Leksikon for det 21.århundrede

Lotte Huniche & Line Lerche Mørck

Kritisk psykologi

Den kritiske psykologi er en psykologisk teoridannelse, der primært er udviklet i Tyskland og i Danmark. Sigtet er, at udvikle en særlig forståelse af mennesker som subjekter.

Den særlige subjektforståelse indebærer, at menneskers følelser(emotioner), tanker (kognition) og handlinger (konnation) forstås som udviklet i konkrete sociale relationer/kontekster. Samtidig er det en vigtig pointe, at de sociale relationer må forstås på baggrund af de samfundsmæssige livsbetingelser som livet udspiller sig i. Således forstås det menneskelige subjekt som et samfundsmæssigt væsen.

Den kritiske psykologi kaldes også Det subjektvidenskabelige paradigme.

Den subjektvidenskabelige tilgang har sine rødder på Freie Universität, Berlin (i det tidligere Vestberlin), hvor Klaus Holzkamp (1927-1995) sidst i 1970érne påbegyndte arbejdet med et af teoridannelsens hovedværker ”Grundlegung der Psychologie” udgivet i 1983. I dette værk fremlægges både grundlæggende kritisk psykologiske begreber (kategorier) og den forskningsmetodologi som teorien er bygget op ved hjælp af (se Jartoft, 1996, for en let tilgængelig formidling). Et andet væsentligt bidrag til den tidlige kritiske psykologi er Ute Holzkamp-Osterkamps to-bindsværk Grundlagen der Motivationsforchung. I det værk udviklede hun et teoretisk grundlag for arbejdet med det psykologiske kernebegreb motivation. I den forbindelse gennemførte hun omfattende biologiske studier, der har bidraget væsentligt til udviklingen af de kritisk psykologiske grundkategorier. I Danmark kan man henføre det indledende arbejde med den kritiske psykologi til Ole Dreier ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Der opstod første gang kontakt mellem kritiske psykologer i Tyskland og Danmark på den 1. Internationale Konference for Psykologi 1977. Herefter fandt der især udveksling sted mellem de akademiske miljøer på halvårlige Teori-Praksis konferencer fra 1983 til 1995 i Berlin. Her diskuterede praktikere og akademikere i fællesskab konkrete psykologfaglige problemstillinger. Teori-Praksis konferencerne var et led i kritiske psykologers forsøg på at slå bro over den kløft mellem teori og praksis, som både praktikere og akademikere fandt – og stadig finder – problematisk i psykologien. Man ville på den ene side gerne teoribasere det praktiske arbejde og på den anden side gerne udvikle ny teori af relevans for praksis. Samarbejdet i Teori-Praksis konferencerne resulterede bl.a. i publikationen af et praksisportræt, som kan bruges til at guide den organisatoriske og indholdsmæssige analyse af arbejdet i psyko-social praksis. Praksisportrættet er siden blevet udgivet på dansk i tidsskriftet Nordiske Udkast. Nordiske Udkast og det engelsksprogede søster-tidsskrift Critical Social Studies, Outlines, har gennem årene været en vigtig formidlingskanal for dansk tyske kritiske psykologi, men også for det man i internationale sammenhænge betegner critical psychology. Critical psychology inkluderer samfundskritiske studier i bred forstand, dvs. også inspireret af andre retninger såsom kritisk teori, poststrukturalisme, social konstruktionisme, situeret læringsteori, fænomenologi, mv.

