Åbent brev til Kokkedal Kommune.

Historien om en hund.

1.

Søndag d.7.maj kom en ung fyr fra Egedalsvænget i Kokkedal til Gaderummet på Nørrebro. Han ville gå tur med en af Gaderummets hunde, Rambo. Det havde han fået lov til en gang før, og hvor han efter aftale også kom tilbage med den. Denne gang kom han ikke tilbage, men meddelte telefonisk, at nu var hunden hans.

Det udløste et postyr, dette tyveri af en hund, som flere hundrede unge i og omkring Gaderummet havde et personligt forhold til. Postyret blev til voldsom vrede, da det viste sig at samme person havde stjålet hunde før, og brugt dem til hundekampe, kampe hvor hundene kæmper mod hinanden nærmest til døden, og hvor den sejrende hunds ejer nemt inkasserer mindst 5.000 kr. Der gik også historier om hunde, som han havde slået ihjel på bestialsk vis. Tyveriet af Rambo blev nu diskret holdt tæt på kroppen i Gaderummet, så ikke en storm ukontrollabelt udviklede sig udenom.

Politiet blev kontaktet, og der blev indgivet politianmeldelse. Der gik bare tid og tid, og intet skete. Så ses Rambo rundt om omkring i Nordsjælland, på Bakken, i Gentofte, af unge, der kender Rambo fra Gaderummet, og som studser over hvorfor den er sammen med personer, de ikke kender, og slet ikke dens ejer.

Politiet havde svært ved at gøre noget. De kunne køre forbi mandens bopæl i Kokkedal, men – sagde de - de så ingen hund.

2.

Onsdag d.10. maj om eftermiddagen tog så en gruppe unge til Kokkedal, for at se om de kunne finde hunden. Det kunne de ikke. De kom tomhændet tilbage til Nørrebro. Så indløb tilfældigt en billedbesked på en mobiltelefon hos en gæst i Gaderummet. Her sås et billedet af en slem tilredt hund, der havde tabt en hundekamp. Dens ansigt var flænset voldsomt op. Den lignede Rambo. En ny gruppe unge tog af sted til Kokkedal, men valgte denne gang at gå direkte til mandens bopæl i Egedalsvænget. Hans mor var hjemme, og hun foreslog så at hun ringede efter hendes søn. Vi ventede derefter i gården til ejendommen.

Så gik der 2 minutter. Så var der ankommet 20 unge fra de omliggende lejligheder, flere med diverse ”redskaber” i hænderne; så gik der 15 minutter, og kokkedal rødderne – og rødinderne var nu vokset til 40. Efter en time i gården var der ankommet 50-60 unge, hvor en stor del var udstyret med forskellige slagvåben. Og der var for længst slået ring om Nørrebroerne.

Nogen prøvede at tiltale os racister, men det fængede ikke hos dem selv eller overfor de 8 vi var fra Nørrebro, fordelt som vi var på 7 nationaliteter: en tysker, en skotte, en islænding, to fra somalia, en polak, en jyde og en københavner. Så vendte tiltaleformen: ”Hvad laver I herude overfor en gruppe perkere, der ikke vil ha jer her”.

Vores ærinde passede slet ikke mængden. Vores ærinde blev dømt illegitimt. Når deres kammerat sagde han havde købt hunden, så havde vi bare at takke ”okay”, og skulle vi have den igen, ja så måtte vi betale for den, kr.3.000 blev nævnt – hvis ellers man ville sælge hunden tilbage.

Både før vi gik ind og spurgte efter hunden, og mens vi stod nede og ventede mens gruppen af kokkedal-rødder- og rødinder bare voksede, snakkede vi i telefon med politiet, der desværre ikke havde noget mandskab at sende derud – hvad de også havde meddelt på forhånd, både tidligere på dagen og dagen før.

Men turen derud til Kokkedal var allerede da blevet nødvendig. Hvis ikke nogen søgte at finde hunden, hurtigst muligt, og mens den var i live – og før flere fik at vide at den var stjålet til hundekamp - så ville uorganiserede grupper af unge bare tage af sted til Kokkedal, og ikke for at sige ”ja” til at betale dummebøder, men nærmere dele dem ud indtil hunden blev fremskaffet. Vi kom med fred, små og få som vi var.

