»For at tro på grænseløs vækst i en begrænset verden, må man enten være skør eller økonom«
Kenneth Boulding, fremtrædende britisk-amerikansk økonom, 1910-1993
»Mindst 99 pct. af moderne, neoklassiske økonomer tror på vækst i al evighed«
Herman Daly, tidligere seniorøkonom i Verdensbanken, 10. feb. 2010
Den menneskeligecivilisation har kun levet i en mærkbart voksende økonomi i 200 år. Økonomisk vækst har kun været et officielt mål i godt 50 år. Alligevel opfattes grænseløs vækst som en naturlov. Ved ethvert tegn på afmatning opstår øjeblikkeligt eksistentiel, kollektiv angst, og alle sejl sættes til for at bringe os tilbage på det vante vækstspor. Sådan som det p.t. foregår med økonomiske hjælpepakker og appeller til forbrugerne om at svinge kreditkortet. Enhver politiker, der vover at tale væksten midt imod, er prompte marginaliseret, og derfor gør ingen det.
Som bl.a. økonomen Herman Daly påpeger, så ville væksten kun kunne opretholdes langsigtet, hvis økonomien udfoldede sig i et åbent biofysisk system, hvis økonomien i sit indhold var immateriel, eller hvis termodynamikkens love afslørede sig som forkerte. Ingen af delene er tilfældet, og derfor er langsigtet vækst uden grænser en umulighed.
Problemet er, at den gældende økonomiske model - ‘kapitalistisk markedsøkonomi’ - er karakteriseret ved den mærkværdighed kun at kunne skabe samfundsmæssig stabilitet ved selv at vokse: Beskæftigelsen, velfærden, virksomhedernes stabilitet forudsætter, at økonomien selv ekspanderer. Nulvækst - at økonomien opretholdes på det aktuelle niveau - er ikke en mulighed. Kapitalistisk markedsøkonomi kan ikke stå stille - vokser den ikke, falder den og udløser krise.
Information har iartikelserien ‘Drømmen om en ny økonomi’ rapporteret fra en
aktuel konference i Barcelona, hvor fagfolk og aktivister fra 40 lande
diskuterede disse dilemmaer samt mulighederne for at bryde med en grænseløs
økonomi, der i disse år afslører sine begrænsninger i form af global klima- og
miljøkrise, voksende global ulighed samt manglende menneskelig trivsel. I andre
sammenhænge diskuterer andre sagkyndige det stadig mere uholdbare, at en
økonomi, der ikke længere kan honorere vækstkravet via traditionelle, materielle
produktioner, i stigende grad må basere væksten på uigennemskuelige, virtuelle
produkter af typen derivater
, futures, optioner, swapsog andre
finansielle mærkværdigheder, der kan forsvinde som dug for solen, hvis tilliden
til korthuset vakler.
Det opløftende ved disse diskussioner er erkendelsen af, at det ikke kan blive ved. Vækstøkonomien bliver stedse mere uøkonomisk qua sine voksende utilsigtede omkostninger og stedse mere krisebefængt qua sin afhængighed af den labile finanssektor. Bestræbelserne på atter at få gang i hjulene og genskabe noget, der ligner normalitet, er derfor ikke mere langtidsholdbart end at tisse i bukserne for at holde varmen.
Som illustreret i Barcelona er det faktisk ikke så svært at opregne forslag,
der kunne bane vej for en
steady state-økonomi, en økonomi i ligevægt
på bæredygtigt niveau. Forslagene omfatter:
Kvotehandelssystemer, der sætter rammer for anvendelsen af begrænsede ressourcer og udledning af affaldsstoffer
Grønne skattereformer, der hæver skatten på miljø- og ressourcebelastende aktiviteter og sænker skatten på arbejde
Regulering af den globale finansøkonomi og begrænsning af den fri kapitalbevægelse
Krav til bankerne om 100 pct. reserve for at dæmpe gældsætning og gengive staterne kontrol over pengestrømmene
Fremme af lokal produktion og handel via f.eks. grøn told eller højere transportafgifter
Revision af indikatorerne for udvikling, så BNP afløses eller suppleres med indikatorer for trivsel og bæredygtighed
Nedsat arbejdstid for lønarbejdet og stimulering af den pengeløse ‘amatørøkonomi’
Stabilisering af befolkningens størrelse via frivillig familieplanlægning
Hvad der til gengæld ikke er så let at se, er, hvordan reformer som disse kan realiseres politisk. I dag er der næppe mange stemmer i hovedparten af forslagene.
I Barcelona advaredenogle mod at fokusere på væksten. Ligesom vækstfetichisme er farlig, kan modvækstfetichisme blive en blindgyde. Netop i erkendelse af at økonomi ikke er et mål i sig selv, blot et middel, er det bedre at fokusere på de konkrete miljø- og samfundsmål, der skal nås. Så vil det vise sig, hvordan den ledsagende økonomi kommer til at se ud. Andre svarede, at risikoen for at ende i nye blindgyder er stor, hvis man bevæger sig frem med halvt lukkede øjne og ikke tænker nyt på systemniveau.
Evident er, at tavshed og strudsepolitik fra
toneangivende
mainstream-økonomer ikke længere holder. Herfra skal
derfor lyde en indtrængende appel til hele det hjemlige kor af nu- og
forhenværende økonomiske vismænd om at se udfordringen i øjnene og gå ind i
debatten. D’herrer og den dame: Informations kronik- og kommentarspalter
står åbne.