Fra ”Grundlegung der Psychologie” til nyere praksisforskning

Det videnskabsteoretiske fundament for kritisk psykologi er historisk dialektisk materialisme. Den kritiske psykologi bygger på indsigter fra den kulturhistoriske skole/Virksomhedsteorien, som begrebssætter mennesket som grundlæggende aktivt, virkende i udveksling med det omgivende samfund. Begrebsliggørelsen af den menneskelige subjektivitet i kritisk psykologi er et eksplicit forsøg på at overskride den adskillelse mellem individ og samfund, som findes både i dele af psykologien og i mange sociologiske teorier. Udarbejdelsen af en psykologi fra subjektets standpunkt blev i ”Grundlegung der Psychologie” formuleret som et kritisk alternativ til nogle af de traditionelle psykologiske teoridannelser, hvor mennesket forstås udefra, som et observerbart objekt med bestemte træk. Subjektperspektivet, hvor man bestræber sig på at forstå personen ”indefra”, kaldes også et 1. persons perspektiv. Problemet med det traditionelle perspektiv på mennesker udefra er ifølge den kritiske psykologi, at menneskelige problemer, både emotionelle, relationelle og adfærdsmæssige, ene og alene tilskrives det enkelte individ og gøres til et spørgsmål om personlig bearbejdning af problematiske træk. I den kritiske psykologi argumenteres der for, at menneskelige problemer altid må forstås på baggrund af de livssammenhænge, som problemerne udspiller sig i. Individers problemer kan med andre ord ikke forstås individuelt, men må forstås i en samfundsmæssig kontekst. På den måde undgår man, at enkeltindivider gøres eneansvarlige for problemer, der har rødder i nogle problematiske måder som samfundet er indrettet på . I en mere traditionel personliggørende psykologisk forståelse af fx udbrændthed eller stress, bliver det enkelte menneske altså både årsag til problemets opståen og ansvarlig for løsningen, fx gennem personlig ”coping”, dvs. håndtering af kropslige og følelsesmæssige dysfunktioner. I en dialektisk, materialistisk og kontekstuel forståelse, ses f.eks. arbejdsbetingelser, organisering, og samarbejde som en del af problemet og dermed bliver arbejdspladsen medansvarlig for løsningen, fx gennem ændring af produktionsforhold, procedurer, og krav til medarbejderne. I en kritisk psykologisk forståelse er mennesket altså grundlæggende indlejret i samfundsmæssig praksis. Menneskelig udvikling finder sted i udveksling med andre mennesker og med omverdenen, og mennesker tænker, føler og handler i relationer til andre og på baggrund af de givne samfundsmæssige betingelser. Betingelser ses hverken som statiske eller determinerende. Det vil sige, at betingelser udgør både muligheder og begrænsninger for den menneskelige udfoldelse. Mennesker kan således deltage i at forandre og udvikle deres livsbetingelser. På den måde rummer den kritiske psykologi et teoretisk, metodologisk, og et emancipatorisk (frigørende) politisk projekt.

Metodologisk går man historisk-empirisk til værks for at etablere grundlæggende subjektvidenskabelige kategorier. Det betyder, at der lægges en arts/evolutionshistorisk analyse til grund for udviklingen af de centrale begreber (kategorier) i den kritiske psykologi. Forståelsen af den menneskelige subjektivitet baseres altså på en analyse af menneskehedens historisk, materielle og kulturelle udvikling. Dernæst kan man gennem aktual-empiriske analyser udvikle teorier på særlige område, fx om betydningen af terapi og psyko-socialt arbejde, om familieliv og livet på institution, om psykisk og somatisk sygdom osv.. Fremgangsmåden i forbindelse med at foretage aktual-empiriske analyser kaldes i den kritiske psykologi praksisforskning og gennem denne forskningspraksis belyses subjekters 1. persons perspektiver på den udforskede problematik. Der er fokus på at analysere personlige handlegrunde, i sammenhæng med de personlige livsbetingelser og måden livsbetingelserne får betydning for subjektet. Den kritisk psykologiske praksisforskning har desuden et eksplicit mål om at udvikle både teori og praksis gennem konkret forskningssamarbejde mellem forskere og praktikere. Gennem samarbejde engagerer de involverede parter sig i at undersøge problemer og muligheder, og praktikernes erfaringer analyseres ved hjælp af kritisk psykologiske begreber. Følgende er nogle af de praksisfelter der gennem en årrække har været genstand for praksisforskning i Danmark: Psykoterapis betydning for klienters daglige livsførelse og familieliv. Psykologisk pædagogisk rådgivning og samarbejde om børns udvikling. Alternativt socialt arbejde med udsatte unge. Teknologi og arbejdsliv. Sundhedspraksis i forbindelse med hjerneskade, arvelige sygdomme og eksperimentel behandling. Fængselsvæsen i udviklingslande og i Danmark. Familieliv og børneliv på institution. Nogle af disse eksempler uddybes sidst i artiklen.