Vi kom til sidst væk, efter at have fået et par nakkeflade, og gruppens eneste pige totalt overfuset. Hvis vi ville slås skulle vi bare blive eller komme igen.

Så mødte vi fire venlige civile betjente, som diskret var ankommet. De havde hørt om sagen, men endnu ikke fået papirer på den. De var ikke blevet overført til deres station endnu. Men de kendte godt problematikken omkring hunde i kvarteret, og til eksistensen af hundekampe, men havde endnu ikke haft held til at få stoppet det. De havde også set Rambo gående på gaden samme eftermiddag, med den person som der fra vores side var indgivet politianmeldelse på. De udtrykte at ville blive i området, og måske de havde held til at finde hunden.

Vi tog derefter tilbage til Nørrebro. På vejen hjem fundere vi over hvad det var for en gruppe unge, som vi havde mødt. De forsvarede ”hundetyven”, fordi han var én af deres egne, trods en skændelig handlen. Ikke saglig substans, men at hundetyvens ord, skulle være vores lov, og var den ikke det, så kunne vi få det at føle fysisk, ”mange som de var”, som flere sagde igen og igen til os.

Vi forsvarer os hinanden i Gaderummet, for vi skal hjælpe hinanden, men vi søger også samtidig at udrede sager og finde løsninger, hvor alle kan tænke med, og har man kvajet sig, så er der også følgerne at tage. Uretfærdige domme/straffe skaber uretfærdig vrede, der ødelægger, først indad, så udad til, så dem skal der ikke samles på. Konflikter derimod der løses indholdsmæssigt med æren i behold for begge parter, de er værd at fremme.

Vores forsvar af hinanden kan også betyde, at den stærkeste, den med mest rå muskelkraft, den tricky psykopat mv. i et moment eller i en periode kan styre, lige som det kan være tilfældet i Kokkedal. Her fældede man dom over os Nørrebroer som løgnere og indtrængere, ud fra en Kokkedaltyvs edsvorne ord, trods at han var fuld af løgn.

Nu kunne dette, hvem der løj, ikke finde sin afklaring deroppe og i situationen. Men spørgsmålet er også om det havde kunnet findes. Og hvad hvis politiet ikke finder Rambo, skal vi så tage derop igen, stadigt flere og flere, så vi bliver ”mange nok”.

Vi kom endelig tilbage til Nørrebro sent på aftenen, men uden Rambo. Det vakte frustration og vrede, og tale om noget at gøre.

Så var det at politiet ringede og meddelte, at de havde Rambo i deres varetægt, og at han var uskadt, ingen helt friske ar. Rambo kom nu til dyrlæge og på hundepension, til vi kunne hente ham nogle dage senere.

3.

Og her kunne historien godt ende. Men den ender ikke her. For det første er der skabt en vis spændthed mellem to lokaliteter. Og hundetyven er næppe blevet mere populær på Nørrebro end før, skulle han komme herind. Men hvad med os, der går derud eller uden for Nørrebro. Skal vi nu bevæge os som en bande, der altid er parat til at slå fra os, slå igen. Og ikke som enkeltindivider, der tænker, føler og handler selv, og som altid stiller op for en ret sag, og ikke for svig, mistænksomhed og ufred. Vi vil ikke krigen!

På en anden led er historien om denne hund, Rambo, en historie i historien. Vi vidste godt før vi tog til Kokkedal, at der var rødder deroppe, man ikke bare skulle krydse klinge med. Dét spottede vi allerede i 2001 og i 2003. Begge disse år skrev vi til Kokkedal Kommune, for vi ville gerne fortælle dem om Gaderummet som en måde at hjælpe udstødte unge på. Måske man kunne bruge vores tilgang og resultater på et for kommunen uløst problem, der bare dukkede op igen og igen, og i stadig mere skærpede former og udtryk. Vi inviterede Kokkedal Kommune til Nørrebro, til at se Gaderummet, og til snak med de unge om ”udstødte unge” eller unge der ikke trivedes, og som derfor havner i bander, kriminalitet, hårde stoffer, vold osv. I 2003 var vores henvendelse også stillet til Høje-Tåstrup Kommune, der på daværende tidspunkt havde samme typer ungeproblemer som Kokkedal, men de takkede desværre pænt nej til vores invitation. Fra Kokkedal Kommune fik vi derimod aldrig noget svar, hverken på første eller anden henvendelse.

