som bue og pil. Nu træder det samfundsmæssige frem som samfundsmæssig kooperation. Og for den endelige udtræden af fylogenesen har vi overgangen fra okkupationsdrift ((jagt og bærsamling) til produktionsdrift (kvæghold og agerbrug), hvorved det samfundsmæssige livsprincip om bestemmelse af livsmidler og -betingelser gennem almengjort kollektiv forsorg endelig kommer helt ”på begreb”. Naturen bliver nu en samfundsmæssig omverden, hvilket også markerer overgangen til dominansen af indre samfundsmæssige love, hvorved der træder en ny udviklingsretning af helhedsprocessen frem. Denne retning er - den tidligere beskrevne - ”uafsluttet proces af stigende samfundsmæssiggørelse”.
Skematisk skal vi gøre følgende regning:
SKEMA 5.1:
FUNKTIONSDELT KOORDINATION (:mål-middel omvending)
.
 |
SKEMA 5.2:
FUNKTIONSDELT KOOPERATION (:social værktøjsbrug).
SKEMA 5,3:
SAMFUNDSMÆSSIG KOOPERATION (:arbejdsvirksomhed).
SKEMA 5,4: SAMFUNDSFORM (:samfundshistorie)
.
Det centrale er, at det sidste - det femte analysetrin, hvor udviklingsretningen uafsluttet proces af stigende samfundsmæssiggørelse - i sig selv medfører en omstrukturering af systemet, idet det omstrukturerer sig efter den nye funktion: funktionen bliver selv til organ for videre udvikling (jvf. metodetrin E). Dette giver sig også ud fra, at udviklingsretningen ”uafsluttet proces af stigende samfundsmæssiggørelse” etablerer sig allerede som udviklingsretning ved den fuldt udviklede funktionsveksel mellem middelbenyttelse og social værktøjsbrug, altså når den sociale værktøjsfremstilling står ”på egne ben”. I forlængelse heraf er der tale om dominansomslag ved gennemsætningen af produktionsdrift - overfor okkupationsdriften: jagt og nomade - og dette er samtidig overgangen til det femte skridt, idet det nye helhedssystem omstrukturerer sig if. den dominante funktion, hvorved der træder en ny modsigelse/udviklingsretning frem som bestemmende. Nu vil det enkelte individ blive født ind i en struktur af samvirkende menneskelige kollektiver, af ”associerede producenter”. Dette er tegnet ind i skema 5,5:
 |
SKEMA 5,5:
SAMFUNDSHISTORIE SOM SAMFUNDSFORMENS SELVSAMFUNDSMÆSSIGGØRELSE.
(:samfundsformens strukturelle selvudvikling; og samfundshistorie som almengjort
arbejde, der almengøres gennem menneskelig virksomhed - for kun gennem
arbejdets udvikling kan samfundshistorien virke eller eksistere).
Af ovenstående fås som fundamental analyseenhed på samfundsmæssigt niveau ’den praktiske formidling mellem kollektivt arbejde og personlig virksomhed’, med strukturen produktion, konsumtion, distribution og udveksling på indholdssiden[17]: på det sociologiske niveau som samvirket mellem kollektiver/kollektivgrupper i retning af arbejdets almengørelse gennem personlig virksomhed; og på det individuelle, det psykologiske niveau, som virksomhedens almengørelse gennem kollektivt arbejde.
Kapitel 15.1.2
Samfundsformen. Indholdsbestemmelse af konceptet om selvsamfundsmæssiggørelse.
Samfundspolen i individ-samfund-forholdet.
Med dominansomslaget fra social værktøjsbrug til kooperativt samfundsmæssigt arbejde antager den dyriske socialstruktur en gennem genstandene produceret overgribende samfundsmæssig sammenhæng, der via kollektiv produktion af livsfornødenhederne reproducerer sin produktionsproces gennem foregribende omsorg. Dette system af samfundsmæssig kooperation med funktionen stadig stigende uafsluttet proces af samfundsmæssiggørelse er opstået som svar på ændringer i de jordhistoriske naturforhold - tilbagetrækning af de tropiske regnskove - samt den indre udvikling af okkupationsdrift til produktionsdrift. Hermed omstrukturerer systemet sig, og indre samfundsmæssige love træder frem som bestemmende. Denne omstrukturering er at se som den proces, hvor uafsluttet proces af stigende samfundsmæssiggørelse strukturerer sig som selvsamfundsmæssiggørelse, der som en funktionel organisk helhed reproducerer sig gennem bemestring af naturlove gennem bestemmelse af egne producerede samfundsmæssige love. Og hermed overgår den ”gamle” funktion til funktionen af samfundsmæssig subjektivitet.
Problemet er nu at fremvise de realhistoriske dimensioner, som denne ny funktion - som dialektisk spring - virkeliggør sig i kraft af. Disse er på den ene side ’produktionen’, og på den anden side ’kooperationen’ herom.
Produktionen er med overgangen fra middelbenyttelse til social værktøjsbrug ikke længere blot simpel fravristelse af livsfornødenheder fra naturen. Det er omformende bearbejdning og tilegnelse af livsfornødenheder, af viden om naturen og om sig selv, gennem genstandsmæssig virksomhed, altså gennem menneskeligt arbejde. Der indgår tre momenter i menneskeligt arbejde: for det første den formålsrettede aktivitet eller arbejdet selv, for det andet arbejdsgenstanden. som det virksomheden retter sig imod, og for det tredje arbejdsmidlerne, som det arbejdsgenstanden bearbejdes med[18].
Men arbejde er også forbrug, idet det er konsum af menneskelige kræfter og af produktionsmidler, der ”forbruges og opslides og til dels .. atter opløses i grundbestanddele”[19]. Men denne konsum er samtidig også produktion, idet mennesket producerer sig selv gennem arbejdet. Hermed adskiller menneskene sig fra dyrene ved, at det selv adskiller sig fra dem ved at producere sine livsfornødenheder. Og igennem denne bevægelse - denne ”generelle betingelse for stofskiftet mellem mennesket og naturen, den evige naturbetingelse for menneskelig eksistens”[20] - indvirker mennesket på naturen, ændrer og omformer den. Og ændrer og omformer dermed ”sin egen natur”[21].
Kooperationen - som det andet moment - overgår ved den sociale værktøjsbrugs udvikling til ikke længere blot at være simpel samvirke og koordinering af handlinger, men til et ud fra det fælles stofskifte med naturen overgribende virksomhedssystem, hvor igennem flere produktionsprocesser koordineres, og hvor igennem resultaterne af de enkelte arbejdsprocesser vender tilbage til de enkelte medlemmer.
De hermed fremkomne momenter af distribution og udveksling er selv dele af produktionen, og umiddelbart indbundet heri. Målforestillingerne og målsætninger med den ”produktive kooperation” opstår overvejende ad hoc, og ud fra de givne naturforholds forandringer.
Disse to realhistoriske dimensioner - produktion og kooperation - står frem til tærsklen af produktionsdrift endnu i et umiddelbart forhold til hinanden, men med produktionsdriftens gennemsætning over for okkupationsdriften træder de ”produktive kooperationsformers” målforestillinger og målsætninger om foregribende eksistenssikring frem som overgribende kollektive målbestemmelser. Der etableres en samfundsmæssig syntese af betydningsstrukturer med et bevægeligt forhold mellem kortsigtede og langsigtede reproduktionsforestillinger om mulige og nødvendige eksistensbetingelser. De fire momenter - produktion, konsumtion, distribution og udveksling - bliver nu
”alle
led i en totalitet, forskelle inden for en enhed. Produktionen hersker både
over sig selv i sin modsætningsfyldte bestemmelse og over de øvrige momenter.
Med produktionen begynder processen om igen. At udveksling og konsumtion ikke
kan være de herskende siger sig selv. Det samme gælder distributionen som
distribution af produkter. Men som distribution af produktionsagenter er den
selv et moment i produktionen. En bestemt produktion bestemmer altså en bestemt
konsumtion, distribution, udveksling, og disse forskellige momenters relation
til hinanden. (Men) ganske vist bliver produktionen i sin ensidige form selv
bestemt af de øvrige momenter. .. Der finder en vekselvirkning mellem de
forskellige momenter sted. Dette er tilfældet med enhver organisk helhed”[22].
Nu er arbejde/produktion ikke længere noget, der tages ”initiativ til”, men den nu etablerede samfundsmæssige kooperation, som produktionens egen reproduktionsproces, stiller selv mål og krav op - i form af muligheder og nødvendigheder - til samfundsenhedens medlemmer. Og omvendt. Mål er ikke længere noget, der skabes ad hoc. Den samfundsmæssige kooperation er nok forvalter af overgribende mål forestillinger, men dens eget virke stiller selv nye mål og krav op, som må gribes af de enkelte på en eller anden måde og i en eller anden grad gennem den subjektive bestemmelse af deres objektive virke.
De forskellige momenter af produktion, konsumtion, distribution og udveksling træder nu i et middelbart forhold til hinanden, idet de må reflekteres gennem og som en overgribende plan for langsigtet samfundsmæssig reproduktion, men de forbliver dog alle samtidig momenter i selve produktionsprocessen. For eksempel er distribution og udveksling ud over at være distribution og udveksling af arbejdsprodukter (:brugsværdier) også distribution og udveksling af arbejdsredskaber og af samfundsmedlemmer på de forskellige produktionsarter.
Det må derfor komme til udviklingen af en overbygning, hvor igennem individerne i fællesskab regulerer den samfundsmæssige kooperationsproces - en regulering, der nødvendigvis må være foregribende i perspektivet de kortsigtede overlevelsesinteressers ophævelse i de langsigtede, idet produktionen selv medfører udviklingen af nye betingelser for produktion, hvilket kan kaldes produktionens basis. Denne differentiering mellem basis og overbygning kan ikke primært ses som en differentiering mellem det materielle og det ”ideelle/bevidsthedsmæssige”, men må forstås som en struktur, der binder de enkelte delarbejdsprocesser sammen og regulerer deres virke i forhold til hinanden. Overbygningen kan derfor ses som varetagende selve udvekslingsprocessens generelle dimensioner om almengjort arbejde.
Den hermed fremkomne subjektive bestemmelse af den samfundsmæssige kooperation er dermed et moment ved den samfundsmæssige kooperations egenudvikling. Og den samfundsmæssige subjektivitet kan nu differentieres i enheden mellem den subjektive bestemmelse og den objektive bestemthed, der med Holzkamp’s (tidlige) ord kan begrundes således:
”Menneskene
er .. på den ene side i kraft af deres
praksis ophav til den aktive skabelse og bevidste kontrol af deres tilværelsesomstændigheder,
dvs. subjekter for deres samfundsmæssige livsprocesser. Men på den anden side
er de pga. de naturlige og samfundsmæssige nødvendigheder, som deres
eksistensopretholdelse, altså deres materielle produktion er underlagt, i deres
virksomhed og i deres bevidsthed bestemt af deres objektive livsbetingelser,
altså også af de samfundsmæssige forhold, som de selv skaber og forandrer”[23].
Holzkamp’s bestemmelse af
samfundspolen i ”Grundlegung der Psychologie” er i forhold hertil at se som
faldende under et tidligere opnået materialistisk standpunkt, om end idealismen
også i ovenstående stikker hovedet frem, idet subjektiviteten primært knyttes
til opnåelsen af et bestemt erkendelsesniveau, for eksempel den
”bevidste forandring” og ”erkendelsen af, at man alle
rammes af den samfundsmæssige virkelighedsforandrings objektive nødvendigheder”[24].
I forholdet mellem den subjektive bestemmelse og den objektive bestemthed må vi endvidere se den subjektive bestemmelse som den aktive side i forholdet, idet den samfundsmæssige kooperation kun kan opretholdes gennem indgreb i de lovmæssigheder, den virker igennem.
I forholdet til de objektive betingelser er denne subjekt-agtighed i den samfundsmæssige subjektivitet selv bestemt af disse objektive betingelser, og vi må derfor tale om en bestemt grad af subjektagtighed, hvad vi skal sammenfatte i begrebet om kollektiv bestemmelse. I den kollektive bestemmelse udtrykkes derfor graden og arten af den bevidste rådighed over den givne samfundsmæssige kooperation.
Når produktionen - det kollektive arbejde - er det bestemmende, så kan vi endvidere sige, at den kollektive bestemmelse udvikles i samme grad som arbejdsprocessen lader sig almengøre gennem kollektiv bestemmelse af det almengørelsesduelige. Samfundsmæssig udvikling er dermed identisk med almengjort arbejde gennem arbejdet selv. Arbejdsprocessens selvbestemmelse er derfor det almene perspektiv i den samfundsmæssige form for menneskelig eksistensopretholdelse. Menneskene kan altså kun opretholde og udvikle deres liv gennem stadig udvikling og styrkelse af den bevidste råderet over den til enhver tid givne samfundsmæssige kooperationsproces, en opgave der går gennem menneskenes praktiske virke.
Individpolen
i individ-samfunds-forholdet.
Frem til dominansomslaget af samfundsmæssig natur til individuel samfundsmæssiggørelse kan individet kun reproducere sin eksistens via deltagelse i den genstandsmæssige virksomhed gennem den stadigt mere snævre forbindelse mellem individuel reproduktion og kollektiv forsorg. Det selektionstryk, der er fremtrædende frem til produktionsdriftens gennemsætning, eliminerer på den ene side muligheden for eksistensopretholdelse gennem middelanvendelse, og trækker på den anden side det menneskelige funktionsgrundlag med sig til kvaliteten af individuelle udviklingspotenser til selvsamfundsmæssiggørelse.
Frem hertil er denne udvikling af den individuelle samfundsmæssige natur blevet set som udviklingen af individets handleevne, der i sit indholdsmæssige aspekt indbefatter et specifikt menneskeligt ”behovsgrundlag”, hvor den individuelle kontrol over de samfundsmæssige livsbetingelser gennem deltagelse i den samfundsmæssige produktion fremstår som en begrundet subjektiv nødvendighed. Behovstilfredsstillelse er nu alene mulig, når individet på foregribende måde bestemmer over egne livsbetingelser. Til dette indholdsmæssige aspekt kommer også handleevnens funktionelle aspekt, som de specifikt menneskelige former for erkendelse/emotionalitet/motivation, igennem hvilke individet gennem dets bevidste forhold til sig selv og dets omverden vinder kontrol over sine livsbetingelser[25].
Det er håbløst at afgrænse dette kontrolaspekt ved den individuelle handleevne til alligevel ikke at være et ”behov for kontrol”[26], eller en stillen sig tilfreds med kun at kunne bestemme den blotte formning af handleevnen som en reproduktionsform, så er vores problem, hvad funktionen af uafsluttet proces af stadig stigende handleevne frembringer af ny funktion gennem dens omstrukturering af den individuelle samfundsmæssiggørelse til systemet af individuel selvsamfundsmæssiggørelse. Her skal vi indføre funktionen af individuel subjektivitet. Og spørgsmålet er nu, hvad de realhistoriske dimensioner er, som denne nye funktion fuldbyrder sig i kraft af.
Disse dimensioner er på den ene side adskillelsen mellem handling og behov, og på den anden side udviklingen af enkeltståenheden, hvor den dermed forbundne emotionelle helhedsvurdering ikke længere er umiddelbart givet. Begge har deres udspring i udviklingen af ”mulighedsforholdet”, der også sætter den erkendelsesdistance, der muliggør udviklingen af bevidsthed.
Begge dimensioner stilles nu som opgaver, som individet må forholde sig til - for kun herigennem, ved at behovet så at sige knyttes til en samfundsmæssig betydning/betydningsstruktur i relation til de individuelle erfaringer, som individet allerede har med forskellige typer af behovsbefrielse, kan individet opnå kontrol over dets eksistensbetingelser, og dermed opnå behovstilfredsstillelse på ”menneskelig” måde. Med den fulde gennemsætning af det samfundsmæssige, og den hermed satte totalsamfundsmæssige formidling af den individuelle eksistens, sker der en endelig adskillelse mellem samfundsmæssige mål, og den subjektive opfattelse/overtagelse/realisering af dem, hvorfor individet nu tvinges til at kunne forholde sig overgribende til sin egen forholden sig til dets eksistensbetingelser. Og en kvalitativ ny psykisk struktur må udvikle sig, hvad vi med Leontjev vil kalde personligheden. Endvidere skal vi med Leontjev se de rækker af handlinger, der er rettet mod realisering af bestemte foregrebne mål, som virksomheder, hvormed personligheden kan ses som en specifik virksomhedsstruktur.
Det må i en vis forstand ses som en gåde, at Holzkamp ikke selv går denne vej, idet han for det første i forvejen bygger på Leontjev, og for det andet selv flere steder lægger op til dette niveau – blandt andet gennem konstateringen af (i et opgør med handlestrukturteorierne) at individuelle handlinger kun kan forstås i deres overordnede handlingssammenhænge og altså på et menneskeligt niveau ikke med udgangspunkt i det enkelte individ. Men en sådan konstatering forpligter også den anden vej, idet individet selv må kunne ”forstå” og også have muligheden for at realisere sådanne samfundsmæssige kooperationsformer individuelt-menneskeligt gennem dets psykiske funktionspotentialer.
I en anden forstand må fraværet af dette niveau - det egentligt almene subjektplan ved den menneskelige eksistens, der bunder i særlige problematiske træk ved Holzkamp’s oparbejdning af den individuelle samfundsmæssiggørelse - også ses ud fra de meget komplekse teoretiske og metodiske problemstillinger, der er på tale ved selve overgangen til samfundshistorie. Disse kan langt fra endnu kan siges at have fundet stringente løsninger[27]. Jf. dog Ole Dreier, der på basis af især Leontjev og hidtidig Kritisk Psykologisk teoridannelse når videre end Holzkamp i ”Grundlegung der Psychologie”, men som stadig reproducerer en ubegrebet modstilling/overforstilling mellem personligheden som en almen-historisk dannelse og personligheden som en kun konkret individuel (ontogenetisk) realisering[28]. Dette fremtræder også gennem den store vægt, som formallogiske betragtninger får hos Dreier over for bestemmelsen af kategoriale udviklingshistoriske forhold[29].
Til trods for problemets væsentlighed skal vi i det følgende nøjes med at gøre os nogle almene antagelser om dette særlige subjektplan for den individuelle selvsamfundsmæssiggørelse, og vi skal her trække implicit på Dreier.
Mennesket må - som tidligere bestemt - kunne forholde
sig overgribende både til dets objektive omverdensbetingelser og dets
subjektive forudsætninger. Begge ”poler” er at se som samfundsmæssiggjorte
”natur”-betingelser og forudsætninger, hvorfor mennesket kun kan blive subjekt
i dette ords almene betydning i det omfang det bliver subjekt for sine
samfundsmæssige relationer:
”Mennesket må
og kan gribe ind i sine objektive betingelser Det må og kan forandre og
producere sine egne livsbetingelser, tilpasse dem til sig. .(..). Det udgør
særkendet ved den funktionelle relation mellem menneske og omverden, ved den
menneskelige virksomhed. Gennem sine indgreb og forandringen af verden må og
kan det ikke blot forandre sine ydre betingelser og virkemidler, men må og kan
også forandre sine subjektive forudsætninger og virkemidler. Ellers vil det
ikke kunne opretholde sit liv og udfolde og udvikle sig i den foranderlige verden,
endsige skabe forandring”[30][s1].
Mennesket må derfor kunne varetage selvudvikling som det udviklende og bevægelige forhold mellem objektive og subjektive nødvendigheder og muligheder gennem dets samfundsmæssige virksomhed. Virksomhed kan ses som totaliteten af processerne mellem menneske og verden, altså som enheden af formidlingen mellem objektive betingelser og subjektive forudsætninger, hvorved Holzkamps begreb om handlinger kan ses som en underkategori i virksomhedskategorien. Mennesket er derfor ikke blot virksomhed, men det må forholde sig
”subjekt-agtigt regulerende til sine enkelte virksomheder og deres indbyrdes forhold”[31].
Dette betyder, at den menneskelige virksomhed må kunne kvalificere sig selv til at kunne varetage ”højere, overgribende subjektfunktioner i virksomheden”. Dette indre moment, der kan og må udvikle sig gennem virksomheden, skal vi betegne med personligheden. Den personlige subjektivitet har derfor to sider: subjekt i forhold til verden, de objektive betingelser, og subjekt for sine psykiske funktioner, de subjektive forudsætninger. Den menneskelige subjektivitet udvikles derfor i samme grad, som personligheden udvikles som selvbestemmende virksomhedsstruktur - en proces, hvor tidligere forudsætninger og betingelser transformeres til midler for subjektets egenudvikling og bliver til funktionelle organer for videreudvikling. Personlighedsdannelsen kan derfor ses som
”eminent varetager, dvs. subjekt for
udviklingsprocessen”[32].
Det enkelte individ er derfor ikke blot et enkeltstående eksemplar af arten menneske med individuelle evner og egenskaber, men det er et personliggjort subjekt med særlige personlige egenskaber og evner, der er udviklet gennem dets samlede virksomhedsformer.
Det enkelte individ er derfor ikke blot et enkeltstående eksemplar af arten menneske med individuelle evner og egenskaber, men det er et personliggjort subjekt med særlige personlige egenskaber og evner, der er udviklet gennem dets samlede virksomhedsformer.
Subjektplanet - der så at sige er givet på forhånd qua livsprocessens bestemmelse af psykisk - forbliver det overordnede bestemmelsesmoment også over for personligheden, idet personlighedsdannelsen og -udviklingen er en virksom dannelse og udvikling her indenfor, dvs. indenfor subjektets virksomhed. I forhold hertil udfylder de enkelte psykiske funktionspotentialer (sansning, perception, behov, emotion, motivation) og de enkelte udviklede psykiske evner og egenskaber bestemte
”konkrete funktioner i bestemte konkrete virksomheder, og deres indbyrdes forbindelser betinges af subjektets konkrete virksomheds art. De kan derfor ikke studeres i sig selv, så at sige ”uvirksomt”, men kun som led i subjektets samlede konkrete virksomhed, som dens konkrete indre forudsætninger og virkemidler”[33].
Dette gælder også personligheden som en særlig subjektiv dannelse, idet udviklingen af virksomhederne ikke blot reguleres
”gennem en personlighedsmæssig vurdering af de enkelte virksomheders betydning og perspektiver og af muligheder for at realisere udvikling. Den reguleres også af mere generelle opståede overordnede personlighedsegenskaber i forhold til den opgave at udvikle enkelte virksomheder: parathed til at påtage sig anstrengelser og risici, målsætninger og -rettethed, ensidig vs. alsidig udvikling, vurdering af den individuelle og fælles samfundsmæssige betydning af udvikling. Disse personlighedsegenskaber kan siges at reflektere personlighedens mere generelle forhold til at varetage udviklingsopgaver”[34].
Disse personlighedsmæssige egenskaber, evner og forholdemåder/regulationsmåder er selv at se som udviklet og udviklende gennem virksomheden. Dette betyder at personlighedsdannelsen og -udviklingen må ses som en særlig strukturel dannelse heri, hvor både dens specifikke struktur og indhold er bestemt ud fra subjektets konkrete virksomhedsformer. Personligheden er altså afhængig af forandringerne i de samfundsmæssige forhold. Den er med Leontjevs ord et procesplan i subjektet, der er
”foranderlig som selve
dets liv, men bevarer samtidig dets bestandighed, dets identitet med sig selv”[35].
Her indenfor lader der sig uddifferentiere en specifik produceret kerne: jeg-et. Denne er ikke udtryk for nogen oprindelig kerne i personen, men skabt på grundlag af de objektive forbindelser mellem virksomhederne:
”et resultat af
personlighedens centrering af bestemte virksomheder med tilhørende motiver,
evner og personlighedsegenskaber, af dens prioriterede koordinationer og måder
at forbinde virksomheder på. De ”knuder” af virksomheder med tilhørende motiver
og evner, der hermed etableres, skaber en dimension gående fra kerne til periferi”[36].
Alle disse producerede strukturer i den menneskelige virksomhed kan ses som hierarkisk opbyggede strukturer, der alment indeholder tre planer. Øverst befinder de enkelte virksomheder sig, der er defineret ved de bestemte genstande, som de er rettet imod, og de dertil hørende motiver. Her under befinder der sig på det andet plan de enkelte handlinger, der er rettet mod bestemte mål, eventuelt delmål, hvis handlingerne er sat sammen gennem handlekæder. De enkelte handlinger kan ikke siges at eksistere som virksomheder, da virksomheden omvendt kun eksisterer i
”form af en handling
eller en række af handlinger, hvis mål tilsammen realiserer virksomhedens
motiv. Samtidig kan een og samme handling indgå i realiseringen af forskellige
virksomheder med forskellige motiver, ja være led i realiseringen af flere
virksomheder samtidig, ligesom et og samme motiv og virksomhed kan
konkretiseres i forskellige mål med tilhørende handlinger”[37].
Hertil kommer det tredje plan - operationsplanet - der er tilpasset handlebetingelserne, såvel de objektive og de subjektive. Operationerne indgår som mekanismer i realiseringen af bestemte handlinger, altså som teknikker, der er automatiserede.
Om forholdet mellem de enkelte planer må det gælde, at der kan forekomme bevægelser op og ned, hvor
”tidligere handlinger
udvikler sig til selvstændige motiver og dermed bliver til virksomheder, eller
omvendt automatiseres og bliver til operationer osv. Der kan dermed forekomme
forskydninger i mål- og motivhierarkier, ligesom der kan udvikle sig nye mål,
motiver og redskaber og gamle kan skifte betydning, eller falde bort”[38].
Et centralt aspekt ved
denne menneskelige virksomhedsstruktur er, at den sanselige erkendelse af
fænomener kan fremtræde for subjektet med kvaliteten bevidsthed, hvorved
virksomheden kan blive til bevidst væren, hvilket også omvendt er en
forudsætning for realiseringen af den specifikke menneskelige virksomhed: det
samfundsmæssige arbejde. Hertil kommer også selvbevidstheden som en
funktionel nødvendighed, idet det menneskelige subjekt kun kan varetage sit liv
gennem den samfundsmæssige kooperation ved at varetage sit eget standpunkt og
perspektiv gennem en refleksion og regulation af dets egne virksomhedsformer.
Selvbevidstheden kan derfor ses som
”refleksionen af de
subjektive evner for den personlige virksomhed”[39], altså ikke ”en ånds refleksion af sig selv, men
personlighedens bliven sig sine centrale subjektive egenskaber og måder at
regulere sin samlede virksomhed på bevidst”[40].
Både bevidstheden og selvbevidstheden er derfor ikke grundlag for personlighedsudviklingen, men midler herfor, der formidler og sammenfatter processen; de ”bærer” så at sige særlige funktioner heri. Derfor kan virksomheden siges at have en
”yderside og inderside.
Den er ikke noget rent ydre = adfærd, modsat en bevidsthed om noget rent indre.
Virksomheden forbinder ydre og indre, objekt og subjekt”[41],
· en forbindelse, der altså både besidder såvel praktiske-materielle som ideelle planer, med de praktiske planer som basis ”for udviklingen af de ideelle, de ydre virkemidler (redskaber med producerede genstandsbetydninger, sprog, logik osv.) for udviklingen af de indre virkemidler” - en udviklingsbevægelse, der finder sted gennem de konkrete virksomhedsformer.
Med bevidstheden og selvbevidstheden kan personligheden komme til klarhed over egne motiver, altså over virksomhedens motiver, hvilket er at se som
”personlighedens
bevidstgørelse af disse til målmotiver, gennem mål-sætning, og disses
hierarkisering som den subjektive side af virksomhedsstrukturens
hierarkisering”[42].
Fra et bestemt niveau i personlighedsudviklingen, både antropologisk/fylogenetisk og ontogenetisk, må personligheden endvidere blive sig sine
”centrale subjektive
egenskaber og måder at regulere sin samlede virksomhed ... bevidst”[43].
Den må mao. kunne forholde sig bevidst til den personlige mening, som den subjektive realisering af den objektive betydning i og gennem dens praktiske virksomhedsformer.
Det er nu muligt at sammenfatte et koncept om den individuelle selvsamfundsmæssiggørelse - og vi forlader nu også Dreier og Leontjev som implicit reference.
Alle ovenstående bestemmelser omkring den individuelle eksistens’ total samfundsmæssige formidling er at se som samfundsmæssiggjorte strukturer i virksomheden. Det er strukturer, der formidler, udvikler og bygger den menneskelige subjektivitet op som personlig subjektivitet. Disse strukturer er på den ene side ikke oprindelige strukturer i virksomheden. De eksisterer kun som samfundsmæssiggjort potentialitet, dvs. som specifik menneskelig subjekt-agtighed. På den anden side er denne subjekt-agtighed at se som en funktion af den specifikt menneskelige virksomhed, der både nødvendiggør og muliggør virksomhedens samfundsmæssige formidling - en formidling der endvidere må antage karakter en af bevidst virksomhedsbemestring som subjektiv bestemmelse.
