Da jeg for omtrent 6 år siden begyndte på manuskriptet til denne bog, havde jeg under titlen ”Den Kritiske Psykologis teori og praksis” ønsket, at integrere det hidtidige kritisk-psykologisk arbejde om iagttagelse, motivation, tænkning, bevidsthedens genese ect., i en sammenfattende fremstilling, og herfra at anlysere de afledede psykologiske praksis´er af de hidtidige ansatser, og således tydeliggøre de videre perspektiver i disse.

Gennem forsøget med at virkeliggøre denne opgave, stillede den første komplikation sig for mig, at en sammenfatning af det hidtidige kritisk-psykologiske arbejde på et blot begrebsligt niveau, viste sig som umuligt. Jeg måtte erfare, at jeg mht. den efterstræbte integration, hvis ikke den skulle forblive yderlig og tilfældig, at det fra os indtil nu forelagte empiriske materiale skulle gennembearbejdes på ny, for herigennem at fremhæve den virkelige sammenhæng og betydning af de hidtidige bearbejdelser af delaspekter (s.19).

Klaus Holzkamp

Berlin-Lichterfelde Februar 1983

(Der findes en paralleloversættelse af de første 5 kapitler, her Henrik Olsen. Oversættelse af kap 1-kap 5.3. Oversættelsen fokuserer på de overordnede sammenhæng, tekstnært, og springer specifikke enkeltafsnit over, mens den nedensteånde – indtil videre – er en oversættelse af de speciffikke elementer i Holzkaps’ tekst. De første kapitler er oversat af cand.psych. Birgitte Gøtsche. Med hensyn til ’oversætterstil’, lægger Henriks tekst et andet snit ned i den tyske tekst, der så at sige læses med praksisfilosofiske briller, snarere end med bevidsthedsfilosofiske. Når denne grå klammamse er væk, er også denne oversættelse arbejdet ind i den nedenstående ”færdige” oversættelse af Holzkamps fantastiske bog om ’Grundlæggelsen af psykologien’)

Kapitel 1. SPØRGSMÅL OG FREMGANGSMÅDE

GdP Holzkamp tysk kap 1 s.23-58.pdf

Anden oversættelse af kapitel 1 af Henrik Olsen.pdf

1.1 Arten og nødvendigheden af en kategorial grundlæggelse af psykologien

Hvad er kritisk psykologi? - Forklaring på selvmodsigende niveauer.

(s.23) Det der nu foreligger som ’Den Kritiske Psykologi’, er resultatet af en rundtregnet 15 årig hurtig og mangfoldig udvikling. Diskussionen om den Kritiske psykologi bærer tit præg af skarpe selvmodsigelser. Det er i sig selv ikke særlig bemærkelsesværdigt, idet den kritiske psykologi gennem sin opfattelse af de afgørende skridt, desideret har forholdt sig kritisk til andre opfattelser (retninger). Ikke desto mindre vil vi fremhæve de divergenser og selvmodsigelser som findes på forskellige niveauer og aspekter, som er en følge af disse forskellige forklaringer, og som indeholder vidtgående uklarheder om hvad "Kritisk Psykologi" egentlig er, i forhold til den givne kontekst. inden for de videnskabelige dicipliner og metoder, hvorunder de er underordnet.

Det bliver f.x. fra ekstrempositioner påstået , at "den Kritiske Psykologi" "egentlig slet ikke" er psykologi, men derimod sociologi, samfundsteori, en variant af "marxistisk ideologi”. Set fra en anden ekstremposition er den "Kritiske Psykologi" ikke andet end en venstreorientert udarbejdet variant af den traditionelle borgerlige psykologi. Men også derimellem finder man de mest divergerende forklaringer på "den Kritiske Psykologi", som flg: De psykologiserer politikken. De politiserer psykologien, De forsøger at erstatte den marxistiske samfundsteori , de er nystartede og mener at have overvundet den "enkeltvidenskabelige-psykologisk" (traditionelle) uddannelse, men der er overhovedet ingen "enhedsvidenskabeligt" over DKP, medmindre man griber til samtlige af ders publikationer/forfattere i sin betragtning ect. Angående DKP's metodiske fremgangsmåde er bl.a. sagt, den er spekulativ, en lidt sen "hævn" over den åndsvidenskabelige psykologt, men også: den er positivistisk, har misforstået subjektitetens væsen ( kun fortolkende/opklarende); den er som metateoretisk rammekonception indordnet som en vidtgående uberørt enkeltvidenskabelig diciplin, men der er også rygter om, at DKP ikke or eksperimentelt funderet; man betragter den som værende forenelig med den gængse terapeutiske teknik (idet man kun forholder sig kritik), men samtidigt kritiserer man også, at de ikke selv har udviklet nogen tilstrækkelig detaljeret og anvendelig terapeutisk teknik (som et alternativ til de borgerlige teknikker) etc ..

De uklarheder og selvmodsigelser som gemmer sig under kritikken af hvad DKP er, bliver ofte reproduceret af vore tilhængere og dermed fastlåst. Disse hændelsesforløb består næsten altid, når kritikken uden genstandsmæssigt indhold til enhver tid besvares på det samme niveau, så måske anklagen af ”politisering' af psykologien med fremhævelse af den tætte sammenhæng mellem politik og psykologi, anklagen der siger at DKP er "spekulativ", tydeliggørelsen af at DKP's empirisk funderede metoder, anklagen som siger at DKP mangler en praktisk anvendelig terapeutisk metode, dog med henvisning til at der findes ansatser til sådanne metoder, hvis man nærlæser Pilz/Schubenz 1979, eller Ole Dreier 1980. Dette hændelsforløb skyldes nok i særdeleshed at DKP udvikler sine egne ansatser til videnskabelig udviklingsarbejder på mange divergerende niveauer, for det første stræber de imod en afklaring af de filosofiske ”tilegnelsesideere”, en anden retning under DKP's præmisser arbejder på en empirisk udforskning af de tidligste udviklingsprocesser, og en tredie søger en "lov" om "praksis" der følger DKP's terapimetodeudvikling - og dette uden at skulle forholde sig til og stå til regnskab for alle disse forskellige ansatser der er underordnet hinanden og fælles med DKP. Den udtalte uklarhed om, hvad DKP egentlig er, er følgelig også en uklarhed der findes i DKP selv.

Med de meget omtalte og forskelligartede måder, som DKP forholder sig til den gængse forstand af ”psykologisk” entydighed og som også gør DKP svær, finder på en måde også sin forklaring, idet den er en del og en konsekvens af studenterbevægelsen, og hele tiden gør sig til en del af den demokratiske bevægelse som landet har udviklet: Udviklingen af DKP foregik ikke kun som en del af psykologiens områder, men også i høj grad som en planmæssis og omfattende dybdeborende samfundspolitisk og verdensanskuende omorientering. Kritikken af den traditionelle psykologi var derfor ikke kun et ”enkcltvidenskabeligt" anliggende, men havde i høj grad slagretning imod psykologien som herskabs- og tilpasningsvidenskab, og mod ”psykologiseringen” af de samfundsmæssige modsigelser. Derved så og ser DKP sig gennem sit engagement i den demokratiske proces ikke nødsaget til at argumentere for sin. holdning til politiske problemer af typen "psykologisering” af arbejdsløsheden eller fascismen, og DKP holder sig løbende orienteret inden for den politiske kamp om gennemsætningen og opretholdelse af en demokratisk forsknings, lærings og arbejdspraktisk psykologi, og DKP forholder sig derfor med stor bestyrtelse til forsøgene på politisk disciplinering, berufsverbot etc.

Det psykologiske institut ved det frie Universitet i Berlin ('West), hvor DKP har sin oprindelse, er i grunden lagt gennem den 70 årige adminitive spaltning af instituttet, hvorved de ”ikke venstreorienterede” medarbejdere opretholder deres egen del af instituttet, og på denne måde har skabt et ”venstreorienteret" institut (som man på denne måde håbede at man kunne udsulte) af de tilbageblevne medarbejdere. "PI" (Psykologisk Institut) har siden måtte forsvare sig løbende mod angreb på deres institutionelle eksistens, hvad der godt nok ind til videre er lykkedes (men det er ikke 1ængere, som uddannelses og forskningsinstitution, en simpel uundværlig realitet), og om det overhovedet er muligt at opretholde en så åbenlys differentierings-og fraktioneringsproces der bygger på en radikal samfundskritisk position, inden for det borgerlige samfunds struktur er heller ikke nogen endegyldig løselig opgave, idet der kræves en hvis form for jobkvalificering i almindelig borgerlig.forstand (og det er gennem denne kvalificering "PI” opretholder sit "liv"). På denne måde ser man altså DKP som en af flere "fraktioner", hvor DKP uundgåeligt konfronterer studenterne med en radikal, fremadrettet og under de givne kapitalistiske betingelser, mulig (forstået som individuelt eksisterende) forber-edelse til "arbejdslivet" (side26).

Hvis man, under de her skitserede politisk-administrative medier (forhold), vil forsøge at udarbejde omfattende teoretiske og metodiske begrundelser på et videnskabeligt grundlag i forhold til de mål DKP stræber imod, så kunne denne videnskabelige udviklingsproces - som stræber mod en større indre sammenhæng - ikke være upåvirket af de nævnte reale kampbetingelser og selvmodsigende krav. Det kommer på på den ene side til udtryk såvel i den ”bredde" i konceptionerne, i hvilke de hinanden underordnede og partielle divergente samfundsteoretiske, politiske, filosofiske, vidensskabsteoretiske enkeltvidenskabelig ”psykologiske” og arbejdspraktiske aspekter bliver bragt i overensstemmelse med hinanden, og på den anden side hvorledes den politiske udvikling, den indvundne indsigt og erfaring sætter sig igennem som del (moment) af den demokratiske bevægelse, også på et organisatorisk plan. Måske kan man også herigennem forstå den allerede konstaterede uklarhed inden for DKP's ”egentlige” identitet, og over egenarten af de specifikke bidrag (skrifter).

Jeg ser ikke denne uklarhed som et strukturelt problem, og mener ikke at det udspringer af de kritisk psykologiske grundansatser, så problemet er ikke uløseligt. Men jeg er heller ikke af den opfattelse, at man kan løse denne prcblematik ved bare at køre videre, og sikre sig organisatorisk og på den måde holde bevægelsen igang for beevægelsens egen skyld. Jeg går i langt højere grad ind for, i den nuværende udviklingsfase af DKP, at intensivere de omfattende anstrengelser ved en analyse af DKP' grundantagelser (sætninger) og i den videnskabsproces få dem prioriteret, det er nødvendigt at få analyseret de væsentligste teoretiske og metodologiske resultater, så der herfra ukommer et centralt arbejdsperspektiv: Kun her igennem vil vi kunne opnå den nødvendige klarhed (fællesgrundlag) og dermed vinde handlekraft, og gennem denne handlekraft forholde os bevidst til de nuværende politiske og institutionelle krav, således at vores konceptioner kan bruges i den menneskelige erkendelsesudviklingsinteresse inden for den demokratiske bevægelse, og dermed gøre DKP meningsfuld samt praktisk anvendelig. Denne omfattende analytiske anstrengelse foretages i den foreliggende bog. Den står altså som et forsøg på at samle grundlaget for de tværgående mangfoldeige aktiviteter, som er indeholdt i rammerne eller navnet DKP, men også med det formål at gøre disse aktiviteter inden for deres områder brugbare og styrke og fastslå deres position som en helhedsvidenskabelig proces, og dermed undgå at det hele løber ud i ingenting - og også for at modvirke at DKP forfalder til at blive ren overbevisning.

