Ting kan blive gjort så alvorlige, at de må spiddes, for at indholdet kan komme frem  

 

7 sessioner med Doktor Klik. Unplugged.  Videoen Dr. Klik.

 

Engelsk oversættelse, med Dr.Klik me engelske undertekster

 

1. Introduktion. Lægevidenskabens rablende psyke. 

 

Velkommen til kameramand. Det var godt du kunne komme til dette spændende hus. I dag skal vi prøve at tage fat på nogle meget alvorlige temaer. Det er sådan, at man helst ikke skal gøre grin med alvorlige ting. Nogen gange kan det alvorlige blive så alvorligt, at man er nødt til at grine af det, for at finde tilbage til, hvad det egentligt handler om.

Vi skal prøve at kredse nærmere ind, hvad det vil sige at komme til en uddannelsessession som kommende psykiater. Det er ikke fordi man kan blive uddannet til psykiater. Man kan blive uddannet til læge, og så kan man komme i praktik på psykiatrisk afdeling, og så kan man hen ad vejen få kompetence til at blive psykiater. Man lærer ikke så meget om psyken - som om psyken ikke ER inden for lægevidenskaben. Hvis der endelig er en psyke, vil man nok mest beskrive den som det man kalder den "rablende psyke" - der er ikke noget der kan få den til at hænge sammen af sig selv. Den ligner meget det kunstværk, som vi har her på vægen. Det kan også beskrives som en lidt "rablende psyke". Det er lavet af en tidligere bruger i Gaderummet, som lige som et portræt af over hvordan Gaderummet kan hænge sammen, inderst inde. Ja. Har de fået det hele med. Yes. God dag. Mit navne er Doktor Klik. Jeg skal prøve at føre det ind i dette store univers af psykiske problemer, psykiske forstyrrelser og psykiske … "hvad som helst".  Tak for første session.  

 

2. Session. Uddannelse og metode.  

 

Velkommen til Doktor Kliks uddannelses sessions kursus. Vi skal nu prøve at tage bestik af, hvordan man kan hjælpe psykiatere, når de er uddannet, og når de skal tage sig af de mennesker, de skal hjælpe, som kan have det skidt. Vi skal nu prøve at få, ikke i studiet, skulle man tro, men herind i vores behandlingslokale, en psykiater med sin patient. Men inden vi gør dette, det er jo et meget sårbart område, dét at tage sådant et menneske, de er jo sårbare siges det, så skal vi først undersøge hvad man bruger sådan én til.  Og der er historien meget meget lang. I de første mange tusinde år af vores samfundshistorie slog man dem sgu ihjel, hvis man overhovedet ville spille en kugle eller et svær på dem. I de sidste 200 år der har man sådant buret dem inde. Og der er de siden 1950-60-erne, hvor man fik medicinen, der har de fået lov at komme ud, hvis de har været godt medicinerede, sådan så de ikke mindede om alle os andre. Den måde man uddanner psykiatere til at tage sig af sådan noget, som man ikke ved, hvad er, og som har været skjult i mange år, det er at man tager de der mennesker op på en stor scene, sammen med behandleren. Og så er der en masse, der kigger på, en masse nye kollegaer, der ikke har prøvet sådan noget før. Og så er de der gamle professorer og nestorer, der sidder bagved, og sørger for at det går rigtigt til. Og hvis ikke behandleren gør det rigtige over for den diagnosticerede syge, så blander man sig selvfølgeligt. Lige så vel som  … det er måske ikke så acceptabelt, men man kan godt komme med tilråb fra tilhørerpladserne, hvis man synes at diagnosen måske ikke er god nok, eller den skal strammes.

 Ja. Slut på 2.session  

 

3 Session. Den lange march mod klienten. 

 

Velkommen til tredje session i uddannelses sessionernes lange march mod klienten. Når man arbejder med sådant noget som det her, er det vigtigt at man udgør en troværdig person i sin fremtoning. Ikke nogen beskidte negle, ikke noget der sådan kan forstyrre, som ligesom bringer klientens tanker hen på én selv; man skal helst have det kun på klienten, fordi sygdommen ligger jo derinde et sted, den skal jo diagnosticeres derinde et sted, så man kan man konstruere den, så man kan bygge den, så man kan behandle den, så gøre hvad skal til. Derfor er det ikke ligegyldigt, hvad man har på. Det skal passe til det alvorlige emne, så patienten tror på en. Det her har tidligere vist sig at være meget venligt uddrivelse af dårlige forestillinger om, at medicin er ondt. Vi skal nu prøve at lave en session, hvor patienten vil acceptere sin medicin - bedre end sin egen mor. Slut på 3.je session.
 