Ovenstående modsigelse er ikke en formallogisk modsigelse.
Tvært imod er det et antropologisk-historisk produceret udviklingsforhold, der
tager sin begyndelse med sub-hominiders enkeltståenhed som potentielt
samfundsmæssigt individ - en enkeltståenhed, der i kraft af og gennem den
sociale værktøjsbrugs udvikling, videreudvikling og selvstændiggørelse som samfundsmæssig
kooperation, ophæves som personlig subjektivitet, altså som nødvendig og mulig
selvsamfundsmæssiggørelse. Det menneskelige individ er hermed så at sige
predæstineret til at skulle enkeltgøre sig som jeg, som intentionalitet, som personlighed,
som individuelt subjekt i strukturen af samfundsmæssig kooperation. Dette
rejser spørgsmålet om en almen struktur, der kan være sin egen funktion
i perspektivet selvsamfundsmæssiggørelse, hvor bevidstheden er et væsentligt
bestemmelsesmoment i den subjektive bestemmelse (der er et alment moment ved
psykisk virksomhed) af den objektive bestemthed i selvbevægelsen mellem subjekt
og objekt. En sådan struktur er arbejdets struktur.
Det psykiske, som virksomhedens signalforbundethed, orienterer sig derfor ved den menneskelige virksomhed efter arbejdets struktur; og den individuelle subjektivitet udvikles i samme grad som den subjektive bestemmelse af virksomheden bliver et bestemmelsesmoment ved virksomheden selv. Vi kan derfor også på et individuelt niveau tale om den individuelle subjektivitet som en enhed mellem subjektiv bestemmelse og objektiv bestemthed, hvor den subjektive bestemmelse dog først bliver den aktive pol i samme grad som personligheden udvikles og videreudvikles. Men selv om den subjektive bestemmelse således bliver et moment ved den individuelle subjektivitets egen udvikling, så er den dog stadig selv bestemt af de objektive betingelser, hvorfor vi må tale om en bestemt grad af subjekt-agtighed ved den individuelle subjektivitet, som vi skal sammenfatte i begrebet om den personlige bestemmelse. Virksomhedens selvbestemmelse som personlig arbejdsproces er derfor det almene perspektiv i den individuelle subjektivitet.
Den specifikke menneskelige virksomhed har således arbejdets struktur, og den løser sin samfundsmæssige opgave om selvbestemmelse gennem arbejdet ved at gøre sig til ”herre over” sine samfundsmæssige relationer som personligt subjekt, hvorved det bliver til ”herre over” sig selv, altså over sine egne psykiske funktioner. Hermed må det menneskelige behovssystem undergå en udvikling, idet selvbestemmelsen løsner behovsbefrielsen fra enhver a priori givet behovsbefrielsesmåde. Den emotionelt begrundede subjektive nødvendighed af behovsbefrielse gennem bevidst kontrol over de samfundsmæssige og individuelle livsbetingelser må blive et bestemmelsesmoment ved subjektet selv, hvad vi skal sætte på begreb med værensfylde som den specifikke kvalitet af behovsbefrielse, -udvikling og -bestemmelse gennem deltagelse i den samfundsmæssige kooperation[44].
Med opnåelsen af dette udviklingsniveau af personlig værensfylde, som det for subjektet selv specifikke bestemmelsesmoment ved subjektets virke eller personlighedens virksomhed, må også motivationsaspektet som funktionelt aspekt ved handleevnen - der ved dominansvekslen mellem samfundsmæssig natur og individuel samfundsmæssiggørelse uddifferentierede sig i motivation/vilje - undergå en udvikling: evnen til under ”tryk fra omgivelserne” til at reagere med vilje som et ”uselvstændigt, men også fraspaltet psykisk funktionsaspekt” til at handle i forhold til perspektivisk livssikring, når de eksisterende livsbetingelser ikke er tilstrækkelige eller ikke umiddelbart lader sig gøre tilstrækkelige gennem motiverede handlinger, må blive et integreret moment ved selve den menneskelige tilpasningsevne, da livsbetingelserne på det samfundsmæssigt-menneskelige udviklingsniveau som sådan ikke blot altid er utilstrækkelige og ej heller umiddelbart lader sig gøre tilstrækkelige; de er tvært imod udviklelige som et bestemt forhold mellem nødvendigheder og muligheder, hvor det umiddelbare forhold mellem tilstrækkelig og utilstrækkelig kun er et uspecifikt bestemmende moment ved den almene bevægelse, hvorfor motivation knytter sig til muligheden for at være et bestemmende moment i det udvikleliges udviklingsbevægelse, både samfundsmæssigt og i forhold til egenudviklingen heri. Heraf følger også, at motivation er knyttet til realisering af enheden mellem problemudvikling, -formulering og -løsning[45]. I denne bevægelse, hvor motivationsdimensionen udvikler ovenstående kvalitativt nye egenart, giver det ikke længere mening på et samfundsmæssigt niveau at tale om menneskelig ”tilpasnings”-evne; mennesket passer nu betingelserne til til sig - og den terminologiske konsekvens heraf skal vi trække ved at tale om menneskelig udviklingsevne over for dyrisk tilpasningsevne. At det er en terminologisk dimension kommer fra, at udvikling overhovedet er et moment ved livsprocesser som sådan[46]; et moment, der dog først med det samfundsmæssigt menneskelige kommer ”helt på begreb” som subjektivt bestemmelsesmoment.
Individet forbliver selvfølgelig - i denne udviklingsbevægelse til menneske - en biologisk-fysiologisk organisme, men dette eksistensniveau overgår i dets vekselvirkning med det psykiske på det menneskelige niveau til uspecifikt grundlag for specifik menneskelig værensfylde. Selvforståeligt er her, at den menneskelige virksomhed er relateret til det anatomisk-fysiologiske grundlag i betydningen funktionelle (hjerne-)organer som relativt vedvarende reflektoriske systemer - modsat betydningen af morfologisk lokalisationslære[47].
Forholdet mellem individ og samfund - en slags
opsummering; og dets perspektiviske reproduktionslogik.
Med niveau et af samfundsmæssig og individuel reproduktion taber konceptet om ”muligheds-forhold” sin bestemmende funktion. Et historisk udviklet og selvudviklende forhold mellem muligheder og nødvendigheder træder frem på den ene side og bemestres på den anden side gennem bevidst formidlede indgreb. Subjektiviteten er blevet et overgribende bestemmelsesmoment ved objektivitetens eget virke, altså et moment ved subjektets objektive betingelser. Samfundsmæssig og individuel subjektivitet træder frem på den historiske scene som selvsamfundsmæssiggørelse. Skematisk således:
Strukturen heri er arbejdet som kooperativ produktion af livsfornødenheder gennem bearbejdning af genstande via midler ud fra livspraktiske interesser om eksistensvaretagelse; og igennem denne proces, der skal sammenfattes i begrebet arbejdsvirksomhed reproduceres det samfundsmæssige og individuelle liv, samtidig med at der fremstilles/udvikles nye interesser, behov, midler og genstande. Som struktur er arbejdsvirksomheden sin egen funktion, hvilket også har sin pendant i Marx’ definition af arbejdet, hvor bestemmelsen af det første moment –
”den formålsrettede
aktivitet eller arbejdet selv” -
er refleksiv ved at vise hen til sig selv. Det er derfor ingen tautologi, når samfundshistorien bestemmes som almengjort arbejde, der almengøres gennem menneskelig virksomhed - for kun gennem arbejdets udvikling kan samfundshistorien virke eller eksistere.
Udviklingslogisk kan genstanden for arbejdsvirksomhed skematiseres som følger (jf. kapitel 9):
Denne tetraede, der at finde hos Marx det allermest centrale sted, hvor
arbejdet bestemmes[48],
skal det her postuleres er den tilgrundliggende struktur for
samfundsmæssig-menneskelig udvikling og for den bevidst formidlede
skaben historie, og dette både i sociologisk og i personlighedsmæssig forstand.
Det, som vi med tetraeden kan lægge bag os, er bevidsthedsfilosofiens manglende
begreb om realhistorisk udvikling, idet binaritetstænkning kun tillader bestemmelse
af spændingsophobning, spændingsudligning, ophobning på ny mv. Det er altså
denne (udviklings)model, der lades bag os:
Ovenstående skal ikke forstås derhen, at alle samfundsmæssige fænomener/forhold fra begyndelsen af - altså i samme grad som de kommer til syne samfundsmæssigt - allerede har arbejdsvirksomhedens struktur. Tværtimod. Kun den overordnede sammenhæng er struktureret som arbejde samfundsmæssigt set og virksomhed personligt set. Om et bestemt fænomen udvikles til arbejdsvirksomhed afhænger derfor af, om det har, kan få eller får en livspraktisk betydning, og om der er midler eller om der kan udvikles midler til at bringe det ind under den bevidste (kollektive som personlige) bestemmelse, således at det virker i de involveredes kortsigtede som langsigtede interesser.
Men selv om det samfundsmæssige således må anskues som almengjort arbejde, der almengøres gennem de virksomme individers stadige bestemmelse heraf, og med almengørelse af de individuelle virksomheder til følge - og omvendt - så følger imidlertid ikke, at enhver almengørelse også er en samfundsmæssig almengørelse; det er den kun i den udstrækning, at almengørelsen indeholder arbejdets struktur som selvbestemmende virksomhed. Dette er ikke en automatisk proces. Det er tværtimod netop den opgave, der må løses på samfundsmæssig almengjort måde. Heraf også konceptet om almengørelsesduelighed, som det menneskelige individ a priori er motiveret til at overtage, og hvis virkeliggørelse er bestemmende for samfundshistoriske fremskridt respektiv stagnation mv. - en virkeliggørelse, der afhænger af de konkrete subjektive og objektive forudsætninger og betingelser af samfundsmæssig og naturmæssig art.
Heraf følger også det omvendte forhold mellem almengjort arbejde og dets almengørelse, at det samfundsmæssige er struktureret som arbejde uden allerede at være det på almengjort måde. Samfundshistorien kan derfor siges at have den almene modsigelse at være almengjort arbejde i formen dets almengørelsesproces. Alment arbejde og den bevidst formidlede bemestring af dets almengørelse som bestemmende karakteristika ved samfundshistorien - hvad er dette andet end videnskabeliggjort aktivitet i den af os intenderede målforestilling om undgåelse af empirisme og teoreticisme[49]? Intet andet. Videnskabelighed er derfor at se som genstandsimmanent proces af funktionel genspejling - en proces, der opstår som immanent moment ved den almene arbejdsvirksomheds opståen. Almengørelsesdueligt arbejde og videnskabelig virksomhed er derfor identiske forhold i deres retningsbestemmelse.
Med ovenstående samfundshistoriske udviklingssammenhæng taber konceptet om ”mulighedsforhold” ikke blot sin bestemmende rolle, men det må tillige ophæves i en ny kvalitet, da individet ikke går op i samfundet eller samfundet i de enkelte individer, og ej heller sættes ydre i forhold til hinanden. Individ og samfund er både væsensforskellige (:psykisk virksomhed over for genstandsmæssigt arbejde) og væsensforbundne (:opstår som to sider af samme sag: samfundshistorien). Denne dobbelthed kommer på realhistorisk begreb i samme grad, som ”muligheds-forholdet” overlejres af den nødvendige totalsamfundsmæssige formidling mellem samfundsmæssigt arbejde og individuel virksomhed i mediet arbejdsvirksomhedens almengørelsesproces. Dette medium af genstandsmæssig-menneskelig virksomhed er slet og ret praksis. Men da der ikke findes praksis slet og ret, men kun praksis under forefundne betingelser - altså konkret arbejdsvirksomhed - reproduceres forholdet mellem individ og samfund gennem praksisformer, som hermed også kommer på begreb. Forholdet mellem individ og samfund er derfor slet og ret et praktisk formidlingsforhold.
Med ovenstående har vi også draget terminologisk ”omsorg” for det tidligere forhold, at arbejdsvirksomhed indenfor den samfundsmæssige og individuelle reproduktionsproces for det første ikke nødvendigvis er en samfundsmæssig almengørelse; for det andet at arbejdsvirksomheden ligger under for en almengørelsesproces, der som sådan altid er uafsluttet; og for det tredje, at arbejdsvirksomheden ikke nødvendigvis umiddelbart lader sig samfundsmæssigt almengøre.
Med praksis som formidlingen mellem individ og samfund, og praksisformer som den konkrete formidlingsproces mellem kollektiv og personbestemmelse, har vi den søgte formidlingsdimension, som vi tematiserede eksistensen af gennem kritikken af Holzkamp’s to formidlings-niveauer om ”syntese af betydningsstrukturer” og ”subjektive handlegrunde”[50]. Men da overgangen fra de to formidlingsniveauer til een formidlingsdimension er et udviklingslogisk forhold - de er begge realforhold på niveauet af antropogenesens funktionsopdelte koordination - må det komme til en integrativ udvikling af disse på niveauet af praksisformer. Denne integrative udvikling er - som de tidligere udviklingslogiske forholds ophævelse i en ny kvalitet - bestemt af ”muligheds-forholdets” ophævelse. Da vi nu ved, at denne ophævelse sætter praksis som formidlingsforhold, så må niveauerne af ”syntese af betydningsstrukturer” og ”subjektive handlegrunde” blive identiske momenter indenfor enheden af subjektiv bestemmelse og objektiv bestemthed for en praksisform, og når denne enhed eksisterer både på det samfundsmæssige og det individuelle niveau, så bliver praksisform både en reproduktionsform for samfundshistorien og bearbejdningsform for den individuelle virksomhed (:bearbejdning, da samfundshistorien overlever det enkelte individ, men omvendt også kun virker gennem de enkelte individers virksomhed i den arbejdsdelte struktur). Forholdet mellem praksisform og arbejdsvirksomhed lader sig nu stille på benene: standpunkt som perspektiv i en praksisform er arbejdsvirksomhedens almengørelsesproces, eller mao. praksisformens udvikling til arbejdsvirksomhed - for kun her igennem kommer udviklingen af selvbestemmelse på begreb.
Når udviklingsforholdet mellem individ og samfund er et praksisforhold, så kan samfundsformens selvsamfundsmæssiggørelse ses som reproduktionen af systemet af praksisformer. Og spørgsmålet er nu, hvad den abstrakt-almene struktur er for dette systems udviklingsbevægelse.
Vi må her gribe tilbage til basis-overbygnings-dimensionen, der er at se som den overordnede struktur i samfundsformen, der binder de enkelte delarbejdsprocesser sammen og regulerer deres virke i forhold til hinanden som en funktionel organisk helhed. Men det er også - qua basis-overbygnings-dimensionens almene status - en struktur, der med samfundsformens reproduktionsproces reproducerer sig med de historisk tidligere produktionsformer/strukturer som medium. Det, som her er på tale, er de antropologiske enheder af storgrupper og familier, hvis forform er ”familie-flokken”, som undergrupper heri. Skematisk således (jf. kapitel 8):
Model 12, kapitel 8: Fra
familieflok til kollektivitet.
Ovenstående kollektiv med dets delkollektiver, kollektivgrupper og personer i bestemte situationer, sammenhænge og positioner i forhold til hinanden må være - og tidligere have struktureret sig - således, at det i sig selv er duelig for selvsamfundsmæssiggørelse. Det er en synlig struktur af fælles forhold bundet op af lyst til at dele liv, være virksom, og at arbejde med det. Det kan siges på den måde, at strukturen spontant muliggør selvbestemmelsesudvikling ved at kollektivet kaster kraft af sig til den enkelte og omvendt. Det er det stadige møde kollektivister imellem om at gøre verden beboelig. Og det er også ovenstående struktur, der er at se som kollektive forformer, hvorigennem der realiseres kollektivitet, når samfundsmæssige differentieringsprocesser i deres problemkarakter udvikles og løses gennem forbund om de problemstillinger, der stiller sig for en videreudvikling af stadig større selvbestemmende værensfylde (:det bevidst formidlede greb om arbejdsvirksomhedens selvsamfundsmæssiggørelse såvel kollektivt som personligt).
Udviklingslogisk er der ikke på tale at storgrupperne udvikler sig til overbygningen og familien til basis, og hvor overbygningen er at se som ”noget over samfundet” og basis som ”noget nede i samfundet”, snarere tværtimod; nemlig om selvstændiggørelsen af den sociale struktur i mediet af storgrupper, der producerer, konsumerer, cirkulerer og udveksler med familien som den mindste reproduktions-enhed. Udviklingslogisk er der derfor dels tale om special/delarbejdsprocesser inden for storgrupper, der formidles med hinanden og dels formidling af familier indenfor og imellem storgrupper, der bringes i arbejdsfællesskab med hinanden. Storgruppeformidlingen bringer forbundsstrukturen på begreb som reproduktionsfunktion af delarbejdsprocesser inden for en overgribende selvstændig livspraktisk målforestilling, og familie-formidlingen bringer gruppestrukturen på begreb for reproduktion af lokalitetsenheder. Imellem disse to strukturer må der indskyde sig/opstå en formidlende struktur af formidlinger mellem delarbejde og lokalitetsenheder, der binder de enkelte produktions- og kooperationsprocesser sammen til en funktionel enhed, hvad vi skal sætte på begreb med celle. Denne enhed mellem forbund, celle og gruppe er nu at se som den sammenhæng, som det enkelte individ konkret formidler sin virksomhed igennem, hvorfor enheden kan sættes på begreb med kollektiv. Her indenfor eksisterer den enkelte i en bestemt situation; og i forhold til andre kollektiver i en bestemt position (Holzkamp)[51].
Forholdet mellem individ og samfund formidles altså ikke direkte - dette vil være at gøre samfundet til ”storindivid” eller individet til et ”lille samfund” - men det formidles gennem et system af praksisformer, der samfundsmæssigt set reproduceres på basis af kollektivgrupper/-sammenhænge, og individuelt set på basis af personlige kollektiver. Skematisk således:
Model 13, kapitel 8: Det
samfundsmæssige kollektiv alment set.
I ovenstående skitse må basis-overbygnings-forholdet tænkes liggende som et horisontalt udviklingsforhold. Og stående et hvilket som helst sted i strukturen af kollektive og personlige forhold, er det kun muligt at komme nærmere en kollektivgruppe, der kan reproducere sig selv som et samfundsmæssigt kollektiv ved at gribe de forhold, der er fælles arbejdsvirksomhedsgenstande, da dette er det eneste der muliggør langsigtet ophævelse af ens umiddelbare kortsigtede behov, interesser og motiver i kollektiv-personlig forstand, altså i omfattende og overgribende samfundsmæssighed.
Centralt er det at være opmærksom på, at model 13 tilhører samfundsformens selvsamfundsmæssiggørelse, hvorfor de strukturer, der her fremhæves med samfundshistorien, selv har undergået og til stadighed undergår en udvikling. Set fra i dag er det de potentielle strukturer, der trænger sig på for en samfundsmæssig almengørelse til verdenshistorie - en overgang der i forhold til samfundshistorien er at se som en udvikling fra plan til rum.
Men det er også de strukturer, der - lige fra antikken - eksisterer i en magtsammenhæng, hvor byttet og dettes udviklede former har overlejret dem, trukket dem med som uudviklet. Det er endvidere de strukturer, hvor ud fra at brud på fællesheden må konciperes; yderligere hvordan disse brud sætter sig igennem som samfundsmæssige adskillelser/spaltninger samfundshistorisk med antikken respektivt den asiatiske produktionsmåde; og endelig hvordan disse selvstændiggør sig for at ende op med den fordoblede form for samfundsmæssig eksistens, som vi lever i og med i dag under statskapitalismen
Den kollektive bestemmelse af den samfundsmæssige kooperationsproces og den personlige bestemmelse af den individuelle virksomhed kan nu gribes i deres indre sammenhæng, idet forholdet mellem dem reproduceres inden for kollektive situationer af individer i bestemte sammenhænge - et forhold, der virkeliggøres gennem praksisformer. Disse praksisformer er i stadig bevægelse, og de udvikles samfundsmæssigt i samme grad som modsigelserne i og imellem praksisformerne gribes i perspektivet arbejdsvirksomhed. Dette udtrykker sig i udviklingen af den kollektive og personlige selvbestemmelse, hvilket samtidig er at se som en udvikling af den samfundsmæssige og individuelle subjektivitet, altså af systemernes subjekt-agtighed.
Samfundshistorisk set fødes det enkelte individ ind i en bestemt sammenhæng, der nu er at se som et konkret kollektiv; og det lever og udvikles med dette. Det er i sin personlige selvbestemmelsesudvikling gennem dette kollektiv i et udviklingsforhold til andre individer i eget og i andre kollektiver. Den enkelte person formidles mao. med kollektivet gennem sit eget og andres kollektiver - et formidlingsforhold, der for den spæde kun er umiddelbart, idet det primært er bestemt af ”hjem”-kollektivets egenlogik.
Denne individuelt-kollektive formidlingsproces er – personligt som samfundsmæssigt - at se som subjektivitet. Subjektivitet kan derfor alment bestemmes som processen af forholdet mellem teori og praksis, idet enhver praksisform både realiserer sig materielt og ideelt som formernes materielle selvudtryk i begrebslig form.
Vi har nu stillet vores eget udgangspunkt på benene. Det var at praktisere de tre instanser i den praktiske erkendeproces. De tre instanser opstår samtidig med samfundsformens historie. Standpunktstransformation[52].
1: Der er dem, der formulerer en opgave og udøver en aktivitet i forhold hertil;
2: Der er de forudsætninger af teoretisk og metodisk art, som der gås til opgaven med; og
3: Der er opgaven eller genstanden selv[53].
Det er den begrundede, og historisk-empirisk rekonstruerbare, formidling af disse til en arbejdsgenstand for een, for os, som det drejer sig om at praktisere, når begreber skal begrundes igennem deres praktiske virke med sagen. Standpunktstransformation er både en metode til at komme ud af eget udgangspunkt og et teoribegreb for, hvordan en genstand udvikler sig fra én logisk form til en historisk anden/næste. Videnskabelighed, der er partitagen for sin genstand, hverken med et dogme eller med neutralitet, kan ses som udarbejdelse af isomorfi mellem de begrebslige forhold og de tilsvarende genetiske forhold for genstanden, og dette i perspektivet alment arbejde.
Med ovenstående har vi begreber for processen af almengørelser på det samfundsmæssigt-menneskelige udviklingsniveau. Dette er begreber, der også indfanger det forhold, at virksomme individer altid realiserer arbejdsvirksomhed uden nødvendigvis at realisere en proces af samfundsmæssig almengørelse[54]. Menneskene er godt nok alment relateret til problemudvikling i perspektivet det samfundsmæssigt almengørelsesduelige, men opståelsen af uigennemskuelige naturforhold, eller fejlvirksomhed, der overstiger en konkret samfundsmæssigt-menneskelig subjekt-agtighed kan fremtvinge kompromisløsninger mellem kortsigtede og langsigtede eksistensopretholdelses-perspektiver - kompromisser, der ikke umiddelbart lader sig trække tilbage eller overvinde gennem videreudvikling, hvad der kan siges at være på tale med realiseringen af privatejendommen.
I disse systemer af samfundsmæssig og individuel selvsamfundsmæssiggørelse er terapi produceret gennem den menneskelige praksis og ud fra måden som denne praksis konkret er blevet grebet. Da vores bestemmelser af henholdsvis den samfundsmæssigt-historiske proces og af terapi nu er kompatible med hensyn til abstraktionsgrad - de er nu begge bestemt abstrakt-alment - så står vi på det trin i vores problemudviklingsproces, hvor konciperingen af et teoribegreb om terapi er vores næste opgave.
KAPITEL 15.2: Terapi som kollektiv varetagelse af
personlig lidelse: lidelsesbemestring.
Konciperingen af et teoribegreb om terapi er identisk med en kategorial bestemmelse af de indre bevægende forhold, hvorigennem terapi produceres og reproduceres som selvbevægende realitet. I forlængelse heraf kan vi sige, at en kategorial bestemmelse af en genstand ikke er andet end den begrundede indføring af begrebet om genstanden i forhold til den historiske kontekst, hvorigennem og inden for hvilken genstanden selv produceres.
Konciperingen af et teoribegreb om terapi er derfor den begrundede indføring af vores begreb om terapi - lidelsesbemestring - i processen af samfundsformens selvsamfundsmæssiggørelse. Da dette kun er at se som en konkret udviklingsproces - bevægelse, forandring og udvikling er altid fra konkretum til konkretum - så drejer det sig om realhistorisk oparbejdning af de historisk-logiske dimensioner af natur- og samfundshistorisk karakter, som terapi - som dialektisk spring - fuldbyrdes igennem.
I relation til vores genstandsfelt - samfundsformen for menneskelig livsopretholdelse som den første form (og grundformen) for samfundshistorie, og terapi her inden for - så møder vi ved denne opgave om realhistorisk oparbejdning en udviklingslogisk modsigelse. På den ene side er terapi et produceret samfundsmæssigt fænomen, og på den anden side er terapi udviklet fra et naturhistorisk opstået grundforhold - altså fra en terapeutisk forform - der negeres dialektisk gennem det samfundsmæssigt-menneskeliges opståen. Et teoribegreb om terapi kommer derfor til syne i samme grad, som vi rekonstruerer - gennem teoretisk genspejling af dens bevægelse - hvordan denne udviklingslogiske modsigelse historisk er opstået og blevet løst med opståelsen af terapi som særskilt form for social praksis. Hermed kommer vi endelig igennem de tidligere gordiske knuder[55], idet vi kommer fri af deres fælles udspring: den teoreticistiske respektiv empiristiske indfaldsvinkel, der resulterer i en á priori vilkårlig og partisk bestemmelse af en genstand. I stedet for dette får vi nu en analytisk udarbejdet bestemmelse af terapi - en bestemmelse, der er at se som en ”slags” definition: i bedste fald virkelighedens egen af sig selv, i værste fald en skæv almengørelsesduelig almenhed.
Spørgsmålet er nu, hvordan vi stiller os på standpunktet af den udviklingslogiske modsigelse, der finder sin løsning med terapi. Da de ”højere” former er nøglen til de ”lavere” - jvf. Marx om ”menneskets anatomi som nøglen til abens anatomi”[56] - så er indgangen til standpunktet vores terapeutiske grundform selv, idet en udpegning af det moment i processen af samfundsformens selvsamfundsmæssiggørelse, der har isomorfi hermed, giver os en bestemmelse af terapis funktionelle placering i den samfundsmæssige og individuelle reproduktionsproces. Herudfra kan forformer for terapi identificeres, og deres udviklingslogiske sammenhæng rekonstrueres.
Terapis funktionelle placering i samfundsformen for
livsopretholdelse.
Produktionen er det bestemmende moment i den samfundsmæssige kooperationsproces, så vi starter vi vores identifikationsproces her.
Produktion: det moment, der adskiller menneskene fra dyrene, er at menneskene selv adskiller sig fra dem ved at producere deres livsfornødenheder gennem den kooperative arbejdsproces. Igennem denne bevægelse indvirker mennesket på naturen, ændrer og omformer den, tilpasser den til sig, men også en bevægelse, hvor igennem mennesket ændrer og omformer sin egen natur. Dette er en proces, hvor mennesket på foregribende måde alment producerer sin værens-opfyldelse. Heri ligger implicit lidelsesbemestring, men ikke som det, der skal overvindes; tværtimod må man sige, at den menneskelige praksis selv - par excellence - forebygger lidelses-opståen gennem den nødvendige og mulige proces af arbejdets strukturelle almengørelse.
Terapi kan derfor ikke siges at være et mål - eller delmål - ved den menneskelige praksis, men må ses som et utilsigtet biprodukt herved. Dette kan udtrykkes på den måde, at terapi må være et produkt af produktionen uden selv at være produktion. Mao. er terapi at se som et reproduktionsforhold, der kun, i den grad, at det gribes bevidst af og gennem den menneskelige praksis bliver til produktion (:arbejdsvirksomhed), og dermed til selvbevægende realitet med egen særegen udviklingshistorie bestemt gennem det menneskelige virke heri.
Vi kan nu spørge, hvilket fænomen der - som utilsigtet biprodukt ved den menneskelige produktion, og som empirisk påviseligt - stiller sig som et muligt terapeutisk forhold i samfundsformen for menneskelig livsopretholdelse. Svaret herpå er individet som bærer af sygdom[57]. Da eksistensen af sygdom er bundet til - eller som sin modpol sætter - sundhed, så er den realhistorie, som vi stilles over for at rekonstruere, modsigelsen mellem sundhed og sygdom ved livsprocessernes naturhistoriske udvikling frem til - og med - naturhistoriens omslag i samfundshistorie.
Vi skal følge den historiske udvikling af modsigelsen mellem sundhed og sygdom på basis af en almen-biologisk bestemmelse af sundhed og sygdom. Dette er en indsnævring af vores analysegrundlag, idet vi kommer til at operere med en almen biologisk natur, der så at sige sætter sig ”mekanisk” igennem for de forskellige psykiske specificitetsniveauer - en abstraktion, der med Marx’ ord er at opfatte som ”utilladelig” .