(Arbejdslink: Henrik Oversættelse (stadig kun fra scanning) af resten af kapitel 1, til side 58)

De videnskabelige forholdsniveauer.

Den kritiske psykologi forholder sig kritisk til den traditionelle psykologi på fire forskellige niveauer (GdP p. 27):

Det filosofiske niveau: På dette mest almene niveau har den kritiske psykologi den materialistiske dialektik (som den er udviklet af Marx, Engels og Lenin) som sit grundlag. Herudfra udøves begrebsmæssig kritik af den traditionelle psykologi ift. dennes 'mekanisk-materialistiske', 'ídealistiske' osv. indplacering, og metodologisk kritik ift. dens 'metafysiske' tænkning, blindhed overfor reale sammenhænge og modsigelser, dens vilkårlige begrebsdannelse osv.

Det samfundsteoretiske niveau: Her har den kritiske psykologi sit grundlag i den historiske materialisme (den materialistiske dialektiks specificering ift. samfundsmæssigt-historiske processer). Herudfra rettes begrebsmæssig kritik mod den traditionelle psykologi ift. dens opfattelse af klassemodsætninger som "skæbne", dens reducering af samfundsmæssige forhold til blot social interaktion, og dens identificering af individer under borgerlige forhold med 'mennesker overhovedet', og metodologisk kritik ift. dens, begrebsmæssige og metodiske, indfangethed i den borgerlige ideologis 'privatformer', dens blinde, tankemæssige og metodiske, reproduktion af de gældende forhold, dvs. dens manglende evne til videnskabeligt at afbilde samfundsmæssige modsigelser, inkl. muligheden for udvikling udover de borgerlige former i retning af overvindelse af de kapitalistiske klasseforhold .

Det kategoriale niveau: Med kategorier menes de grundbegreber, med hvilke en empirisk videnskab (im- eller eksplicit) bestemmer sin genstand, sin afgrænsning, sit væsen, sin indre struktur. Kategorierne indbefatter altid bestemte metodologiske forestillinger om de videnskabelige fremgangsmåder ift. genstandserkendelse. Kategorial-metodologiske bestemmelser som har deres grundlag i samme filosofiske og/eller samfundsteoretiske præmisser, har herigennem visse fælles principielle træk, men determineres ikke entydigt herved. De i den kritiske psykologi udviklede kategorial-metodologiske bestemmelser er bestemte opfattelser af begreber som 'det psykiske', 'virksomhed', 'handleevne' osv., som altid afgrænser sig kritisk ift. traditionelle kategorier som 'oplevelse', 'adfærd', 'stimulus' osv. Den kategoriale begrebsdannelse og -kritik har altid metodologiske implikationer (GdP p. 27-28).

Det enkeltteoretiske niveau: Ved 'enkeltteorier' menes her 'teorier' i sædvanlig enkelt-teoretisk forstand - sådanne er altid dannet med kategoriale bestemmelser som grundbegreber, men indeholder også altid antagelser om sammenhænge ift. aktualempiriske fremtrædelser, og indbefatter derved et almengørelsesforhold mellem aktualempiriske data og generelle antagelser om sammenhænge. Arten af disse antagelser, af almengørelsesforholdene og af metodikken ift. indhentning og anvendelse af data, er derved generelt bestemt af de grundbegreber som teorien er formuleret med og, de deri indeholdte metodologiske konceptioner - dette er dog ikke en fuldstændig determination, da det er muligt at danne forskellige enkeltteorier om de samme aktualempiriske fremtrædelser på det samme kategoriale grundlag. I den grad disse kommer til at stå overfor hinanden, kommer det til 'trend'-dannelser, som under bestemte forudsætninger kan organisere sig som 'skoler'. Kritisk psykologiske enkeltteoretiske udsagn er på kritisk psykologisk grundlag formulerede udsagn om fx. psykiske forstyrrelsers opståen og art, fascismens subjektive aspekter, udviklingen af sociale forbindelser i den tidlige barndom osv (GdP p. 28-29).

Niveauernes indbyrdes forhold.

Afklaringen af videnskabelige begrebers kritiske eller konstruktive indbyrdes forhold på et bestemt niveau er kun mulig under forudsætning af begrebsmæssig og metodisk/metodologisk overensstemmelse på det overordnede niveau - dvs., at ved forskellige enkeltteorier om det samme aktualempiriske sagsforhold, kan en teoris eller metodes adækvathed ift. andre teorier/metoder kun afgøres, dersom de modstridende teoriers grundbegreber indbefatter den samme kategoriale forståelse af genstanden og de deraf givne fremgangsmåder - eller en sådan kan fremanalyseres (GdP p. 29-30). Er dette ikke tilfældet, er den enkeltvidenskabelige kontrovers begrundet i uoverensstemmelse om den psykologiske genstand/dennes metodologiske tilgængelighed, og modsætningen må anskues på kategorialt niveau (GdP p. 30). Det samme gælder for forholdet mellem kategorialt niveau og det overordnede samfundsteoretiske/filosofiske niveau - dissens angående et vidensområdes adækvate kategorial-metodologiske grundlag kan kun afgøres under principiel konsensus angående sammenhængen mellem videnskabsproces og samfundsproces, hhv. erkendelsens væsen, dens forhold til genstanden, udvindingslovmæssigheder og gyldighedskriterier - hvorudfra kategorial-metodologiske bestemmelser kan bedømmes som 'genstands-adækvate' (GdP p. 30-31). Det kan her vise sig, at en konsensus ikke er mulig indenfor videnskaben selv - som fx. mht. divergensen mellem dialektisk-materialistiske og 'borgerlige' grundpositioner (modsætningen mellem filosofiske positioner er her et aspekt af klassekampen). Dette er dog ikke ensbetydende med fraværet af videnskabelig rationalitet og dialog mellem de to positioner, men divergensens begrundelser må gøres til genstand for videnskabelig erkendelse (p.31).

Tese om det kritisk psykologiske paradigmatisk-kategoriale bidrag.

Af redegørelserne for niveauerne og deres indbyrdes forhold kan det fremanalyseres, at den kritiske psykologis væsentligste bidrag til den videnskabelige udvikling ligger på det kategoriale niveau. (Den er altså hverken at betragte som psykologisk enkeltteori, som enkeltvidenskabelig skoledannelse eller som et bidrag til marxistisk samfundsteori eller dialektisk-materialistisk filosofi) (GdP p. 30-31). Kritisk psykologi er først og fremmest psykologi, men overskrider den borgerlige psykologis forkortede 'enkeltvidenskabelige' forståelse, som ikke tillader de givne kategoriale genstandsforhold at blive selvstændigt metodisk reflekteret og videnskabeligt analyseret (GdP p. 31).

Som en tese, der skal begrundes i løbet af fremstillingen, fremføres, at den kritiske psykologi er et (på materialistisk-dialektisk grundlag) reelt og særligt bidrag til udviklingen af et kategorialt grundlag for psykologien, som har paradigmatisk karakter, og som gør det muligt entydigt at erkende psykologiens genstand i sin ydre afgrænsning og indre struktur og at afbilde den i et enhedsmæssigt, genstandsadækvat system af kategorial-metodologiske bestemmelser, således at væsentlige diskussioner på enkeltteoretisk-aktualempirisk niveau vedrørende teorier og metoder, og dermed et kontinuerligt og rationelt påviseligt videnskabeligt fremskridt, muliggøres. Ligeledes ligger det metodologiske/metodiske bidrag i udviklingen og tydeliggørelsen af bestemte fremgangsmåder til videnskabelig udledning og begrundelse af de kategorial-metodologiske bestemmelser (GdP p. 32).

Den kritiske psykologis kritik af den traditionelle psykologi kan derved karakteriseres som påvisning af manglen på et paradigmatisk kvalificeret kategorialt grundlag, og dermed af den manglende evne til at skelne mellem enkeltteoriers og metoders genstandsadækvathed, hhv. påvisning af manglen på metodologiske/metodiske forudsætninger for videnskabelig udarbejdelse af et sådant kategorialt grundlag (GdP p. 32-33).

Forholdet mellem den kritiske psykologis kategoriale bidrag og de overordnede filosofiske og samfundsteoretiske niveauer kan udfra tesen bestemmes således: Den kritiske psykologi har den materialistiske dialektik og den historiske materialisme som sit grundlag, hvilket vil sige, at den går ud fra den indre enhed og forenelighed såvel som den gensidige gennemtrængning af marxismens forskellige bestanddele (GdP p. 33). Den kritiske psykologi kan i en vis forstand og i en vis grad betragtes som bidrag til den materialistiske dialektiks filosofiske-samfunds-teoretiske niveauer. Indholdsmæssige udsagn og metodologiske principper konkretiseres og specificeres nemlig i bestemte aspekter således, at de som grundantagelser og almene fremgangsregler muliggør udledningen af kategorier, med hvilke den individuelle livsvirksomhed og udvikling (såvel i dens mest almene træk som i dens historiske bestemthed) kan erkendes indholdsrigt og differentieret - og heri ligger en videreudvikling af den materialistiske dialektik på dens eget grundlag (GdP p. 33-34). Den kritiske psykologi kan derfor ses som en 'indre' udbygning af den materialistiske dialektik i retning af en marxistisk individualvidenskab (GdP p. 34).

Ift. det underordnede enkeltteoretiske/aktualempiriske niveau giver den kritiske psykologis udarbejdede kategorier almene grundbegreber og metodologiske retningslinier for dannelsen og efterprøvelsen af psykologiske teorier (GdP p. 34).

Kritisk psykologi i snæver forstand er altså at forstå som et bidrag til udviklingen af et individualvidenskabeligt/psykologisk paradigme, ift. hvis begrebsmæssige/metodiske standard kravet til enhver psykologisk enkeltforskning- og praksis må orientere sig, hvis den ikke vil halte efter de derved givne muligheder for en ny kvalitet i videnskabelige fremskridt og erkendelsesindvinding (GdP p. 35).

Den genstandsmæssige og den videnskabshistoriske kategorialanalyse.

Begrundelsen for tesen om, at det på materialistisk-dialektisk grundlag udviklede kategorisystem har paradigmatisk kvalitet, må i sidste instans være et logisk-historisk arbejde med videnskabs-historisk materiale - på grundlag af kriterier for kategoriernes paradigmatiske karakter må det fremanalyseres, at, og hvorfor, der ikke tilkommer den traditionelle psykologis kategoriale grundlag den samme kvalitet, hhv. at, og hvorfor, den kritiske psykologis individualvidenskabelige kategorisystem har status af paradigme, dvs. muliggør en egentlig videnskabelig udvikling af psykologien. Kravet om et sådant logisk-historisk sammenligningsarbejde stilles udfra, at 'paradigmebegrebet' er et videnskabshistorisk forholdsbegreb, dvs., paradigmatisk status kan kun påvises som historisk fremskridt, målt ift. videnskabens tidligere uudfoldede kategoriale 'tilstand'. Forsøget herpå er ikke temaet i GdP (GdP p. 35-36).

GdP's bidrag til forsøget på udfoldelse og begrundelse af tesen om paradigmekvalitet ligger i udfoldelsen af den genstandsmæssige kategorialanalyse, hvorved de tidligere uklare indholdsmæssige bestemmelser og metodologiske implikationer udvikles (GdP p. 36-37).

Grundlaget for det forestående arbejde.