Centrale kategorier i den kritiske psykologi

Handleevne

I ”Grundlegung der Psychologie” er handleevne en nøglekategori til at karakterisere, og dermed forstå og studere, menneskelig subjektivitet. Handleevne bestemmes som subjektets rådighed over relevante samfundsmæsigelivsbetingelser. Forholdet mellem subjektet og verden er dermed aktivt og gensidigt, fordi subjektet er en aktiv medproducent af sine livsbetingelser, samtidig med, at det lever livet under disse betingelser. Handleevne er dermed et begreb for en persons deltagelse i rådighed, dvs. muligheden for at øve indflydelse på fælles livsbetingelser. Et aspekt ved menneskers handleevne er vores følelser/emotioner. Ifølge Ute Holzkamp-Osterkamp kan følelser bruges handlingsvejledende: Subjetet kan gennem tænkning/kognition indfange de sider af livet og verden som har særlig/subjektiv betydning, mens følelser kan bidrage til at fokusere og udvælger hvordan betydningsfulde aspekter er specifikt personligt relevante her og nu. Følelser og tænkning ses som to aspekter af handleevnen som reelt ikke kan adskilles. Følelser hjælper altså til med at afgøre hvilke kognitivt opfattede materielle betingelser, der er subjektivt betydningsfulde og spore subjektet ind på personligt relevante måder at handle på, i bestemte situationer. Ole Dreier understreger, at menneskelige handlinger finder sted i konkrete sammenhænge. Dermed er handleevne ikke bare en generel evne til at forholde sig aktivt, handleevne skal forstås som den mulighed mennesker har for at overskride begrænsninger i specifikke situationer. I en kritisk psykologisk forståelse kan man handle restriktiv, dvs. kortsigtet primært med blik for egne særinteresser, eller man kan handle udvidende, dvs. mere langsigtet med blik for de fælles interesser. Som det eksempelvis kan ses af Line Lerche Mørck’s analyser af tværfagligt samarbejde som konfliktuelt samarbejde kan udvidende og restriktiv handleevne ikke bestemmes abstrakt, det skal analyseres som del af konkrete handlesammenhænge. Professionelle og forældre involveret i tværfagligt samarbejde omkring udsatte børn og unge vil typisk handle både restriktivt og udvidende. Det kan her og nu være svært for de involverede at vurdere, hvilke handlinger der på sigt vil udvider den udsatte unges muligheder. Målet er imidlertid via kritisk psykologiske praksisanalyser af dobbeltheder, dilemmaer og handlemuligheder i eksempelvis tværfagligt samarbejde at støtte en mere udvidende handleevne i praksis.

Handlesammenhænge og personlige deltagelsesbaner

I ”Grundlegung der Psychologie” udfolder Holzkamp kategorien om en samfundsmæssig handlesammenhæng, som et begreb for den overgribende samfundsmæssige struktur mennesker lever i. Den samfundsmæssige handlesammenhæng udgør en struktur af betingelser, med muligheder og begrænsninger for subjekters livsudfoldelse. Betingelserne er med til at forme subjektets måder at tænke, føle og handle på. Kategorien er blevet kritiseret for sin entals-form. Det betyder bl.a. at de samfundsmæssige betingelser fremstår generelle og abstrakte. Derfor er begrebet vanskeligt at anvende i forbindelse med empiriske analyser af konkret, menneskelig praksis. Ole Dreier og Morten Nissen har på forskellige måder arbejdet med teorier om lokalt forankrede handlesammenhænge, i flertal. Dermed tages der højde for, at subjekter typisk deltager, ikke bare i en enkelt, men i flere forskellige handlesammenhænge, med forskellige formål. Forskellige handlesammenhænge i praksis kan altså udgøre endog meget forskellige mulighedsbetingelser for subjekters livsudfoldelse. Når man således kan analysere, hvordan personer deltager i forskellige handlesammenhænge, kan det også tydeliggøres, hvordan deltagelsen i én handlesammenhæng er forbundet med og får sin betydning også gennem personers deltagelse i andre sammenhænge. Fx er der ofte forskel på betydningen af familielivet for arbejdslivet (og vice versa), afhængigt af om man er mand eller kvinde, hvor gamle børnene er, samt familiemedlemmernes øvrige forpligtigelser og engagementer i helt andre handlesammenhænge. Analyser af personlige deltagelsesbaner forankres således i en konkret forståelse af, hvordan livsforløb skabes af den personlige bevægelse i og på tværs af forskellige handlesammenhænge over tid.