Men vi får hermed begrænset omfanget af vores analyse, så den (forhåbentlig) ikke bliver ved med at tage magten fra os. Vores analyseresultat bliver dog behæftet med en vis usikkerhed, samt med nuancetab - men vejen er beredt for en mere bæredygtig rekonstruktion på andet tidspunkt og sted.
Modsigelsen mellem sundhed og
sygdom biologisk set.
Mennesket er et samfundsvæsen, og dets natur er at se som en samfundsmæssig natur. Men mennesket forbliver også et naturvæsen som en biologisk-fysiologisk-neurologisk-anatomisk-
organisme, der i sit vekselvirkningsforhold til omverdenen kan realisere sundhed såvel som sygdom, som to modsigelsesfulde, relaterede og gensidigt betingede grundkvaliteter ved liv.
Liv kan derfor siges at ytre sig gennem enheden og modsigelsen mellem sundhed og sygdom, der begge er at se som livstypiske. Imidlertid gælder også, at kun sundhed er idealtypisk for liv, idet en organisme kun kan fungere og udvikle sig som organisme ved at realisere en grad af maksimal vitalitet og funktionsduelighed. Sundhed er derfor at se som det idealtypisk mulige[58], medens sygdom må ses som et muligt biprodukt ved livseksistensen.
En organisme lever altså ikke for at være sund respektiv undgå at blive syg - dette gælder også den menneskelige organisme - men kun i kraft af dets konkrete livsproces som et vekselvirkningsforhold mellem organismens aktivitet og omverdensforholdene kan det realisere sundhed respektiv sygdom. Heraf følger også at modsigelsen mellem sundhed og sygdom ikke er den virksomme eller bestemmende for livsprocessens vekselvirkningsforhold, men kun et sekundært moment herved - altså i forhold til livsprocessens bevægelseslogik et uspecifikt grundlag[59].
Lidelse skal vi i relation til ovenstående derfor forstå som den livseksistensform, hvor modsigelsen mellem sundhed og sygdom træder frem som en bestemmende kvalitet ved livseksistensen. Spørgsmålet er derfor nu, hvad der producerer denne modsigelse mellem sund og syg, mellem sundhed og sygdom.
Sundhed og sygdom må som alle andre livskvaliteter anskues gennem vekselvirkningsforholdet mellem organismen og omverdenen. Dette vekselvirkningsforhold kan, i følge Maiers[60], som vi i det følgende støtter os til, hvad angår det biologiske niveau - differentieres i typiske, atypiske, sygelige og syge processer, hvorimellem der eksisterer bestemte relationer.
Typisk opretholder en organisme sit liv - med kvaliteten sundhed - gennem dens (arts)specifikke tilpasningsevne til de variable (arts)specifikke omverdensbetingelser, når omverdenen indeholder de nødvendige og tilstrækkelige betingelser, samtidig med at organismens artsspecifikke tilpasningsevne ikke overfordres. Den aktive pol i organisme-omverdens-forholdet er organismen selv, hvilket også typisk er en aktivitet, der samtidig kompenserer for skadelige/sygelige forholds indvirkning på organismen, så organismens samlede fungeren ikke nedsættes, men tværtimod kan realisere sig på idealtypisk måde. Som uspecifikke processer er her de opbyggelige og nedbrydende processer, der vedvarende reproducerer den dynamiske ligevægt af de basale stofskifteprocesser.
Ændres her over for de (arts)specifikke eksistensbetingelser - det kan være kvalitativt som optrædelsen af nye omverdensbetingelser, som organismen ikke er tilpasset til, eller kvantitativt som en forøgelse af koncentrationen af bestemte eksistensbetingelser - så overskrides organismens systemkapacitet: og atypiske processer træder frem som bestemmende for organismens aktivitet. Dette er en proces, hvor de nedbrydende processer overtager over de opbyggelige, hvorved den dynamiske ligevægt forstyrres. Hermed fastholdes organismen i en stadig uligevægtssituation, der vil føre til et totalt sammenbrud af organismens regulationssystem - og dermed til ophør af den biologiske stof- og energiudvekslingsproces med omverdenen - med mindre den dynamiske ligevægt kan genskabes på en eller anden (funktionel) måde.
Atypiske processer er derfor at se som forårsaget af atypiske forandringer ved omverdenen med omverdenen som den aktive side i modsigelsen mellem organismen og omverdenen. Men organismen kan og må reagere som organisme, dvs. aktivt, herpå, hvilket også finder sted gennem dens (arts)specifikke reaktionsevne, der som funktionel egenskab ved organismens tilpasningsevne sikrer et beredskab over for forandringer. Uden denne evne ville liv ikke kunne finde sted - endsige organisk/biologisk udvikling virkeliggøre sig.
Overgangen fra atypiske processer - der altså ikke i sig selv er at se som sygelige processer - til sygeligt atypisk forekommer da, når organismens tilpasningsevne i forhold til at vende omverdenen, som værende den bestemmende pol, til selv at være bestemmende i organisme-omverdensforholdet, ikke er tilstrækkelig. Herved forvandler den ydre modsigelse mellem organismen og omverdenen sig til en ”indre modsigelse, der med egen dynamik og kamp udvikler sig inden for organismen selv”[61].
I den udstrækning, at en sådan sygelig atypisk modsigelse udvikler sig til hovedmodsigelsen i organismens liv, så er vekselvirkningsforholdet mellem organismen og omverdenen sygt, hvorved de
”sygelige delprocesser
i deres vekselvirkning inden for det levende system som helhed bygger et kvantitativt
grundlag, hvormed organismen befinder sig i en tilstand af sygdom kvalitativt
forskellig fra sundhed”[62].
Sygelige processer er ud fra dette at se som sådanne atypiske processer, der ”kan føre til sygdom”, hvor overgangen til sygdom dog kun er en
”mulighed, der
gennemgående ikke altid bliver virkeliggjort. Mellem de patologiske processers
årsager og sygdom består ingen lineær kausalsamordning”[63].
Dette må forstås ud fra, at der kan forekomme ændringer og udvikling på andre niveauer i organismens aktivitet - og som vi senere skal komme ind på: ændring og udvikling, der hænger sammen med organismens psykiske udviklingsniveau - der perspektivisk ophæver eller kan ophæve (evt. modificere) de sygelige atypiske processers stagnerende virke. En sådan specifik reaktionsevne skal vi nu sætte på begreb med stressberedskab.
Men kommer det til sygdom, så er udgangen herpå at se som eet af tre mulige: sygdom kan slå kvalitativt om i en fuld genfremstilling af sundhed, hvorved også de indre organismeforhold og -betingelser kan blive vidtgående modificeret (fx som habituel immunitet mod bestemte infektionssygdomme eller i en forstærket reaktionsevne på specifikke områder (fx at et ben sjældent brækker samme sted anden gang); eller sygdom kan føre til en betinget tilpasset tilstand med reduceret tilpasningsevne (kronisk sygdom/lidelse); og endelig kan sygdom føre til det totale sammenbrud af organismen som levende, og dermed til patologisk død[64].
Opsummerende kan vi sige, at hvis organismens typiske tilpasningsevne er væsentligt forstyrret gennem graden og/eller intensiteten af sygelige processer, så befinder organismen sig i en tilstand af sygdom med modsigelsen mellem sundhed og sygdom som bestemmende modsigelse i organismens aktivitet. Dette er en ”tidsmæssig labil form for liv”[65], der i den grad, hvor de sygelige processer vedvarer, fører til en væsentlig nedsættelse og beskadigelse af organismens tilpasningsevne, der kan - men ikke behøver - føre til en tilsvarende nedsættelse af tilpasningsevnen generelt, eller til afvikling af livsprocesserne. Lidelsesbemestring er såvel en nedsættelse af tilpasningsevnen som af organismens evne til at bemestre sine livsprocesser i et udviklingsøjemed.
Skal vi på denne baggrund bestemme et begreb om den første forform for lidelsesbemestring alment-biologisk set, så må den forankres i forhold til eksistensen af atypiske processer. Da ikke alle atypiske processer er sygelige - men dog alle sygelige processer atypiske - så er lidelsesbemestring bundet til opståelsen af de atypiske processer, der som specifik bestemmende processer i forhold til organismens samlede aktivitet ikke fører til udvikling, men tværtimod til en atypisk nedsættelse af tilpasningsevnen. Lidelsesbemestring vil vi derfor alment-biologisk bestemme som processen af atypisk nedsættelse af tilpasningsevnen, der kan - men ikke behøver - føre til en vedvarende nedsættelse af denne, hvor betingelsen for disse processers opståen er ændringer i organismens omverdensforhold, der fører til en overskridelse af organismens systemkapacitet, af den ydeevne.
Så vidt lidelsesbemestring alment-biologisk set. I det følgende skal vi overgå til at forfølge og spejle, hvorledes denne for form for lidelsesbemestring udvikles inden for de fire udviklingstrin af det psykiske, som vi - med Holzkamp - tidligere har reflekteret den naturhistoriske udviklingssammenhæng igennem.
Naturhistoriske forformer for lidelsesbemestring:
sygdom, sygdomsovervindelse og sygdomsbehandling.
Med ovenstående har vi det ”abstrakt-almene”[66] grundlag for en rekonstruktion af forhistorien for lidelsesbemestring, idet den (natur-)historiske modsigelse mellem sundhed og sygdom finder sin samfundshistoriske løsning med lidelsesbemestring som den første terapeutiske form.
Som altid ved historisk rekonstruktion må vi starte med den genetisk første form. Indfaldsvinklen hertil finder vi i det forhold, at modsigelsen mellem sundhed og sygdom må begrundes inden for systemet af organisme-populationsomverden, idet dette er den mindste analyse enhed for studiet af livsprocesser. Derfor først en almen bestemmelse af livsprocesser.
Livsprocesser kan alment bestemmes som ”selvreproduktion på populationsniveau, og organismisk systemopretholdelse på et underordnet organismeniveau”[67]. Enkeltorganismen indgår således i et ”overgribende system” med flydende ligevægt mellem assimilation (:omsættelse af energi) og dissimilation (:forbrug af energi), hvor organisme-populationen er at se som et relativt åbent system over for omverdenen som et relativt lukket system med stationær ligevægt. Som åbent system med flydende ligevægt kan der tales om eksistensen af udviklende indre modsigelser inden for organismepopulationen, idet udvikling overhovedet er et nødvendigt bestemmelsesmoment ved liv, samt om en dertil hørende/svarende progressionsgrad for organismepopulationen, idet udvikling altid har en bestemt retning givet ud fra de indre modsigelsers karakter.
De indre modsigelser er at se som funktionelle genspejlingsprocesser, der i deres egenart er bestemmende for udviklingslogikken i populationen; og de kan karakteriseres ved, at når forplantningssandsynligheden hos organismen øges via selektion og mutagenitet og fører til højere systemkapacitet, så fører det også til, at populationens overordnede systemligevægt kan overleve også under mere ugunstige ydre betingelser. Her igennem træder progressionsgraden frem som modsigelsen mellem gennemsnitlig organismisk systemkapacitet og systemtruende ydre omverdensbetingelser. I progressionsgraden ligger derfor udvikling, stagnation eller forfald og dermed død som mulige udviklingsretninger.
I relation til liv som sådan - og det vil her sige mere alment end psykisk liv - vil optrædelsen af en indre modsigelse i formen sundhed og sygdom som atypisk nedsættelse af tilpasningsevnen umiddelbart føre til forfald - og dermed til organisme-populationens ophør som organisk materie, da progressionsgraden med denne modsigelse som bestemmende bliver ”nul”. Dette betyder igen, at der intet medium er for videreførelsen af modsigelsen mellem sundhed og sygdom alment livsmæssigt set, hvorfor sundhed som sygdom derfor nok er grundkvaliteter ved liv, men de har samtidig ingen særskilt udviklingshistorie. Eller mao: udviklingshistoriens faktiske forekomst er eklatant argument for, at modsigelsen mellem sundhed og sygdom snarere er en effekt af livsprocessers stofskifteprocesser modsat en præmis herfor. Strengt taget giver det derfor heller ingen mening at tale om sundhed og sygdom på dette niveau, men kun om funktionalitet og dysfunktionalitet som opretholdelsen respektivt forstyrrelsen af systemligevægten. Men modsigelsen herimellem kan ud fra et samfundsmæssigt-menneskeligt standpunkt bestemmes i dens sundheds-sygdoms hæmmende/fremmende karakter for konkret samfundsmæssigt-menneskeligt liv - hvorfor der også kun genstandseksternt kan tales om et sygt respektivt sundt system i betydningen organisme-populationen.
På det psykiskes elementarniveau - sensibiliteten som kvalitativ egenskab ved livsprocesserne - finder vi heller intet særskilt medium for modsigelsen mellem sundhed og sygdom, altså heller ikke her en forform for terapi. Men vi møder dog en mulighedsbetingelse for, at lidelsesbemestring kan opstå fylogenetisk senere med uddifferentieringen af de to funktionskredse:
Forplantningens funktionskreds etablere sig som
”differentieringen af selvreproduktionsaktiviteter, som alle umiddelbart tjener
hele populationens systemkapacitet”[68].
Dette er en udvikling af organismens orienteringsaktivitet til at
foranledige/føre hen til seksuel kopulation, hvilket sætter betydningsenheden kønspartner,
endvidere differentieringen i forberedende og udførende betydningsenheder, og
endelig til en videre differentiering i betydningsenhederne yngelpleje og
familie; Og:
livssikringens funktionskreds der etablerer sig som ”differentieringen af enkelt-organismens systemopretholdelse (:assimilation, dissimilation), hvor forøgelsen af forplantningssandsynligheden godt nok tjener populationsopretholdelsen, men ikke direkte, snarere formidlet gennem opretholdelsen af enkeltorganismen[69]. Livssikringens funktionskreds er udviklingen af differentierede former for næringssøgning der sætter betydningsenheder som planteæder, kødæder, andre dyr mv., som videredifferentieres til betydningsenheder som jagt, kamp, flugt mv..
Netop det, at de to funktionskredse på det psykiske niveau ikke er ligestillede - idet det gælder at livssikringens funktionskreds er funktionel underordnet forplantningens funktionskreds, fordi ”enkeltorganisme-opretholdelsen blot fremstiller en omvej eller en komplikation i populations-opretholdelsen”[70]- så åbnes der mulighed for, at en enkeltorganisme kan blive bærer af atypiske processer, der ikke fører til udvikling, men til atypisk nedsættelse af tilpasningsevnen - altså sygdom - uden at dette truer populationens videreførelse. Heri ligger på den ene side en selektionsbetingelse, der kan fremme udviklingsduelige mutanter, men på den anden side må populationens systemkapacitet have en progressionsgrad, der kan kompensere for patologisk stagnation. På det psykiske elementarniveau har vi mao. en betingelse for, at modsigelsen mellem sundhed og sygdom kan træde frem realhistorisk, men dette er ikke at se som eksistensen af en forform for terapi, idet det også gælder[71], at der kun kan snakkes om artsspecifikke typer af betydningsenheder og tilsvarende typer af aktivitetssekvenser, fordi der ikke er individualiserede betydninger med individuel aktivitetsrelevans. Mao.: udvikles modsigelsen mellem sundhed og sygdom, så sker det indenfor en enkeltorganisme på basis af en overskridelse af dennes systemkapacitet, hvorved organismen går til grunde, hvorfor der heller ikke her er et særskilt medium/form for en videreførelse - kun indirekte i form af en ”overkapacitet” i selve populationens systemkapacitet; en ”overkapacitet”, der finder sin første funktionelle form med opståelsen af socialstrukturer som formidlingsniveau mellem enkeltorganismen og populationen.
På det andet trin i det psykiskes udvikling - niveauet af artsspecifik lære- og udviklingsevne - hvor det på den ene side kommer til en individualisering af de artsspecifikke betydninger og betydningsstrukturer, og på den anden side til en udbygning af socialstrukturen (denne sætter sig endeligt igennem realhistorisk), træder de dyriske familieformer frem som en mulighedsbetingelse for en direkte overlevering af modsigelsen mellem sundhed og sygdom fra generation til generation, idet der skabes mulighed for socialstrukturel kompensering af enkelte dyrs atypiske nedsættelse af tilpasningsevne. En overskridelse af det enkelte dyrs systemkapacitet fører ikke automatisk til patologisk død, idet de andre dyr kan forholde sig individualiseret til betydningen af en socialpartners eksistensform. Socialstrukturen giver mulighed for støtte til sygdomsovervindelse, fx beskyttelse mod kulde, fjender, eller måske dét at få slikket et åbent sår rent af artsfæller, som det kendes hos højere dyrearter. Denne støtte kan endvidere siges at vinde stadig større funktionel betydning for artens overlevelse, jo mere de dyriske socialstrukturer er udviklet (:individuerede), idet de voksne dyr - qua deres individuerede erfaringer - i sig selv er væsentlige for etableringen og fastholdelsen af den nødvendige traditionsbygning, der bringer socialgruppen/arten videre fra generation til generation. På dette trin i det psykiskes udvikling gives der mulighed for, at de enkelte dyr kan gøre erfaringer med sygdom, og dermed også erfaringer med sygdomsovervindelse - men det er samtidig erfaringer, der kun indirekte overlever det enkelte individ, nemlig som en mulig modificering af traditionsbygningen i form af en differentiering af socialstrukturen i forhold til forholdemåder over for sygdom hos artsfæller.
Vi kan her tale om en forform for terapi eller om en genetisk elementarform for lidelsesbemestring, der består i ad hoc sygdomspleje gennem socialpartnerstøtte formidlet gennem familieforbund. Modsigelsen mellem sundhed og sygdom kommer her på begreb som individueret forholden sig til sygdom. Vi skal sætte denne første form for lidelsesbemestring på begreb med sygdomsovervindelse.
Problemet er nu, hvorledes denne elementarform for lidelsesbemestring videreudvikles inden for det psykiskes almene videreudvikling på niveauer af specifik menneskelig natur (tredje trin), samfundsmæssig udvikling og individuel samfundsmæssiggørelse (fjerde trin) og samfundsmæssig og individuel selvsamfundsmæssiggørelse (femte og dermed første trin indenfor den nu samfundsmæssigt-menneskelige udviklingskvalitet). I dette afsnit skal vi følge videreudviklingen af lidelsesbemestring inden for det tredje og fjerde trin, og vi griber her tilbage til den sammenhæng, der er bestemmende for denne udvikling: overgangen fra naturhistorie til samfundshistorie (antropogenesen).
Med udviklingen af manipulationsevnen med midler og individualiseret socialkontakt i de tropiske regnskove kommer funktionen af sygdomsovervindelse endelig ”helt på begreb” qua den hermed forbundne videreudvikling af vedvarende former for socialkontakt og af selvstændiggjorte former for social understøttelse/hensyntagen respektiv emotionel integration. Det betyder endvidere for sygdomsovervindelse, at det ikke blot får problemkarakter for en socialpartner, hvis dens makker skranter, men det må antage konfliktkarakter for en socialpartner, hvis ikke socialparterne kan overvinde sygdom sammen. Hos højere dyrearter kendes der for eksempel til det forhold, at en socialpartner næsten er på kanten til at ofre sin egen eksistens for at beskytte en ubeskyttet makker. På trods af konfliktkarakteren er der dog kun mulighed for ad hoc forholden sig til sygdom som aktivitetsmuligheder, der er givet qua den specifikke traditionsbygning og de enkelte dyrs individuelle erfaringer. Med tilbagetrængningen af regnskovene, og den hermed forbundne udvikling af to-benetheden, den aflastede brug af ”hænderne”, samt videreudviklingen af læreevnen fra informationsbearbejdning til fremstilling af relations- og resultat-anticipations-opfattelser, opstår også muligheden for en koncipering af selve modsigelsen mellem sundhed og sygdom i relation til forholdet mellem aktivitet og betingelser. Den enkelte kan også gøre erfaringer med sig selv som skaber af problematiske forhold i livsbetingelserne og/eller for sig selv i disse.
Mao. kommer der - som en effekt af udviklingen af sagsintentionaliteten - en kobling mellem aktivitet og resultat til syne, der muliggør en fundering af sygdom i forhold til subhominidens egenaktivitet, hvilket kan siges at være en funktionel genspejling af modsigelsen mellem sundhed og sygdom. Det er en fundering, der her kun kan siges at dreje sig om mere umiddelbare aktivitet-resultat-relationer med sygdom som resultat, hvad vi skal sætte på begreb med ulykkestilfælde: subhominiden går simpelt hen fejl af livsbetingelsernes egenart og rammes af dem med (somatisk) skade til følge.
Med udviklingen af den funktionsopdelte aktivitetskoordinering - de forskellige dele af en aktivitetssekvens varetages af forskellige individer, som gensidigt sætter sig ind som ”instrument” for realiseringen af mål og målforestillinger, altså udviklingen af kvaliteten social intentionalitet - bliver det endvidere muligt også at erfare andre som skabere af problematiske forhold i livsbetingelserne, evt. direkte skade af een selv, samt erfare sig selv som skaber af problematiske forhold for/ved andre artsfæller.
Opsummerende kan vi sige, at med udviklingen af sags- og socialintentionaliteten, så opstår der mulighed for at erfare modsigelsen mellem sundhed og sygdom som konsekvens af egen- og andres konkrete aktiviteter, men dette endnu kun i sin direkte form som ulykkestilfælde, altså kausal sygdomsproduktion. Selve sygdomsovervindelsesproduktionen vinder imidlertid også nye træk med udviklingen af sags- og socialintentionaliteten, idet der åbnes mulighed for ikke blot at erfare sygdom som sådan, men at differentiere mellem sygdomme (qua den begyndende objekt-tænkning) ud fra typiske sygdomsforløb. Dette sætter igen muligheden for differentierede forholdemåder, qua den begyndende gen-yderliggørelse af inderliggjorte aktivitetsdele via ”tænkning”, over for sygdomme, hvilket kan ses som en begyndende behandling af artsfæller.
I den videre naturhistoriske/antropologiske udviklingsproces - hvor det kommer til en funktionsvekslen fra den individuelle middelfremstilling og -benyttelse til social fremstilling og social brug af værktøj, og dermed til en integration af sags- og socialintentionaliteten på et nyt niveau, hvor det kollektive aspekt i skabelsen af midler til almengjorte formål og det sociale aspekt i den kollektive forsorg bliver to sider af samme sag - opstår der en kvalitativ ny sammenhæng for konsekvens-tænkningen omkring dimensionen sundhed-sygdom. Den begyndende opløsning af det individuelle forhold mellem aktivitet og resultat til fordel for en kooperativ formidling begrænser på den ene side den funktionelle værdi af konsekvens-tænkningen, da betingelserne for modsigelsen mellem sundhed og sygdom nu selv begynder at blive skabt/produceret i deres generelle træk. På den anden side åbnes der mulighed for qua den funktionsdelte kooperation som almengjort forsorg at reflektere forholdet mellem generelle livsbetingelser og typiske sygdomme, da den almengjorte forsorg indeholder ”samfundsmæssige mål”, hvis konkrete realiseringskonsekvenser til stadighed må tilbagereflekteres i forbindelse med sættelsen af nye mål ud fra gamle.
Selve funktionsvekslen mellem funktionsopdelt koordination og funktionsdelt kooperation betyder i første omgang blot, at den kvalitativt nye ramme for sygdomsovervindelsesfunktionen etablerer sig som ny mulighedsbetingelse, så der skal en indre udvikling/videreudvikling af den funktionsdelte kooperation til, før sygdomsovervindelsesfunktionen kan vinde nye træk, eventuelt overgå til en ny kvalitet af en forform for lidelsesbemestring.
Det er her muligt at vise, at funktionen sygdomsovervindelse kvalificerer sig som sygdomsbehandling som en kvalitativt ny forform for lidelsesbemestring i samme grad, som det kommer til en dominansvekslen mellem social værktøjsbrug og samfundsmæssigt arbejde, idet socialstrukturen her selvstændiggør sig som en samfundsmæssig omverden, hvilket nødvendiggør udviklingen af en ”generaliseret” sygdomsovervindelsesfunktion. Vi følger opståelsen af sygdomsbehandling.
Med gennemsætningen af den funktionsdelte kooperation taber den tidlige overindividuelle mål-anticipation fra den funktionsopdelte koordination dens ad hoc karakter, og samfundsmæssige mål opstår, som de enkelte vedvarende må bidrage til realiseringen af. I de samfundsmæssige mål genspejles - ellers ville de ikke kunne have sat sig igennem - for det første almengjorte brugbarheder og for det andet dét at være partner i kooperative livssammenhænge. I kraft af den nu genstandsmæssigt producerede ”omverden” opstår der vedvarende tankestrukturer og tankeformer, som de involverede - gennem tænkende tilegnelse og realisering i deres sammenhæng af aktivitet-årsag-virknings-relationer - må informere sig igennem. Dette skaber/sætter også to personrelaterede tankeformer: den almengjorte producent og den almengjorte forbruger - men det er vel at mærke inden for den ramme, hvor de producerede midler principielt står til rådighed for alle socialforbundets medlemmer, selv om de ikke er med i produktionen. Dette muliggør en begyndende koncipering af forholdet mellem aktivitet-årsag-virkning og betingelser og sygdom. Dette er for eksempel, at sult kan føre til sygdom, og at bestemte næringsstoffer kan være skadelige - erfaringer, der samles op gennem modificering og udvikling af de samfundsmæssige målforestillinger, hvorved erfaringerne får effekt for andre end de, der selv gør dem, hvilket øger overlevelsessandsynligheden for forbundet som sådant.
Der sker med andre ord en tentativ forebyggelse af opståelsen af modsigelsen mellem sundhed og sygdom ved at minimere opståelsen af de betingelser - som nu mere og mere er samfundsmæssigt producerede betingelser - der antages at have en sygdomsproducerende rolle. Dette muliggør igen, at selve sygdomsovervindelsesprocessen kan funderes bredere: den kan ses eller sættes i relation til mere hypotetiske antagelser om, hvad der gik forud - hvilket hidtil kun har været muligt ved ulykkestilfælde (:den kausale sygdomsproduktion).
I samme grad som socialstrukturen selvstændiggør sig som en samfundsmæssig omverden gennem udviklingen af social værktøjsbrug til samfundsmæssigt arbejde sættes de enkelte subhominider som menneskelige individer, der må samfundsmæssiggøre sig individuelt. Dette betyder for opståelsen af modsigelsen mellem sundhed og sygdom, at den enkeltes handlinger som sådan er at se som et delaspekt også i udviklingen af sygdom - et forsvindende moment godt nok, da den individuelle virksomhed er at se som den personlige realisering af de samfundsmæssige handlings- og betydningssammenhænge, men her indenfor et ikke ubetydeligt moment. Hertil kommer endvidere, at selve sygdomsovervindelsesprocessen muliggør en optimering, idet momentet af individuel samfundsmæssiggørelse muliggør både en relatering af den enkeltes sygdom i forhold til betingelser, der gik forud for sygdom, og et kooperativt samarbejde mellem den individuelt syge og kollektivet - begge forhold, der kan bidrage til en konkret - og perspektivisk: generaliseret sygdomsovervindelse. Hermed opstår der mulighed for en aktiv involvering af den syge i sygdomsovervindelsesprocessen, hvad vi skal sætte på begreb med sygdomshandlinger - hvilket omvendt modsvares af kollektivets muligheder for aktivt at reflektere selve sygdomsprocessen og forholde sig differentieret til den, hvilket er en specificering af differentierede handlinger over for forskellige typer af sygdomme; og en ny form for lidelsesbemestring er trådt frem: sygdomsbehandling.
Opsummerende kan vi sige, at videreudviklingen af sygdomsovervindelsesfunktionen tager sin begyndelse på basis af en erfaringsakkumulering med også de problematiske konsekvenser af den begyndende eksistens via producerede sociale betingelser, hvilket ud over at etablere funktionen af sygdomsbehandling - der videreføres i den gamle funktions medium: familien, der nu kun eksisterer som en undergruppe i storgruppen - også sætter de antropologiske dimensioner af sygdomsforebyggelse og sygdomshandling. Både udviklingen af sygdomsbehandling på basis af sygdomsovervindelse, opståelsen af sygdomsforebyggelse og af sygdomshandlinger er muligheder, der kan gribes. I den grad, hvor de er blevet grebet har de kunnet få en udviklingsfremmende effekt frem imod indgangen i samfundshistorien. Nødvendigheden af et greb om dem - formidlingen af arbejdsvirksomhed i forhold til dem - kan først siges at opstå i samme grad, som den sociale struktur via de genstandsmæssigt producerede midler, og den menneskelige natur, via det udviklede mulighedsforhold til omgivelserne, selvstændiggør sig endeligt i forhold til hinanden som samfundsmæssig og individuel reproduktion (:dominansomslaget).