GdP bygger på bestemte tidligere kritisk psykologiske arbejder, foruden Leontjev: "Problemer i det psykiskes udvikling" (1973), som har været grundlagstekst herfor (GdP p. 38-39). I disse arbejder er påbegyndt en kategorialanalyse på grundlag af historisk-empirisk data vedrørende individualvidenskabens genstand (GdP p. 38), men analyserne kræver videreudvikling, bla. pga., at disse arbejder er områdeteoretisk specificerede, dvs. at kategorialanalysen forholder sig til relativt begrænsede genstandsområder, hvilket er en følge af, at analyserne sætter af fra den områdeteoretisk inddelte traditionelle psykologi (skønt denne begrænsning søges overvundet) (GdP p. 39). Den kritiske psykologis opgave herudfra er en indholdsmæssig ophævelse af analyserne til et nyt integrationsniveau, hvilket kun kan ske ved en integrativ videreførelse af kategorialanalysen, dvs. at kategorierne må afledes påny - kun på denne måde kan deres systematiske sammenhæng udfoldes og de metodologiske aspekter ved en enhedsmæssig analyse erkendes (GdP p. 39-40). Denne opgave kan kun udføres, dersom man underlægger sig visse indskrænkninger, bla. en begrænsning af det anvendte historisk-empiriske materiale til det, som allerede er forelagt i de pågældende arbejder (den allerede udførte forskning hæves dog til et nyt kategorialt-metodologisk niveau, hvilket sætter muligheden for en ny standard i arbejdet med yderligere biologisk, etologisk, antropogenetisk, etnologisk osv. materiale). En yderligere indskrænkning ift. målsætningen ligger i en, af hensyn til omfanget, nødvendig afståelse fra diskussion med andre filosofiske, samfundsteoretiske og psykologiske positioner, ligesom videreudvikling af/afvigelse fra tidligere kritisk psykologiske positioner ikke ekspliciteres (GdP p. 40-41).

1.2 Omrids af det historiske paradigme for psykologisk videnskab som skal udvikles gennem den kategoriale grundlæggelse.

Ahistorisk genstandsforfejling og eliminering af det psykiske i den traditionelle psykologis kategorier.

Et af menneskets videnskabelige selvforståelses vigtigste udviklingsskridt var, da Darwin med sin påvisning af forskellige dyrearters lovmæssige differentiering i den naturhistoriske proces åbnede den historiske dimension på et nyt niveau - herved kunne erkendes, at mennesket i sin naturlige beskaffenhed - og i sine muligheder - er resultatet af en udviklingsproces (GdP p. 41). Marx og Engels viste i den materialistiske dialektiske historieudfoldelse, og her særligt i analysen af det borgerlige samfund, at menneskets livsbetingelser ikke er naturgivne eller tilfældige, men at de er historisk bestemte, dvs. blevet til i den socialhistoriske proces som formations- og klassespecifikke udprægninger af samfundsmæssige forhold, som har deres egne udviklingslove (GdP p. 41-42). Siden da har de fleste human- og socialvidenskabelige enkeltdiscipliner, om end i en mere eller mindre forkortet forståelse, tilgodeset denne natur- hhv. samfundsmæssige-historiske dimension - kun psykologien har ignoreret, eller kun ansatsvis tilgodeset, dette erkendelsestrin i menneskets selvforståelse (GdP p. 42).

Med denne udklamring må den traditionelle psykologis kategoriale grundlag være tilsvarende 'ahistorisk' indskrænket - sammenhængen mellem på den ene side den individuelle eksistens og på den anden side de naturhistoriske og samfundsmæssige-historiske udviklingsprocesser som bestemmer livsforhold og udviklingsmuligheder, forsvinder, og tilbage bliver kategorier, hvori individet synes at være underlagt umiddelbare påvirkninger og at være resultatet af blot individualhistoriske processer (GdP p. 43). Der nævnes her (GdP p. 43-44) forskellige ansatser indenfor den traditionelle psykologi til omgåelse af følgerne af denne genstandsforfejling, ansatser som dog ikke overvinder den "permanente krise", fragmenteringen i forskellige, indbyrdes usammenhængende teorier, en fragmentering og orienteringsløshed, som nødvendigvis må have metodologiske implikationer (GdP p. 45).

.Kapitel 1 tegnet

Den genetiske udledning af det psykiske som vendepunkt i retning af et historisk paradigme.

Den materialistiske dialektik giver principielt muligheden for ophævelse af psykologiens kategoriale indskrænkning ved - metodologisk og indholdsmæssigt - at åbne forskningen for den historiske dimension i den naturhistoriske, samfundsmæssige-historiske og individuelle udvikling, set som selvbevægelse udfra modsigelser (GdP p. 46).

Den historiske metode realiseredes for første gang indenfor psykologien af Leontjev (1973, da. udg.1977) i hans genetiske udsprings- og differentieringsanalyse af det psykiske, hvori 'det psykiske' blev fremstillet som et fylogenetisk opstået differentieringsprodukt indenfor livsprocesserne, og den menneskelige psyke som et senere produkt, hvori specifikke træk, som kan bestemmes objektivt, konkretiseres - en rehabilitering af 'det psykiske' som psykologiens øverste, genstandskonstituerende grundkategori (GdP p. 46).

'Den historiske metode' blev ikke i tilstrækkelig grad taget op af andre forskere, hverken indenfor sovjetpsykologiens 'kulturhistoriske skole' eller andre steder, og Leontjev fraveg delvis selv princippet i sine senere arbejder (der er dog blevet arbejdet videre med nogle af Leontjevs teoretiske resultater, fx. 'virksomheds'-kategorien) (GdP p. 46-47).

For den kritiske psykologi er den historiske metode sammen med funderingen i den materialistiske dialektik et universelt begrebsligt-metodologisk forskningsprincip. Det paradigme, som kan skabes herudfra, er altså et historisk paradigme - her antages, at psykologiens hidtidige 'førparadigmatiske'/'førvidenskabelige' tilstand er begrundet i den hidtidige eliminering af den historiske dimension, og at indførelsen af denne muliggør påviselige videnskabelige fremskridt (GdP p. 47).

Samtidig med videreførelsen af Leontjevs historiske metode tager den kritiske psykologi hans bestemmelse af 'det psykiske' op, en bestemmelse som afgrænser sig ift. andre videnskaber, og som gennem en kategorial differentiering af grundkategorier kan erkendes adækvat i sine forskellige aspekter - det udviklingsarbejde, som foretages i GdP i retning af det historiske paradigme, er altså udarbejdelsen af et kategorisystem med 'det psykiske' som øverste kategori og differentiering af de underordnede kategorier på forskellige niveauer - et kategorisystem, som muliggør en forståelse af det psykiskes forskellige funktionsaspekter, og som kan påvise sammenhængen mellem den individuelle psykiske udvikling og den overordnede naturhistoriske og samfundsmæssige-historiske udvikling. Dette skulle udgøre grundlaget for adækvat udarbejdelse af psykologiske enkeltteorier (GdP p. 47-48).

1.3 Hovedsigtepunkter for den funktional-historiske kategorialanalyse på basis af materialistisk dialektik.

Afdækkelsen af den nuværende historicitet; ansatsen i psykologiske førbegreber.

Dersom man med den materialistisk dialektik betragter udvikling som 'selvbevægelse' og universel kendsgerning, må erkendelsessubjektet nødvendigvis være karakteriseret ved den samme selvbevægelse og altså ikke ved isolation fra sin genstand - erkendelse kan altså ikke foretages fra en position 'udenfor' (GdP p. 48-49).

I den dialektiske erkendelsesproces må det nuværende, som først kun gives for forestillingen som fremtrædende overflade med tilfældige, usammenhængende bestemmelser, reproduceres tankemæssigt i sin historiske tilblevethed og bevægelse, og dermed forklares mht. sin iboende mulighed for videre udvikling. Dette finder sted på den måde, at erkendelsen først når til genstandens mest abstrakte bestemmelser og herudfra rekonstruerer mangfoldigheden af dens videre bestemmelser som resultatet af dens konkrete historiske bevægelse, og så bliver i stand til at gennemtrænge de overfladebestemmelser, hvorfra analysen begyndte, henimod de indre sammenhænge og bevægelseslove (fra forestillingskonkret til tankekonkret; nedstigning fra det abstrakte til det konkrete). I forhold hertil får modsigelsesprincippet sin centrale betydning, idet realmodsigelser må forstås som udviklingens indre bevægelsesmomenter: Fra den tankemæssige reproduktion af deres givne historiske form kan såvel det nuværendes tilblevethed som dets videre udviklingsmuligheder forstås, som differentieringsproces, i dets kvalitative omslag, som ophævelse og transformation fra elementære til mere udviklede niveauer, hvormed også betingelserne for stagnation, forfald eller regression kan afbildes tankemæssigt som særlige udviklingstilfælde (GdP p. 49).

Den 'historiske fremgangsmåde' i individualvidenskaben er ikke blot en fremgangsmåde ift. historien (inddragelse af historisk-empirisk materiale), men også en historisk metode, dvs. den genetiske rekonstruktion som den tankemæssige reproduktion af de væsentlige bestemmelser af det historisk tilblevne og forandrede, i rekonstruktionen af de historiske processer er disse altså ikke blot erkendelsens genstand, men også dens middel. Ved denne logisk-historiske fremgangsmåde bliver det aktual-empirisk givne begrebet i stedet for blot 'forestillet'. Kategorier er altså ikke blot tilfældigt opstillede grundbegreber, den 'historiske' kategorialanalyse finder sted på grundlag af empirisk materiale og med videnskabelig rationalitet (GdP p. 49-50).

De forestillingskonkreter, som kategorialanalysen må tage udgangspunkt i, er om noget, som allerede er genstand for psykologiske betragtninger/analyser, men som endnu er kategorialt uafklaret, dvs. ikke tilstrækkeligt begrebet i dets ydre forbindelser og indre sammenhænge. Sådanne forestillingskonkreter foreligger imidlertid altid for erkendelsen i begreber (hverdagslige eller fagpsykologiske), og disse må betragtes som 'førbegreber' (fx. 'adfærd', 'indlæring', 'tænkning', 'motivation', 'angst' osv.) ift. den forestående genstandshistoriske kategorialanalyse af det psykiske, hvor førbegreberne analyseres mht. deres genstandshistoriske tilblevethed (førbegreberne kan også analyseres begrebshistorisk, men det er ikke ærindet her) (GdP p. 50-51). Det som skal fremanalyseres er altså de forskellige former for og aspekter af kategoriale bestemmelser, der gemmer sig i førbegreberne, til klargørelse af de enkelte førbegrebers betydning og indbyrdes sammenhæng indenfor den kategoriale helhedssammenhæng, og af førbegrebernes specifikke begrænsninger. Den kategorialanalytiske gennemgang fra forestillings-konkreter til begrebne tankekonkreter er altså også en tilbagegribende kritik ift. udgangsbegreberne, hvorved andre begrebslige opfattelser eller helt nye begreber kan konciperes (GdP p. 51).

Bestemmelse af det psykiskes grundform og dets uddifferentiering i forskellige dimensioner/funktionsaspekter.

For en afklaring af, om førbegreberne handler om det psykiske på en sådan måde, at det udgør en identificerbar og afgrænselig genstand, og om en inddeling i forskellige dimensioner og funktionsaspekter er mulig, må 'det psykiske' fremhæves som den mest almene, genstandskonstituerende kategori (GdP p. 52).

Den menneskelige psyke kan påvises som et resultat af fylogenetiske/antropogenetiske processer, forbundet med sit udspring gennem en ubrudt arvegang, og udviklingen må ses som en progressiv kumulation og strukturering af arveinformation (kun den udvikling, som har ført frem til den nuværende form, er synlig ved rekonstruktionen), og det psykiskes nuværende historicitet er resultatet af en differentierings/kvalificeringsproces udfra grundformen, på en sådan måde, at denne - og alle mellemformer - er 'ophævet' heri. I den funktionalhistoriske analyse bliver denne historicitet rekonstrueret udfra historisk-empirisk materiale (GdP p. 52).