Personlighed og daglig livsførelse

I ”Grundlegung der Psychologie” fokuseres der ikke særskilt på at udvikle begrebet personlighed til en kritisk psykologisk kategori, og begrebet anvendes kun i meget begrænset omfang. Derimod har Holzkamp skrevet kritisk om måden personlighedsbegrebet fungerer og bruges i de fleste psykologiske teorier og i psykologfaglig praksis, nemlig som en betegnelse for en mere eller mindre fast, skrøbelig, nedbrudt, eller stærk indre psykisk struktur. I Holzkamps senere arbejde med daglig livsførelse bruger han begrebet selvforståelse, om den proces, der relaterer sig personlighed. Selvforståelse udmøntes i en ”kommen til forståelse med sig selv om hvordan man skal leve sit dagligliv”. Holzkamp lægger herunder vægt på, at menneskers daglige livsførelse ofte har en strukturerende funktion, der får livet til at fungere for subjektet. Udover at begrebssætte personlighed på en anden måde end den gængse, er dette et væsentligt skridt mod at udvikle den kritiske psykologi mod at være sensitiv overfor subjekters konkrete måder at leve på og til at øge forståelsen af, hvordan subjekter kommer til at leve som de gør, på baggrund af de betingelser som deres liv udfolder sig i. Subjekters livsførelse og generelle måder at forholde sig til tilværelsen skal altså ikke forstås som et resultat af deres personlighedsstruktur. Ole Dreier har efter ”Grundlegung der Psychologie” taget personlighedsbegrebet op og arbejdet videre med det, bl.a. med inspiration fra Leontjevs virksomhedsteori. Hos Dreier varetager personligheden den overgribende koordinering, som sætter subjektet i stand til at forholde sig aktivt til sig selv, sit liv og sine betingelser. Denne forståelse er ligeledes udviklet ud fra en kritik af eksempelvis den psykodynamiske tilgang, hvor personligheden forstås som en struktur, som fastlægges i barndommen.

Det kritiske projekt om at udvikle teori og praksis

Men hvordan er kritisk psykologi egentlig kritisk? Kritik handler indenfor kritisk psykologi om at bidrage til ændring af både teori og praksis i en udvidende retning. Kritik er gennem tiden blevet praktiseret på forskellige måder: I den tidlige kritiske psykologi var man især optaget af at kritisere den ”traditionelle” eller ”borgerlige psykologi” for at individualisere og personliggøre problemer. Man var optaget af, at vi alle har en tendens til spontant at tænke i ”borgerlige tankeformer”. Derfor måtte kritisk psykologiske forståelser udvikles gennem kritik ogselvkritik, idet forskeren aldrig kan sige sig fri for at medvirke til at reproducerer de borgerlige tankeformer. Målet var at udvikle alternative kategorier, der kunne hjælpe til at overskride disse individualiserende, egenskabsgørende og dermed borgerlige tendenser i videnskabelig og praktisk tænkning. Kritikken af personliggørelse (eller egenskabsgørelse) af menneskelige problemer er også en kritik, der er blevet videreført i danske praksisforskningssammenhænge. I praktikersammenhænge har man gennem tiden været optaget af, hvordan man kan praktisere kritisk psykologi, herunder hvordan kan man fx undgå at behandle klienterne som objekter, mv. Dette har været omdrejningspunktet for både tyske og danske teori-praksis konferencer og supervisionsgrupper for kritiske psykologer, der var ansat indenfor det etablerede system. Psykologistuderende og færdiguddannede psykologer har ligeledes prøvet at udvikle alternativer til det etablerede system. Et eksempel er den psykologiske rådgivning Regnbuen, som har fungeret på overvejende frivillig basis siden 90érne. Regnbuen har haft lokaler i forbindelse med forskellige sociale projekter for udsatte unge på Nørrebro i København, og senest i Gaderummet, et værested og bosted for hjemløse og andre med psykiske problemer. I Gaderummet lægges der vægt på at brugerne skal have mulighed for at få psykologisk hjælp, uden krav om medicinering og uden de tvangsforanstaltninger som ofte er en del af en psykiatrisk behandling.I de mange forskellige praksisforskningsprojekter er har været gennemført i Danmark,har man også arbejdet med kritisk at udforske og udvikle det etablerede systems tilbud indefra, bl.a. ved at inddrage brugerperspektiver og samfundsmæssigt marginale perspektiver i udviklingen af praksis. Fx har forskning i alternativt socialt arbejde fokuseret på, hvordan man kan skabe meningsfulde fællesskaber og aktiviteter, der kan overskride polariseringenstendenser i ”os” overfor ”dem”. Det kan være vilde unges oplevelse af pædagoglede og socialarbejderes oplevelse af unge som uden for pædagogisk rækkevidde. Fællesskaberne kan eksempelvis etableres i samarbejde med vilde gadeplansarbejdere, der selv har været rødder, gennem deres ’både og’ positioner kan bygge bro til systemet. Distancen mellem professionelle og brugere søges således overskredet gennem fælles kritik af eksempelvis politiets indsats på gadeplan, mediernes fremstilling af etniske minoriteter, alternative udannelser, osv.

