MOTIVATIONSFORSCHUNG[1]

Ute Holzkamp-Osterkamp

Link til Kap. 5.3.2 til 5.3.3 Afværge hos Freud, i 1976 Motivationsforschung II

Indholdsfortegnelse

5.5 Reinterpretation af den Freudianske konception om "over-jeget" og "identificeringen", gennem en udbygning af den kritisk-psykologiske konfliktmodel: Børns samfundsmæssiggørelse som forarbejdnings- og afværgeproces. 1

5.5.1. Forbemærkning. 1

5.5.2. Realisering af stadigt mere specifikke fordringsformer og højere nivauer af relativ handleevne ved barnets udvikling hen imod en overtagelse af samfundsmæssige realitetsformer. 4

5.5.3. Det emotionelt-motivationelle aspekt af processen for den barnlige samfundsmæssiggørelse: Ophævelse af afhængighedsforhold gennem, med kooperativ integration opnåelig, kontrol over egne livsbetingelser. 5

5.5.4. Over-jegs dannelse som global konfliktafværgelse gennem deformation af den bevidste selvkontrol til "inderliggjort" tvangsinstans under historisk bestemte restriktioner i den barnlige samfundsmæssiggørelse. 6

5.5.5 Forsvarstendenser gennem over-jegs-dannelse som rodfæstet personlighedstræk; om problemet om opståelsesbetingelserne for "skyldfølelser" og "aggression". 10

5.5 Reinterpretation af den Freudianske konception om "over-jeget" og "identificeringen", gennem en udbygning af den kritisk-psykologiske konfliktmodel: Børns samfundsmæssiggørelse som forarbejdnings- og afværgeproces.

5.5.1. Forbemærkning

I tilslutning til kritikken af den freudianske konception om over-jeget og identificeringen, og derpå opbyggende "socialisationsteoretiske" forestillinger, må vi nu forsøge at afklare spørgsmålet, om og på hvilken måde Freuds grundbegreber (med de tilhørende begreber om "jeg-idealet", "samvittigheden", "skyldsbevidstheden", etc.) når man ser bort fra deres inadækvate driftsteoretiske indlejring og dermed også den universalistiske begribelse af ødipus- og kastrationskomplekset, kan reinterpreteres som videreførende grundkategorier, som er konkretiserbare som opfattelsen af bestemte subjektivitetsmomenter under historisk bestemte forhold, inden for den kritisk-psykologiske teori. Da de til diskussion stående freudianske begreber forholder sig til barndommens samfundsmæssiggørelses-processer, må vi nu ved deres reinterpretation eksplicitere de hidtil forelagte kritisk-psykologiske opfattelser af individuel samfundsmæssiggørelse, i retning af de kategoriale kendetegn for børns samfundsmæssiggørelse.

For at komme nærmere en afklaring af de spørgsmål der nu skal behandles, udhæver vi i denne sammenhæng det centrale forhold, at processerne for over-jegs dannelsen, gennem introjektiv identifikation med forældreinstansen er, som Freud beskriver det, nært beslægtet med "afværge"-processerne i den freudske betydning.

(NOTE)

Udgangssituationen før over-jegs-dannelsen er, som ved "afværge"-processerne, "angstsignalet", hvor en fremtidig situation af hjælpeløshed forventes, her, indenfor ødipus-konstellationen, angst for den - gennem egne incestuøse sexualbestræbelser overfor den modsatkønnede (ved det "fuldstændige ødipuskompleks også den sammekønnede) forældredel truende kastration (f.eks. ved den lille pige det truende kærlighedstab). Over-jeget er, som også afværgeformerne, en i jeget opstået instans til angstundgåelse gennem drifts-afværgen, her for undgåelse af angst for kastration (hhv. for kærlighedstab) gennem fortrængning af barnets ødipal-incestuøse driftsønsker. Over-jeget tilhører derved i væsentlige aspekter, ligesom afværgemekanismerne, de ubevidste dele af jeget, da fortrængningssuccessen kun således er opnåelig. Over-jegets delvist ubevidste karakter er forklarlig udfra den "introjektive" egenart af forældre-identifikationerne. Gennem "introjektionen" bliver oprindelsen af over-jegets "indre" autoritet gennem forældrenes "ydre" autoritet fortrængt; således kommer "samvittigheden" som "indre stemme" i stand, som ikke