Den nødvendige afledning af 'det psykiske' som grundkategori er ensbetydende med den logisk-historiske udarbejdelse af elementarformen (fra forestillingskonkret til den mest almene udgangsabstraktion). De kategoriale differentieringer må kunne begrundes genetisk til afbildning af de reelle genetiske differentieringsprocesser - dette kan bla. ske igennem, at udgangsbegreberne omdefineres og sættes i over/underordningsforhold indbyrdes. Hertil kræves indførelse af mellemabstraktioner (GdP p. 52-53).

Den faktiske genetiske grundform må først påvises (udfra historisk-empirisk materiale), så det fremgår, at det således definerede 'psykiske' er den bestemmende dimension ved en særlig livsopretholdelsesform ift. den foregående form, og at alle livsfremtrædelser, som kan karakteriseres som psykiske (inkl. menneskets handlinger og bevidsthed) kan tilkomme de bestemmelser, der gælder for grundformen - hvis dette ikke er tilfældet, er grundformsbestemmelsen videnskabeligt inadækvat. Grundformen må altså kunne omfatte alle andre kategorier som specialtilfælde af forskellig orden (ellers ville kategorierne stå uforbundet ift. hinanden) (GdP p. 53-54).

Bestemmelse af forholdet mellem forskellige kvalitative specificitetsniveauer i det psykiske.

Førbegrebernes sammenhæng med grundformen og de forskellige funktionsaspekter må altså afklares med den genetiske fremgangsmåde, ligesom det må afgøres, hvorvidt de omhandler samfundsmæssige eller biologiske forhold - de grundbegreber som skal fremanalyseres må altså kunne afbilde den kvalitative forskel - og det indbyrdes forhold - herimellem (GdP p. 54-55).

Den særlige kvalitet ved det menneskelige-samfundsmæssige udviklingsniveau må betragtes som resultatet af et fylogenetisk udviklingsspring, i hvilket menneskets 'samfundsmæssige natur' dannes sammen med den samfundsmæssige produktionsform gennem dennes tilbagevirkning på udviklingsprocessen (mennesket er det eneste levende væsen, som 'biologisk' er i stand til samfundsmæssiggøre sig og deltage i den samfundsmæssige reproduktion). Den funktionalhistoriske fremgangsmåde kan stadig anvendes - den kategoriale fremhævelse af en kvalitativ forskel mellem samfundsmæssige og biologiske bestemmelser af det psykiske er kun berettiget for så vidt der kan påvises et kvalitativt spring fra det blot fylogenetiske til det samfundsmæssige niveau, og den genetiske analyse må altså gennemføres ift. den dialektiske grundregel: kvantitetens omslag i kvalitet, og et sådant omslag må konkret påvises ift. det historiske materiale (GdP p. 55).

Når der skelnes kategorialt imellem det blot biologiske og det samfundsmæssigt-historiske specificitetsniveau, tydeliggøres det at også det biologiske er et resultativt udtryk for tidligere kvalitative omslag indenfor de fylogenetiske processer, således at sådanne kvalitative spring må differentieres ved hjælp af tilsvarende genetiske analyser - og herudfra viser det sig, at den kategoriale skelnen mellem 'det psykiske' og 'det ikke-psykiske' må begrundes udfra et kvalitativt omslag, ligesom fremhævelsen af den genetiske grundform som den logisk-historiske 'første' kvalitative springanalyse må præciseres, og det tydeliggøres, at ved rekonstruktionen af udviklings/differentieringsprocesserne må det afklares, hvorvidt en mere udviklet form kan påvises og karakteriseres tilsvarende kategorialt (GdP p. 55-56).

Den funktional-historiske rekonstruktion af de forskellige specificitetsniveauer giver, udfra påvisningen af hvorledes kvalitetsomslagene har fundet sted, yderligere henvisninger til forholdet mellem specificitetsniveauerne indenfor det psykiskes nuværende historicitet, således at forholdet mellem forskellige funktionsaspekter kan karakteriseres som forholdet mellem specifikt-bestemmende, specifikt-sekundære og uspecifikke aspekter - og de uspecifikke aspekter kan differentieres mht. hvordan de påvirkes af de 'højere' funktionsaspekter (GdP p. 56).

De abstrakte bestemmelser kan altså, med den genetiske udarbejdning af de forskellige kvantitative/kvalitative mellemformer som 'formidlingsskridt', begribes i deres konkrete fremtrædelser. Det som førbegreberne fremstillede, 'indhentes' altså igen, og begribes i de indbyrdes forhold (opstigning fra det abstrakte til det konkrete) (GdP p. 56-57).

Grænser for den funktional-historiske analyse; nødvendigheden af metodologiske udvidelser.

Kun ved den funktionalhistoriske analyse og rekonstruktionen af det psykiskes nuværende historicitet kan udviklingen anskues sådan, at man kan retfærdiggøre en antagelse om, at den højeste udprægningsform indeholder alle differentieringer fra grundformen (tilstedeværende eller ophævede). Imidlertid kan den funktional-historiske analyse ikke fortsættes hvor det ikke blot gælder det psykiskes specifikt-menneskelige, dvs. samfundsmæssige, karakteristika (samt de ophævede, uspecifikke niveauer), men også dets bestemthed af forandringer/stadier i de samfundsmæssige-historiske processer - her må det derimod bestemmes, hvordan det psykiske som kendetegn ved menneskets individuelle livsvirksomhed bestemmes gennem den samfundsmæssige proces i dens givne historiske udprægningsformer, og hvordan formidlingen mellem de samfundsmæssige forhold og det psykiske må opfattes, hhv. i hvilken forstand det psykiske selv kan kvalificeres som 'samfundsmæssigt' (GdP p. 57-58).

Psykens nuværende historicitet må altså undersøges genetisk også på anden måde end gennem udsprings- og differentieringsanalyser, og førbegreberne må kunne undersøges og kritiseres mht. disse aspekter. Det tidligere ledesynspunkt må altså udvides. Først når resultaterne af den funktional-historiske rekonstruktion foreligger kan rækkevidde hhv. grænser bestemmes, og det metodologiske grundlag er derfor endnu ikke fuldt udfoldet (GdP p. 58).

KAPITEL 2. DET PSYKISKES GENETISKE GRUNDFORM; KVALITATIVE SPRING

GdP Holzkamp tysk kap 2 s.60-81.pdf

Anden oversættelse af kapitel 2 af Henrik Olsen.pdf

Kapitel 2 tegnet Kapitel 1 tegnet

2.1 Grundbestemmelser af de elementære førpsykiske livsprocesser.

Liv som selvreproduktivt system; den funktionale betragtningsmåde.

'Det psykiske' skal altså bestemmes som genstandskonstituerende grundform på en sådan måde, at den genetiske grundform kan begribes adækvat; 'det psykiske' må defineres således, at det kan påvises som et specifikt og bestemmende moment ved et kvalitativt nyt niveau i livsprocesserne. Hertil kræves en generel forståelse af livsprocessen og dens udviklingslove (GdP p. 59).

Livsprocessen selv er historisk tilbleven og fremstår som et kvalitativt nyt niveau overfor de førbiologiske processer. Man taler (indenfor biologien) om 'liv' i den mest elementære form, når der hos organismiske 'enheder' findes evne til strukturel identisk selvreproduktion og til opretholdelse af strukturidentitet. Organismer af samme art danner en population, som opretholder sig i et, overfor omverdenen, 'åbent' ligevægtssystem, hvor tab af organismer (mindst) udlignes gennem selvreproduktiv formering. Den individuelle systemligevægts opretholdelse (stofskifte) er ligeledes et åbent system. Organismen er en 'aktiv' livsenhed, som gennem omsætnings- og ligevægtsprocesser holder sig konstant ift. skiftende omverdensbetingelser, som dog ikke må overskride visse 'forenlighedsgrænser' (hvis dette forekommer bliver organismens 'åbne' system til et ikke-organismisk 'lukket system - dvs., organismen dør) (GdP p. 60-61)

Foruden energiaspektet har den organismiske systemopretholdelse et informationsaspekt - organismen reagerer på visse ydre betingelser, dvs. den omsætter disse selektivt - overfor stofskifterelevante omverdensforhold 'svares' med visse former for aktivitet, overfor mangelsituationer eller skadelige omverdensforhold med andre; dette benævnes 'irritabilitet' og er en elementær egenskab ved livsprocesser (GdP p. 61).

Da livsprocesser kun kan begribes adækvat som åbne ligevægtssystemer, er den naturvidenskabelige, sædvanlige kausale betragtningsmåde ikke tilstrækkelig - den må ophæves i den 'funktionale' betragtningsmåde: En proces eller et sagsforhold sættes i forhold til det overordnede system, og betegnes 'funktional' eller 'dysfunktional' i forhold til dettes opretholdelse (systemopretholdelsens 'nødvendighed' ses som et specifikt kendetegn ved livsprocesser og er altså et definitorisk begreb) (Gdp p. 61).

Udvidet reproduktion udfra systemopretholdelsens nødvendigheder; mutation og selektion.

Da omverdensbetingelser forandrer sig 'økologisk', kan et populationssystem kun opretholdes, hvis det 'udvikler' sig gennem tilpasning til ændringerne - 'udvikling' er altså et nødvendigt bestemmelsesmoment ved opretholdelsen. Reproduktion må altså være udvidet reproduktion med forhøjet systemkapacitet (Gdp p. 62).

Selvreproduktion er (som livets grundkendetegn) identisk mht. almene strukturkendetegn, men der forekommer 'arvelige' variationer i detaljer, 'mutagenitet' (sådanne afvigelser kan ophobes og medføre strukturændringer). Dette er grundlaget for den moderne videnskabelige opfattelse af Darwins evolutionsprincip: evolutionen betinges af mutation på den ene side og på den anden side selektion af de til omverdensbetingelserne 'bedst tilpassede' mutanter med deres større forplantningssandsynlighed. Heraf resulterer en udviklingsproces i retning af forhøjet systemkapacitet (Gdp p. 62-63).

2.2 Den evolutionære udviklingsmodsigelse; organisme-omverdens-sammenhængen.

Indre og ydre modsigelse.

Betingelserne for opståelsen (og hastigheden) af en sådan udviklingsproces kan forstås på grundlag af det materialistisk dialektiske modsigelsesprincip: Udvikling er afhængig af en 'indre modsigelse' (modsætningspoler indenfor et mere omfattende system, her organismepopulationen), som kræver et stadigt højere integrationsniveau for at systemet kan opretholdes, et integrationsniveau i hvilket modsætningerne kan opretholdes under bevarelse af systemets enhed (grænsetilfælde, hvor der ikke forekommer udvikling, forklares som hhv. fravær af modsigelser - stagnation - og skærpelse af modsætninger i en sådan grad, at det overgribende system sprænges, hvorved den indre modsigelse bliver en ydre modsigelse, hvor modsætningerne står uformidlede overfor hinanden og ikke kan ophæves) (Gdp p. 63-64)

Modsætningspolerne er her hhv. de mutationsbetingede forskelle mellem organismernes systemkapacitet og de systemfarlige ydre livsbetingelser, og en 'indre modsigelse' foreligger, når forplantningssandsynligheden forhøjes så meget hos organismer med høj systemkapacitet, at populationens overordnede systemligevægt kan opretholdes under ugunstige betingelser (udviklingshastigheden/progressionsgraden er så højere, jo større modsætningerne er mellem organismernes systemkapacitet og omverdensbetingelserne, altså jo flere organismer der går til grunde under selektionstrykket uden at populationen ligevægt ødelægges) (Gdp p. 64).