Et andet eksempel er praksisforskning på sundhedsområdet hvor undersøgelser af dagliglivet med risiko for arvelig sygdom, hjerneskade eller alvorlig somatisk sygdom udgør et kritisk alternativ til den sundhedsforskning der fokuserer på hvad patienter oplever og har det med det der forgår i sundhedsprofessionelle kontekster. Kritikken handler om, at uden en forståelse af patienters livsførelse og betydningen af sundhedspraksis for dagliglivet, bliver den professionelle indsats ikke tilstrækkelig kvalificeret.

Som del af praksisforskningen arbejdes der endvidere med teorikritik ud fra et metodisk grundprincip om at videreudvikle analyserammen, så den er relevant for den praksis, der analyseres. Videreudviklinger af den grundlæggende kritisk psykologiske analyseramme er især sket med inspiration fra social praksis teori, poststrukturalisme og fænomenologi. I disse videreudviklinger forstås kritik som et positivt bidrag, hvor man i stedet for eksplicit at kritisere mangler ved teorien, udvikler nye sider af den, med inspiration fra andre teorier og med forankring i analyser af praksis.

Læs videre:

Danske. let tilgængelige referencer, der formidler hvad KP er, hvad praksisforskning er, hvad kritisk psykologisk intervention er:

Bechmann Jensen, T. B. (2005): Praksisportrættet. Om at indsamle og anvende skriftlige kvalitative data i en forskningsproces. I (red.) Bechmann Jensen, T. & Christensen, G.: Psykologiske & Pædagogiske metoder. Roskilde Universitetsforlag.

Dreier, O. (1996): Ændring af professionel praksis på sundhedsområdet gennem praksisforskning? I Forskelle og forandring - bidrag til humanistisk sundhedsforskning. Aarhus: Philosophia 1996.

Jartoft, V. (1996). Kritisk psykologi – en psykologi med fokus på subjektivitet og handling. I Højholt & Witt: Skolelivets socialpsykologi: 181-208.

Markard, M., Holzkamp, K. & Dreier, O. (2004). Praksisportræt. En guide til analyse af psykologpraksis. Nordiske Udkast, 32, 2, 5-22.

Mørck, L.L. (1995): Praksisforskning som metode, teori og praksis. Udkast nr.1, 1995, 23. årg.

Mørck, L. L. (2009). Samarbejde omkring problemer og handlemuligheder. Kritisk psykologisk perspektiv på intervention. S. 177-208.

Mørck, L. L. (2008). Anerkendende samarbejde. Tidsskrift for socialpædagogik. nr. 21 s.47-57.

Mørck, L.L. & Huniche, L. (2006). Critical Psychology in a Danish Context. Annual Review of Critical Psychology. No. 5. www.discourseunit.com/arcp/5

Rasmussen, O.V. (2001). Om udforskning af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning – mod et børneperspektiv. Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, no. 4.