Da denne selvstændiggørelse samtidig betyder sættelsen af en kvalitativ ny udviklingsretning (:overgangen fra det fjerde til det femte analyseskridt er identisk med det første analyseskridt på et nye udviklingsniveau), så vil det nødvendige greb om sygdomsbehandling, sygdomsforebyggelse og sygdomshandling samtidig grundlæggende modificere de antropologisk udviklede funktioner/dimensioner. De trækkes med igennem en ny udviklingskvalitet og må herigennem selv videreudvikles; en videreudvikling, der sætter forformerne for lidelsesbemestring - sygdomsovervindelse og sygdomsbehandling - på begreb som terapi.
Vores næste opgave er derfor rekonstruktion af, hvordan funktionerne af sygdomsbehandling, sygdomsforebyggelse og sygdomshandling videreudvikles til terapi gennem fylogenesens overgang i samfundshistorie.
De endelig skridt til en udtræden af fylogenesen er karakteriseret gennem en stadig voksende aktiv naturtilegnelse gennem genstandsmæssig indgribende forandring af almene formål for livsproduktionen, hvor indtræden i samfundshistorien sker gennem overgangen fra okkupationsdrift (jagt og bærsamling) til produktionsdrift (kvæghold og agerbrug). Denne overgang betyder overgangen til en stationær lokalitetseksistens (de primitive jæger- og samlersamfund var dog selv stationære, men kun i en vis grad, og alene bestemt ud fra de forefundne naturbetingelser), hvilket muliggør en øget erfaringsophobning i omgangen med sygdoms- og ulykkestilfælde. Samtidig tvinges socialstrukturen ikke længere i konflikt i forhold til at efterlade/ikke efterlade (kronisk) syge ved vandring; - Men dette stiller samtidig kravet om en udbygget forholden sig til sygdom. Omvendt betyder dette også, at syge altid vil få/have orienteringsmuligheder i forhold til, hvor der kan ydes støtte, samt hvilken støtte, der kan komme på tale.
Det er en overgang, der empirisk markeres af indsamling og ophobning af forskellige urter med lægende virkning; det er udvidet indgreb i selve det menneskelige legeme med midler ud fra erfaringer med, at indtrængende genstande i legemet kan forårsage sygdom/død, hvis ikke de fjernes; og i forlængelse heraf at knoglebrud heles forskelligt afhængigt af omgangen med dem. Hertil kommer erfaringer med, at sult og mangel på bestemte næringsstoffer kan medføre sygdom. Alt dette betyder udviklingen af bestemte handleprocedurer i forhold til typiske sygdomme/sygdomsforløb.
Med gennemsætningen af den samfundsmæssige kooperation opstår også betingelserne for en kvalitativt ny tankeform omkring sygdom. De med den funktionsdelte kooperation opståede personrelaterede tankeformer om den almengjorte producent respektiv forbruger videreudvikles til konceptet om kollektivisten, som den almene arbejder, hvilket sætter forbundstænkning som dimension mellem kollektivet og den enkelte. Heri genspejles det forhold, at det er et problem for kollektivisten, at en anden/andre kollektivist(er) har problemer. Hermed beriges dimensionen af sygdomsforebyggelse med en ramme, der gør det til et fælles/kollektivt problem, når/hvis den enkelte stilles i en problematisk eksistens.
På niveauet af individuel eksistens inden for samfundsmæssig kooperation ændres rammen/betingelserne for sygdomshandlinger. Disse bliver ikke længere kun handlinger, der eksisterer i processen af sygdomsbehandling, men det bliver en dimension ved den enkeltes virksomhed, som den enkelte og andre kan og må forholde sig til: er det, fordi jeg er ved at blive syg og skal jeg stoppe med/skifte virksomhed, måske søge behandling, eller er det noget andet, der gør mig utilpas mm. Dette modsvares også af, at den arbejdsdelte kooperation/strukturs enkelte delarbejdere har forskellige genstande, som ikke umiddelbart kan udskiftes med en anden uden at selve delarbejdet falder fra hinanden, eller simpelthen bliver til et andet delarbejde med et indhold, der typisk eller nødvendigvis varetages andre steder i den kooperative struktur. Hertil kommer nødvendigheden af realiseringen af langsigtede målforestillinger, der typisk ikke umiddelbart lader sig ændre eller udskyde til et andet tidspunkt.
Vi er nu fremme ved problemet om, hvorledes sygdomsbehandling, sygdomsforebyggelse og sygdomshandling modificeres og udvikles til terapi som form for social praksis inden for samfundsformens selvsamfundsmæssiggørelse. Dette er spørgsmålet om, hvordan lidelsesbemestring konkret-alment produceres.
Samfundsmæssig betingethed, kollektiv social
belastning, individuel overbelastning og forbund om personlige symptomer:
lidelsesbemestring som kollektiv varetagelse af personlig lidelse.
Vi griber her tilbage til vores bestemmelser om samfundsformens strukturelle almengørelsesproces som formidlingsforhold mellem personer og kollektiv på den ene side og kollektiver imellem på den anden side - det første inden for det sidste samfundsmæssigt-historisk set, det sidste inden for det første individuelt menneskeligt set. Det er her indenfor, at sygdomsforebyggelse, sygdomsbehandling og sygdomshandling ophæves til lidelsesbemestring som form for social praksis, altså praksisform.
I samfundsformen virker de enkelte personer gennem kollektiver, og kollektiverne på basis af de enkelte personers produktive kooperation. Her igennem dannes praktiske livsrytmer mellem forskellige delarbejdsprocesser og personlige virksomhedsprocesser.
Typisk realiserer mennesket sit liv gennem dets udviklingsevne til at bearbejde dets praksisformer gennem motiveret overtagelse af arbejdsstrukturens almengørelse, hvilket samtidig er en almengørelse af individets egne virksomhedsformer.
Hvad angår individets tidlige dannelse, så er arbejdsvirksomheden, som funktionel struktur betragtet, kun perspektiv, om end nødvendigt perspektiv for personlighedens dannelse, en dannelsesproces der afsluttes med den første personlighedsdannelse i 4-7 års alderen, der igen er den første af flere kvalitativt forskellige og hierarkisk udviklelige. Den første personlighedsdannelse er det op til understøttelsespersonerne at realisere sammen med den spæde på basis af de naturlige reflekser, der orienterer sig herom. Men værensfyldeproduktionen er den spæde som sådan ikke personligt subjekt for og i. Men den spædes subjektivitet og selvstændige egenvirksomhed omkring værensfylde udvikles i samme grad, som der skabes mulighed for egenvirksomhed som personlighed. Herefter er det samarbejde på fælles præmisser, mellem personer inden for kollektivet i relation til andre kollektiver.
For personlighedsdannelser, altid på sin vej, må vi derfor sige, at de typisk realiserer arbejdsvirksomhed gennem de involveredes kooperative samarbejde ud fra overgribende mål og hertil relaterede midler, interesser og behov. Atypiske processer som social belastning træder derfor frem gennem det forhold, at givne praksisformer - som individerne forvalter deres liv igennem - hverken umiddelbart eller middelbart lader sig udvikle til arbejdsvirksomhed: der kan mangle midler; og/eller de genstande/ressourcer, der er til rådighed, er hverken de nødvendige eller tilstrækkelige betingelser i forhold til opfyldelsen af individernes aktuelle interesser/behov - hvorfor der stiller sig/optræder en konflikt mellem kortsigtede og langsigtede livseksistensinteresser. I sådanne situationer må og kan individerne, hvis de vil fastholde den eksisterende grad af livssikring, reagere subjekt-agtigt ved at mobilisere ressourcer og kræfter i forsøget på at overvinde de givne konflikter ved at bringe de bestemmende kollektive betingelser ind under en overgribende kollektiv bestemmelse af dem. Dette er kun muligt gennem ændring/udvikling af selve arbejdsvirksomheden, og dette er omvendt også overhovedet betingelsen for at fastholde en allerede opnået grad af livssikring.
Typisk er det menneskelige liv derfor, når det af egen kraft er virksomt i sin egen almengørelse som personligt subjekt i den kooperative produktions almengørelse. Som uspecifikt grundlag er her det biologiske eksistensniveau, der fordrer bestemte betingelser - næring, varme, lys mm. - for at kunne opbygge og udvikle sig på naturlig vis. I dette uspecifikke grundlag sker der endvidere en stadig kompensering for skadelige/sygelige forholds indvirkning på den menneskelige organisme. Som uspecifikt grundlag for de menneskelige livsprocesser er lovmæssighederne ved det specifikt menneskelige niveau derfor af en kvalitativt højere art end lovmæssighederne for det almen-biologiske - en kvalitet som vi skal betegne med menneskelig udviklingsevne. I denne udviklingsevne må vi også tale om et menneskeligt handleberedskab for at markere den grundlæggende forskel, at mennesket i modsætning til dyrene kan og må tilpasse omverdensbetingelser til til sig. Begrebet tilpasningsevne tilhører altså naturhistorien, medens begrebet handleberedskab er et begreb for den specifikt menneskelige tilpasningsevne, der netop består i den aktive udvikling af egen virksomhedsform.
Det kommer heroverfor til opståelsen af atypiske processer, når individets handleberedskab - i forhold til dets givne praksisformer, som individet er stillet med, samt stillet med kravet om at almengøre med arbejdet som perspektiv - ikke er tilstrækkeligt, og/eller når dets biologiske tilpasningsevne overskrides (det sidste inden for det første).
En sådan utilstrækkelighed på virksomhedsniveau - og her indenfor en respektiv overskridelse af den biologiske tilpasningsevne til de fysiske/materielle forhold - er grundlæggende et samfundsmæssigt forhold, hvorfor utilstrækkeligheden består i en utilstrækkelig kollektiv og personlig bestemmelse af eksistensbetingelserne.
Dimensionen utilstrækkelighed/tilstrækkelighed - som vi tidligere har bestemt som et uspecifikt moment ved den almene samfundsmæssigt-historiske udviklingsbevægelse - kan altså træde selvstændigt frem i formen atypiske processer. Vores problem i det følgende er derfor, hvad der producerer de atypiske processer, der har at gøre med udviklingen af modsigelsen mellem sundhed og sygdom. Dette er spørgsmålet om, hvordan det kommer til en utilstrækkelig bestemmelse af eksistensbetingelserne, og i forlængelse heraf hvorledes denne utilstrækkelighed reproduceres gennem utilstrækkelig almengjort arbejdsvirksomhed.
Den første form for utilstrækkelig bestemmelse af livsbetingelserne, der har at gøre med modsigelsen mellem sundhed og sygdom, finder vi allerede ved udgangen af det psykiskes første trin (:sensibiliteten). Der eksisterer her en populationsmæssig ”overkapacitet”, som kompenserer for patologisk død som følge af opståelsen og effekten af modsigelsen mellem sundhed og sygdom hos enkeltorganismer - en ”overkapacitet”, der finder sin første funktionelle form med opståelsen af socialstrukturer og individuel læreevne[72]. Men eksistensen heraf fjerner ikke betingelserne for opståelsen af modsigelsen mellem sundhed og sygdom, hvilket samfundsmæssigt-menneskeligt bliver til naturkonflikter, som formidles gennem den samfundsmæssige produktion som bevidst foregribende bemestring af de fælles livsbetingelser gennem kollektivt arbejde.
Som generel dimension ved samfundsmæssig kooperation har vi derfor de naturbetingelser - og lovmæssigheder - der endnu ikke er et bevidst formidlet greb om i perspektivet de kortsigtede interessers ophævelse i de langsigtede. Disse naturforhold - samfundsmæssigt set naturkonflikter - kan ses som partielt bestemmende for den samfundsmæssige produktion, idet de særligt udsatte/svækkede kollektiver og/eller udsatte/svækkede personer heri rammes af betingelser, som der ikke kan gribes ind over for. Det er betingelser, som der må læres at leve med, indtil der kollektivt er udviklet et fælles greb om dem.
Den næste form for utilstrækkelig bestemmelse af livsbetingelserne opstår overhovedet med samfundsformen, og dette i kraft af dennes nødvendige relation til naturbetingelserne som sådan. Atypiske ændringer i de givne naturforhold kan føre til, at naturforholdene bliver til den bestemmende pol i forholdet mellem individ og samfund, hvilket betyder et tryk mod den kollektive og personlige bestemmelse af de samfundsmæssige forhold med (aktuelle) konflikter og trusler mod den livspraktiske overlevelse til følge - forhold som hvis ikke de overvindes fører til samfundsmæssig stagnation mm. Denne særlige form for utilstrækkelig bestemmelse skal vi sætte på begreb med aktuelt naturtryk.
Den sidste og specifikke form træder frem inden for samfundsformen idet konsekvenserne af en bestemt arbejdsvirksomhed personligt som kollektivt kan være utilstrækkeligt foregrebet, hvorved individerne rammes af deres egne produktionsbetingelser - indirekte ved at ikke-tænkbare, problematiske, farlige eller truende problemer dukker op, eller direkte ved ulykkestilfælde, hvor personer rammes af egne eller andres handlinger.
Vi skal sammenfatte disse tre former for utilstrækkelig bestemmelse af livsbetingelserne i konceptet om social belastning. Om denne kan siges, at den er at se som en uspecifik bestemmende dimension ved samfundsmæssig kooperation overhovedet, og at den består i en samfundsmæssig betingethed af eksistensbetingelserne. En sådan betingethed er kun - eller kan kun typisk være - en partiel betingethed, da den fuldstændige betingethed er ophør af livsprocesser, hvorfor vi også må tale om grader af social belastning. Heraf følger at graden af social belastning er bestemt ud fra produktivkræfternes udviklingsniveau og af den kollektive bestemmelse af de samfundsmæssige forhold, hvor almen samfundsmæssig udvikling i relation hertil er minimering af den sociale belastning, idet udvikling ikke længere - som på naturhistorisk niveau - sker gennem udryddelse af de dårligst ”tilpassede” individer eller af social forbund (”kollektiver”) som sådan, men gennem den aktive tilpasning af de samfundsmæssige livsprocesser til naturforholdene.
Når der således må tales om grader af social belastning på
grund af utilstrækkelige bestemmelser af omverdensforholdene, så kan vi også
sige, at vi på det samfundsmæssigt-menneskelige niveau har at gøre med en specifik
dimension af utilstrækkelighed og tilstrækkelighed, der til stadighed
reproduceres. Vi skal begrebsliggøre dette med konceptet om mangelfuld bemestring
som arten og graden af social belastning, der er virksom i den
samfundsmæssigt-menneskelige reproduktionsproces.
Konkluderende kan vi nu sige, at atypiske processer opstår som reaktion på social belastning af det enkelte individ. Men social belastning er ikke blot noget, der rammer kollektivet og som personerne reagerer på med atypiske livsprocesser til følge. Social belastning produceres og reproduceres inden for konkret arbejdsvirksomhed: kollektivet og de enkelte er selv virksomme hermed og heri. Hermed er vi fremme ved det andet spørgsmål om reproduktionen af specifik mangelfuld bemestring af livsbetingelserne, idet opståelsen af social belastning enten er en følge af den konkrete/aktuelle arbejdsvirksomhed og/eller kan være følgen af tidligere arbejdsvirksomheder for kollektivets personer.
Af ovenstående får vi, at hvis ikke reaktionen, som reaktion på social belastning, er tilstrækkelig til at vende sammenhængen for kollektivet respektiv situationen for personen gennem udviklingen af praksisformen til arbejdsvirksomhed, så må kollektivets individer handle sig ind i en situation af social overbelastning: kollektivets individer rammes nu af den specifikke mangelfulde bemestring.
Men ligesom kollektivet så rammes det enkelte individ heller ikke blot af social belastning i en situation: den enkelte er virksom eller handler sig ind i en sammenhæng. Reaktionen på social belastning fører ikke automatisk til en situation af social overbelastning for den enkelte. Den specifikke kvalitet ved den menneskelige udviklingsevne - handleberedskabet til motiveret energimobilisering omkring problemudvikling, -formulering og -løsning – muliggør også energimobilisering, når dets arbejdsvirksomhed konflikter i forhold til både umiddelbar og middelbar foregrebet nødvendig samfundsmæssig almengørelse. Dette sker gennem umiddelbar aktivering af det biologisk givne stressberedskab på den ene side, og på den anden side gennem middelbar aktivering af viljeprocesser på virksomhedsniveau. Disse processer er nu (over for deres karakter på subhominide-niveau) psykiske funktionsprocesser, der aktiveres indenfor motivationsprocesserne - hvad vi skal sætte på begreb med produktiv motivation[73].
Er aktiveringen af såvel stressberedskabet og af den produktive motivation med de handlekonsekvenser, som udviklingen af disse får, ikke tilstrækkelig til at vende indvirkningen af den aktuelle sociale belastning, så må det komme til overbelastning af den individuelle eksistens med udviklingen af personlige symptomer - som ”løsning” af de atypiske modsigelser i individets virksomhed - til følge.
Sygelige processer opstår i forlængelse heraf, når de atypiske modsigelser mellem individets samlede virksomhedsformer og dets praksisformer (:arbejdsvirksomhedsformer) bliver til indre modsigelser der med egen virke, dynamik og kraft udvikler sig indenfor den menneskelige virksomhed. Sygelige processer opstår derfor, når individets udviklingsevne overskrides, hvilket er at se som den proces, hvor personlige symptomer får relativ selvstændigt virke inden for den individuelle virksomhed.
Det kommer i forlængelse heraf til sygdom, når en sygelig atypisk modsigelse udvikler sig til den grundlæggende modsigelse i individets virksomhed. De personlige symptomer er nu de bestemmende forhold i individets vekselvirkningsforhold med omverdensbetingelserne. Udgangen herpå er - som tidligere bestemt - enten reetablering af udviklingsevnen, vedvarende nedsættelse heraf eller livets ophør, hvor det kan siges, at det kun er ændringer på det biologiske niveau, der kan medføre irreversible ændringer (herunder også ændringer/beskadigelse af det materielle substrat for de psykiske processer på det menneskelige virksomhedsniveau).
Opsummerende kan vi sige, at modsigelsen mellem sundhed og sygdom træder frem, i samme grad som social belastning udvikler sig til personlig overbelastning, hvilket finder sted, når individet ikke kan undslippe eller undgå at blive ramt af mangelfuld kollektiv som individuel bemestring af betingelser i arbejdsvirksomheden. Den personligt overbelastede bliver nu individuel bærer af mangelfuld bemestring af livsbetingelserne gennem udviklingen af personlige symptomer, der er at se som indre stagnerende forhold i individets samlede virksomhedsstruktur. Som indre stagnerende forhold er de at se som en betingethed af den personlige selvbestemmelse, hvorfor denne må træde frem gennem nedsat handleevne og forstyrret værensfylde, hvad vi skal sætte på begreb med personlig lidelse. Er den personlige lidelse grundlæggende, er individet i en tilstand af sygdom.
Nu er overgangen fra typisk atypiske processer - og i
forlængelse heraf overgangen fra sygeligt atypisk - til syge processer ikke en
automatisk eller selvkørende proces inden for arbejdsvirksomheden. Det er
derimod overgange, der produceres og reproduceres gennem personernes
specifikke indgreb og greb om selve arbejdsvirksomheden som en fælles
proces mellem kollektivet og den enkelte, hvorfor vi også kan sige, at den
individuelle betingethed modsvares af en samfundsmæssig betingethed af arbejdsvirksomheden
i de personlige symptomers gestalt. Personlige symptomer er derfor
udtryk for en individuel som samfundsmæssig betingethed af mangelfuld
bemestring af arbejdsvirksomheden - altså udtryk for at der stiller sig et
problem i vejen for almengørelsen af arbejdsvirksomheden. Overgangen fra
social belastning til personlig overbelastning må derfor registreres af den
enkelte som af kollektivet som et fælles problem ved arbejdsvirksomheden. I
kraft af denne tilgrundliggende fælleshed - dit problem er også mit/vores, og
omvendt mit problem er også dit, jeres - må forbundstankeformen - som
udtryk for den kollektive berørthed - træde frem som bestemmende
dimension mellem kollektivets medlemmer. Og en person-kollektiv-problemløsningsproces
udvikler sig med de personlige symptomer som det formidlende tredje.
For kollektivet som for den enkelte drejer det sig om udviklingen af en problemformulering om sammenhængen mellem de konkrete arbejdsvirksomhedsbetingelser og den individuelt overbelastedes personlige symptomer, der muliggør en overvindelse af problemet som sådant gennem ændrede kollektive indgreb i arbejdsvirksomheden. Konciperingen af denne sammenhæng er det nærværende udgangspunkt som grundlag for etableringen af handletiltag over for de personlige symptomer.
Men i samme grad som denne sammenhæng mellem personlige symptomer og omverdensbetingelser ikke lader sig koncipere i formen handletiltag med ændringer af den konkrete arbejdsvirksomhed til følge, så bliver de personlige symptomer som et bestemt forhold mellem samfundsmæssig og individuel betingethed af betingelserne til det bestemmende tredje mellem den personligt overbelastede og kollektivet. Sygdomsforebyggelse og sygdomshandlinger er allerede kommet på samfundsmæssigt begreb i kraft af, at arbejdsvirksomheden er søgt ændret/udviklet gennem et ændret greb ud fra konciperingen af forholdet mellem atypiske processer og deres opståelsessituationer, -sammenhænge og –betingelser. Nu kommer så også sygdomsbehandling på samfundsmæssigt begreb med den samfundsmæssige organisering af det forhold, at kraften til at bryde den individuelle og samfundsmæssige betingethed af arbejdsvirksomheden ved de personlige symptomer ikke kan komme fra disse selv, men kun fra personens og kollektivets samlede systemkapacitet/arbejdsvirksomhedsstruktur gennem et ændret vekselvirkningsforhold til omverdensbetingelserne, herunder også fremskaffelsen af nye omverdensforhold - en proces som kollektivet bliver mere og mere virksom i, i forhold til den personligt overbelastede.
Da modsigelsen mellem samfundsmæssig og individuel
betingethed i det personlige symptoms gestalt såvel opstår som reproduceres
kollektivt som personlig lidelse, så kan vi bestemme lidelsesbemestring
som kollektiv varetagelse af personlig lidelse. Dette er at se som
en bestemmelse af grundformen for terapi som form for social praksis, altså som
praksisform. Denne får både en samfundshistorisk udviklingslinie som kollektiv
reproduktionsform og en individual-historisk udviklingslinie som personlig
bearbejdningsform.
Et alment sygdomsbegreb kommer nu også til syne: sygdom er i dets modsætning til sundhed at se som en betinget modsigelse i individets bearbejdningsforhold til dets reproduktionsformer.
KAPITEL 15.3:
Samfundshistoriske former for terapi: tvangsovervindelse som klassesamfundsformen
og afmagtsovervindelse som kapitalformen for terapi.
Vi har nu den kategoriale ramme, som vi har søgt for at kunne stille os på vores genstands historiske standpunkt. Det er blevet oparbejdet således, at vi samtidig er blevet stillet i standpunktet. Det følgende er derfor dette standpunkts historie, hvilket er historien om dets perspektiviske selvsamfundsmæssiggørelse.
Med samfundsformens opståen som menneskelig eksistensopretholdelse indgår individerne i et system af praksisformer, der strukturerer sig som konkret arbejdsvirksomhed. Gennem individernes handlinger i disse arbejdsvirksomhedsformer producerer de på livspraktisk måde deres liv, samtidig med at de bidrager til både udviklingen af den samfundsmæssige kooperationsproces og til udviklingen af deres egen virksomhedsstruktur. Herigennem produceres nye praksisformer, der må gribes i perspektivet arbejdsvirksomhed - ellers vil den kollektive som personlige bestemmelse af samfundsprocesserne ikke kunne udvikles endsige fastholdes, hvilket medfører stagnation og stadig stigende livstrussels-eksistens. Her overfor kan vi sige, at i samme grad som denne udvikling indeholder og indbefatter arbejdets struktur som selvbestemmende virksomhed, så finder der en samfundsmæssig almengørelse sted af praksisformerne til arbejdsvirksomhed, idet selvbestemmelse er standpunkt som perspektiv i samfundsmæssig og individuel reproduktion - hvilket igen er den eneste måde, som menneskene langsigtet kan sikre deres livseksistens og opnå optimal værensfylde på. Det er så at sige deres væsen at selvbestemme deres samfundsmæssige udviklingsbevægelse, dvs. angstfri værensfylde.
Samfundsformen er i forlængelse heraf ikke at se som løsrevet fra naturen, som stående over den eller udenfor den. Samfundsformen udvikler sig af naturhistorien som ny form for historie - samfundshistorie - der reproduceres gennem bestemmelse af egne producerede samfundsmæssige love via bemestring af naturlove - det ”evige stofskifte mellem menneske og natur” - der må bringes under samfundsmæssig kontrol og virke gennem bemestring af samfundsmæssige love. Så selv om samfundshistorien er en kvalitativt ny form for (natur-)historie, så må vi tale om et ”horisontalt” udviklingsforhold mellem samfundshistorie og naturhistorien.
I dette udviklingsforhold, der bevæges gennem individernes bevidst formidlede indgreb i de samfundsmæssige love i det nødvendige perspektiv af de kortsigtede interessers ophævelse i langsigtet foregribende omsorg for individuel eksistensopretholdelse - som kun er muligt gennem kollektivet - eksisterer der en grad af social belastning, som udtryk for det forhold, at der altid vil være natur- og samfundslove, der endnu ikke er bragt ind under den kollektive som personlige bestemmelse, hvorfor de - i stedet for at virke for og med menneskene - snarere rammer dem i deres arbejdsvirksomhed. En sådan generel dimension af social belastning er ikke blot produktionsbetingelser, men betingetheder i den samfundsmæssige og individuelle reproduktionsproces, hvis virke kun kan minimeres gennem udviklingen af produktivkræfterne og af den kollektive bestemmelse af de samfundsmæssige forhold. Omvendt er almen samfundsmæssig udvikling identisk med en minimering af graden af social belastning, der således indgår i samfundshistorien som uspecifik bestemmende dimension.
Men den sociale belastnings altid aktuelle virke - med modsigelsen mellem sundhed og sygdom hos de personligt overbelastede individer, og den hermed producerede kvalitet af værensfylde (:lidelse) til følge - er qua den tilgrundliggende fælleshed et generelt samfundsmæssigt problem, der udover at stille krav om en kollektiv løsning af de ramtes lidelsesfulde situation, også peger på forhold ved den samfundsmæssige kooperationsproces, der er mangelfuldt bemestret, hvilket igen sætter fællesheden for en overvindelse af disse på dagsordenen.
Terapi som kollektiv varetagelse af personlig lidelse er et sådant samfundsmæssigt udtryk for, at en konkret mangelfuld bemestring stiller sig som et særligt problem for den enkelte og for kollektivet. Der er altså ikke tale om, om det nu er et kollektivt problem, men kun om at en kollektiv løsning må findes på en eller anden måde. Endvidere kan det siges, at netop ved personlig lidelse bliver det særligt nødvendigt, at der støttes op omkring den enkelte, da den enkelte netop er blevet individuel bærer af fælles samfundsmæssige betingetheder, konfliktforhold, og da den enkeltes lidelse ellers udvikles til stadig større belastning for den enkelte som for kollektivet.
Den samfundsmæssige produktion - som almengjort foregribende omsorg for fremtidige nødtilstande - minimerer imidlertid allerede á priori, at den sociale belastning udvikler sig til personlig lidelse, idet mangelfuld bemestring gribes gennem kollektivets og af den enkeltes nødvendige relatering, også af de problematiske forhold til de faktiske produktionsprocesser som en forudsætning for den konkrete arbejdsvirksomheds videre bevægelse. Dette betyder, at konsekvenserne af mangelfuld bemestring allerede tematiseres i deres opståelsessammenhænge. De problematiske, sygdomsfremkaldende forhold fører altså på ingen måde et selvstændigt liv med en selvstændig udviklingslogik, som der først gribes fat i, når sygdom viser sig. Tværtimod finder der en stadig problemløsningsproces sted over for problematiske forhold i samme grad, som de erfares.
Dette finder på kollektivsiden sted gennem stadig tematisering af procesforholdene i forhold til målforestillingerne, hvor opståede problemer må løses kontinuerligt for arbejdsvirksomhedens gennemførelse. Dette indbefatter korrektion, præcisering og udvikling af såvel målforestillinger som af midler til deres realisering ud fra selve processens hidtidige forløb. Heri indgår også den enkeltes tematisering af, hvor og hvordan vedkommende personligt står i forhold hertil. Der sker mao. en afvejning af målforestillingerne i forhold til gennemførelsesbetingelserne med en procesforegribelse til følge - en proces, der til stadighed reflekteres med også de mulige foregrebne problemer, der kan være tilknyttet, og en afvejning af disse i forhold til de mulige konsekvenser for aktuel/ikke-aktuel løsning.