Det funktionale genspejlingsforhold; den funktionalhistoriske analyse.

Udviklingen som stadigt udvidet tilpasning til omverdenen udgør en for livsprocessen specifik historisk tilbleven sammenhæng mellem organismerne og deres givne særlige historiske omverden - 'organisme-omverdens-sammenhængen', som kan præciseres udfra den dialektisk-materialistiske kategori 'genspejling' som den (i kvalitativt forskellige former eksisterende) egenskab ved materien, at den omsætter ydre indvirkninger til indre forandringer. Mens der på førorganismisk niveau er tale om umiddelbart-kausale genspejlingsprocesser, opstår med den evolutionære tilpasningsproces en kvalitativt ny form, 'funktional genspejling': Organismerne frembringer her (evolutionært formidlet) omverdensbetingede indre strukturændringer, som sætter dem i stand til at overleve under netop disse betingelser (Gdp p. 65).

'Udviklingsenheden' er altså de givne artsspecifikke former for organisme-omverdens-sammenhænge. Disse er primært 'funktionale' og frembringer sekundært de strukturelle forandringer som funktionsoptimering og grundlag for stadigt udvidet funktionalitet. Genspejlingens art og form er altså historisk formidlet, og den funktionale betragtningsmåde har nødvendigvis et historisk aspekt, da en egenskabs funktionalitet kun kan forstås udfra dens overlevelsesværdi ift. den artsspecifikke omverden (Gdp p. 66).

Udviklingsdimensioner på det førpsykiske niveau.

En generel dimension i den førpsykiske udvikling, som er forberedelsen til det 'kvalitative spring' til det psykiske, er forbedringen af dels den assimilative energiudnyttelse og dels evnen til informationsforarbejdning, dvs. selektiv irritabilitet overfor hhv. assimilerbare, ikke-assimilerbare og skadelige stoffer, og tilsvarende reaktioner. Som strukturelt grundlag må forudsættes flercellethed med ansats til 'arbejdsdeling' (Gdp p. 66-67).

2.3 Udgangsabstraktionen til bestemmelse af det psykiskes grundform: Leontjevs konception.

Holzkamp henviser her (Gdp p. 67) til Leontjevs bestemmelse af det psykiskes grundform. Leontjev tager udgangspunkt i irritabiliteten, som i løbet af fylogenesen udvikles så vidt, at organismen også bliver irritabel overfor indvirkninger, som ikke har betydning for dens assimilationsaktivitet, men som er signal for en omverdensinstans, der kan assimileres. Den formidlende proces er sensibiliteten - sansningen. Den oprindeligt enhedsmæssige livsproces differentieres - nogle omverdensforhold bestemmer, positivt eller negativt, organismens eksistens, andre igangsætter og styrer aktiviteten. Denne 'genstandsmæssige' aktivitet er iflg. Leontjev forform for menneskelig virksomhed (Gdp p. 68-70).

2.4 Det psykiske som ny kvalitet.

Førpsykiske randbetingelser for opståelsen af sensibiliteten.

Sensibiliteten defineres altså som evnen til at opfatte realsammenhænge mellem stofskifteneutrale og stofskifterelevante omverdensinstanser på en sådan måde, at det resulterer i rettede bevægelser til opnåelse af de sidste, mens de første udnyttes som information om disses placering. Til udviklingen heraf må forudsættes to former for randbetingelser - tilstedeværelsen af (urettet) bevægelsesfærdighed overhovedet og tilstedeværelsen af irritabilitet overfor stofskifteneutrale instanser. Begge disse betingelser kan iagttages (som henholdsvis epifænomener ved stofskifteprocesser og 'generaliseret' irritabilitet) hos primitive encellede dyr (Gdp p. 70-71).

Udviklingsmodsigelsens omverdenspol.

En indre udviklingsmodsigelse må ligeledes forudsættes, og den primære betingelse for opståelsen af en sådan er forandringen af de objektive omverdensbetingelser - her en relativ mangel på assimilerbare stoffer. Organismer, som er i stand til at rette deres bevægelser mod næringskilderne har en selektionsfordel. Næringskilderne og de neutrale agenter må desuden være genstandsmæssigt udformede (da kun sådanne kan 'befinde sig' bestemte steder) og stå i et konstant tidsligt/rumsligt forhold til hinanden. Sensibiliteten må altså have udviklet sig ved overgangen fra en homogen til en genstandsmæssigt udformet omverden - dette kan ikke efterprøves empirisk, men der er ikke noget, der taler imod, at dette skulle tilfældet, og logisk-historisk kan denne udvikling ikke have fundet sted på anden måde (Gdp p. 72-73).

Første og andet kvalitative spring; ny udviklingsretning.

Evnen til (urettede) bevægelser og irritabilitet overfor neutrale instanser må, for at en 'indre' udviklingsmodsigelse kan opstå, træde i sammenhæng med hinanden. Der må have fundet en strukturel udvikling sted, som har udgjort grundlaget for opståelsen af en mutation, hvor de to funktioner kan formidles via et styresystem (Gdp p. 74-75).

Sensibilitetens opståen som en ny kvalitet af organismisk systemkapacitet kan almengøres som 'funktionsomslag': Bevægelserne indgår i en kvalitativt ny funktionssammenhæng og bliver til elementær orienteringsaktivitet med biologisk tilpasningsværdi af ny størrelseorden, ligesom irritabiliteten for neutrale instanser bevirker bevægelser rettet mod næringskilder, og formidler en ny kvalitet af organismisk aktivitet, hvormed der er åbnet for en kvalitativ udvidelse af organismens omverdensforhold mht. udnyttelse af næringsmidler og undgåelse af skadelige indflydelser (Gdp p. 75).

Da evolutionære forandringer foregår kontinuerligt, kan man ikke gå ud fra, at sensibiliteten med det samme har haft væsentlig funktion for aktiviteten - tværtimod må antages, at den i starten er underlagt den stadigt bestemmende førpsykiske aktivitetsform. Dens supplerende kvalifikation bibringer en selektionsfordel som gør, at organismerne med udviklingen efterhånden overvejende opretholder livet gennem signalorientering og rettede bevægelser, og den tidligere dominerende aktivitetsform bliver mere og mere sekundær i forhold hertil, således at der til sidst er nået et stadium, hvor organismerne kun kan opretholde livet gennem signalforbundet/-formidlet aktivitet. Dette dominansomslag er det samme som det kvalitative omslag til det nye 'psykiske' niveau (Gdp p. 76-77).

Hermed slår den evolutionære udvikling om i en anden retning - det organismiske system strukturerer sig ift. den nye funktion, bla. dannes efterhånden sanseorganer, specifikke bevægesystemer og forformer for et centralnervesystem. Dette er først muligt efter opnåelsen det funktionale stadium (Gdp p. 77).

2.5 Fem analyseskridt.

Den kvalitative overgang til det psykiske niveau kan kun rekonstrueres empirisk ved begrebslig fremhævelse af forskellige mellemformer. Det antages nu, at den fremanalyserede trinfølge er udtryk for almene udviklingslovmæssigheder for den trinvise overgang til nye kvalitetsniveauer, og at der herudaf kan afledes en trinfølge af analyseskridt, dvs. en metodisk konkretisering af den dialektiske grundregel: Kvantetetens omslag i kvalitet (gældende for dette genstandsområde), til brug for de videre kategorialanalytiske undersøgelser af de følgende kvalitative spring i det psykiskes genetiske differentieringsproces og udarbejdelsen af de hertil svarende kategoriale differentieringer (Gdp p. 78):

Første skridt er påvisning og rekonstruktion af udviklingen af den realhistoriske dimension indenfor det givne tidligere trin, udfra hvilket det kvalitative omslag finder sted, dvs. bestemmelsen af den position som 'negeres' dialektisk, og hermed bestemmelsen af, hvori det specifikke ved det nye udviklingstrin består (Gdp p. 78-79).

Andet skridt er påvisningen af dels de objektive forandringer i omverdensbetingelserne, hvormed den indre udviklingsmodsigelses omverdenspol kommer i stand, dvs. påvisning af de betingelser, som danner det specifikke selektionstryk ift. den aktuelle kvalitative udvikling, og dels de omverdensaspekter, som gør det muligt for de tilpassede mutanter at forplante sig tilstrækkeligt under disse betingelser (Gdp p. 79).

Tredje skridt er påvisning af funktionsomslaget af de i første skridt påviste dimensioner af udviklingsmodsigelsens 'organismepol' og opståelsen af det første kvalitative spring ved dannelsen af den nye funktion under de ændrede betingelser. (Funktionsomslaget vedrører en partialfunktion, som stadig står under det tidligere niveaus bestemmende funktion og altså endnu ikke er blevet bestemmende.) (Gdp p. 79).

Fjerde skridt er påvisning af dominansomslaget, hvorved den nye, tidligere underordnede, funktion bliver bestemmende for den samlede systemopretholdelde. (Man må antage, at dette finder sted gennem mutation-selektions-mekanismer, og der er derfor en langvarig mellemfase mellem funktionsomslagets (første) og dominansomslagets (andet) kvalitative spring - dominansomslaget selv må ses som en 'punktuel omkippen' af forholdet mellem den underordnede og den dominerende funktion, hvorefter den videre udviklingkontinuitet formidles over den nye kvalitet) (Gdp p. 80).

Femte skridt er påvisning af det samlede systems omstrukturering og nye udviklingsretning, herunder påvisning af, hvilke dimensioner der bliver funktionsløse eller bestemmes på en ny måde, hvilke specifikke strukturelle og funktionale differentieringer der finder sted i den videre udvikling, og kvalitativt nye sekundære udviklinger. I den videre differentiering vil de dimensioner også dannes, på hvilket et nyt kvalitativt omslag til et nyt specifikt niveau vil finde sted, i forhold til hvilket det aktuelle niveau er mere elementært. Udarbejdelsen af disse dimensioner vil være første skridt i analysen af det nye niveau (Gdp p. 80-81).

KAPITEL 3. DET PSYKISKES INDRE UDGESTALTNING

GdP Holzkamp tysk kap 3 s.83-120.pdf ..............................Kapitel 3 tegnet

Efter indvindelse af grundkategorien ved udarbejdelse af den genetiske grundform, må den videre kategorialanalyse - ifølge fem-skridts-analysen - først rekonstruere det psykiskes uddifferentiering før det næste kvalitative spring, den individuelle indlærings/udviklingsevne. Der skal altså ske en afklaring og forholdsbestemmelse af de forskellige, stadigt mere differentierede remtrædelsesformer af det psykiske (under bortabstraktion af den individuelle indlærings/udviklingsevne, som ikke er udviklingsbestemmende på dette niveau), som vil give de dimensioner, på hvilke den videre udvikling finder sted. Det empiriske grundlag er her det som allerede foreligger i forskellige kritisk psykologiske arbejder (Gdp p. 83-84).

3.2 Orientering, betydningsstrukturer.

Gradientorientering.

I løbet af dannelsen af det psykiske foregår overgangen fra urettede bevægelser (kineser) til rettede bevægelser (taxier). Disse forholder sig i begyndelsen kun til såkaldte gradienter, dvs. givne ætheds- og energiforhold (fx. lys, temperatur) i det omgivende, flydende medium, idet disse gradienter har en objektiv signal- og informationsfunktion for organismen mht. områder med positiv eller negativ overlevelsesværdi. Dette er orienteringens mest elementære form - givne forhold i omverdenen har i sammenhæng med deres psykiske genspejling en betydning, dvs. aktivitetsrelevans. Denne etydning omsættes i en 'hen-til'- eller 'væk-fra'-bevægelse, og orienteringen på dette elementære niveau omsættes altså direkte i organismens bevægelsesaktivitet - hvad den nødvendigvis må gøre, da forskelle i det flydende medium kun kan reciperes i og med bevægelser (Gdp p. 85-86).