Vores henvendelse til kommunerne var måske naiv. Vi tænkte også på dengang at tage direkte kontakt til de rødder eller rødinder, som det angik, men opgav. Det var for uoverskueligt, da vi samtidig selv sloges med at klare den daglige overlevelse overfor kommune og stat.

4.

Nu er det som historierne kommer os i møde. Kokkedal har stadig deres ungeproblem, som så med årene har fået en særlig specialgruppe i politiet tilknyttet, men alligevel er der problemer, som heller ikke politiet kan komme i nærheden af, eller løse. Det samme gør sig gældende mange mange andre steder i landet, i store som små byer. Problemerne er eskaleret og eskalerende, men opfattes overvejende som afvigende kulturelle forhold og umoralske unge, der skal socialiseres, eventuelt straffes, for enhver pris, til de finder dydens sti. Nul-tolerance-strategien og noget-for-noget-tankegangen, der er blevet ført ind i socialt arbejde de sidste år, fejer alt andet til side. Så trods at højere straffe og psykiatriske behandlingsdomme ikke virker, men kun forråer, fortsætter samfundet og kommunerne ud af denne blindgyde.

Det er helt forkert. Det er udviklingsproblemer, som der er lige så mange veje for, som der er konkrete menneskelige problemer at medudvikle, løse. Det er problemer om dårlig økonomi, få ressourcer, diskrimination og manglende rum for samlet handlen og fælles integration.

Vores første bud er at rødderne og rødinderne i Kokkedal skal have deres eget klubhus, deres eget sted, deres egen organisering, deres eget fristed i et rum, der er døgnåbent og med en helt åben dør for alle, og hvor ressourcestærke på lige fod med stedets brugere, får det til at virke rundt, så stedet er en støtte for hver enkelt. Hårde stoffer og vold derimod, det er noget man må klare andre steder. Men et sted for de unge, der skriver sine egene love, også i tilfældet af regelbrud, men selvfølgelig i sin sammenhæng med sine omgivelser, ellers kan det ikke virke til fælles bedste.

Det kræver tilførelse af økonomiske midler fra kommunen til husleje, nødfortæring, inventar, arbejdsredskaber, aktiviteter og ansatte. Ikke dyrt, men dyrt ikke at gøre det.

Så havde rødderne og rødinderne i Kokkedal helt sikkert haft det bedre og nemmere, med mulighed for en kollektiv livsførelse, og vi fra Gaderummet haft et sted at gå hen med vores problemstilling om den stjålne hund, der var bortført til Kokkedal, og hvor rå muskelkraft og/eller tricky psykopati ellers ville blive til elementer i en fortsat ikke-løsning, i fjendskab, og dermed i selvfjendskab, og i isolation fra hinanden.

Med et åbent rum for fælles social væren og handlen, hvor der nok skal være plads til alle, men specielt til dem og de unge, der ikke har andre steder at være eller føler de mistrives, hvor de er, eller som er smidt ud alle steder fra, et Gaderum, her spottes det hurtigt at der er en synlig fællestråd, som regulerer skærmydslerne. Tråden er: ”Der er altid en der er stærkere end den stærkeste”. Og det er kollektivet, organiseret i rummet.

Så når kontroverser går over i kamp og interne slagsmål i Gaderummet, så er der en stopklods i kraft af selve fællesskabet, som kan afdramatisere at køre linen ud, og gøre ubodelig skade på sig selv eller andre. Utallige er vores interne slagsmål om kampen om den ”rette almenhed / korrekte linie”, så det ikke er de ukontrollable niveauer i personligheden, der styrer hvad et fællesskab kan tænke, føle og handle på. Kravet er at den frie tale, det frivillige forhold imellem mennesker i deres arbejds-samvær, at dette må fastholdes ureduceret. Det er lige som med demokratiet der også altid fortsat skal tilkæmpes for videre samfundsmæssig udvikling.

Derfor vil vi gerne invitere alle jer i Kokkedal – og specielt jeres rødder og rødinder - på besøg i Gaderummet, lige som vi gerne hjælper til hos jer med at bygge jeres konkret-utopiske sted op.

Gaderummet, d.12.maj 2006, Rådmandsgade 60, 2200 Nørrebro

www.gaderummet.dk; info@gaderummet.dk Tlf. 3537 4735, 3581 5555