Rasmussen, O.V. (2004). Psykologiske kategorier i inklusiv praksis. Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, no. 5/6.

Rasmussen, O.V. & Højholt, C. (1993). Brugerperspektiver på psykologarbejde og Pædagogisk Psykologisk Rådgivning. Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, no. 2.

Centrale tekster for KP; (internationale) hovedværker og bøger, der repræsenterer og formidler hvordan KP analyserer indenfor udvalgte/centrale praksisfelter (sundhed, PPR/børns udvikling, alternativt socialt arbejde):

Borg, T. (2002). Livsførelse i hverdagen under rehabilitering. Et socialpsykologisk studie. Aarhus, HF-trykkeriet, Aarhus Universitet.

Dreier, O. (1979) (red.). Den kritiske psykologi. Rhodos, København.

Dreier, O. (1993): Psykosocial behandling - en teori om et praksisområde . København, Dansk Psykologisk Forlag.

Dreier, O. (1999): Læring som ændring af personlig deltagelse i sociale kontekster. I Nielsen, K. & Kvale S. (red.) (1999): Mesterlære. Læring som social. Hans Reitzels Forlag.

Dreier, O. (2008). Psychotherapy in Everyday Life. Cambridge: Cambridge University Press.

Haug, F.. Female sexualisation?

Holzkamp, K. (1983): Grundlegung der Psychologie. Frankfurt/Main, Campus Verlag.

Holzkamp-Osterkamp, U. (1975/76): Grundlagen der psychologischen Motivationsforschung. Volume 1 & 2. Frankfurt, New York, Campus Studium.

Huniche, L. (2002): Huntington’s Disease in everyday life. Knowledge, Ignorance and Genetic Risk. Aarhus University, Center for Health, Humanity and Culture.

Huniche, L. (2003). Learning from the voiceless. New Genetics and Society, Vol. 22, No. 3, 257-269.

Huniche, L. (2007). Med livet i hænderne. Kroniske hjertepatienters perspektiver på eksperimentel stamcellebehandling. I Koch & Høyer (red.). Håbets teknologi. Samfundsvidenskabelige perspektiver på stamcelleforskning i Danmark. Kbh.: Munksgaard Danmark.

Huniche, L. (2009). Existential Concerns in Families with Huntington’s Disease: Towards an

Understanding of the Person in Social Practice. Theory & Psychology, Vol.19, No.1

Højholt, C. (1993) Brugerperspektiver - forældres, læreres og psykologers erfaringer med

psykosocialt arbejde Dansk Psykologisk Forlag.

Højholt, C. (2001) Samarbejde om børns udvikling . Copenhagen. Gyldendal.

Højholt, Charlotte (ed.) (2005): Forældresamarbejde. Forskning i fællesskab

Marx, K & Engels, F. (1998). The German Ideology. Including Theses on Feuerbach and Introduction to the Critique of Political Economy. Amherst, NY: Prometheus Books.

Mørck, L. L. (2006). Grænsefællesskaber. Læring og overskridelse af marginalisering. Roskilde Universitets Forlag.

Mørck, L. L. & Nissen, M. (2005). Praksisforskning. Deltagende kritik. Mellem mikrofonholderi og

akademisk bedreviden. Bechmann Jensen & Christensen (red.). Psykologiske og pædagogiske metoder. Kvalitative og kvantitative forskningsmetoder i praksis. Roskilde: Roskilde Universitets Forlag.

Nissen, M. (2000a). Projekt Gadebørn. Et forsøg med dialogisk, bevægelig og lokalkulturel socialpædagogik med de mest udsatte unge . Frederikshavn: Dafolo.

Osterkamp, U. (1991): Emotion, Cognition, and Action Potence. In Tolman & Maiers (Eds.) Critical Psychology. Contributions to an Historical Science of the Subject. Cambridge, NY, Port Chester, Melbourne, Sydney, Cambridge University Press.

Tolman, C. W. & Maiers, W. (1991). Critical Psychology. Contributions to an Historical Science of the subject. Cambridge University Press, Cambridge.