Udsondringens/identifikationens funktionsniveau.

Gradientorienteringen udvikles til mere effektive orienteringsfunktioner - næste niveau er færdigheden til 'udsondring' af bestemte, biologisk relevante, invarianser i de skiftende omverdensforhold. Aktiviteten er her stadig af central relevans, men på baggrund af en ny form for informationsudnyttelse - det som reciperes her, er instanser i omverdenen i en vis afstand fra organismen selv, og dette er forudsat af, at organismen gennem sine egne bevægelser kan stedfæste genstandens placering ift. organismens egen rumlige placering. Denne rumlige orienteringsfunktion fører efterhånden - indenfor samme niveau - til en selvstænddiggørelse af orienteringsaktiviteten ift. udførelsesaktiviteten. Alt i alt repræsenterer dette funktionsniveau dog kun en relativ forbedring af orienteringsfunktionen - men forhøjer organisme-populationens forplantningssandsynlighed (Gdp p. 87-89).

Diskriminationens/inddelingens funktionsniveau.

Næste funktionsniveau er færdigheden i at skelne mellem forskellige konkrete betydningsenheder, altså ikke blot (som tidligere) reception af en enkelt omverdensinstans i iøvrigt diffuse omgivelser, men af forholdet mellem forskellige instanser. De psykiske betydninger er her - på grundlag af skelnen mellem forskellige figural-kvalitative kendetegnskombinationer - differentieret til kvalitativt forskellige aktivitetsdeterminanter (fx. 'næringsmiddel' > fortæring, 'rovfjende' > flugt osv.) Dette betyder ikke, at organismen 'erkender' kendetegnskombinationen og dernæst reagerer på den, men at der for organismen består en identitet mellem 'rovfjende' og 'flugt', altså at betydningen 'går op i' aktivitetsbestemmelsen (Gdp p. 89-90).

Tidlige former for analyse og syntese.

Udviklingen af 'skelnende' orientering inkluderer i stadig højere grad tidlige former for analyse og syntese, dvs. 'opløsning' og 'sammenfatning' af information om forhold i omverdenen. Forskellige orienteringsfejl har her forskellig biologisk relevans - fx. har en orienteringsydelse, som sammenfatter irrelevante kendetegn til en aktivitetsrelevant betydningsenhed (fx. flugt fra en ikke-rovfjende) mindre hyppigt en dødelig udgang for organismen end en orienteringsydelse som 'overser' relevante betydningsenheder (fx. ikke-flugt fra en rovfjende). Selektionen begunstiger derfor en dannelse af 'brede klasser' af betydningsenheder (i en afbalancering ift. 'unødig' aktivitet'), resulterende i en vis 'overgeneralisering' (:'overtydeliggøre', 'overforenkling'), som må ses som en forbedring af den funktionale genspejling snarere end som en overforenkling som en formal organisationseffekt - det drejer sig her om en indholdsmæssig strukturering af den givne artsspecifikke omverden (Gdp p. 90-91).

Dette tydeliggøres ved anvendelse af de etologiske begreber 'nøglestimuli' og 'medfødte udløsende mekanismer'. 'Nøglestimuli' står her for bestemte kendetegnskombinationer i omverdenen, som på en artsspecifik fastlagt måde (dvs. via medfødte udløsningsmekanismer i centralnervesystemet) udløser bestemte aktivitetssekvenser (et velkendt ex. er kyllingers flugtadfærd udløst af en sort trekant som nærmes dem ovenfra - en forenkling af høgens kendetegn). Forenklinger må derfor ses som evolutionært opståede 'realabstraktioner' af aktivitetsrelevante kendetegnskombinationer - altså betydningsenheder. Efterhånden som dyrenes aktivitetsmuligheder uddifferentieres med stigende udviklingshøjde, uddifferentieres og udvides også de biologisk relevante kendetegnskomplekser - betydningsenhederne - hvorved der i diskriminationsprocessen (gennem analyse og syntese) opstår en stadig mere adækvat genspejling af de objektive forhold i den artsspecifikke omverden. Betydningsenhederne udtrykker altså forholdet mellem givne organismer (af en bestemt art og udviklingshøjde) og de for disse relevante kendetegnskombinationer (p.91-92).

Indholdsmæssig uddifferentiering af betydningstyper.

Livsprocessernes almene grundbestemmelser - reproduktion på populationsniveau og system-opretholdelse på organismeniveau - konkretiseres i løbet af udviklingen, således at der kan skelnes mellem to funktionskredse, hhv. forplantningens og livssikringens funktionskreds. I den første uddifferentieres aktiviteterne i forskellige funktionelle aspekter, som alle tjener den samlede populations opretholdelse, i den anden uddifferentieres forskellige aspekter af enkeltorganismernes systemopretholdelse, hvormed også - gennem forhøjelse af organismernes forplantningssandsynlighed - populationens systemopretholdelse tjenes. De to funktionskredse er altså ikke ligestillede, der består et underordningsforhold (dog på den måde, at begge funktionskredse konstituerer udviklingsprocesser) - organismernes selvopretholdelse må ses som en form for artsopretholdelse. Både forplantningen og selvopretholdelsen finder sted - og udvikles - over orienteringsaktiviteter (Gdp p. 93).

Centralt i forplantningens funktionskreds står (efter uddifferentieringen af de to køn) betydningen 'kønspartner' med forskellige differentieringer ift. de aktiviteter som forbereder og udfører kopulationen, og fra og med bestemte udviklingniveauer differentieres den særlige betydning 'yngel' ud fra den mere almene betydning 'artsfælle'. I det herudfra mere uddifferentierede betydningsforhold 'familie' får kønspartneren evt. betydning som 'medansvarlig for yngelplejen'. Ligeledes opstår i denne funktionskreds betydninger som 'rival' o.lign. (disse forskellige betydningsdifferentieringer er selvfølgelig afhængige af de forskellige artsspecifikke udprægninger i de forskellige økologier) (Gdp p. 93-94).

I livssikringens funktionskreds uddifferentieres mht. næringssøgningen forskellige former for aktivitetsbestemmende betydningshenvisninger (afhængigt af næringsadfærdens udprægningsart). I betydningen 'andre dyr' bliver forskellen mellem 'artsfælle' og ikke-artsfælle' tiltagende relevant, og her uddifferentieres fx. betydningerne 'bytte' og 'rovfjende' med aktivitetsrelevanser som 'jagt' og 'flugt' osv., ligesom forskellige stofskifterelevante forhold (lys, temperatur, ilt, fugtighed) stadig har forskellig aktivitetsrelevans og derved fremhæves som forskellige betydningsdimensioner. Betegnelserne for de forskellige betydningsenheder må ikke her forstås som at de fremstår for dyret med deres forskellige konkrete egenskaber, men som 'overforenklede' kendetegnssammensætninger. I udformningen og differentieringen af det psykiske på dette første niveau er betydningsenhedernes indholdsmæssige strukturer kun grove, artsspecifikt fastlagte betydningsraster, som udløser ligeledes fastlagte aktivitetssekvenser - man kan derfor tale om 'typer af betydningsenheder/aktivitetssekvenser' (disse danner grundlaget for den senere individualisering af betydninger/aktiviteter gennem indlæringsprocesser) (Gdp p. 94-95).

3.3 Emotionalitet, behovsstrukturer.

Emotionalitet som tilstandsafhængig vurdering af omverdensbegivenheder.

Aktiviteter er, allerede på førpsykisk niveau, afhængige af organismens indre tilstand (stofskiftets grad af uligevægt) - aktivitetsvariabiliteten er altså udtryk for tilstandsvariabiliteten. På det psykiske niveau får aktivitetsgraden ny betydning, da der her opstår en sammenhæng mellem den givne tilstand og følsomheden for omverdensforhold der er aktuelle i forhold hertil. Tilstandvariabiliteten er altså orienteringssaktivitetens 'indre' side, hvorudfra emotionalitetens forformer uddifferentieres. De forskellige betydningsdimensioner (som fx. gradienterne på sensibilitetens elementære niveau) dominerer ikke aktiviteten totalt - det afhænger af organismens indre tilstand om en betydning faktisk bliver aktivitetsdominerende. Det er her nødvendigt at skelne, for det første mellem aktivitetsberedskabet (afhængigt af den indre tilstand) på den ene side og den faktiske aktivitet på den anden side, og for det andet mellem potentielle betydninger på den ene side og betydningerne selv på den anden side (Gdp p. 95-96).

På det psykiske niveau dannes en sammenhæng mellem bestemte tilstandsændringer og aktualiseringen af bestemte betydninger (der har fundet et funktionsomslag sted - tidligere var tilstandsvariabiliteten blot et udtryk/udgangspunkt for organismens uligevægtstilstand, nu er den grundlag for aktualiseringen, altså aktivitetsomsætningen af betydninger). Aktualiseringen af givne betydninger kan altså ses som en 'vurdering' af bestemte omverdensforhold mht. deres egnethed til overvindelse af den systemuligevægt, som har fremkaldt aktiveringen - med systemuligevægten (hvoraf betydningsaktualiseringen afhænger) som 'målestok' for denne vurdering (Gdp p. 97).

Sådanne vurderinger udpræges med uddifferentieringen af betydningsenheder. En organisme kan altså, afhængigt af sin tilstand, forholde sig forskelligt til den samme betydningskonstellation og aktiveres ift. den ene eller den anden betydningsenhed. Den aktiverende tilstand har altid et negativt fortegn, mens betydningsenhederne - ved aktualiseringen gennem den givne tilstand - får enten et positivt eller et negativt fortegn, alt efter om uligevægtstilstanden kan afhjælpes ved en tilnærmelse til eller en fjernelse fra betydningsenheden (p.97-98).

Emotionalitet på dette elementære niveau må altså kategorialt bestemmes som: Vurdering af de 'kognitivt' (i orienteringen) konstaterede omverdensforhold med den givne tilstand som målestok - altså som aktivitetsberedskab, som formidling mellem kognition og aktivitet. Emotionaliteten er altså et særligt aspekt ved den psykiske genspejling - i den emotionale vurdering afspejles organismens objektive livsforhold funktionelt (Gdp p. 98).

Emotionalitetens indholdsmæssige uddifferentiering.

Da emotionale vurderinger er betydningsaktualiserende, hænger uddifferentieringen af emotionalitetens forskellige vurderinger sammen med betydningdimensionernes uddifferentiering. Der dannes dog ikke en emotionalitetsdimension til enhver betydningsdimension - der findes (også på menneskeligt niveau) forskellige refleksreaktioner - dette bestemmes i udviklingen af den givne aktivitetsomsætningsforms tilpasningsværdi. Emotionale tilstandsvariabiliteter, som dannes i sammenhæng med bestemte betydningsdimensioner, benævnes her behovsdimensioner. (Der skal her skelnes fra aktuelle behovstilstande som tilskynder til aktivitetsomsætninger - det forhold at en organisme kan være sulten eller tørstig må skelnes fra en aktuel sult eller tørst.) Aktualiseringen af et givent behov er betingelse for aktualiseringen af den tilordnede betydning, men den faktiske forekomst af betydningsenheden er betingelse for aktivitetsomsætningen (p.99-100).