Ligesom arbejdsvirksomheden omstruktureres af de involverede ud fra en hensyntagen til opståede ikke-foregrebne problemer og en mulig fremtidig overvindelse heraf, så omstrukturerer den enkelte sine handlinger ud fra, hvad der kan overvinde stillede problemer - i modsætning til omstrukturering ud fra udviklede problemer, der er de problemer, der lader sig formulere og løse på basis af de givne og historisk udviklede udgangspræmisser og -betingelser. Stillede problemer er derfor de problemer, der rejser sig indenfor udviklingen af problemer, men som ikke lader sig løse på basis af de forhåndenværende udgangspræmisser og –betingelser, og/eller som der hidtil er blevet tænkt om disse, hvorfor stillede problemer stiller kollektivpersonerne over for refleksion, korrektion og ændring af selve løsningsperspektivet på deres opgave. Endvidere kan vi sige, at stillede problemer altid er momenter i selve problemudviklingsprocessen.
Derfor kan samfundsmæssig forebyggelse og den enkeltes forebyggelse af reproduktion af sygdomshandlingen alment siges at være et integreret moment i selve arbejdsvirksomheden. Men i samme grad som det ikke er muligt at komme til løsning af de stillede problemer i forhold til individuel overbelastning gennem omstrukturering af kollektivpersonernes problemudviklingsproces ved den fælles arbejdsvirksomhed, så udvikler funktionen af sygdomsbehandling sig, idet det enkelte individs tilstand bliver genstand for den kollektive arbejdsvirksomhed.
Hermed opstår den terapeutiske praksisform som effekt af mangelfuld bemestring af specifikke natur-, samfunds- og individual-historiske forhold repræsenteret individuelt gennem personlige symptomer, der er en såvel individuelt som samfundsmæssigt betinget af de specifikke personlige og kollektive forudsætninger og betingelser.
Af den kollektive arbejdsvirksomhed er der nu udviklet et kollektivt problem, der er personen som problem - såvel for individet selv som for det samfundsmæssige. Den praksisform, der således etablerer sig som terapeutisk, etablerer sig derfor også med en social dimension, der tager vare på ændringer af individets tilstand, eksistensmåde og eksistensform på den ene side[74], og på den anden side med en teraperet dimension, hvor det personligt lidende individ bearbejder sig selv med sig selv via de samfundsmæssige forhold, der er forefundne i situationen, sammenhængen og kollektivet[75]. Det formidlingsforhold mellem individ og samfund, der nu udvikler sig som det særegne karakteristikum for den terapeutiske praksisform i forhold til andre praksisformer, er et forhold, hvor det formidlende tredje er de personlige symptomer, der betinger den individuelle som samfundsmæssige praksis. Det formidlende tredje eksisterer nu som løsrevet og henvisende de involverede kollektivpersoner, og det udvikler sig i kraft af, hvordan der gribes - og kan gribes - formidlende ind over for betingelserne for dets reproduktion som formidlende tredje. Det almene perspektiv heri er derfor personlige symptomers overvindelse gennem ophævelse af den individuelle og sociale betingethed, som de udtrykker, hvilket er en ændring og udvikling af de betingelser, der reproducerer det formidlende tredje i dets løsrevne og henvisende form. Perspektivet i terapi er derfor dets egen ophævelse gennem samfundsmæssig udvikling; det er ophævelsen af overforstilletheden i formidlingsforholdet mellem individ og samfund[76]. Til denne divergens er kun at sige, at både ovenstående samfundsformbestemmelse og feltbestemmelsens bestemmelse er faktiske bestemmelser, men der ligger en historisk proces imellem dem. Dette giver sig ud fra, at feltbestemmelsen stiller os ind i den udviklede - den nærværende - form for terapi, hvor forformerne herfor kun eksisterer som ubestemte momenter, hvilket netop er et anliggende for den historisk-logiske rekonstruktion at bestemme i deres videre sammenhæng. Feltbestemmelsen på dette punkt vil vi derfor også først møde historisk senere.
Den terapeutiske praksisform kan udvikle sig umiddelbart som følge af kausal sygdomsproduktion (:ulykkestilfælde med skade af den menneskelige eksistensform), eller den kan opstå middelbart som følge af, at de stillede problemer i relation til social overbelastning sætter individet i en tilstand af lidende eksistens, der ikke umiddelbart lader sig løse gennem den konkrete arbejdsvirksomhed, hvad vi skal se som funktionel sygdomsproduktion, hvilket perspektivisk er disfunktionel sundhedsproduktion. Ovenstående almenbestemmelse af terapi udvikler sig i samme grad, som samfundsformen for menneskelig livsopretholdelse etablerer sig. Men - ligesom ved samfundsformen som sådan - reproduceres de almene bestemmelser med det historisk tidligere som medium, der igen udvikles samfundsmæssigt i samme grad, som det gribes som arbejdsvirksomhed af de involverede. Dette er at se som en selvsamfundsmæssiggørelsesproces, der etablerer sig som standpunkt og perspektiv, når samfundshistorien står ”på egne ben”, hvor den bevæges og udvikles af virksomme individers bevidst formidlede indgreb i deres eget livspraktiske ”medium”: samfundsformen. Herigennem udvikles samfundshistoriske former for samfundsmæssig og individuel reproduktion. Den samfundshistoriske første form er i forlængelse heraf ikke at se som en ”særskilt” form, idet den er sin egen særskilte form for historie allerede, nemlig samfundshistorie.
Vi har indtil nu rekonstrueret, hvorledes sygdomsforebyggelse, -behandling og -handlinger er blevet samfundsmæssiggjort. I det følgende drejer det sig derfor om selvsamfundsmæssiggørelsesprocessen af den terapeutiske praksisform, hvilket er en proces, der tager sin begyndelse med produktionsdriftens gennemsætning.
Med produktionsdriftens gennemsætning bliver kollektiverne stationære i deres lokalitet, region mm. Dette betyder, at de forskellige delarbejder, arbejdsfællesskaber og deres indbyrdes og interne koordinering organiseres som ”adskilte” funktioner, der har relativt faste ”pladser” i forhold til hinanden. Herigennem kommer der også en rumlig arbejdsdeling til syne, som de enkelte indgår i ud fra livspraktiske rytmer, der er bestemt og bestemmes gennem udviklingen af kollektive målforestillinger omkring, hvad der skal produceres, og hvordan produkterne skal anvendes (konsum, ny/senere produktion mm). Alt i alt finder der udveksling af arbejdsvirksomhed sted mellem de forskellige delarbejder inden for den kooperative produktion. Denne udveksling finder også sted ved erfaret lidelse, idet de enkelte delarbejder - hvori lidelse erfares - ikke typisk lader sig omstrukturere til særskilt terapeutisk arbejdsvirksomhed i samme grad, som der hvor udviklingen af arbejdsvirksomheden gennem samfundsmæssig almengørelse ikke overvinder den specifikke sociale overbelastning af den enkelte. Omstruktureringsprocessen tager da form af en differentiering af det oprindelige delarbejde til to særskilte arbejdsvirksomheder, hvor det oprindelige delarbejde videreføres på korrigeret måde i den ene, og hvor den anden virksomhedsform specifikt tager vare på den enkeltes lidelse.
Disse differentieringsprocesser foregår på basis af den overleverede social struktur med dennes genstandsmæssiggjorte erfaringsakkumulation - der også præsenteres i betydningsstrukturerne - omkring sygdomsforebyggelse, -behandling og -handlinger fra det antropologiske niveau af funktionsopdelt kooperation.
Til rådighed for et kollektivs omstruktureringsproces/differentieringsproces er derfor erfaringer med typiske atypiske processer, mulige indgreb her overfor, samt om deres procesforløb, ligesom den enkelte ramte har sine hidtidige erfaringer at trække på mht. personlig belastning/overbelastning/lidelse/sygdom.
De kollektive erfaringer er repræsenteret genstandsmæssigt i forskellige midler, gennem tegn og billeder, og ideelt præsenteres de i synteser af betydningsstrukturer. Det er som tidligere nævnt ud fra erfaringer med relationen mellem sult og sygdom, at man finder ud af at manglen på bestemte næringsstoffer eller at ensidig kost disponerer for sygdom, at kulde og stærk varme kan overbelaste legemet mv. Det kan være erfaringer med cykliske værenssygdomme (:virussygdomme mv.) i relation til årstid, individers alder og generelle sundhedstilstand. Det kan endvidere være erfaringer med forgiftnings- og infektionssygdomme i deres relation til giftige næringsstoffer (:giftige/ufordøjelige planter mm), hygiejniske forhold og pådragelsen af sår/rifter. Hertil kommer endelig erfaringer fra ulykkestilfælde med kvæstelser/beskadigelser af det menneskelige legeme til følge.
Når personlig overbelastning således erfares af kollektivet, så eksisterer der derfor allerede en almengjort erfaringsfond, der muliggør udpegning af, hvad det kan dreje sig om, og hvad det er muligt at gøre. Mao. eksisterer der typiske handleprocedurer overfor erfaret lidelse hos den enkelte. Disse er at se som begrundede antagelser om, hvad det sandsynligvis drejer sig om, og hvad der muligvis/nødvendigvis må sættes i værk personligt som kollektivt - en uddifferentieringsproces, der udvikles gennem samarbejdet mellem kollektivet og den enkeltes egen oplevelse af grundlaget for egne sygdomshandlinger. I samme grad som den personligt overbelastede må suspendere sin arbejdsvirksomhed i forhold til overvindelsen af sine sygdomshandlinger, må kollektivet tage over gennem hjælpende omgang med og pleje af den enkelte. Denne pleje overgår til og finder sted i bo- og familiegrupperne, hvor der i forvejen tages specifikt vare på spæde og på gamle, der ikke har den generelle mobilitet, kraft og bevægelighed at fungere i kraft af.
Bo- og familiegrupperne bliver derfor det medium, hvori der gøres erfaringer med særskilt overvindelse af sygdom, og de typiske handleprocedurer, der herigennem kommer på begreb, er rengøring af sår, udtrækning af fremmedlegemer i kroppen, indtagelse af særligt lægende plante-/dyrekost, lindring af en febervarm pande med koldt, provokering af opkast ved mistanke om indtagelse af noget ufordøjeligt/giftigt, ro, varme, næring og hvile. I den udstrækning at de til rådighed stående handleprocedurer over for typiske atypiske tilfælde fejler eller ingen virkning har, så er sygdom en livskrise, der enten overvindes eller medfører døden. Overvindes sygdom ikke med sundhed, men derimod med kronisk lidelse til følge, så kommer individet til at indgå i kollektivet som atypisk fungerende, hvor kollektivet tager særlige hensyn til de forhindringer, som lidelsens specifikke egenart medfører.
Nogen særskilt terapeutisk arbejdsvirksomhed er der endnu ikke tale om; snarere har pleje og behandling været et integreret moment i bo- og familiegruppernes andre arbejdsopgaver, hvor pleje- og behandlingslogikken i vid udstrækning også har været bestemt af disse og deres rytme. Med uddifferentieringen af bo- og familiegrupperne til momenter i lokalitetsfællesskaber opstår der dog mulighed for en selvstændiggørelse af sygdomsbehandling som særskilt form for arbejdsvirksomhed.
Dette finder sin første egentlige samfundsmæssige form med agrarsamfundets udvikling, hvor midlerne til sygdomsovervindelse fremskaffes til brug i tilfælde af sygdom; altså ikke blot ”generaliserede” midler, men midler der udvikles og opbevares specifikt til sygdomsbehandling. Dette gælder forskelligt værktøj til indgreb i kroppen; og indsamling, ophobning og opbevaring af forskellige urter med lægende virkning. I forlængelse heraf også kultivering af planter til sygdomsbehandling - for eksempel var flere hundrede planter her kendt og bragt ind under samfundsmæssig-menneskelig kontrol[77]. I sammenhæng hermed sker der også en yderligere arbejdsdeling, idet enkeltindivider specialiserer sig i sygdomsbehandling. De hermed ”stabiliserede” handleprocedurer var i bund og grund et kollektivt produkt og dermed kollektiv ejendom, så selv om den naturmedicinske erfaring nok var/blev samlet på bestemte individer - for eksempel de ældre, og særligt de ældre kvinder - var de til rådighed for alle til enhver tid. Heraf følger også, at disse individer har haft en spontan egeninteresse i at udbrede/videregive deres erfaringer, idet erfaringen med sygdom som noget specifikt produceret - upåagtet om årsagerne var kendt eller ej - muliggør hypotesedannelse om, hvad der skal undgås i arbejdsvirksomheder, da dette som det eneste kan sikre samfundsmæssig almengørelse af egen virksomhed, samt hvordan der hurtigst muligt bedst kan gribes ind ved begyndende personlig lidelse. Jo tættere på kildemomenter, noget kan gribes, jo tydeligere vil forløb anskueliggøre sig i udfoldet form.
Vi skal følge den videre udvikling og samfundshistoriske reproduktion af den terapeutiske praksisform op igennem dét, der nu bliver til en klassekampens historie. Analytisk skal vi først se på klassehistorien og dennes logik, da denne er terapis overgribende samfundsmæssige medie, og herefter på selve terapis faktiske udviklingshistorie.
Ekskurs om
klassehistorien og dennes ”psykologiske” logik.
Vi skal indskrænke feltet til klassehistoriens betydning for den menneskelige psykologi: at psykologi som teori om mennesket som psykologisk væsen tilsyneladende op igennem samfundshistorien ikke eksisterer, for i sidste århundrede at dukke op ud fra fra filosofien og det eksperimentelle eksperiment. Vi skal kigge på den dominerende opfattelse af psykologi, der hviler på et særligt opståelsesparadigme, der ubegrebet afleder respektivt spærrer for bevidst greb om virksomme kooperative og interaktive mellemmenneskelige relationer. Problemet skal kaldes:
1. PSYKOLOGIENS SELVFØLGELIGE UDVIKLINGSHISTORIE:
OPSTÅELSES-PARADIGMET[78].
Psykologien som fag, profession og videnskabelig disciplin er af nyere historisk karakter. Dette udtrykkes ofte på den måde, at ”psykologien har en lang fortid, men en kort historie”[79]. Og med dette henvises der særligt til to forhold: For det første at de fleste - og måske alle - videnskaber oprindeligt har været en filosofisk disciplin, hvor det for psykologien gælder, at der refereres tilbage til den græske oldtid, og særligt til Aristoteles, der indførte ”psyken” i verden[80]; Og for det andet at psykologiens fødsel placeres dér, hvor man begyndte at tage eksperimentelle metoder i anvendelse til løsning af filosofisk-psykologiske problemer, og med dette refereres der til Gustav Theodor Fechner, der i 1860 udgav bogen ”Elemente der Psycho-physik”, og som havde undersøgt og fremsat lovmæssigheder mellem sjæl og legeme, der påstås at kunne opfattes som ”forholdet mellem de fysiske sansepåvirkninger, stimuli og de psykiske sanseindtryk, fornemmelser eller perception”[81]. Som fag - og dermed starten for en professionsdannelse - træder psykologien dog først frem nogle år efter. Og det er i slutningen af 1870-erne, hvor det første institut - Wundt-instituttet i Leipzig - oprettes i 1875. Og for Danmarks vedkommende er det Psykofysisk Laboratorium - der oprettes af Alfred Lehmann - i året 1886.
Ovenstående ”opståelses-paradigme” for psykologien er i store træk forblevet uproblematiseret helt op til i dag, hvor det danner udgangspunkt for enhver psykologi-historisk fremstilling. Således er det blevet børnelærdom, at psykologien opstod i slutningen af sidste århundrede, hvor de eksperimentelle metoder blev taget i brug. Og ligeledes er det blevet børnelærdom, at dette udgangspunkt ikke forblev sig selv nok, men også var grundlag for realiseringen af andre psykologiske teoridannelser. Psykologiens egen historie er karakteriseret ved, at der vedvarende er kommet nye skoledannelser til, hvor det først og fremmest er psykoanalysen - Freud - der markerer sig som et fyrtårn, og som udviklede sig i begyndelsen af dette århundrede. Og som i sit kølvand har trukket enten accept og indre udvikling i form af en psyko-dynamisk psykologi, eller afvisning og etablering af en humanistisk og/eller eksistentialistisk psykologi. Det skal også nævnes, som børnelærdom, at de forskellige skoledannelser eller psykologitraditioner anvender forskellige metoder - som positivistiske, hermeneutiske og retorisk epistemiske filosofiske[82], med et fikspunkt i dag, startende i midten af 80-erne, omkring nødvendigheden af såvel kvantitative og kvalitative studier - og at deres indbyrdes relationer er domineret af tidstypiske og skiftende konsensus- og konfliktforhold. De rådende forhold indenfor psykologien er at sammenligne med den uholdbare situation, det vil være, hvis der inden for fysikken eksisterende flere, uforenelige og konkurrerende teorier om tyngdeloven (Holzkamp).
I forhold til ovenstående opståelses-paradigme er det
endvidere kendetegnende, at den eneste oppositionelle strømning - den Kritiske
Psykologi, og dennes kulturhistoriske rødder i Vygotsky, Luria og Leontjev -
der grundlæggende går imod denne fælles børnelærdom, alligevel lader sig
placere og indplacere som en særlig, godt nok marxistisk eller socialistisk,
skole eller tradition indenfor selv samme opståelses-paradigme, og dette på
trods af intentionen i Kritisk Psykologi om at ville klarlægge og overvinde
objektivt givne kerneproblemer i psykologien som videnskab betragtet, og også
på trods af at denne intention på grundlæggende områder er indfriet[83].
Nu er den kritiske psykologi ikke mere end et kvart århundrede gammel, så optimistiske sjæle og fortalere for denne psykologiske teoridannelse, kan vælge at se den uretmæssige inddefinering i det opståelses-paradigme, man søger at adskille sig fra, som et spørgsmål om tid, og at fornuften vil sejre til sidst. Alligevel er der grund til at hæfte sig ved nogle udtalelser af Leontjev fra midten af 70-erne, og dette fordi ”tingenes miserable tilstand”(Marx) ikke synes at have forandret sig til det bedre, tværtimod. Leontjev skriver i forordet til ”Virksomhed, bevidsthed, personlighed” følgende: ”Psykologiens udvikling, i verdensmålestok, har nu efterhånden i hundrede år fundet sted under en metodisk krise i denne videnskab. Efter i sin tid at være blevet spaltet i humanistisk og naturvidenskabelig, beskrivende og forklarende, kommer der stadig nye revner og spalter i hele systemet af psykologisk viden, så det kan se ud, som om selve psykologiens genstand løber ud imellem dem”[84]. Som dengang dette blev skrevet, og hvor der også eksplicit blev advaret mod eklekticisme som kriseovervinder, idet dette ikke medfører en gennembearbejdning af psykologiens grundlæggende begrebslige arkitektur[85] - hvorved dens sammenhængskraft som videnskab ellers udtyndes yderligere - er der tværtimod sket en øget brug og skønmaling af en eklektisk fremgangsmåde. Og med en reference til psykoterapiområdet skal følgende udsagn citeres: ”I dag er det nærmest umuligt at åbne et tidsskrift uden at støde på artikler om nødvendigheden af et udogmatisk, pragmatisk, integrativt, selektivt, multiteoretisk eller eklektisk udgangspunkt”, hvad forfatteren hilser velkommen med ordene, at ”en pragmatisk holdning .. formodentlig ..vil.. bidrage til en velkommen afideologisering af sygdomsforståelse og behandlingsstrategier. Dette vil igen muliggøre en større overensstemmelse mellem teori og praksis, da klinikeren oftest er nødt til at udvælge behandlingsteknikker fra forskellige teoretiske referencerammer”[86]. Der tales også åbent om ”en flugt ind i pragmatisme” som den nødvendige vej frem[87].
I sammenhæng hermed kan det også konstateres, at tyngdepunktet for, hvad psykologi er, og hvem der kan bedrive psykologi, mere og mere flyttes hen imod nogen idealistiske og ukritiske normer om ”international standart”, som den enkelte kun kan leve op til, komme inden for, gennem eksklusive forskeroverbygningsuddannelser på universiteterne og gennem særskilte videreuddannelsesprogrammer indenfor bestemte teorirammer, der er privat-kapitalistisk organiseret[88]. Det at trænge ind i psykologiens genstand på videnskabelig vis, samtidig med at man uddannes til psykolog, dét er ved at tilhøre en forhistorisk tid. Så der er egentlig ikke noget at sige til, at den eklektiske og pragmatiske fremgangsmåde vinder stadig større indpas. Hvilket også vil bekræfte opståelses-paradigmet som den mest naturlige ting i verden. Dette trækker så også psykologer med sig, hvor tilpasningsdygtighed til skiftende modepsykologier og magthavere - som opdragsgivere - bliver den mest efterspurgte kvalifikation[89].
Der er således stadig langt til indfrielsen af Lehmanns håb om psykologien som ”basis for alle åndsvidenskaberne”: ”Ligesom den moderne fysik først begyndte at gå fremad med kæmpeskridt, da den i atomteorien havde fået sit faste fundament, således vil sikkert også psykologiens fremtid være afhængig af, at den får et fast teoretisk grundlag. Først så er der håb om, at denne videnskab, der nu i 2000 år, fra Aristoteles til Fechner, kun har vundet få nævneværdige resultater, kan indtage den plads i videnskabernes række, som tilkommer den ifølge dens stilling som basis for alle åndsvidenskaberne”[90].
2. DET ”SELVFØLGELIGE” SOM PROBLEMET.
Men hvad er der egentlig galt med den dominerende opfattelse af psykologien, altså med opståelses-paradigmet? Der er det galt, at der ikke skelnes mellem det menneskelige individ som særegent psykologisk væsen til enhver samfundsmæssig tid, og tiden for, at psykologien opstår som filosofisk og senere som psykologisk videnskabelig disciplin. Det kan nemlig gøres gældende, at en menneskelig psykologi eksisterer forud, både den Aristoteliske psykologi som del af filosofien i det Antikke slavesamfund, og den eksperimentelle udforskelse af psykologien med positivistiske metoder i starten af den kapitalistiske samfundsudviklingsproces. Psykologien er så gammel som mennesket selv. Dét, der er galt, er dermed, at det ikke agtes, at al den filosofi og al den psykologi, som opståelses-paradigmet trækker ind under sig, at dette er knyttet til den samfundshistoriske form, hvor undertrykkelse og udbytning af slaver gennem strukturelle magtforhold er dominerende samfundsmæssig anordning. Og en agtelse af dette - den historiske dimension: at enhver form selv er en tilbleven form, en historisk udviklet form, der kan udvikle sig videre - netop dette bringer vores overvejelser, i den grad vil vi sige noget om mennesket i sig selv, og ikke bare hvad mennesket er blevet gjort til som slaver og slaveholdere, over i en oppositionel indfaldsvinkel til den med opståelses-paradigmet etablerede ”Mainstream-psykologi”.
En oppositionel indfaldsvinkel er en kritisk psykologi i dobbelt forstand: den er kritisk mod den etablerede psykologi, fordi denne ikke griber dybden, men forbliver i ahistoriske overfladebetragtninger omkring sin genstand; og den er kritisk, fordi de samfundsmæssige betingelser for den menneskelige psykologi er kritisable.
En kritisk psykologi må derfor trække sløret væk omkring de nuværende forholds pseudonaturlighed, dvs. opløse deres naturhaftighed, og den må gøre det på en sådan måde, at de væsentlige udviklingsforhold, der betinger og overvinder dette, lader sig begrunde på kategorial genstandsbunden vis. En kritisk psykologi må sætte psykologiens genstand på den samfundsmæssige dagsorden, og ikke bare overlade til de givne omstændigheder, at alt hvad der kalder og fremstiller sig som psykologi også kan gøre krav på at være det.
At stille sig på et kritisk psykologisk standpunkt er ikke bare at stille sig i opposition til det til enhver tid fremherskende. Kritik giver i sig selv ikke et positivt grundlag for videreudvikling. Det gør kun selvstændig teori- og praksisopbygning ud fra, hvad selve den psykologiske genstand ”svarer”, når den gøres til genstand for udforskelse.
Det er derfor kun muligt at nå et stykke af vejen mod en psykologi i egentlig forstand gennem en kritik af den etablerede psykologis opståelses-paradigme. For en videnskabeliggørelse af psykologien må de problemer af grundlæggende samfundsmæssig[91] karakter, der binder psykologien til at være bestemt primært gennem dette, selv videnskabeliggøres.
I forhold til opståelses-paradigmet drejer det sig derfor ikke bare om at forkaste det, og sætte et andet i stedet. Så vil man også begå en klassisk før-marxistisk fejl, idet man i stedet for eet dogme blot sætter et muligt andet, som virkeligheden så må indrette sig efter. Det gælder tværtimod om ”at udvikle virkelighedens nye principper ud af virkeligheden selv”[92]. Vores opgave overfor opståelses-paradigmet har derfor i sig selv opgave-karakter. Og spørgsmålet er derfor, hvilken opgave opståelses-paradigmet stiller os over for.
Til en klarlæggelse heraf skal det bemærkes, at opståelses-paradigmet har to fikspunkter: eet omkring antikken og eet omkring overgangen mellem feudalisme og kapitalisme.
Det er derfor - og for det første - ikke nok, som megen kritisk teori og samfundsteori gør det, blandt andet freudomarxismen og den kritiske samfundsteori i ”Udkast”-gruppen på Psykologisk Laboratorium, at have feudalismen som historisk nul- eller fikspunkt. Det er selvfølgeligt rigtigt, at det menneskelige individ er blevet frisat sine feudale bånd ved overgangen til kapitalisme, men det feudale samfund er ikke individets vugge. Der er samfundshistoriske former før feudalismen, og individet eksisterer såvel i som før feudalismen som særegent psykologisk væsen. Agtes dette ikke, så falder enhver kritisk psykologisk bestræbelse tilbage på en klassisk sociologisk opfattelse, som blandt andet også findes hos Georg Simmel, der naturaliserer mennesket som på een gang værende adskilt og forbundet med de sociomaterielle strukturer, et standpunkt der just også er blevet gentaget i Kritisk Teoretisk/Freudomarxistisk forklædning af Steen Visholm i teksten ”Kæmpesubjekter og forlængede kropsorganer”[93].
Det er ligeledes - og for det andet - heller ikke nok at lade det andet fikspunkt - antikken og Aristoteles psyke-opfattelse, hvor slaver ikke opfattes som mennesker, men som ”talende redskaber” - være styrende for vores opgave. I så tilfælde havner man i Hegels bevidsthedsfilosofi - i en selvudviklende ånd - der hjemsøger den historiske proces, og hvis genese taber sig i metafysiske tåger omkring noget ideelt, begrebsligt eller åndeligt som forud den materielle verden[94]. Det er godt nok ”langt lettere”, som Marx formulerer det, ”gennem analyse at finde de religiøse tågedannelsers jordiske kerne, end omvendt at udvikle de himmelgjorte former af de respektive virkelige livsforhold. Men det sidste er den eneste materialistiske og derfor videnskabelige metode”[95]. Det kan da også vises, at konstellationen, hvorunder Filosofien fra antikken og op igennem historien bygger sig op, omhandler herskabssubjektets politisk magt, krise og livsførelse[96]. Så brydes der ikke hermed, vil den viden, der kan udvikles gennem inddragelse af eksperimentelle metoder fx. for den psykologiske genstand indenfor filosofien, være ren kontrol”videnskabelig” viden til supplement eller fuldstændiggørelse af det i forvejen herskabs”videnskabelige” udgangspunkt. Den herskabsvidenskabelige og den kontrolvidenskabelige ansats for vidensudvikling må derfor, i almen forstand, opfattes som to reducerede videnskabssyn. Og der må brydes hermed til fordel for at fremme den psykologiske genstands egen videnskabelige udvikling. Et sådant brud må selv kunne reflekteres videnskabeligt, og der skal i overensstemmelse med Pietilä skelnes mellem to typer af videnskab: ”Den ene er en vertikal-selvstændig videnskab, som træder verden i møde fra oven med dens evige sandhed om verden; den anden derimod er en horisontal videnskab, som lever i verden og hjælper den med at erkende sig selv, altså gøre dens kampe bevidst for den”[97].
Den vertikal-selvstændige videnskab er slet og ret udtryk for ideologisk kompetence, dvs. samfundsmæssiggørelse-fra-oven[98], idet den strukturerer sig ud fra et magtcentrum, medens den horisontale videnskab strukturerer sig i forhold til samfundmæssiggørelsens eget iboende udviklingsperspektiv. Og med en reference til Marx kan det siges, at den selvstændige filosofi, den vertikale videnskab, med skildringen af virkeligheden, ”taber sit eksistensmedium”[99]. For rigtigheden af en sådan skildring gives der derfor ingen filosofiske garantier, den må tværtimod hele tiden gennem videnskabeligt arbejde stå sin prøve, vise sin rigtighed.