4. Session. Den troværdige argumentation.  

 

Ja velkommen til denne 4.session. Som de kan se, er jeg i det alvorlige arbejdstøj. Men det er også en alvorlig opgave. Hvis man skal gå i gang med at arbejde med noget, det gælder faktisk om man så skal på lokum, og tørre sig i røven, så skal man i tanken bygge op, hvad det er man skal arbejde med, elles kan man ikke. Det der adskiller den simpleste bygmester, selv den der bygger huse, hvis huse falder sammen, fra bien, det er at mennesket kan bygge sine ting op i tanken, før det udfører dem. Det vi skal arbejde med, det er jo et menneske. Lad os antage at det er dette. Lad os også antage at det har fået en sygdom, i sjælen.  Vi putter den derop.  Hvad gør man så, når man skal behandle sådan én?  Det er jo et svært speciale, så der er nok ikke nogen der kan svare. Man undersøger området af piller. Der er forskellige størrelser. Den store pille hedder en hestepille. Der er også forskellige farver.  På grund af nedskæringer i Gaderummets budget, så har vi kun én blå farve. Så det er godt vi ikke deler piller ud, for så skulle alle piller være blå Hvordan kan en sådan pille virke? Det er svært - men grundige eksperimentelle studier har vist, at de fungere lidt på samme måde som kulturens euforiserende bedøvende stoffer – alkohol, hash, alt muligt andet. De kan give en midlertidig temporær forandring i ens følelsesmæssige liv, måske kan man endda få nogle forestillinger i sin hjerne, man aldrig har fået før, og så man blive ved med at tage de piller igen, for at få de samme forestillinger igen igen - så havner man i et misbrug. Det viser sig også, at nogen gange når man har det skidt, så dukker der ting op, man ikke kan styre. Og så viser det sig også, at det kan man slå ned igen med piller, eller man kan forstærke dem med piller. Mange, på piller, de kender så at sige apoteket ud og ind. Der er upperne og der er downerne. De justerer deres liv nærmest som en lille knallert, der hele tiden skal køre i toptunet form, uden nogen sinde at holde stille - uden nogen sinde at sove, skal man snakke menneskesprog. Der må også være andre måder end piller, vil nogen spørge eller tænke. Og hertil ganske kort. NEJ  

Slut på 4.de session.

5-6. Session. Bivirkninger. 

 

Nu skal det hele jo ikke gå op i hat og briller. Så man må strømline sit udtryk til omstændighederne. Inden vi går videre i uddannelsessessionerne for psykiatere, for at komme i nærheden af konkrete mennesker, der har det skidt, så er et vigtigt at man undersøger, hvad der kan gå galt. Vi skal kigge på bivirkningerne i denne 5.te session.  Til i dag har jeg taget et, ikke et usædvanligt, ikke hver uge det sker, eksemplar med af en patient, som desværre blev lidt … lille. Men fungerer stadig. Alle bevægelser. Ingen vælten. Og når man endelig står stille, så står man stille.  Slut på denne 6.session. 

 

7. Session. Pas på. 

 

Velkommen til denne 7.ende session.
I 6.te session fik vi jo blik for, at det kan gå forfærdeligt galt med bivirkningerne omkring en sådan behandling. Det ser vi her. Men vi må også samtidig konstatere, at det kunne være meget værre.  Og når patienten endelig står stille - så end ikke eneste rysten. Man skulle næsten tro patienten var død - måske patienten også ønskede det. Men det kan gå meget værre. Et andet eksempel ser man her.  Det er også bivirkninger. Der kan man som behandler være glad for, at patienten ikke kan snakke, for så kan patienten ikke klage, og i dette tilfælde har vi også sørger for at der ikke er et patientklagenævn for små elefanter, der er mishandlet af behandlere, man kan klage over.  Vi har diskuteret meget om, hvordan det kan gå så galt - med gode bivirkninger i nogle tilfælde, uheldige bivirkninger et andet sted.  Kæresten til den dér lille elefant er ikke glad. To tons større. Det kan selvfølgelig være pillen, der er noget galt med. Det viser sig, at det muligvis skyldes, at vi - da vi skulle behandle dem - glemte at stille pudseklude og andet på bordet, så man vidste, at når man mødte noget svært følelsesmæssigt, så skulle man selvfølgeligvis, selvfølgelig græde. Det de gjorde, dét var at de gik på behandlerne. Så til alle jer derude, som kan få sådanne uheldige tanker, ikke at græde, når er ligger  lommetørklæder. Pas på! Slut for denne gang. Næste uge …  

 

 

TVGaderummet.tv

Februar 2008