Behovsdimensionernes uddifferentiering kan dog ikke uden videre henføres til forskellige parametre i systemuligevægten - altså forskellige former for vævsmangler - det ville være ensbetydende med en reducering af det psykiske til et fysiologisk niveau - stofskifteprocessernes uligevægtstilstande er ikke psykiske livsytringer. Det særlige ved de emotionale vurderinger på det psykiske niveau er, at de danner en sammenhæng mellem organismiske uligevægtstilstande og betydningernes aktivitetsomsætninger - med uligevægtstilstanden som målestok for vurderingen af omverdensforholdenes egnethed ift. overvindelsen af mangeltilstandene - dette betyder, at det funktionale grundlag for behovsdimensionerne og deres aktualisering må have en selvstændig psykisk karakteristik - altså en basis i en strukturering af centralnervesystemet (Gdp p. 100- 101).

I forplantningens funktionskreds træder det i endnu højere grad frem, at 'stofskifteuligevægt' er uegnet til karakterisering af behovsdimensioner og behovsaktualiseringer - de givne betydnings- og aktivitetstyper har ikke effekt for organismepopulationen formidlet over enkeltorganismernes selvopretholdelse, men direkte, og derfor kan de ikke have noget med stofskifteprocesserne at gøre. Man må altså gå ud fra, at der i det psykiskes fylogenetiske differentieringsproces har kunnet dannes behovsdimensioner, tilordnede de givne betydningsenheder - delvist differentieret udfra stofskifteprocesserne, men i deres funktion ikke umiddelbart sammenhængende med disse - hvis kvalitative særegenhed er blevet til et selvstændigt funktionsgrundlag i evolutionens løb (Gdp p. 102). Her henvises her til Lorenz' begreb 'aktionsspecifikke energier', iflg. hvilket der for hver instinkthandling gives et 'energireservoir', hvorudfra - ved en bestemt 'opladningsgrad' - en given aktivitet sættes automatisk igang, og som 'aflades' ved udførelse af instinkthandlingen. Tiden for den spontane 'opladning' skulle være fylogenetisk programmeret (modsvarende den biologiske nødvendighed af hyppigheden af den pågældende instinkthandling). Lorenz skal her have udpeget såvel behovsdimensionernes selvstændighed ift. vævsmanglerne, som de betingelser, hvorunder behovene deaktualiseres (Det skrives her, at dette må betragtes som de første hypoteser om i hvilken retning løsningen af den fylogenetiske behovsudviklings centrale problem skal søges) (Gdp p. 103).

'Vævsmanglernes' funktion indenfor sammenhængen mellem behovsdimensionerne kan bestemmes således: Vævsmanglernes psykiske repræsentation - fx. 'sult' - er en information om ændringskravet i organismens omverdensforhold. 'Sult' er ikke i sig selv den specifikke tilskyndelse til aktivitet - det er de aktionsspecifikke behovsdimensioner som fører til de forskellige udførelsesaktiviteter via betydningsaktualiseringerne, den emotionale information er kun medbetingende herfor. Da behovstilstandene ikke primært er begrundet i givne mangeltilstande, må der, hvis betydningsaktualiseringerne skal forekomme med nødvendig hyppighed og intensitet, i centralnervesystemet være dannet stofskifteuafhængige delsystemer, i hvilke behovsdimensioner og betingelser for deres aktualisering opstår som negative tilstandsværdier, hvorved dyret opnår 'lyst' ved udførelsen af den givne aktivitet. Sådanne behovssystemer har altså en artsopretholdende (sekundært systemopretholdende) funktion. Der henvises her til Leyhausen for, at den fylogenetiske opståen af systemer af 'instinkthandlinger' og tilordnede 'aktionsspecifikke energier' er evolutionært formidlede 'behovsplaner', som er opdelt i forskellige 'titler' - denne opdelings biologiske relevans skal være, at energien ikke først skal aktualiseres og kanaliseres i forbindelse med bestemte indre eller ydre anledninger, men at der allerede inden en sådan anledning findes et beredskab til sådanne instinkthandlinger. Disse behovsdimensioner består ikke uafhængigt af hinanden, men kan veksle med, konkurrere med eller understøtte hinanden. Derved er opstået hæmningsmekanismer (fx. aggressionshæmning ved aktualisering af 'sexualinstinktet') (Gdp p. 103-105).

Den (oprindeligt enhedsmæssige) emotionale vurdering er altså opdelt i forskellige 'delvurderinger' - hver behovsdimension har sin egen tilstandsvariabilitet som målestok for vurderingen. Der dannes her et overordnet funktionelt emotionalitetsniveau, gennem hvilket de forskellige delvurderinger sammenfattes, og som kan foranledige en enhedsmæssig aktivitet overfor en given betydningskonstellation. Betydningsdifferentieringer og den 'komplekskvalitative' sammenfatning heraf er altså to sider af emotionalitetens udvikling. Kun en enhedsmæssig vurdering kan fungere som formidling mellem kognition og aktivitet (Gdp p. 105-106).

Forholdet kognition/emotion og emotionalitetens erkendelsesledende funktion.

Da den emotionale vurdering er formidlingen mellem orienteringen og organismens tilstand, udgør emotionalitet og orientering to momenter i en funktionel enhed og kan kun adskilles analytisk - hvorfor emotionalitetens videreudvikling er afhængig af orienteringsaktivitetens videreudvikling. Med orienteringsaktivitetens selvstændiggørelse ift. udførelsesaktiviteten (og derved delvise 'inderliggørelse) forekommer også en selvstænddiggørelse og inderliggørelse af den emotionale vurdering til i stadig højere grad kun at bestå i impulser/tendenser til aktivitet - og efterhånden til kun repræsentation i centralnervesystemet. Aktivitetsberedskabet selvstændiggøres altså ift. selve aktiviteten og er ikke mere bundet til skiftende, forskellige aktivitetsomsætninger af samme betydningsenhed - den emotionale vurdering bliver altså til en selvstændig 'emotional information' (som forudsætningen for, at delvurderinger kan sammenfattes til en samlet vurdering) (Gdp p. 107).

På funktionsniveauerne for udsondring/identifikation og senere diskrimination/inddeling danner de emotionale vurderinger en yderligere intraorganismisk varierende betingelse for orienteringsaktiviteten, som bevirker at disse aktiviteter 'tilpasses' fleksibelt til det givne behovsniveaus funktionale omstændigheder - der sker her en speciel udsondring af de kendetegnskomplekser, som er egnede til reducering af 'behovsspændinger' indenfor en given behovsdimension. Hvorvidt dyret faktisk orienterer sig ift. en kendetegnskonstellation, som det er i stand til at 'udsondre', afhænger af den givne behovsspænding, ligesom forskellige kendetegnskombinationer til forskellige tider kan 'udsondres' af den samme kendetegnskonstellation. Man kan altså her tale om forformer for emotionalitetens erkendelsesledende funktion. Emotionalitetens bidrag er her at fremhæve de egenskaber i omverdenen, som er biologisk relevante for dyret i dets aktuelle tilstand (Gdp p. 107-109).

I udviklingens løb bliver behovsaktualiseringen i stadig højere grad til selvstændig emotional information - hvilket er forudsætningen for dannelsen af den funktionale mulighed for at organismen ikke først bliver aktiv ved aktualiseringen af en given betydningsenhed, men kan omsætte den emotionale information om den specifikke mangeltilstand, dels i søgeaktivitet, dels som grundlag for identificering og aktivitetsomsætning af den 'fundne' betydningsenhed. (Der henvises her til de etologiske begreber 'appetensadfærd' og 'instinktadfærd'. De 'aktionsspecifikke' energier igangsætter (iflg. Lorenz) appetensadfærden - teorien om disse energier kan altså forklare den spontane søgeadfærd). Den fylogenetisk først opståede 'søgeadfærd' er en urettet bevægelsesuro, som efterhånden udvikles til ensrettet aktivitet - en væsentlig ansats for den senere udviklede individuelle indlæring. Her må undersøges, om og hvordan man på niveauet før udviklingen af den individuelle indlæring kan antage en evolutionær opståen af en rettet søgeaktivitet - der henvises til det etologiske begreb 'liniære stemningshierakier' iflg. hvilket det er relativt sjældent, at en gennem appetensadfærd fundet 'nøglestimulus' fører umiddelbart til udførelse af den instinktive 'sluthandling' - en nøglestimulus fører hyppigere til yderligere appetensadfærd med særlig 'aktionsspecifik energi', hvorved 'sluthandlingen' først finder sted ift. en nøglestimulus som befinder sig i slutningen af en lang kæde af stadig mere indskrænkede nøglestimuli og søgeaktiviteter. Dette hieraki af nøglestimuli og appetenshandlinger har sin biologiske funktion i en strukturering af de orienteringsledende stemninger, hvorved søgeaktiviteterne bliver stadigt mere specifikke og forhøjer sandsynligheden for fundet af den stimulus som udløser sluthandlingen. Der er altså her indenfor det samme betydningsområde forskellig værdi af betydnings- og aktivitetsenheder indenfor den samme aktivitetssekvens - den rettede søgeaktivitet indbefatter altså en skridtvis aktualisering af forskellige behovsdimensioner - hvilket er ensbetydende med en videreudvikling af emotionalitetens erkendelsesledende funktion - her ledes også selve processen at finde den relevante betydningsenhed. Der er altså her en sondring mellem betydninger som fører til videre orientering, og betydninger som fører til primære udførelsesaktiviteter. Denne skelnen indbefatter en differentiering mellem 'aktionsspecifikke' behovsdimensioner og slutaktualiseringsbetingelser - altså mellem 'orienteringsbehovsdimensioner' og 'udførelsesbehovsdimensioner' (Gdp p. 109-112).

3.4 Kommunikation, socialstrukturer.

Anden oversættelse af kapitel 3.4 af Henrik Olsen.pdf

Socialforbindelsernes og den kommunikative orienterings genese og funktion.

Andre organismer findes - objektivt set - altid i en organismes omverden, hvilket dog ikke vil sige det samme som, at disse allerede på det førpsykiske niveau har betydning som organismer på andet end et uspecifikt, fysisk niveau. Dikriminationens/inddelingens funktionsniveau må betragtes som forudsætningen for, at 'kommunikation' kan uddifferentieres - først her kan skelnes mellem kendetegnskombinationer som repræsenterer andre dyr og de som repræsenterer ikke-organismiske omverdensinstanser. Ved egentlig kommunikation og 'socialforbindelser' må forstås en reciprocitet i betydningsforholdene, et optisk, akustisk el.lign. gensidigt 'sender-modtager-forhold'. Den mest elementære funktion af kommunikative socialforbindelser er aktivitetssummationen, hvorudfra udvikles forskellige former for koordination (af fx. jagt), hvori dyrene gensidigt understøtter hinandens livsprocesser. Et andet aspekt er et dyrs overtagelse af en relevant funktion for andre dyr (fx. varselsskrig, som udløser flugtadfærd) (Gdp p. 114).

Den dyriske kommunikation gives ikke i og med det psykiske, men dannes først som aspekt af det psykiskes uddifferentiering - og de reciprokke 'socialbetydninger' må derfor være opstået af ikke-sociale betydningsenheder. Dette må forstås som et funktionsomslag mht. ikke-sociale udførelsesaktiviteter, som ved siden af deres biologiske relevans får social betydning for andre dyr. Dette forhold, som i etologien benævnes 'ritualisering', selvstændiggøres pga. den artsopretholdende effekt. De oprindelige udførelsesaktiviteter og ansatser hertil forandres efterhånden, de specificeres og tydeliggøres mht. deres signalfunktion som betydningsenheder, ligesom færdigheden i forarbejdning af sådanne socialbetydninger forbedres, og disse sender-modtager-forhold danner den 'sociale styring' i kommunikationsprocesser - et nyt genspejlingsniveau (Gdp p. 114-116).