Prøver vi på ovenstående grundlag at fastholde begge fikspunkter, så fås følgende opgave eller dobbeltopgave: vi skal opløse det naturlige psykologiske islæt i den nuværende verden, og det kan kun gøres i denne selv, og samtidig skal vi befordre en løsning af de hermed forbundne, forbigåede eller uudviklede samfundsmæssige betingelser, der ellers resulterer i, at opståelses-paradigmet fortsat lever sit eget uproblematiserbare liv, frem for at blive overvundet i en videnskabelig menneskelig psykologi. Vi søger mao. svar på spørgsmålet om, hvad der betinger og hvad der overvinder, at den almene menneskelige psykologi op igennem samfundshistorien forsvinder, hvilket sker i antikken med Aristoteles, for så at dukke op i ren pragmatisk og eklektisk form som ’psykologisk ideologisk kompetence’ flere tusinde år efter med den kapitalistiske produktionsproces.
Vi skal kalde det hermed givne problem for klassepsykologiens paradoks[100]. Og dets løsning skal i det følgende fremstilles[101]. Det er en løsning der går igennem en løsning af to sammenhængende paradokser: paradokset om tilblivelsen og paradokset om genoplivelsen. Del I. Dette vil i anden omgang skabe rum for, at en almen menneskelig psykologi kategorialt lader sig fremvise. Del II og del III. Hvilket fører til - i afsnit 4 - det mulige i at reflektere over, hvad der særligt er afgørende for opståelses-paradigmets udvikling og reproduktion.
3. DEL I :
KLASSEPSYKOLOGIENS PARADOKS.
Klassepsykologiens paradoks er lige så gammel som klassekampens historie, og det har derfor lige så former og udtryk som klassekampen selv. Medens samfundshistorien endnu var ung, og der stadig var usamfundsmæssige naturområder at kultivere, var der altid mulighed for at forlade problemer og strid indenfor den civilisation, man var opvokset og udviklet ind i - om end det langt fra var sikkert, at ens fortsatte overlevelse også hermed var givet, eller at man kunne komme væk. Men som samfundshistorien udviklede sig, fra en horisontal historisk proces til en vertikal global, blev ’konfliktovervindelse gennem retræter’ til sidst umuligt. Alt var allerede, ikke nødvendigvis kultiveret og civiliseret, men noget, som nogen gjorde krav om overherredømme på. Det var den almene privatejendomsret, der frem for fællesejendommen satte sig igennem verdenshistorisk. Og i dag er man i den situation, at der for stort set alle nationer er en arbejderklasse, et flertal af befolkningen, der ikke kan finde ud af at arbejde sammen om at erobre den kulturelle, politiske og økonomiske magt - selv om de er kollektive i deres indordning i underordningen[102]. Det er således ikke den kooperative produktion, der bevidst styres af det samfundsmæssigt-menneskelige kollektiv, men derimod drives samfundshistorien frem gennem klassemodsigelser mellem samfundsgrupper, modsigelser begrundet i den private ejendomsret og den hertil hørende nationale statsdannelse.
Generelt er klassepsykologiens paradoks følgende: mennesket er blevet til i kraft af at skabe sin samfundsmæssige eksistens, samtidig med at denne ikke tillader mennesket at komme virksomt til orde som historisk skaber heraf[103]. Det paradoksale kommer af, at det menneskelige individ træder frem på den historiske scene som et psykisk væsen ved på den ene side at afstå fra social virksom bevidsthed, hvad der sker med den første slave - her stilles menneske overfor menneske som ikke-menneske - og ved på den anden side at afgive sin egen sanselige historie - her stilles klasser af individer overfor hinanden som hinandens objekter, som a-mennesker - hvad der sker med hver enkelt persons ekspropriation (eller løsrivelse) til privatborger og statsborger på samme tid af det kapitalistiske samfund, hvor enhver bliver fri - og må være fri - for at kunne sælge sin arbejdskraft i konkurrence med andre.
I klassepsykologiens paradoks ligger to særskilte paradokser[104]: mennesket som alene subjekt for sig selv, hvad der kan kaldes for ’genoplivelsens paradoks’, og mennesket som alene objekt for sin egen samfundsmæssige historie, ’tilblivelsens paradoks’.
SKEMA 1: KLASSEPSYKOLOGIENS PARADOKS.
AKTUEL SAMFUNDSHISTORIE:
Klassekampens historie
__________________________/\______________________________
/ \
Opståelses-
paradigmet:
psykologien tabt
Feudalisme/ ind i filosofien,
Naturhi- Gamle dage,
kapitalis- og
genfundet
storien antikken; me: gennem eksperi-
-----> den --->
psykologien --> mentet:
mennesket
og dyr- almene som viden- som enten subjekt
menneske psykologi skabelig alene
for sig selv,
overgangs- forsvandt disciplin eller alene objekt
feltet opstår. for
sin egen sam-
fundsmæssige
historie.
I dobbelt forstand kan man sige, at mennesket er henvist til betingelserne, fremfor at være ”herre over dem”. Og tænkes der ikke ”om” dette, hvilket er at tænke historisk[105], men kun ”i” det, dvs. prisgiver en løsning af klassepsykologiens paradoks, så fås også grundlaget for den Mainstream-psykologi, der med opståelses-paradigmet dominerer: at mennesket er prisgivet sine indre betingelser og dets ydre omverdensforhold. Eller som det stadig mere ofte - og igen - konciperes: mennesket er et produkt af arv og miljø, og det kan studeres ud fra et bio-psyko-socialt helhedsparadigme.
Tænkes der derimod ”om” det, er løsningen lige til: at indoptage gennem udvikling, dét som udviklingen af klasseantagonismer har sat som overgribende samfundsmæssig magt. Og dette er at stille sig på standpunktet af sanseligheden som globalt problem for hver af os[106]. Det er når det ikke er muligt at realisere dette standpunkt, at det kommer til en spaltning og dermed fordobling af den samfundsmæssige proces i en verden inde og ude, nede og oppe osv., altså en dual verden styret af polariteter, og hvor ethvert menneske er overforstillet andre i en verden i indre splid med sig selv. Det er en verden, hvor virkeligheden er, at den andens problem er den andens problem, og mit problem mit eget problem! Dette kan også formuleres på den måde, at det grundlæggende er menneskets overlevelse som privat eksistens, der er sat på som den mest centrale opgave ved det samfundsmæssigt-menneskelige liv - som vi dog, paradoksalt nok, også deler med hinanden!
Det er her muligt at vise, at dette standpunkt har en ganske bestemt logisk-historisk struktur i hvert enkelt menneskeligt subjekt i dag. Selve standpunktet har nemlig en historie, der kommer til veje gennem etableringen af tre særlige logiker[107]:
Logik 1: Begravelse.
For det første kommer det i stand, når pånødede opgaver ikke er blevet løst. De modsigelser, der er forbundet hermed, vil da blive begravet. Og en nærmere bestemt, ud fra opgaven, ikke-livspraktiske betydningsstruktur virker. Man kommer hele tiden til at dvæle i en eller anden smerte eller længsel, uden på nogen måde at kunne sætte sig i forhold hertil mht. forandring.
Logik 2: Forhimling.
For det andet kommer det i stand, når det ikke er muligt at holde ikke-løsningen af pånødede opgaver i bevægelse mod en fremtidig livspraktisk løsning, og dette sker når man ikke kan løse den konflikt mellem den tidligere betydning af opgaven og den aktuelle tids betydningsstruktur. Man havner da i en ikke-livsduelig social problemsituation, hvor man indstiller sig på de betingelser, der skaber eller har skabt konflikten. Og dette sker gennem en forhimling af de modsigelser, man kastes rundt igennem. Forhimling er at løse modsigelser gennem en abstrakt ahistorisk sammenføjning af modsætningen til en metafysisk idé med een og/eller verden. Og det kommer i stand, når de involveredes interesser på en gang er uforenelige og henvist til en løsning via hinanden. gennem forhimling findes der et kompromis, der yder begge parter en slags kompensation, som parterne nu indenfor rammerne kan sætte sig i forhold til hinanden på[108]. Centralt i forhimling af modsigelser er, at de drivende forhold bortabstraheres, hvorved forandring og udvikling blindt sætter sig igennem bag om ryggen på de involverede.
Logik 3: Antagonisme.
For det tredje kommer det i stand, når modsigelser, der er i livet ikke kan løses, og som man heller ikke kan undslippe en mulig løsning af. Og det, der berøres her, er vores integritet som menneskeligt individ, som personlighed. Og det er i en verden, hvor der er noget ”forhimlet” over een, og noget ”begravet” under een, der hele tiden truer med at trække selve livsgrundlaget væk under een. Er det ikke muligt i en sådan situation at udholde konflikten mellem at det gamle eksistens grundlag ikke eksisterer mere og det nye endnu er uden for række vidde, og gøre det ud fra ens eget perspektiv om en almen livsmulig løsning, så bliver man selv modsætningsfuld på antagonistisk vis. Og dette er at måtte leve gennem underkendelse af sin egen integritet som individuelt handlende menneskeligt væsen.
Det
karakteristiske ved disse tre begrænsede - og begrænsende -
udviklingsformer for et menneskeligt individ, dét er at de er blevet bygget
ind i den samfundshistoriske struktur som hvert enkelt menneskeligt individ
forefinder som udgangspunkt for sit liv. Den verden, vi lever i, er
forhimlet gennem staten som ”imaginært fællesvæsen”, og den er samtidig
”begravet” i privatøkonomiske modsætningsforhold, hvor det er styrkeforholdenes
love, der bestemmer, hvor hver enkelt til enhver tid kan og må sætte sine ben.
Dette betyder igen, at det kun er muligt partielt - og det gennem
sammenslutning med andre, der står med samme særinteresse for mulig ophævelse
af kortsigtede interesser i langsigtede fællesinteresser - og halvt -
sammenslutning mod de andre med modsatrettede interesser end mig, selv om de jo
også er mennesker - at stille sig på standpunktet af ’sanseligheden som globalt
problem for hver af os’. Og omvendt er det kun muligt at undgå at beskæftige
sig med dette globale sanselighedens problem under abstraktion fra sig selv
som menneskeligt væsen. Der er mao.
intet ståsted for dét at ville være menneske fuldt ud som medmenneske.
Det måde som klassepsykologien reproduceres sig på gennem de enkelte individer er derfor at sammenfatte gennem den partielle, halve og humant abstraherende menneskelige personlighed. Man dyrker den båd, man sidder i sammen med andre, samtidig med at man skæver til, hvem det er der falder over bords, når hvem sidder ved rorpinden; og man bevæger sig ud fra en kalkule om, hvad at gøre, så det først og fremmest ikke er een selv, eller ens slægt, der ryger over bords. Og samtidig er man grundlæggende splittet over for sin egen menneskelige forholden-sig.
Det at bryde hermed, hvad man må for at undgå at fremskrive en begrænset menneskelig psykologi, dét er at bryde med de tre logikers blinde nedslag i de medmenneskelige relationer. Ellers vil det heller ikke være muligt ureduceret at fastholde at operere ud fra standpunktet af ’sanseligheden som globalt problem for hver af os’, hvorved psykologiens genstand heller ikke kan fastholdes ureduceret. Og gøres dette ikke, så vil man også mod sin vilje bidrage til magtens fortsatte reproduktion gennem herskabs- og kontrolbestræbelser overfor menneskelige individer. Dette svarer til at kæmpe dén slags klassekamp, der samtidig overvinder den.
Et brud med de tre logikers blinde nedslag er først og fremmest at komme til klarhed over, hvordan den opgave ser ud, som de hver især stiller som samlet problem, der må finde en overgribende løsning. Og en løsning er følgende, idet der startes med den mest udviklede form:
Det drejer sig om:
1’- overfor logik 3: et problem
om tid/interesser/ressourcer/betydning.
· at indtage (:erobre, besætte, okkupere, annektere) rummet for kollektiv-personlig udviklingsbestemmelse af eget standpunkt. Det er at tale ind i fællesskabets kerne ved at lade sine interesser og ressourcer virke om de problemer, som rummets tid og betydning selv stiller af opgaver for fælles udvikling af almene sagsforhold - for kun her igennem kan perspektivet om problemer som udviklingsopgaver selv virke i deres almene betydning af udviklingen af arbejdsvirksomhed. Det er udadtil et opgør med privatejendommen indenfor fælles rammer - og indadtil mod eget kollektiv er det afklaringen af de tvivl på hinandens interesser og ressourcer om det fælles, der måtte dukke op, idet de individuelle mål her endnu ikke er udviklet så de kan nå, berige hinanden. Det drejer sig dermed om den psykologi, der ikke sætter tingene, men de medmenneskelige relationer til udfoldelse.
Det, der bevæger sig i denne form, er strukturen af fælles-menneskelig tid/interesser/ressourcer/betydning; - Og yderligere
2’ - overfor logik 2: et problem
om mening/orientering/grænse.
· at udholde konflikter ud fra eget perspektiv. Det er at fastholde egen historiske tids betydning for fælles problemudvikling mod en duelig løsning - fremfor brud eller underlæggelse. Kritikken og selvkritikken af ens egen og af andres sanselige subjektivitet må derfor ud til den fælles midte, og gøres til genstand for problemudviklingsprocesser i retningen opløsning af sanselighedens låse. Og det er orienteringen på egen grænse, hvorom man hele tiden bevæger sig, der viser vej for arten og hastigheden af nødvendige handleskridt.
Den virksomme struktur er individuelt her mening/orientering/grænse; - Samt
3’ - overfor logik 1: et problem
om spænding.
· at holde tvang og trang i bevægelse - fremfor blindt at opgive overfor deres retning i tiden.
Strukturen er det eksistentielle enkeltpunkt: spænding.
I sanseligheden som problem indgår mao. tre-enigheden af det ’mellem-menneskelige’, ’det individuelle’ og ’det eksistentielle’ som konkrete væsensniveauer i den udviklede personlige virksomhed. Rummet for deres virke er personligheden som kollektiv proces med det psykologiske på individsiden, og det kollektive som socialt grundforhold på samfundssiden. Genuint er dette af samfundsmæssig art, ”thi menneskets egen sanselighed eksisterer først for det som menneskelig sanselighed i kraft af medmennesket”[109], hvilket også er at fastholde, selv når sanseligheden går i konflikt pga. opstået manglende rum, forskellige interesser og/eller utilstrækkelige ressourcer. Så i den grad at den sanselige struktur, under langsigtet overvindelse af disse begrænsninger, kan gøres til subjekt og virke som en livets flod for personlighedens dannelsesproces gennem udviklingen af de sociale strukturer til medmenneskelige rum, vil sanseligheden ikke længere være et problem, der låser subjektet, men er nu selve personlighedens udviklingsfunktion som sanselig virksomhed. Personlighedens kollektive sans, den bevidste væren, viser vej i dens evne til at gi’ hinanden en psykologi til livet. En virkelig gennemtrængning af de aktuelle muligheder og begrænsninger, som de stiller sig og må gribes konkret i vores dagligdag fra hver vores standpunkt, får vi dog først, når vi også følger sanselighedens egen historie genetisk nedefra. Dette er en udviklingsopgave af arten historisk rekonstruktion, hvor fokus særligt må lægges på det udviklelige, dvs. de forhold, der foregår, ligger udenfor, under og om sanselighedens problemstillinger - at begrave modsigelser, forhimle løsninger, antagonisere eller kun blive ved sig selv, selvnegerende - idet det er her, at sanselighedens historiske forandringspotentialer ligger.
Samler vi op på logikerne 1-3 og deres anti-logiker, så fås skema 2:
SKEMA 2: AT IMØDEGÅ OPSTÅELSES-PARADIGMETS
REPRODUKTION SOM PROBLEMET OM IMØDEGÅELSE AF KLASSESAMFUNDETS REPRODUKTION -
ELLER AT HOLDE DEN USMINKEDE SANDHED FOR ØJE, DVS.” AT VÆRE NØDT TIL”.
KLASSE- KLASSE-
SAMFUNDETS SAMFUNDET
OPSTÅR: IMØDEGÅS
INDEFRA:
Startprocesser:
1
- modsigelser Bevidste brudprocesser:
Samfunds- begraves; 1’ - at indtage rum
---------> 2
- modsigelser -----> 2’ - at udholde
konflikter
historie forhimles; 3’ - at holde trang og
3
- modsigelser tvang i bevægelse.
antagoniseres
Det, som derfor bliver psykologiens aktuelle opgave, dét er at spejle kategorialt, hvordan dette opgør med at være udleveret til sine betingelser af ydre og indre karakter kan sætte sig igennem som selvudvikling, som samfundsmæssig og individuel selvbestemmelse. En sådan psykologi er en anti-klassepsykologi, idet den sætter nedbrydningen af magtforhold, globalt, på sin egen dagsorden. Og den har derfor naturligt nok selvsamfundsmæssiggørelse som udgangspunkt og fikspunkt.
Som koncept er ’selvsamfundsmæssiggørelse’ ikke sat på den almene samfundsmæssige dagsorden. Det er primært klassekampen, der styrer. Det er mennesker, der må sætte den på dagsordenen, skal den begynde at virke, og det må gøres konkret gennem analyse af, hvilken måde konceptet er genstandsbundet til enkeltelementer i den aktuelle samfundshistoriske proces. Det modsvarer, hvad der er en nødvendighed ved enhver paradoksløsning, at få ”greb om det utilstrækkelige i dén samfundsmæssige form, som paradokset er problem for”, idet dets eksistens ”henfører til en praktisk begrænsning, dvs. historisk betingede, stivnede eller fremmedbestemte forhold, som det i sidste instans handler om at bryde ud af”. Dette svarer så også til at medreflektere dén form, hvorunder et problem gøres til genstand for analyse og udvikling, hvilket er en nødvendighed, idet udvikling foregår indefra og ud, ved at gribe eller styrke de modsigelser, der sprænger den gamle form, den form der ej heller går under så længe alle de sekundære udviklingsforhold, der kan rummes i den, stadig kan udvikle sig videre.
Så meget om klassepsykologiens paradoks. Når selvsamfundsmæssiggørelse kan komme på tale, blandt andet ved praktisk og teoretisk overskridelse af klassepsykologien, der vedblivende deler virkeligheden op i binariteter, trækker det et yderlige koncept med sig, konceptet om ’bevidst sanselig virksomhed’, som organ herfor.
3. DEL II: BEVIDST SANSELIG VIRKSOMHED SOM ANDET GRUNDBEGREB.
Begrebet om ’bevidst sanselig virksomhed’ er begrebet for det menneskelige individs fundamentale eksistensform som personlighed. Det træder frem som en nødvendig psykisk-individuel dannelse med den fulde gennemsætning af det samfundsmæssige, og den hermed satte totalsamfundsmæssige formidling af den individuelle eksistens, og som en løsning på adskillelsen mellem samfundsmæssige mål, og den subjektive opfattelse/overtagelse/realisering af dem. Denne adskillelse tvinger nemlig individet til at kunne forholde sig overgribende til sin egen forholden sig til dets eksistensbetingelser.
For individet betyder mulighedsforholdet til de samfundsmæssige mål, at den menneskelige eksistens må kunne kvalificere sig selv til at kunne varetage højere, overgribende subjektsfunktioner i virksomheden, og dette indre moment er, hvad der skal betegnes personligheden. Mennesket må altså - qua dets samfundsmæssige eksistens - kunne forholde sig overgribende både til dets objektive omverdensbetingelser og til dets egne subjektive forudsætninger. Vi bliver til personlighed i det omfang, vi bliver subjekt i de samfundsmæssige relationer, vi realiserer gennem den virksomhed vores bevidsthed formidler. Vi får derfor følgende grundforhold for den almene psykologi:
SKEMA 6: FRA KILDE TIL KONSTITUTION (:en Gramsci-kategori[110]).
Samlet kan vi sige, at den almene psykologi - udfoldelsen af den bevidst sanselige virksomhed som grundlag for udviklingstendensen selvsamfundsmæssiggørelse - nok har fundet sted fra plan til rum, hvad der sker når den sociale værktøjsproduktion står på egne ben som almengjort arbejde - det er overgangen fra okkupationsdrift til produktionsdrift - men selve forholdet mellem ’bevidst sanselig virksomhed’ og ’selvsamfundsmæssiggørelse’ er ikke blevet objektiveret tilstrækkeligt i dets overgang fra eller dialektik mellem lokal og stedbundet til universel produktiv kooperation. Samlet kan vi sige: indenfor en rumlig og plan produktiv kooperation har der udviklet sig lokale og stedbundne forhold, der ikke bare ikke har bidraget til udviklingen af universelle globale samfundsmæssige forhold, men som tværtimod har almengjort sig selv som ydre magt; og ligeså omvendt: en påtvungen indre magt har ikke kunnet imødegås gennem en overgribende og lokalt og stedbunden udviklingsbestræbelse. Man kan også sige, at der er blevet skabt en uopdragelig opdrager, som det ikke har været muligt at komme fri af!
SKEMA 7: PROBLEMET SOM ET PROBLEM MELLEM LOKAL OG STEDBUNDEN
LØSNING AF SAMFUNDSMÆSSIGE OPGAVER OG UNIVERSEL.
Så dét, der tvinger opståelses-paradigmet igennem som historisk faktum, er at finde i lokale og stedbundne løsninger, der ikke samtidig er universelle og omvendt: i gennemsætningen af universelle løsninger, der ikke samtidig er lokale og stedbundne løsninger. Der er hér det menneskeliges eksistens i kraft af medmennesket kan suspenderes - og dermed stille sig i vejen for globalt samkvem. Og dette er også arnestedet for dét, der er endt med at kalde samfundsenheder og hvert enkelt individ til orden under ydre magters indvirken gennem det indre, som samtidig er selve udgangspunktet for samfundsmæssiggørelsen. Dette er så også en suspension af selvsamfundsmæssiggørelse som faktuel bestemmende potentialitet.
Det kan også siges på den måde, at der kiler sig noget ind mellem bevidst sanselig virksomhed og selvsamfundsmæssiggørelse, som ikke lader sig forandre - eller som bærerne heraf ikke ønsker at få kastet indsigt på, trods en ”materiel” form - selv om det er kommer fra den egen samfundsmæssige indgåen. Som begreb herfor skal bruges ’fremmed samfundsmæssighed’. Det er følgende skema 8:
SKEMA 8: STAT OG PRIVATEJENDOM SOM FREMMED SAMFUNDSMÆSSIGGØRELSE:
SAMFUNDSMÆSSIGGØRELSE FRA OVEN (:IDEOLOGI, IMAGINÆRT FÆLLESSKAB).
Samfundsmæssiggørelse indenfor denne form er kun mulig gennem besættelse af sin egen udleverethed, dvs. gennem selvfascination, hvor det almene udtryk herfor er ’sansen for at have’(Marx), eller privatejendomsbegæret. Det kommer af, at når man end ikke kan, må eller vil eje sig selv som menneskeligt væsen, så er man tvunget til alene at måtte leve af ydre kraft, hvor ejerskabet heraf er et ’must’.
Vi stiller derfor spørgsmålet: hvad er det, der ikke er blevet almengjort som genstand for samfundsmæssigt arbejde i denne overgang, men som tværtimod har vendt sig mod selve tendensen til selvsamfundsmæssiggørelse. Ledetråden til et svar herpå ligger i, at menneskets eksistens, der kun er givet i kraft af medmennesket[111] er blevet suspenderet af udviklede forhold indenfor samfundsformen selv.
4. AFSLUTNING: ”SELVFØLGELIGHEDENS” KERNE.
Når den virksomme struktur, både indenfor det samfundsmæssige og det individuelle, er arbejdets struktur - den kooperative produktion af livsfornødenheder gennem bearbejdning af genstande via midler ud fra livspraktiske interesser om eksistensvaretagelse - så er det springende punkt at finde dér, hvor der er blevet skabt sociale strukturer, der suspenderer den bevidst sanselige virksomhed som overgribende samfundsmæssigt forhold. Dvs. når man - af grunde if. et givent kollektivt-personligt problem - har forbigået at stille sig på et bevidst sanseligt virksomt standpunkt med selvsamfundsmæssiggørelse som perspektiv (skema 7). Nogen har mao. sat sig selv eller andre ind som problemløsningscenter, uden at bevægelsen er gjort bevidst med som forandring, hvilket er at ophæve kooperativ indflydelse og kontrol til ”nogens” centersuverænitet[112]. Klassekampens historie starter altså med udviklingen af overbygningsstrukturer/organisationsstrukturer, der bygger på forlangt eller påkrævet kraft og kompetence, fremfor tilstået, frivilligt og bevidst overgivet.
SKEMA 9: ARBEJDSVIRKSOMHEDEN SOM FUNKTIONEL
SELVUDVIKLENDE STRUKTUR:
De sociale betingelser, der begrunder etableringen af ikke-plant funderede organisationsstrukturer[113], må søger i de overindividuelle logikker og i de individuelles sammenknytning hermed, i nævnte rækkeføle. Det kan omhandle utilsigtede resultatforhold eller handlekonsekvenser pga. uvidenhed eller af mangel på større overblik, katastrofer mv., eller subjektivt gennem bare livet selv, gennem overmod, mangel på mod, konfliktskyhed, eller af mangel på moral, hvilket indenfor psykiatrien og psykologien primært er sat på begreb med det psykopatiske. Det omhandler brudprocesser på det samfundsmæssige, der ikke samles tilstrækkeligt op gennem indre udvikling. Man kan sætte noget i værk som løsning af et problem, men den viden man har er ikke tilstrækkelig. Det kommer ikke til en almen løsning, men tvært imod til produktionen af utilsigtede biprodukter, det være sig spild af ressourcer eller konflikter mellem mennesker. Problemet kommer ind, hvis ikke disse utilsigtede biprodukter identificeres som en følge også af ens egen hidtil manglende ”kompetence”, idet de ellers efterfølgende bliver en art ”levende naturforhold”, fremmedsatte forhold.
Problemet kan også komme ind fra kollektivsiden, hvis der afstås fra indgreb overfor den enkelte, eller overfor sig selv, eller fornødne dispositioner ikke træffes i tide. Det er at ’se igennem fingre med’, fremfor som kollektiv ’at se omstændighederne i øjnene’ som de er, og reflektere dette i et bredere historisk sigte. En mulig duelig løsning fordrer det sidste.
Ekskurs slut om
opståelses-paradigmet.
Da udvikling foregår indefra og ud, og fra den mest udviklede form, til bevægelsen gennem et kvalitativt andet eksistensniveau, kan en rekonstruktion af terapis samfundshistorie kun foretages ved at ”sigte” det nuværende empirisk konstaterbare fænomen terapi ned igennem samfundshistorien, så at sige fra oven af og ned. Det empirisk mest nærværende behøver nemlig ikke være det væsentlige, ligesom det væsentlige også først viser sig, når genstanden afslører sit væsen, i alskens ensartethed. Som ledetråd for denne rekonstruktion har vi de abstraktioner, som er dannet ud fra, hvordan terapi præsenterer sig i dag under kapitalismen. Disse er beskrevet i kapitel 9 om ”Terapi. Oparbejdning af et begreb”. I samme grad som oparbejdningen af den indre udvikling i denne ledetråd - der netop er at se som terapiens standpunkt og perspektiv - logisk spejler de historiske lidelsesbemestringsfænomeners indbyrdes udviklingssammenhæng, forsynes vi med kategorier i en teori om terapi, dvs. bestemmelse af terapi som en gennem menneskelig praksis bestemt og bestemmende selvbevægende realitet.
Kapitel 15.3.1: Klassesamfundsformen
for terapi: tvangsovervindelse.
I samfundsformens historiske reproduktionsproces kommer det til opståelsen af en kamp om samfundsenhedens merprodukt, hvorved det ikke længere bliver den fælles kamp med og mod naturen, der er drivende for samfundsudviklingen. Men tværtimod magten over produktionen.
 |
Dette vil som en naturlov af 2.den orden slå ned i subjekteters personlige livsvirksomhedsformer, i form af øget potentaibilitet for energimobilesering, produktiv motivation, stres og partiel eller overgribende udbrændthed. Skitse o formidler den almene pesonligt-kollektive udvikling, mens skitse 0,a-c, formidler den genererende nødvendige begrænsning ved nødvending indenfor begrænsede betingelser.
Skitse o: Almen
samfundsmæssig personlig-kollektiv udvikling.
Skitse o/a-c: Almen
nødvending indenfor begrænsede betingelser.
A: Energimobilisering til nødvending: produktiv motivation; ingen løsning -> stress.
B: Ingen muligheder for at komme omkring stressen ved at tage vare på alene sig selv i kraft af omsorgen i
andres aktiviteter via fremskaffelse af nye/specifikke ressourcer (:interesser, midler og genstande).
C: Udvikling på trods / ingen duelige samfundsmæssige muligheder.
Stillet overfor ikke-løselige problemer - konflikter - hvor forholdet mellem person og kollektiv er symptombåret, som udtryk for misforhold herved, så ligger symptombehandling lige for, men vil ikke i længden ophæve betingelserne for de atypiske modsætningsforhold, og disses stagnative indflydelse for helheden. Tvært imod vil alene symptombehandling kunne destruere helhedens reale udviklingsevne på irreversibel vis. Det er dog dette, den begyndende klassehistorie får sat i system.
Kampen om
merværdien.