Socialforbindelser i forplantningens og livssikringens funktionskredse.

Særligt forplantningens funktionskreds er relevant for dannelsen af socialforbindelser. I løbet af indlæringsprocessernes udvikling dannes efterhånden relativt vedvarende forbindelser mellem kønspartnere og mellem forældre og yngel, indenfor hvilke der opstår reciprokke betydningskonstellationer og differentieret kommunikation. 'Familien' i bred forstand er en vigtig grundkonstellation for sociale forbindelser - den findes i forskellige udprægninger på forskellige udviklingshøjder og under forskellige artsspecifikke omverdensforhold. Også i livssikringens funktionskreds udvikles sociale konstellationer - fx. forskellige former for sociale signaler mht. intra-artslig aggressionshæmning og trueadfærd (de udførelsesaktiviteter, som ritualiseres her, stammer dog ofte fra forplantningens funktionskreds). I denne funktionskreds opstår ligeledes den biologisk funktionelle territorialadfærd som en slags 'rumlig' ordning af socialforbindelser. Man kan antage, at socialforbindelserne i livssikringens funktionskreds har udviklet sig fra 'åbne' artsfællesskaber over 'lukkede', anonyme fællesskaber. 'Familieforbindelser' af forskellig art skulle således være et element heri (Gdp p. 116-118).

Socialforbindelser som aktualisering af artsspecifikke socialstrukturer; kategorial differentiering mht. niveauer.

Disse socialforbindelser er endnu ikke individuelle forbindelser (som er forudsat af indlæringsprocesser) men er 'typiserende' forbindelser - det fylogenetiske grundlag herfor er fastlagte betydningsstrukturer, som er specifikke derved, at dyrene kan være betydningsbærere for hinanden - og da socialstrukturerne er betydningstrukturer, gælder alt hvad der tidligere er fremlagt herom også her. Udfra socialbetydningernes reciprocitet er der dog specielle forhold her: Et særligt analyse-syntese-forhold i orienteringsaktiviteten gennem informationsfortætningen i den sociale tilbagekoblingsproces, en særlig strukturering af social information, samt en specifik form for behovsdimensioner og betydningsaktualiseringer, som gives af, at bestemte aktiviteter kan blive til 'gensidige behov' som kun kan tilfredsstilles i selve kommunikationen. Da signalformidlethed (som det psykiskes grundkendetegn) så at sige først 'bringes på begreb' ved dannelsen af sociale signaler, er socialstrukturernes uddifferentiering et væsentligt kendetegn ved det psykiskes fulde udprægning (Gdp p. 119-120).

Karakteriseringen af fylogenesen som vekselvirkning mellem enkeltorganismernes systemopretholdelse og populationens (overordnede) systemopretholdelse (som niveauet for de fylogenetiske totalprocesser) behøver her en differentiering: Der findes et midterniveau - socialstrukturerne og disses systemopretholdelse. Den kategoriale differentiering mellem disse tre niveauer ses som en væsentlig forudsætning for en adækvat udarbejdelse af psykogenesen (Gdp p. 120).

KAPITEL 4. DEN ARTSSPECIFIKKE INDLÆRINGS/UDVIKLINGSEVNE

GdP Holzkamp tysk kap 4 s.121-157.pdf

Anden oversættelse af kapitel 4 af Henrik Olsen.pdf

Næste kvalitetsniveau i det psykiskes udvikling er organismernes individuelle Indlærings/udviklingsevne, som nu, med ophævelse af den tidligere abstraktion herfra, skal rekonstrueres funktionalhistorisk - det skal påvises at, og hvordan, individuel indlæring bliver udviklingsnødvendig indenfor psykogenesen, og altså er forordnet alle efterfølgende differentieringer. Til påvisning af, at indlærings/udviklingsevnen kan blive en specifik og bestemmende funktion på et nyt fylogenetisk totalniveau, er en hypotetisk forantagelse nødvendig, her en mellemabstraktion, og denne må tilskrives bestemmelser, som også tilskrives det psykiskes grundform. Evnen til individuel indlæring kan endvidere ikke bestemmes i sig selv, men må påvises som en ny kvalitativ udvikling af forskellige uddifferentierede psykiske dimensioner - og som specifik og bestemmende for den videre udvikling af samme dimensionsstruktur. Der gribes her blot tilbage til en global forståelse: Individuel indlærings/udviklingsevne er evnen til ontogenetisk ændring af aktiviteten ift. den givne omverden. En sådan ændringsproces kan dog kun betegnes som udvikling af indlæringsevne, dersom den forholder sig til livsaktivitetens 'psykiske' totalniveau, signalformidlede aktiviteter og disses funktionsgrundlag (Gdp p. 121-122).

4.1 Indlæringsevnens udvikling indtil modifikabilitetens funktionsomslag.

Modifikabiliteten som relevant uspecifik dimension (første analyseskridt).

'Modifikabilitet' betegner det forhold, at de genetisk fastlagte morfologisk-funktionelle strukturer er fastlagte, men de givne kendetegn ikke er absolut uforanderlige - de fastlægger kun arten og omfanget af 'variationsbredden', indenfor hvilken organismerne kan forandres - modifikabiliteten er derfor selv genetisk fastlagt (Gdp p. 123).

Modifikabilitetens art og omfang afhænger af de fastlagte kendetegn, hvis foranderlighed den repræsenterer - fastlagthed og modifikabilitet er derfor to sider af sammen sag. Modifikabiliteten må ses som et oprindelig ikke-funktionalt epifænomen - som dog efterhånden bevirker en selektionsfordel. I forhold til de tidligere dimensioner kan iagttages modifikable momenter i aktiviteterne - dette er endnu ikke indlæring, men tydeliggør, at der indenfor de fastlagte aktivitetsmekanismer er dannet et særligt psykisk forhold mellem fastlagthed og modifikabilitet, på hvilket indlæringen kan dannes (Gdp p. 124).

Udviklingsmodsigelsen (andet analyseskridt).

Fastlagte aktiviteter er kun funktionale indenfor en omverden som ikke forandrer sig kortfristet - de er opstået som funktionale genspejlinger af omverdenskendetegn som er forblevet konstante indenfor evolutionsprocessernes størrelseorden. I løbet af det psykiskes uddifferentiering er omverdensforholdene, og de tilordnede aktivitetsmuligheder, tiltaget i kompleksitet - stadig flere omverdensforhold er blevet biologisk relevante. Organismerne kan ikke herudfra 'tage højde for' aktuelt-kortfristede omverdensforandringer, og disse står i stadig højere grad i modsætning til de biologiske nødvendigheder. Ved mutationer som bevirker at organismerne kan foretage en modificering af aktivitetsformerne, bliver dette modsigelsesforhold til en indre modsigelse i retning af dannelsen af indlæringsevnen - aktuelle omverdensforandringer skaber et selektionstryk i retning af af en 'funktionalisering' af modifikabiliteten som tilpasning til aktuelle forandringer (Gdp p. 125-126).

Modifikabilitetens funktionsomslag (tredje analyseskridt).

Hvor modifikabiliteten til at begynde med er underlagt det fastlagte funktionsgrundlag, som en variabilitet heraf, betyder dannelsen af indlæringsevnen en ny funktional sammenhæng - og en særlig vekselvirkning - mellem de to aspekter. Hvor det fastlagte funktionsgrundlag før kun er foranderligt i forhold til opbygningen og reduceringen af behovsaktualiseringen, bliver modifikabiliteten til indlæringsevne på den måde, at de omverdensbetingede variationer af aktiviteterne forandrer disses grundlag - gentagelsen af given aktivitet under samme omverdensbetingelser bevirker et andet aktivitetsforløb, som er bedre tilpasset disse betingelser. Der er altså her en individualhistorisk dimension i forandringen af aktivitetsgrundlaget, dannelsen af en funktional 'individualhukommelse' som uddifferentiering af den fylogenetisk tilblevene 'artshukommelse'. Indlæringsevnen er selv artsspecifikt bestemt, et resultat af fylogenetiske tilpasningsprocesser, og altså i sin udprægning bestemt af de artsspecifikke omverdensforhold (hvad og hvordan der kan indlæres afhænger af den givne arts 'livsnødvendigheder') (Gdp p. 128).

Forholdet 'medfødt/indlært' og 'fastlagthed/indlæringsevne'.

Såvel fastlagte aktiviteter som disses modifikabilitet gennem indlæringsevnen er resultat af fylogenetiske tilpasningsprocesser, altså muliggjort af genomisk information. Indlæringsevne er derfor en medfødt evne til udnyttelse af aktuel omverdensinformation. Udviklingen af indlæringsevnen må ikke forstås som fastlagthedens forsvinden - de fastlagte funktioner er artsspecifikke tilpasninger til en given omverden, og det livsopretholdelsesgrundlag, som indlæringsevnen baseres på - en udvikling af indlæringsevne på bekostning af fastlagtheden ville ikke kunne finde sted: En organisme som skulle lære alt individuelt, ville ikke være levedygtig - selektionsulemperne ved manglende fastlagthed ville ikke kunne kompenseres umiddelbart af indlæringsevnens selektionsfordele. Ganske vist kan fastlagte aktiviteter ikke 'tage højde for' aktuelle ændringer, men de står umiddelbart til disposition - og kun ud fra denne basis for sikring af elementære livsfunktioner kan indlæringsevnen uddifferentieres. Herudfra kan forholdet mellem fastlagthed og modifikabilitet karakteriseres som et modsætningsforhold, i hvilket de uforenelige selektionsfordele og -ulemper 'ophæves': Indlæringsevnen opstår og uddifferentieres ud fra, at den sikres et stadig mere effektivt og uddifferentieret fastlagt grundlag. Dette grundlag har sin egen videre evolution, gennem hvilket det i stadig højere grad bliver til fastlagte forudsætninger for indlæringsevnens udfoldelse (Gdp p. 129-130).

4.2 Subsidiær indlæringsevne (fjerde analyseskridt I).

Indlæringsevnen overgår ikke blot fra at være underordnet de fastlagte funktionsaspekter til at være disse overordnet - der er tale om forskellige dimensioner i indlæringsevnens udvikling. Der må her antages en art indlæringsevne, som videreudvikles indenfor grænserne af det fastlagte funktionsgrundlag som subsidiært og understøttende dette. Senere udvikles parallelt hermed en højere form for indlæringsevne, som overgår fra at være en underordnet til at være en dominerende funktion, hvorved betydnings-, aktivitets- og behovsdimensioner medinddrages i den individuelle indlærings/udviklingsevne, og der kan opbygges selvstændige psykiske betydningsdimensioner. Disse to former for indlæringsevne benævnes hhv. 'subsidiær' og 'autarkisk' indlæringsevne (Gdp p. 131).

Differentieringsindlæring.

'Habituering' (:vane) er den mest elementære form for modifikabilitet, hvis systemopretholdende effekt må ses som liggende i, at organismerne 'afskærmes' fra omverdensforhold, hvis gentagne optræden er biologisk irrelevant. Habituering ses som et 'grænsetilfælde' af indlæring, der dog har en vis relevans, i og med at den som paralleludvikling findes ved siden af, og træder i vekselvirkning med, egentlige indllæringsformer (Gdp p. 131-132).

Andre former for (egentlig) indlæringsevne bevirker, at den artsspecifikke inddeling af orienteringsfeltet kan udspecificeres individuelt. En tidlig form herfor er 'selektiv fiksering', hvor aktiviteter, som tidligere var tilknyttede artsspecifikke betydningsenheder, nu kun udløses dersom betydningsenheden yderligere har 'individuelle' tillægskendetegn - etologien beskriver dett