Opståelsen af kampen om merproduktet må overvejende ses ud fra et naturtryk, der udleverer kollektiverne til de umiddelbare produkter, som naturen kan fravristes. Den kollektive løsning på dette naturtryk svigtede, og det kommer i stedet til indre kampe i kollektiverne og til kampe mellem kollektiverne om råderetten til produktionsmidlerne, som på lang sigt betyder, at de ”stærkeste” kommer til at overleve på de ”svagestes” bekostning - enten ved at afskærme sig fra andre med det, som haves, eller ved at udnytte en givet samfundsmæssig situation til at opnå særfordele. Kollektivernes virke med hinanden med afstande imellem, forskelle i naturrigdomme, og personers særstatus inden for kollektiverne, fx de ældres særlige stilling qua erfaring over for yngre, har været de forhold, som ”overlevelseskampen” har kunnet sætte af fra. I stedet for udveksling af arbejdsmidler ud fra kollektive mål forestillinger og behov, træder nogens magt over andre frem som bestemmende for udvekslingsformen - en magt, der finder sin første form med udviklingen af privatejendommen som en ejendomsbesiddelse af jorden, og hermed til de produkter, der produceres.
De forskellige kollektiver træder nu frem som stammer med hver deres ”territorium”, som de kun kan fastholde i den grad, at de beskytter sig mod ydre indtrængen. Omvendt kan de, som har særfordele af dette territorium, kun fastholde disse ved at bekæmpe de ”indre” fjender. Lykkes det ikke at fastholde og til stadighed konsolidere denne magt, så forsvinder livsgrundlaget, idet det overgår til andre, som der så må ”slaves” for.
Men i samme grad som denne ydre kamp mod naturen slår over i en også indre kamp mod hinanden, må det komme til en destabilisering af de sociale forhold - en destabilisering, der også truer de ”stærkestes” egne langsigtede interesser, idet de også bliver afhængige af de ”svagestes” arbejdskraft, samt af disses accept af magtforholdene. Det eneste, der kan sikre dette inden for rammerne af modstridende interessegrupper er udviklingen af en særskilt magt, der med Engels’ ord
”ingenlunde (er) en
magt, der er blevet påtvunget samfundet udefra; .. Den er tværtimod et produkt
af samfundet på et bestemt udviklingstrin; den er en indrømmelse af, at dette
samfund har udviklet sig i en uløselig selvmodsigelse og er blevet spaltet i
uforsonlige modsætninger, som det er ude af stand til at mane bort. Men for at
disse modsætninger, klasser med modstridende interesser, ikke skal fortære sig
selv og samfundet i en frugtesløs kamp, er en magt, som tilsyneladende står
over samfundet, blevet nødvendig; en magt, der skal dæmpe konflikten og holde
den indenfor ”ordenens” skranker; og denne magt, der er udgået fra samfundet,
men stiller sig over det og mere og mere fjerner sig fra det, er staten”[114].
Hvor det ydre naturtryk i forvejen betød destabilisering af samfundsenheden, så har umuligheden af en kollektiv løsning destabiliseret samfundsenheden yderligere, idet stofskifteprocessen med naturen nu skal forløbe inden for rammerne af, hvad der tjener de herskendes partial-interesser også på kort sigt. Men dette vil destabilisere samfundsenhedens sociale relationer yderligere, medmindre disse partial-interesser kan benægtes, glemmes eller aktivt bortabstraheres. Dette kan finde sted via staten ved at definere dem som fællesinteresser. Hertil kommer at forvalterne af statsapparatet selv har en interesse i at forbigå, at de tjener særinteresser. Det må derfor - i sammenhæng med statens opståen - komme til opståelsen af cirkulære definitionsprocesser, hvor standpunktet på løsningen af livspraktiske problemer ikke afledes ud fra sagen selv, men ud fra noget, der ligger ”over, under eller bag ved” sagen. Hermed træder alskens former for religion, moral, etik, jura mm – kort benævnt: ideologi - frem, hvor der argumenteres ud fra en ide/dogme, der er selve sagen uvedkommende. Staten træder nu også frem som ideologisk magt, for idet antagelser/argumenter for et bestemt syn på løsningen af livspraktiske problemer ikke længere kan kvalificeres i forhold til selve sagen, så bliver det magten, og de med magten forbundne interesser, der bliver bestemmende for sagens udvikling og bevægelse. Staten bliver hermed til forvalter af et illusorisk fællesskab - og omvendt har de herskende, eller de, der nyder særfordele ved statens eksistens, en spontan egeninteresse i at fornægte denne illusoriske karakter[115]. Hermed kan herskabsvidenskaben som særlig ideologisk videnskab opstå[116].
Vi får hermed følgende udviklingslinie for overgangen fra samfundsform til klassesamfundsform: naturtryk, destabilisering, magtrelationer, klasser og yderligere destabilisering, magtinstanser og ideologi, og endelig stat og samfund som illusorisk fællesskab. Og mao.: de manglende muligheder for almengørelsesduelige betingelser tvang os ud i, over i eller ned i privatenheden; og satte samtidig magten over denne som en ydre magt, privathedens kamp mod hinanden, som den videre reproduktions motor.
I forbindelse med den begyndende klassespaltning omkring råderetten til samfundsenhedens merprodukt udvikles også andre ”helbredelsesformer” end den oprindelige primitive naturmedicin. Det drejer sig om zaubermedicinen (trolddomskunst) og præstemedicinen[117], der begge var knyttet til opståelsen af religiøse forestillinger, og hvor de fandt anvendelse via udførelse af magiske ritualer - i den første som påkaldende sjælen i hver genstand (animismen), og i den anden som påkaldende en nærmere navngiven mytologisk over- eller undergudeverden. Disse ”helbredelsesformer” var dog ikke i første omgang rettet mod lidelse og sygdom hos den enkelte, men mere mod samfundsenhedens fremtidige reproduktionsmuligheder; de var som sådan et (bagvendt) forsøg på at bringe det fælles tab af kollektiv magt på bemestret samfundsmæssig formel.
Med klassespaltningens fulde gennemsætning - slavesamfundet opstår - monopoliseres og opsuges de forskellige ”helbredelsesformer” af en præstestand og knyttes nu institutionelt til templer. Den første stat som ”samfundsmæssig magt over samfundet eller fremmed samfundsmæssig magt”[118] etablerer sig derfor også med kompetence over lidelse og sygdom, både hvad angår forklaringer herpå, samt hvad angår indgreb her overfor. En tilsvarende inkompetence hos de berørte er den nærværende bagside heraf.
De lægende handleprocedurer udføres nu kun af bestemte individer fra den herskende klasse, hvilket dog ikke helt gælder for den primitive naturmedicin. Denne opsuges nok - ritualiseres som en statsopgave, men erfaringerne omkring samfundsmæssig lidelsesbemestring lever videre. Men i og med den ritualiserede form, så forhindres dens videre udvikling, idet nye erfaringer i det praktiske livtag med naturen ikke kan samles samfundsmæssigt op. Hertil kommer også, at kun de erfaringer, der kan støtte de herskendes partial-interesser, kan og må finde fodfæste og systematisk blive videregivet fra generation til generation. Naturmedicinen forbliver bag det samfundsmæssigt mulige.
I monopoliseringsprocessen sker der også en vekselvirkning mellem de forskellige ”helbredelsesformer”.
I Mesopotamien fra ca. 3000 fvt. trænges eksempelvis zaubermedicinen tilbage til fordel for integration mellem natur- og præstemedicinen, mens de tre former i Kina, Indien og Ægypten i samme tidsrum udvikler en stærk specialisering og arbejdsdeling imellem sig. I Grækenland fra ca. 800 fvt. - som er det sted og historiske tidspunkt som sammen med de næste 900-1000 år almindeligvis betegnes som den antikke epoke - eksisterer de tre former også, men her kommer det til en løsning af naturmedicinen fra den religiøse binding, og en ”humoralpatologi”, som søgte naturlige årsager til sygdom, opstod. Denne ”løsning” må ses begrundet i, at dannelsen af større bysamfund her betyder, at ”politikeren” og ”filosoffen” for alvor træder frem på den historiske arena. Men løsningen fra religionen er ikke fuldstændig. Humoralpatologien opfattede nok de ”naturlige” årsager til lidelse og sygdom som empirisk konstaterbare og påvirkelige, men det var momenter i en verden indstiftet af Gud.
Det var især Hippokrates ca. 500 fvt, der systematiserer og udvikler humoralpatologien, som i sin mest avancerede form var en teori om, hvordan legemets fire legemsvæsker - blod, slim, gul galde og sort galde - ved sygdom havde mistet deres naturlige balance. Humoralpatologien var derfor overvejelser og handleprocedurer til, hvordan helbredelse kunne opnås ved at støtte naturens egne kræfter i at genvinde balancen. Der kommer en sundhedsregel til syne: ”understøt naturen”[119]. Det er også her, at vi møder terapi i den ”oprindelige” betydning af tjeneste, pleje eller kur, hvor den bliver et moment i den lægelige praksis omkring lidelse og sygdom. Det kunne enten være lægen selv, der udførte terapien, eller han kunne overlade den til andre - plejeassistenter - efter først at have videregivet støtteforanstaltninger. Den afgørende lægelige opgave var heri, at
”karakterisere
patientens tilstand på et givet tidspunkt. Karakteristikken måtte danne
grundlag for en vurdering af, om en snarlig død var i vente, eller om en
helbredelse lå forude.
En sygdomsproces
udvikler sig frem mod en kritisk fase. Lægen må observere og afvente
denne. Når den indtræffer, må han medvirke til at udskille de skadelige
elementer. Hippokrates havde klare terapeutiske anvisninger med henblik herpå:
de skadelige elementer kunne udtømmes gennem åreladning, afføring eller opkastning”[120].
Der blev nu ikke længere skelnet mellem forskellige typiske sygdomme. Det, som senere betegnes, som psykiske lidelser blev derfor også forsøgt forklaret ud fra organiske forstyrrelser, dvs. ud fra naturlige årsager. Dette er betinget af, at magthaverne ikke ønskede dette på deres kappe, da ukontrol med eget tyende, sig selv og hinanden ville få ”masken” af suverænitet til at krakelere, og da masken var personlighedens spejl i de antikke bysamfund, så ville maskefald være ødende statustab. Hertil kommer, at det kun var ”borgere”, dvs. frie proletarer og slaveejere, der blev behandlet ”terapeutisk”. Slaver blev nemlig ikke opfattet som mennesker. De var med Aristoteles’ ord ”talende redskaber”.
Opsummerende kan vi sige, at med klassedelingens gennemsætning, religionens udvikling og endelig statens etablering, så spaltes også håndens og åndens arbejde. Den overordnede udvikling og styring af den samfundsmæssige produktion sker nu fra oven og udenfor den direkte produktion af livsfornødenhederne. Den stadige erfaringsophobning ”i menneskenes produktive livtag med naturen” systematiseres i en form, der er den fremmed. ”Tænkerne” om dette står uden for produktionen, og nok tænkte de om religionen, men de forblev inden for åndens eller tankens rige. Med dominansen af forestillinger om verden indstiftet af Gud eller af tanken selv, så må lidelse og sygdom som samfundsmæssigt specifikt produceret nødvendigvis forbigås. Her har vi mao. også forklaringen på antikkens passive opfattelse af terapi, hvorfor vi også finder, at den ”oprindelige” betydning af terapi spejler en bestemt epokes omgang med erfaret lidelse og sygdom: det græske slavesamfund.
I nutidige forsøg på historiebestemmelse springes der imidlertid overvejende let og elegant hen over dette. To betragtninger skal her gøres.
For det første ses menneskenes bevidst formidlede indgreb over for modsigelsen mellem sundhed og sygdom først at komme frem med antikkens forsøg på at ”understøtte naturen”[121], hvor forskellen på terapi ”oprindeligt” og i dag blot er, at vi ikke længere er underlagt naturens luner for nu har vi fået viden; vi kan behandle lidelse og sygdom. Dette markeres også kulturelt i det betydningsskift, der kommer til udtryk fra en passivt støttende terapeutisk praksis med de ”bløde” betegnelser som pleje og tjene fra antikken til den nutidigt aktivt indgribende praksis med den - i forhold til antikken - mere ”aggressive” betegnelse behandling. Glemt - som en slags ”socialt hukommelsestab” - er, at der ikke findes nogen ”oprindelig” samfundsmæssig-menneskelig natur, som menneskene først lever i mørket af, for så senere at fravriste den dens hemmeligheder og herigennem komme ud i lyset. Forbigået i samme åndedrag er også, at samfundshistorisk mørke og lys - mørke som flertallets fornedrelse og pinsler, og (kunstigt) lys for fåtallet, der lever af mørkets frugter - først opstår med klasser og stat. Forbigås mao. antikkens status af klassesamfund til fordel for en opfattelse af antikkens kulturelle produkter som det første ”oprindeligt” samfundsmæssige, så må historiebestemmelser i deres perspektiv svinge mellem herskabs- og kontrol-videnskab.
I forlængelse heraf ligger vores anden bemærkning, at historiebestemmelser ofte (snarere oftest) opererer med en slags ”oprindelig” religiøs/åndelig periode inden det ”egentligt” samfundsmæssiges opståen - en periode, hvor menneskenes livs- og verdensanskuelse har været en åndelære[122]. Dette kan kun være at vende tingene på hovedet, for hvis en sådan åndelære har været dominant op gennem antropogenesen, så ville livspraktiske indgreb i realiteterne ud fra realiteterne selv, og hermed menneskenes produktion af sig selv, ikke kunnet have fundet sted - og så må det blive ånder, som i dag beskriver deres egen undergang hine dage. Denne opfattelse behøver vi ikke følge. For først på det tidspunkt, hvor der sker en produktionsmæssig adskillelse mellem det udførende og det planlæggende arbejde, kan det materielle og det åndelige træde op mod hinanden som abstrakte poler og som hinanden fremmede. Så kan slagsmålet begynde om, hvilken side der kom først, hvad der bestemmer hvad osv. Herefter kan de så sættes abstrakt sammen under skyldig bortseen fra, at problemstillingen er historisk specifik og et produkt af klasseantagonisme - hvilket kun kan være en problemstilling for dem, der står udenfor den samfundsmæssige produktion af livsfornødenhederne, men profiterer heraf, hvilket samfundsformationsmæssigt starter med antikkens ”borgere”. For slaverne var denne bevidsthedens leg med sig selv aldeles upraktisk, og slet og ret en befæstelse af deres undertrykkelse gennem andre. Med ånd-materie-distinktionen er vi inde i det tankemæssige grundmønster, som vi tidligere har kaldt den binære kode, og bestemt som bevidsthedsfilosofiens grundlag[123]. Det kan da heller ikke undre, at denne tankeform opstår med klassers opståen, og som et redskab for de ulykkelige sjæle, der kun har deres bevidsthed at søge livets mening igennem. Karakteristisk er imidlertid det almene forhold, at den binære kode kan ses som en bestemmende dimension ved det atypiske praksisforhold, der kan karakteriseres som lidelsesbemestring, modsat det idealtypiske der har med sundhed og typisk udfoldelse af værensfylde at gøre. Netop her har man nemlig at gøre med problemet om, hvad der kan vende/overvinde den individuelle betingethed af eksistensbetingelserne, hvor kraften hertil kun kan komme fra andre planer ved den menneskelige eksistens’ vekselvirkningsforhold med omverdensbetingelserne end fra betingetheden selv. Tænkning i den binære kode er derfor betingethedstænkning, der ikke af egen kraft kan formulere bevidst formidlede indgreb i betingelserne - kun udlevere sig selv hertil og til betingelsernes virke med een, som det bla kommer til udtryk i antikkens sundhedsregel om ”understøttelse af naturen”.
Terapi vinder nye træk: tvangsovervindelse som
enkeltstående lidelsesbemestring gennem egne klassebetingelser.
Spørgsmålet er nu, hvad vi kan sige, at denne samfundshistoriske negering af samfundsformen med klassesamfundsformens opståen betyder for den almene terapeutiske praksisform som kollektiv varetagelse af personlig lidelse.
Først og fremmest må vi konstatere, at det med klassesamfundsformen ikke længere er muligt at tale om kollektiver i forbindelse med hinanden, men kun om stammer/lande/statssamfund, der, bl.a. afhængig af naturtryk og generaliserede fælles-kollektive bestemmelser, ligger i et mere eller mindre stridbart forhold til hinanden, særligt omkring naturressourcer og specialiserede færdigheder og generaliseret viden - et forhold mellem enheder, der igen kan sætte sig sammen i deciderede udbytningsrelationer af den ene part af den anden, ikke bare inden for en enhed, men enheder imellem. Dette er den tidligere nævnte spaltning af samfundshistorien i ”spontan form for verdenshistorisk samvirke mellem individerne” på den ene side, og på den anden side ”klasse- og statsform for verdenshistorie”[124]. Det kommer derfor også til en spaltning af den terapeutiske praksisform, der overordnet må betyde at sygdomsforebyggelse kun kan finde sted i den udstrækning, at det har funktionel betydning for den herskende klasses livsrum, og dette upåagtet konsekvenserne for de undertrykte og udbyttede. I forlængelse heraf må den foregribende sygdomsforebyggelse stagnere, eventuelt vande ud til rent intuitive foranstaltninger, idet den nu fremmedgjorte form for samfundshistorie og den hermed forbundne udbredelse af den bevidsthedsfilosofiske diskurs som objektiv tankeform - og nødvendig falsk bevidsthed - aktivt står i vejen for ”planlæggerne af og tænkere over” produktionen for en livspraktisk opsummering af relationerne mellem betingelser og modsigelsen mellem sundhed og sygdom. Dette gælder for ”planlæggerne og tænkerne”, medens det for de ”planlagt talende redskaber” drejer sig om betingelser, der ligger uden for deres rækkevidde at gribe kollektivt ind over for lige så vel som ”planlæggerne og tænkerne” ikke har kunnet gribe ind i produktionen, men kun i formen og rammen om den. Konsekvenserne heraf kan kun være en generel forøgelse af den sociale belastning ved siden af den lidelse, som påføres dem, der ikke har magt at forsvare sig med. Dette må endvidere betyde en skævfordeling af den sociale belastning med en generel social overbelastning af den undertrykte klasse til følge - og her inden for en fordeling, der er bestemt ud fra styrkeforholdet mellem de involverede. Når den kollektive varetagelse af personlig lidelse forsvinder, så bliver det den berørtes eget problem at erfare og forholde sig til den proces, der starter med overbelastning og muligvis slutter med sygdom som bestemmende livskvalitet. Dette må generelt føre til at atypiske processer først fanges på et senere tidspunkt end under den kollektive varetagelse. Hermed nedblændes for den enkelte, at sygdom også er noget, der handles ind i, og endvidere må også relationen mellem betingelser og sundhed/sygdom blive nedblændet som faktisk eksisterende relation. Her ligger de sociale og individuelle betingelser for, hvad angår de herskende at en sygdomsopfattelse, der ser sygdom som noget ”helt” naturligt, og/eller med årsager i en tåget gudeverden kan finde fodfæste. For de beherskede har der derimod næppe været tvivl om relationen mellem betingelser og sundhed/sygdom, idet de konstant tvinges til at handle sig ind i den, men her har umuligheden af at gribe ind i betingelserne, på fundamentalt anden måde, skabt grobund for en unaturlig gudelig sygdomsopfattelse af årsager. Hertil kommer for de beherskede, at de ved tilfælde af sygdom typisk har måtte skjule dette, idet deres værdi som værktøj så helt nærmede sig nulpunktet eller måske kom ned under[125]. Vi møder i denne forbindelse kimen til den terapeutiske distinktion mellem privat og offentlig, idet slaven ved lidelse og sygdom tvinges ind i en privat omgang med denne af livspraktiske overlevelsesgrunde, medens slaveejeren ved lidelse og sygdom offentligt må stille den til skue for at kunne blive behandlet.
Det, som nu kommer på tale ved personlig overbelastning
er, at den enkelte må indstille sig på at klare denne indenfor sine givne
klassebetingelser. Kommer det til udviklingen af lidelse, bliver der derfor
tale om et forhold af enkeltstående tvang, som individet må søge at leve sig
igennem. Lidelsesbemestring tager nu form af tvangsovervindelse som
enkeltstående lidelsesbemestring gennem egne klassebetingelser.
Tvangsovervindelse bliver hermed kategori for den anden historiske form for terapi. Der ligger i denne form for terapi en slumrende modsigelse mellem at være udleveret til processen af personlig lidelse på den ene side, og på den anden side at skulle styre og bemestre sit liv under fraseen af personlig lidelse, hvorfor formen kan siges at være ustabil, idet den hele tiden kalder på sin egen negation: enten overtager processen af personlige symptomer ens selvbestemmelse, hvorved man udleveres til andre, eller også lykkes det een at fastholde og eventuelt reetablere ens selvbestemmelse. I det første tilfælde er man som slave eller herskende prisgivet, på hver sin måde, omstændighederne. I det sidste tilfælde er der ikke tale om tvangsovervindelse, men om livsopretholdelse gennem tvang. Kategorien tvangsovervindelse kan derfor først komme på samfundsmæssigt begreb gennem udviklingen af samfundshistoriens almene træk - en udvikling, der må skabe rum til at formen kan etablere sig i den kollektive proces. Dette sker med slavesamfundets opløsning og feudalismens opståen, hvor formen spaltes og sættes imaginært sammen, således at religionen tager sig monopol på styringen af den, og de faktiske produktionsforhold monopol på den stadige udlevering til den. I det feudale liv leves der med denne form som et naturligt element styret af andre.
Dette kommer også til udtryk i, at det ikke blev den hippokratiske tradition, der med dens gensidige tematisering af tanker om lidelse og de empiriske forhold ved lidelse, kom til at bestemme den videre historiske udvikling i synet på lidelse, sygdom og død. Men det blev primært præstemedicinen, hvor sygdom var Guds straf i form af den Ondes besættelse af mennesket, og i forlængelse heraf ”helbredelse” som uddrivelsen af det Onde eller som påtagelse af synd. ”Syndefaldsmyten” voksede sig stærk i de næste mange, mange hundrede år. Grund: religionen blev statsideologi. Religionen overgår fra at være partielt bestemmende til at blive overgribende det kollektive og det personlige.
Slavesamfundets opløsning.
Med antikkens forfald, Romerrigets opblomstring og kristendommens gennemsætning som statsreligion i det 2. århundrede evt. indvarsledes slavesamfundets forfald. En ny samfundshistorisk epoke ruller frem: feudalismen. Og en herskende klasse bestående af fyrsterne, kirkens præster og herremændene, som til sammen ejer næsten al jorden, træder op over for en behersket klasse bestående af fæstebønder, der ligeledes måtte leje sig til den jord, som de opretholdt eksistensen igennem. Desuden var der en lille gruppe selvejerbønder, men deres rolle var minimal, da de kun ejede 10-15% af jorden, og ligesom fæstebønderne var de sat i afgift til statsmagten. Det udbytningsforhold, der nu træder frem som bestemmende for samfundshistoriens gang, er herremandens tilegnelse af feudalrenten, der består i landgilde og/ eller hoveri. Selve udbytningsforholdet varierer op gennem middelalderen, men der har altid været tale om landgilde (:en bestemt procentdel af fæstebøndernes produktionsudbytte), der skal afleveres til jordejeren; men der har ikke altid været hoveri, der bestod i at bønderne arbejdede gratis på herremandens jord i et nærmere magtfuldt fastsat tidsrum.
Forvaltningen af lidelse og sygdom overgik til at blive et kirkeligtstatsligt anliggende, men i en form hvor kirken så at sige blev staten. Det bliver også denne form, der kommer til at bestemme udviklingen i synet på lidelse og sygdom, samt på de forskellige samfundsmæssige tiltag her over for. Kirken opnår i denne bevægelse vidensmonopol, og det kirkelige verdensbillede søges sat igennem i enhver samfundsmæssig pore. Lidelse og sygdom bliver slet og ret Guds straf, og ”syndefaldsmyten” bliver den eneste tilladte forklaring i de næste 1500 års lidelseshistorie. Men omvendt bliver det også kirken, især munkene, der viderefører de græsk-romerske ansatser til ”videnskabssystemer” som jura, filosofi og medicin. Allerede i 800-tallets oprettedes i Salerno en ”medicinsk videnskabelig højskole” af nogle italienske benediktinermunke[126], hvor de beskæftigede sig med både dyrkning af urter med påstået helbredende virkning og med kirurgiske indgreb. I samme tidsrum indrettedes der også forskellige klosterhospitaler, der tog sig af de forskellige epidemiske sygdomme som spedalskhed mm.
Danmark får sine første klosterhospitaler, Sankt Jørgensgårde, i 11-1200-tallet. I de følgende århundreder indrettedes også almindelige hospitaler - Helligåndshusene - der tog sig af syge, fattige og gamle. Disse blev alene oprettet i de største byer, medens der på landet ikke skete nogen ændringer i mulighederne for omgangen med syge. Disse blev som hidtil passet og plejet i landsbyfællesskabet, bl.a. gennem anvendelse af gamle husråd (:lægende urter, feberuddrivende midler, sammensætning af brækkede lemmer, sårbehandling mm.), der kan ses som en slags folkemedicin, der blev udført af mere eller mindre selvbestaltede ”kloge koner og mænd”, der havde fået overleveret handleprocedurerne fra deres forfædre/-mødre. Folkemedicinen var så at sige det daglige modstykke til den udbredte religiøse opfattelse af sygdom som synd, som Guds straf, hvor erfaringsgrundlaget herfor var, at relationen mellem betingelser, sygdom, intervention og sygdomsforløbet i det mindste stadig var tydelig eller begribeligt ved ulykkestilfælde og ved cykliske værenssygdomme. Så nok rev religionen sammenhængen mellem betingelser og sygdom fra hinanden, men den blev til stadighed reetableret i forskellige grader i det daglige liv. Men konsekvensen var, at nok blev der støttet op omkring den enkelte ved sygdom, men der foregik som sådan ingen aktiv aktivitet omkring sygdomsforebyggelse, eller indgreb i betingelser, der af mere generel karakter kunne antages at producere sygdom. Dette sidste gjorde landsbyfællesskaberne meget sårbare over for de epidemiske sygdomme, idet der ikke blev truffet nogen foranstaltninger her overfor.
Det er med feudalismens almene udvikling, at terapi som tvangsovervindelse kommer på samfundsmæssigt begreb: den personligt lidende bliver passet og plejet, hvis muligt, i almuen via anvendelsen af praktiske husråd, der i en eller anden forstand relaterer sig til de empirisk konstaterbare individuelle symptomer; medens logikken i deres udviklingsbevægelse blev set ud fra hvilken mening, som Gud dog havde med een, hvilket samtidig afstak mulighedsrummet for, hvordan man ved at sone sin brøde gennem ændret og styrket religiøs tro kunne få ”medindflydelse” på denne mening. Den ”slumrende modsigelse” i tvangsovervindelse mellem udleverethed og styring har nu fundet en praktisk form at bevæge sig i; - en bagvendt form - man frakender sig en styring, samtidig med at man griber ind - men dog en form!
Den videre udvikling op til 15-1600 tallet medfører ingen ændringer ud over en gradvis udbygning af de kirkelige hjælpeinstanser over for sygdom, fattigdom, alderdom og invaliditet. Karakteristisk for denne udbygning er, at den ikke er begrundet i fremskridt i intervention over for sygdom med sikker helbredelse til følge, men mere at den samler de individer op, som er blevet sat i en situation, hvor de er blevet henvist til sig selv og som følge heraf henvist til andre, når de ikke har kunnet klare deres liv alene. Dette peger hen på ændringer i det sociale livs reproduktionsbetingelser, idet forudsætningen for at kunne blive stillet alene uden for fællesskabet (i generel forstand) må eksistere som muligheden for at kunne blive stillet alene i det fællesskab, som man er vokset op i. Så spørgsmålet er, hvad det er for en ”mekanisme” i fællesskaberne, der genererer det ”produkt”, som kirken nu tager sig af. Denne mekanisme er udviklingen af de enkelte bønders/familiers privatejendom indenfor fællesskabet, hvor det bliver af betydning for fællesskabet som sådan - der rangerer under kirken - hvordan den enkelte forvalter sine sociale livsbetingelser. Dette markeres også af, at det allerede i 1200-tallet kommer til en formalisering af skik og brug, og af hvordan konflikter herom kunne/skulle løses af fællesskabet, idet der fandt en nedskrivning af vaner sted, der så omvendt blev fremsat som love af kongen[127]. Disse love indeholdt bestemmelser omkring, hvad der skulle sættes i værk over for enkeltpersoner, hvis de forvaltede deres situation til skade for andre eller for fællesskabet som sådant, fx slog nogen ihjel eller sløser og ødelægger arbejdsmidler. I disse love blev der givet specielle foranstaltninger over for gale eller rasende, der kunne umyndiggøres (sættes under administration af ”fællesskabet”, Tinget), bindes eller beplankes (spærres inde i et lille bur eller kiste), og disse rasende gale var de individer, hvis handleperspektiv som sådant ikke kunne rummes i fællesskabet. Dette peger igen hen på udviklingen af interessemodsigelser i fællesskabet. Mao. står fællesskaberne nu ikke længere kun med en magt uden for (:kongen) eller over (:kirken), men også med magtforhold indenfor fællesskabet i klassen.
Opsummerende kan vi derfor sige, at der udvikler sig en dimension af magt-afmagt inden for klassefællesskaberne, der på den ene side formaliseres gennem love, men som på den anden side ikke lader sig bemestre i alles interesse indenfor fællesskabet, hvorfor nogen stilles alene indenfor og eventuelt sættes under tvang; eller skubbes ud af fællesskabet, hvor kirken træder til. Etableringen af de kirkelige hjælpeinstanser over for sygdom, fattigdom, alderdom og invaliditet med udviklingen af almindelige hospitaler i byerne kan derfor ses som den første kim til en institutionaliseret samfundsmæssig forholden sig til konsekvenserne af den ”jordiske” modsigelse mellem magt og afmagt. Men denne samfundsmæssige udvikling betyder også, at terapi som tvangsovervindelse kan ”udvikle” sig videre: i kraft af at den enkelte ved tvangsovervindelse kan stilles socialt alene i eller uden for dets oprindelige klassefællesskab, så kan den ”slumrende modsigelse” i tvangsovervindelse træde frem i to ”rene” distinkte former. Vi møder her de historiske kim til to betydningsstrukturer fra vores feltbestemmelse: meningsløsheds-overvindelse og sociallivs-forandring[128]. Hvor førstnævnte spejler den totale afmagt i situationen, der derfor må bemestres gennem meningsløsheds-overvindelse som det at finde meningen i og med de individuelle symptomer og lade sig styre af denne mening; så spejler sidstnævnte den totale afmagt over situationen, der må bemestres gennem ændring af de sociale betingelser upåagtet eksistensen af personlige symptomer. Men begge ”rene former” er dog også at se som momenter i den almene proces af tvangsovervindelse, når den personligt lidende stilles alene heri af ”fællesskabet”.
Feudalismens opløsning.
Med reformationen sker der en endelig svækkelse af kirkens magt til fordel for kongemagten. Kongen overtog kloster- og bispegodserne, hvoraf halvdelen blev til krongods, og resten overgik i adelens regi. Men i og med dette så overgik også kirkens forpligtelse over for syge og fattige til kongen - og kirken havde heller ikke længere materielle ressourcer til at drive de allerede etablerede hjælpeinstanser. Kongemagten sætter ikke et andet grundlag i stedet, hvorfor der udvikler sig en skare af subsistensløse, der kun kunne opretholde livet gennem tiggeri. Hvad kongemagten i første omgang finder fornødent at gøre, er at begrænse tiggeriet. I 1536-37 begyndte man at skelne mellem værdige og uværdige trængende. hvor de værdige var de, som på grund af sygdom, alderdom eller invaliditet ikke kunne arbejde - mens de uværdige var de arbejdsdygtige[129]. Det var kun de værdigt trængende, der måtte tigge. Senere indførtes også omgangsforsørgelsen for de syge og gamle, der ikke ved egen kraft kunne bevæge sig. Men disse forordninger fjernede selvfølgelig ikke betingelser for eksistensen af en skare af subsistensløse. Fra begyndelsen af 1600-tallet kommer det til en institutionalisering af de ”uværdigt trængende”, hvor der dukker tugthuse op, hvor de sættes i tvangsarbejde. Det kommer nu også til en begyndende udskillelse af de rasende eller gale, som nu betegnes som afsindige og som dårer, idet der blev indrettet forskellige dårekister i de enkelte arbejdsanstalter. De, der havnede i disse dårekister, var de individer, der simpelt hen ikke kunne tvinges ind i et arbejde - eller i en arbejdsrytme i tugthusene.
I den videre feudale udvikling efter reformationen indskrænkes også kongens magt til fordel for en fremvoksende borgerklasse, der repræsenterede handelskapitalens frie bevægelighed. I første omgang kommer det til en alliance mellem kongen og denne nye borgerstand, og enevælden indføres 1660, hvor handelsborgerskabets magt fastslås på bekostning af adelens, og endvidere blev det nu muligt for borgere at få lige adgang til embeder og til at købe adeligt gods[130].
Dette betød, at den enevældige stat aktivt kunne bruges -
og blev brugt - i handelskapitalens interesser. Forskellige toldlove, der
støttede handelskapitalens interesser, så dagens lys. I forlængelse heraf
påbegyndte handelsborgerskabet også en kapitalisering af håndværket, og
manufakturen så dagens lys. Hermed er det første skridt taget til den endelige
opløsning af feudalismen, idet handelskapitalens forbindelse med
produktionsprocessen betyder, at rummet for varecirkulation overskrides,
hvorved den simple brugsværdiproduktion må forsvinde til fordel for vareproduktion.
Udviklingen af manufakturen - som også den enevældige stat aktivt gik ind i - udviklede handelen yderligere, og godsejerne (der ejede næsten al landbrugsjorden) blev hermed trukket ind i en pengeøkonomi, som de - på grund af selvforsyningslogikken på landet - kun kunne hamle op med ved at udvide hoveriarbejdet yderligere. Men denne øgede udbytning førte til, at en masse landarbejdere indvandrede til byerne - både for at komme ud af godsejernes kløer, og i håb om at få arbejde ved manufakturen.
Men manufakturen kunne slet ikke opsuge den arbejdskraft, der nu begyndte at blive frisat, idet manufakturen selv virkede opløsende på laugsstrukturen i byerne og på landsbyfællesskaberne på landet. Det kommer derfor til en forøget desintegration af det feudale liv, som de enkelte stater overalt i Europa forsøgte at tackle gennem institutionalisering, hvad der med Foucault kan kaldes den ”store indespærring”.
Dette er for Danmarks vedkommende en udbygning af tugthusene og arrester med indbyggede dårekister, oprettelse af opfostringshjem for forældreløse børn, hospitaler i større byer beregnet for fattige syge, og i forlængelse heraf fattighuse i byerne og fattiggårde på landet.
Men staten forsøgte også at dæmme op for desintegrationen. I første omgang defensivt gennem indførelsen af stavnsbåndet i 1733, som et svar på opståelsen af et ”frit” by- og landproletariat; i anden omgang gennem indførelsen af forskellige landboreformer i 1760-70’erne, som skulle berede en overgang til selveje for bønderne. I forlængelse heraf kunne også stavnsbåndet ophæves igen 1788.
Perspektiverende om denne udvikling under feudalismen kan vi sige, at før reformationen var kirken formidler af den enkeltes reproduktionsproblemer, når individet ikke kunne forsørge sig selv eller blive forsørget og plejet i slægten eller i landsbyfællesskabet. Sygdom og fattigdom var et standsmæssigt anliggende under gejstligheden. De mere verdslige forhold, der var handels- og krigspolitik. blev varetaget af kongen.
Efter reformationen bliver den enkeltes reproduktionsbetingelser og -problemer til et verdsligt forhold under kongen. Der sker et sammenfald mellem fattig- og sygeforsørgelsen og den materielle produktion. Alle er nu kongens undersåtter, og som sådan ligestillede under kongen, hvor ansvaret for det enkelte individs eksistensformåen nu bliver placeret hos individet selv. Det blev hermed ikke længere muligt at dele dette ansvar med kirken - at betale sig fra sine synder eller at få støtte ved ”jordisk” afmagt - og i tilfælde af, at man ikke kunne blive støttet/forsørget i slægten eller i landsbyfællesskabet, så trådte man ind i en af kongemagten formidlet offentlig sfære: ind til indespærring og tvang, hvis man var ”uværdigt trængende”, eller til tiggeri eller omgangsforsørgelse, hvis man var ”værdigt trængende”, dvs. syg eller gammel. Hermed markeres også en overgang fra syndstanken til skyldstanken i synet på fattigdom, lidelse og sygdom. Denne overgang markeres også af en total opløsning af kirkens syge- og fattigdomshjælp, som kongemagten i første omgang ikke sætter noget i stedet for. Men i anden omgang - som følge af den begyndende opløsning af de feudale produktionsforhold, og den hermed forbundne udvikling af en voldsom skare af subsistensløse menneskeskæbner - udvikles institutionelle statslige tiltag her overfor.
I den videre generelle samfundsmæssige udvikling efter reformationen og enevældens ophævelse indskrænkes også kongens magt til fordel for den fremvoksende borgerklasse, der repræsenterer handelskapitalens frie bevægelighed, og den kapitalistiske vareproduktions gennemsætning i global målestok.
For at kapitalen kan fungere som kapital må arbejdskraften være fri og privatejet. Den generelle opløsning af de feudale produktionsforhold kan derfor ses som eksproprieringen af de feudale individer fra deres produktionsbetingelser. Rundt omkring i Europa kommer det i første halvdel af 1800-tallet til en række borgerlige revolutioner - og en enkelt mislykket proletarisk i Frankrig - hvor udgangene herpå er en formalisering af kapital -arbejder-forholdet med gennemsættelsen af borgerlige forfatninger.
I Danmark sker dette med grundlovens vedtagelse i 1849, som fastslog de borgerlige frihedsrettigheder og ejendomsrettens ukrænkelighed. Alle bliver nu frie og lige statsborgere, der via det repræsentative demokrati har indflydelse på den lovgivende magt. Men det er vel at mærke en frihed og lighed, der er knyttet til den private ejendomsret. Nok er alle blevet statsborgere, men ikke alle er lige i offentligheden - eksempelvis er valgretten og valgbarheden i grundloven af 1849 knyttet til eksistensen af formue, ligesom kun de med formue kunne være offentlighedspersoner. Først i 1915 med parlamentarismens indførelse ændres dette.
I perioden op til kapitalismens gennemsætning kommer det endvidere til en oprettelse af et landsdækkende fattigvæsen i begyndelsen af 1800-tallet, hvor kommunerne fra centralt hold blev pålagt at sørge for de menneskeskæbner, der ikke af egen kraft kunne varetages deres eget liv. Men man skal nu langt op i 1800-tallet, før kommunerne reelt tager denne opgave på sig. Institutionaliseringen af de ”desintegrerede” har nu fået et foreløbigt punktum. Men det er en institutionalisering, der samtidig har forløbet gennem en differentiering af grundene til, at det kommer til en statslig intervention, samt hvilken form for intervention der kommer på tale. Vi har været inde på nogle af disse, bl.a. den tidligere anførte skelnen mellem værdig/uværdig trængende, samt betegnelsen dåre/afsindig for de menneskeskæbner der ikke kunne tvinges i arbejde i tugthusene; men hertil kommer også distinktionen sund-syg, som vi i det følgende skal vende os særskilt mod for perioden efter reformationen og frem til kapitalismens gennemsætning.
Generelt for den samfundsmæssige fundering af distinktionen mellem sundhed og sygdom er her det forhold, at den udvikles gennem en indre differentiering af fattigvæsenet, hvor der ”efterhånden udskilles samfundsmæssige institutioner specifikt rettet mod sygdom i takt med etableringen af det borgerlige samfund”[131]. Hertil kommer endvidere det fundamentale forhold, at det bliver på naturvidenskabeligt grundlag, at der arbejdes med sundhed og sygdom.
Efter reformationen sker der - som tidligere nævnt - et sammenfald mellem fattigdom og sygdom på den ene side, og den materielle produktion på den anden side som bestemmende for den form, som staten intervenerer igennem. Dette sammenfald betød, at fattigdom og sygdom ofte kom til at gå hånd i hånd uden nogen grænse imellem, og dette blev næsten fuldstændiggjort af kirkens religiøse syn på lidelse og sygdom. I den udstrækning, at der overhovedet blev tænkt ”ud over religionen”, så var det i humoralpatologiske baner, hvor den kliniske iagttagelse og kategorisering var dét centrale. Hertil kom at datidens sygdomme overvejende var epidemiske sygdomme, som man i praksis intet kunne stille op imod. Kun på et område eksisterede der et veludviklet praksisfelt, og det var på det kirurgiske område (”bartskærerne”), der så at sige var det officielle modstykke til ”almuens kloge koner og mænd”. I den videre udvikling kommer det til en integration mellem den praktiske (kirurgiske) og den teoretiske medicin (humoralpatologien), idet de nu formidles igennem et tæt forhold mellem kongen, kongens livlæger og universiteterne. En statslig monopoliseringsproces af sygdomsbegrebet finder nu sted. Dette kommer bl.a. til udtryk i den første danske medicinalforordning (1627), hvor der fra statslig side blev indført kontrol med, hvem der kunne praktisere som bartskærere[132]. Senere - i 1784 - blev bartskærerfaget indført på universitetet med oprettelsen af det kirurgiske akademi ved siden af det medicinske/teoretiske.
Den teoretiske medicin råder frem til dette tidspunkt ikke over egentlige handleprocedurer over for sygdom. Der var godt nok blevet uddannet læger ved universitetet siden 1500-tallet, men den teoretiske diskurs var skolastikken, der blev bragt i anvendelse på Hippokrates’ lære, og dennes ”videreudvikling” af romeren Galen, hvad der udelukkende gjorde praktiske tiltag over for sygdom til et spørgsmål om diagnosticering og kategorisering af sygdomsforløb mhp. død eller ”spontan” egenhelbredelse. Hertil kom dog praktiske husråd, men disse var i forvejen kendt af almuen. Den distriktslægeordning, som den enevældige konge indførte i 1700-tallet, havde derfor heller ikke nogen umiddelbar effekt for syge. Men den er med til at gøre sygdom til et lægevidenskabeligt område med en tilsvarende miskreditering af folkemedicinen til følge.
I perioden fra 1784 og op til midten af 1800-tallet fuldbyrdes det lægevidenskabelige sygdomsmonopol, der finder et foreløbigt punktum med oprettelsen af den lægevidenskabelige eksamen, som vi kender den i dag, i 1839. Få år senere oprettes også det lægevidenskabelige fakultet gennem sammenlægning af det medicinske og det kirurgiske[133].
Indbundet i denne konstitueringsproces er - som en betingelse herfor - naturvidenskabens udvikling efter reformationen. Galilei (1564-1642) markerede her et vendepunkt, idet han indførte eksperimentet i fysikken, og dermed bereder en overgang fra viden i form af naturbeskrivelse og kategorisering til en viden om naturen i form af fysiske lovmæssigheder. Og historisk kommer Galilei til at danne udgangspunkt for det positivistiske videnskabsideal, der også inden for psykologien i det 20. århundrede knæsættes af behaviorismen. Men det var først den videre udvikling inden for fysikken og biologien (opdagelsen af blodets kredsløb, mikroskopets udvikling og forfinelse), der førte til egentlige fremskridt i 1800-tallets teoretiske tænkning. Skridtvis arbejdede lægevidenskaben sig via fysikken, biologien, matematikken og kemiens landvindinger frem mod et naturvidenskabeligt syn på menneskelig sygdom.
I sammenhæng hermed er det, at det lægevidenskabelige sygdomssyn sættes igennem inden for området af dårer og afsindige. Psykiatrien opstår - men ikke så meget pga. at lægerne kan gribe ind over for den menneskelige eksistensmåde, som dårerne og de afsindige fremviser, men simpelt hen fordi det lykkes lægerne at få defineret denne indespærrede og afsondrede gruppe af mennesker som syge[134]. Denne sygdomsdefinitionsproces finder sted overalt i Europa fra slutningen af 1700-tallet, startende i England, herefter i Frankrig, så Tyskland og Danmark/Norden, og den antager i hovedtræk samme forløb: anstaltsanbringelse, teoretisering af de, der har interesse i de indespærrede uarbejdsdygtige, og dernæst sygdomsbegreb (:psykisk sygdom eller psykiske forstyrrelser). Psykiatriens genstandsområde bliver sindssygdomme.
Vi skal ikke følge denne udvikling nærmere, blot konstatere at det lægevidenskabelige område gradvist skiller sig ud fra fattigvæsenet op gennem 1800-tallet, hvor oprettelsen af anstalten ”Jyske Asyl” i 1852 og af ”Kommunehospitalet” i 1863 markerer de skift, der fører til udviklingen af et særskilt sundhedsvæsen organisatorisk opdelt i en somatisk og psykiatrisk del. To udviklingslinier i relation til somatisk sygdom var her centrale.
På den ene side en socialmedicinsk retning, hvor legemets modtagelighed over for bakterier/sygdomme blev set som socialt bestemt. Det var især tyskeren Virchow (1821-1902), der forfægtede dette, og den ”behandling”, han sigtede mod, var derfor ikke kun rettet mod individet, men mod ændringer af generelle politiske og sociale forhold.
På den anden side en ”ren” medicinsk retning, hvor opdagelsen af bakterien førte til den - udbredte - tankegang, at alle sygdomme kunne føres tilbage til en specifik årsag (entitets-opfattelsen)[135]. Til grund herfor lå også opdagelsen af cellen som legemets byggesten, og dermed opfattelsen af sygdomme som afvigende biologiske processer; og opdagelsen af bakterien, der blev set som ”nøglen” til forklaring af de epidemiske sygdomme.
Det blev ikke den socialmedicinske udviklingslinie, der slog igennem i historisk målestok[136]. Virchows ”forebyggelsestanker” fandt sted i en tid med sociale omvæltningsprocesser, hvor den med kapitalismen udviklede privatform for samfundsmæssig produktion og eksistens endnu ikke havde sat sig helt igennem, lige såvel som den fremtidige form for økonomisk og politisk samfundsliv ikke klart aftegnede sig, hvilket skabte et mulighedsrum for at forestille sig lidelse og sygdom som et socialpolitisk anliggende. Men omvendt er samme periodes tanker - og også de praksisformer, hvorunder der udvikles ”ny” viden om lidelse og sygdom - overvejende isoleret fra den samfundsmæssige produktion af livsfornødenhederne, hvor de naturvidenskabelige opdagelser, herunder især bakteriologien, i sammenhæng med udviklingen af det med privatformen ”frie” og ”fritstående” individ, skabte mulighedsrum for, at vidensproduktionen omkring lidelse og sygdom kunne forblive på et mikroniveau og dermed fiksere privatindividet som den egentlige bærer af sygdomsprocesser og så at sige årsag til sin egen sygdom. Det bliver da også ”apparatfejls-modellen”, der går en sejrrig fremtid i møde.
KAPITEL 15.3.2: Kapitalformen for terapi:
afmagtsovervindelse.
Med vareproduktionens endelige gennemsætning - i formen værdiproduktionens dominans over for brugsværdiproduktionen - forsvinder den feudale kongemagt til fordel for en magt bestående af den borgerlige lov, hvorigennem de økonomiske hovedklasser - kapital og arbejder - formidler deres interesser i samfundsmæssig forstand.
Staten må nu optræde som fælleskapitalist ved at varetage de almene reproduktionsbetingelser for kapitalen, hvorfor staten også træder direkte ind som medformidler af individets eksistensform, ligesom individet qua grundloven får visse lovbestemte rettigheder over for staten. Staten skifter i denne bevægelse funktion, idet den nu - i modsætning til alle tidligere statsdannelser, hvor den politiske magt stod ”over”/”udenfor” selve den økonomiske produktionsproces - må gribe direkte ind i selve produktionsprocessen gennem en regulering af det økonomiske udbytningsforhold i denne, hvilket er grundet i, at udbytningsforholdet med arbejdskraftens varekarakter er blevet et indre forhold. Hvor merarbejdet tidligere blev ydet gennem ydre tvang - personligt ejerskab/afhængighedsforhold mellem mennesker - så ydes merarbejdet under kapitalismen i kraft af selve den måde, som den kapitalistiske økonomi er organiseret på. Konsekvensen heraf er også,
”at den politiske tvang
kan eksistere relativt autonomt i forhold til økonomien - forstået på
den måde, at den først griber ind i produktionen, når den af ekstraordinære
grunde, fx strejker og besættelser, er truet (. .) Denne relative autonomi
betyder samtidig en centralisering af den politiske tvang, i form af et
centralt statsapparat”[137].
En yderligere konsekvens er, at det menneskelige individs samfundsmæssige eksistensform må fordobles. Hvor opståelsen af privatejendommen og som følge heraf klasser og stat - med slavesamfundet og historisk videre i feudalismen betød en spaltning af samfundet i ”spontan form for verdenshistorie” og klasse- og statshistorie, så fører vareformen som almen ækvivalent spaltningen igennem på både det økonomiske og på det politiske niveau: når alle er blevet ”frie” borgere i betydningen lige for den borgerlige ret, så bliver individet på een og samme tid privatperson og offentlig person, lige så vel som offentligheden både eksisterer som politisk og privat sfære. Det offentlige og det private kommer hermed til at eksistere som et delt hele, der til stadighed slår over i hinanden - og heraf karakteristikken ”fordobling”.
Staten er nu i sig selv formidlingsinstans og ”relativ autonom” regulator af det offentlige liv, samt beskytter af det private liv. Hvad der er offentligt hhv. privat reguleres via det borgerlige repræsentative demokrati, hvorigennem der fastsættes love, cirkulærer, bekendtgørelser mm. om det offentliges forpligtelser og rettigheder over for det private, og omvendt om det privates forpligtelser og rettigheder over for det offentlige.
Med kapitalismens gennemsætning løsnes endvidere statsmagten fra kirken. ”Tænkerne” kan træde ud af gudeverdenen, og naturvidenskaberne udvikles på empirisk grundlag, her under også lægevidenskaben. Staten og den systematiserede tænkning er dermed organisatorisk frigjort fra kirken. Lidelse og sygdom bliver et statsligt og naturvidenskabeligt anliggende (i første omgang): kontrolvidenskaben kan opstå.
Hidtidige begrænsninger i samfundshistorieanalysen.
Nu begynder begrænsningerne ved vores samfundshistorieanalyse for alvor at melde sig. Den historiske etablering af kapitalismen i sidste århundrede - og dennes samfundshistoriske genese startende med udvekslingen af ækvivalenter (simpelt bytte) mellem grupper/klasser/enkeltlande/stater - er i det foregående på ingen måde bestemt i sin indre udviklingssammenhæng. Tværtimod er kun de mest almene sammenhænge blevet markeret, således at den terapeutiske praksisform har kunnet blive fulgt i sin samfundshistoriske udviklingssammenhæng. Til grund for denne ”udvanding” af en historisk-logisk rekonstruktion har ligget manglen på en kategorial bestemmelse af samfundshistorien som verdenshistorie som det første. For det andet at vi ikke har prioriteret at forfølge en sådan, hvorfor vi har måttet trække på en simpel typologisering af samfundsformationer (slavesamfund osv). For det tredje har vi selv udvandet samfundshistorieanalysen ved ikke at lægge særskilt vægt på bestemmelse af særskilte stats- og klassetyper, samt på deres indre sammenhæng og dynamik op gennem samfundshistorien. Stats- og klassekarakteren af de forskellige samfundsmæssige tiltag over for fattige syge respektiv fattige eller syge op gennem samfundshistorien er derfor heller ikke indkredset i kategorianalytisk forstand.
Konsekvensen af ovenstående er specifikt, at opkomsten af et fattigvæsen og et sundhedsvæsen som relativt særskilte og autonome statsapparater med kapitalismens gennemsætning fremstår som en ”automatisk” proces, hvor det tværtimod er alt andet: nemlig stadige kompromisser som resultat af politisk og økonomisk klassekamp, hvad deres konkrete udformning og udvikling videre frem også er såvel en effekt som et resultat af.
Mere generelt er konsekvenserne, at vi overvejende har fået fat på formaspekter med en tilsvarende nedblænding til følge af de indholdsmæssige drivkræfter, der fører til at en form netop får dette konkrete udtryk på dette tidspunkt og sted - og ikke andet. En yderligere konsekvens er, at vi - qua abstraktionsniveauet - kun har fået fat på de mere særskilt almene forhold, hvor mange specifikke mellemformer må være gået tabt.
Hermed er der sat nogle afgørende begrænsninger for den videre analyse af terapi under kapitalismen - for selv om kapitalismen i sit virke skaber sine egne betingelser, og altså ikke kan reduceres til udgangsbetingelserne, så er udgangsbetingelserne det fundament, hvorigennem kapitalen virker; og som skridt for skridt modificeres, omformes og udvikles.
Afgrænsning af kommende genstandsfelt.
Den konsekvens vi skal trække af ovenstående er, at vi skal og må begrænse os til formallogiske betragtninger over terapi under kapitalismen, når vi fører vores analyse frem til i dag. Dette som en første afgrænsning.
Som en anden afgrænsning skal vi vælge at beskæftige os overvejende med den særskilte terapeutiske form, der har at gøre med ”psykiske” lidelser og sygdomme - historisk bestemt: de såkaldte gale, rasende, dårer og afsindige, eller de med psykiske ”forstyrrelser” og psykiske ”sygdomme”.
Gangen i det følgende må derfor være:
Først en almen bestemmelse af terapi under kapitalismen. Det drejer sig her om, hvilke nye træk som den terapeutiske praksisform vinder med gennemsætningen af den kapitalistiske produktionsmåde.
Herefter - på basis af ovenstående almene bestemmelse - en udviklende konkretisering af, hvordan denne form kan træde særskilt frem med et særegent stillet problem: det ”psykiske”.
Men selv om vi i det følgende skal behandle kapitalformen for terapi gennem kapitalismen set som konkret transitorisk abstraktum, så kommer vi ikke helt uden om en tentativ bestemmelse af kapitalismens udvikling og bevægelse, idet det er sådan, at kapitalformen for terapi først sætter sig igennem i sammenhæng med en almen udvikling af den kapitalistiske produktionsproces. Derfor først kort om denne, der skal ses som en videreføring af de med Marx funderede bestemmelser omkring vareformens udvikling over pengeformen til kapitalformen, og hvor vi yderligere skal trække på J. Andersens udlægning af Poulantzas periodisering af kapitalismens etablering og reproduktion[138].
Kapitalismens udvikling og reproduktion.
Kapitalismen vokser - som tidligere beskrevet - frem ved, at handelskapitalen forbinder sig med selve produktionsprocessen, hvorved rummet for varecirkulation overskrides. Første skridt er at kapitalen, der på dette tidspunkt eksisterer som pengeformue, købmandskapital og ågerkapital[139], knytter sig til udlæg af råstoffer inden for håndværk og tekstilindustri, hvorved der opstår mulighed for at kapitalejeren kan tilegne sig en vis produktionsprofit. Andet skridt fremkommer gennem manufakturens udvikling, hvor kapital investeres i selve produktionsprocessen. Her påbegyndes en adskillelse mellem producent og produktionsmiddel, der i et tredje skridt fuldbyrdes helt og generelt med storindustriens udvikling, hvorved kapitalen kan tage hele det indre marked i besiddelse. Hermed er grundlaget for kapitalismen opstået. Den ”mage”, som kapitalen har søgt for at kunne formere sig selv gennem udveksling, er nu opstået gennem producenternes adskillelse fra deres produktionsmidler, hvilket betyder at de træder frem som formelt ”frie” arbejdere, der kun har deres arbejdskraft at sælge. Men dette er de omvendt også nødt til at gøre gennem markedet for at sikre deres egen eksistens. De kan nu selv indgå i produktionsprocessen som varer. Solgt er deres liv for en nærmere bestemt tid, købt af kapitalen er deres arbejdskraft, der anvendt netop kan producere mere end dens egen reproduktionsværdi. Simpel vareproduktion, hvor udveksling sker gennem udveksling af ækvivalenter, har hermed udviklet sig til kapitalistisk vareproduktion, hvor der skabes merværdi i og med, at arbejdskraften udveksles og forbruges som vare i selve produktionsprocessen.
Til denne tidlige kapitalisme, hvor merværdiproduktionen primært tager form af produktionen af absolut merværdi gennem stadig forøgelse af arbejdsdagens længde, svarer en bestemt stat: den enevældige eller absolutistiske stat. Det er denne stat, der forestår den mere eller mindre voldelige ekspropriation dels af producenterne ude på landet, og dels af bondens jord og hjem. Men det er også en proces, der betyder opløsning af landsbyfællesskaberne på landet og af laugsstrukturen i byerne, hvorved brede masser sættes fri uden at der samtidig er et produktionsapparat og sociale strukturer, som flertallet af dem kan indtage på almengjort måde ud fra deres perspektiv. I den udstrækning at der til at starte med var et arbejde at få for få i denne desintegrerede klasse af et landbo- og byproletariat, så var det samtidig i et produktionsapparat, der mest af alt mindede om ”helvedes forgård”. Satsningen på produktion af absolut merværdi betød hurtigt, at nedslidningen af arbejdskraften nåede så ustigelige højder, at grundlaget for produktionen var i fare - og også truet gennem arbejdernes kampe. Det kommer til indgreb fra statsmagtens side over for kapitalens tilrettelæggelse af produktionsprocessen, dog kun i den udstrækning at økonomien muliggjorde det - den kapitalistiske altså - og frygten for sociale revolutioner fra arbejdermasserne var overhængende og for faretruende for kapitalejerne og statsborgerskabet som sådant