længere tillader jeget den udvej, som flugten fra den ydre autoritet er, men som en fra jeget selv voksende vogter, som det ikke kan undslippe, og som kræver afstraffelse af de incestuøse ønsker ( "introjektionen" bliver derfor umiddelbart hyppigt tilskrevet "afværgemekanismerne", smlgn. Anna Freud, 1946). "Skyldfølelsen" der opstår udfra at man ikke kan gemme den fortsatte beståen af de forbudte ønsker, heller ikke i deres fortrængte form, for det straf-fordrende over-jeg, er delvist den subjektive "liden" som man for at undgå angst for den ydre autoritet, har byttet ud med dens "introjektion" (hvorved "en stor del" af skyldsbevidstheden selv må være ubevidst, da over-jegets opståen er tæt sammenknyttet med at ødipus-situationen bliver ubevidst). - Vi behøver ikke i denne globale sammenfatning af de freudske konceptioner at fremlægge de, ved siden af alle ligheder, også bestående forskelle mellem over-jegs-identificeringerne og de egentlige afværgemekanismer. For vores argumentationssammenhæng er det tilstrækkeligt at påpege, at udviklingen af over-jeget ifølge Freud essentielt er forbundet med "afværgen" af realitet: "Afværgen" af driftskravene overfor forældrene, "afværgen" af den kendsgerning, at over-jegets "indre" forbud har deres oprindelse i forældreautoritetens "ydre" forbud, "afværgen" af den omstændighed, at ens egen skyldfølelsers permanens, hænger sammen med "indtagen" af forældreinstansen i ens eget jeg, etc.

(NOTE SLUT)

Af disse overvejelser fremgår det, at i overensstemmelse med psykoanalytiske og beslægtede forestillinger er den individuelle samfundsmæssiggørelsesproces som sådan en proces af "realitetsafværgen". Dette gælder entydigt også for socialisationsteoriens "neutraliserede" opfattelser, da der i overensstemmelse med begreberne om "inderliggørelse" af "normer" hhv. rolleforventninger gennem "identificering" etc. er såvel den oprindelige modsætning mellem egne behov og p.g.a. ydre sanktioner overtagede "normer" hhv. "rolleforventninger", som den kendsgerning, at det er de ydre sanktions-instanser som nu i "inderliggjort" form regulerer ens egen adfærd, blevet ubevidst, så at individet tilmed "som af sig selv" agerer i overensstemmelse med de samfundsmæssige normer og forventninger. Vi kan i denne sammenhæng tydeliggøre vores tidligere kritik på et væsentligt punkt., idet vi fremhæver, at i de psykoanalytiske og "socialisationsteoretiske" samfundsmæssiggørelses-forestillinger bliver den individuelle samfundsmæssiggørelse kendetegnet som en proces, der i overensstemmelse med sin "almenmenneskelige" karakteristik, betyder en proces af forløjethed og nægtelse (verkennung) af den samfundsmæssigt-personlige realitet, gennem det sig samfundsmæssiggørende individ, hvorved "realitetsafværgringen" her bliver betragtet som nødvendig forudsætning for den samfundsmæssiggørelsesproces der skal opnås. I denne i grunden absurde ligestilling af samfundsmæssiggørelse og formindskelse af realitetsforholdet, vil samfundsmæssiggørelse, som en udvidelse af den personale og saglige forholdsrigdom (beziehungsreichtum), så at en stadigt mere omfattende bevidst hensyntagen til reelle nødvendigheder ved den, gennem deltagelse i den samfundsmæssige realitetskontrol, muliggjorte kontrol over egne livsbetingelser, aldrig kunne begribes. Dette udelukker også en forståelse af den samfundsmæssigt-historiske proces som i en (i første omgang gennem klasse-antagonismer itureven) stadigt voksende videns- og bevidsthedsstade af samfundsmedlemmerne, sig realiserende udvidelse af erkendelsen af reelle, naturligt-samfundsmæssige lovmæssigheder, som grundlag for bevidst, planlagt realitetsforandring til sikring og udfoldelse af menneskelige livsmuligheder. De historisk bestemte samfundsmæssige betingelser for indskrænkningen af menneskelig udvikling, det vil her sige betingelser, under hvilke individet faktisk kun gennem forløgnen(verleugnung) og fornægtelse af væsentlige aspekter ved deres givne samfundsmæssigt-personale realitet, kan blive handlingsfähige og kan opretholde deres eksistens, bliver således i de psykoanalytiske hhv. "socialisationsteoretiske" grundkategorier principielt uerkendte. Det sociologiske "rolle"-begreb bliver med realiseringen af individualitetsformer over - gennem samfundsmæssige "sanktioner" blindt styrede - "rolleovertagelse" under specifikke betingelser for menneskelig fremmedbestemthed og afhængighed, ligestillet med den individuelle tilegnelse af individualitetsformer, og viser således dets teoretiske sammenhæng med begrebet om over-jegs-dannelse og identificering, i hvilke visse mekanismer ved en sådan "norm-overtagelse" ikke bliver erkendt som almene former for individuel opfyldelse af samfundsmæssige fordringer.

For at kunne vise, at den freudske overjegs-dannelse gennem introjektiv identificering med forældreinstansen kun kan gribe (hvis overhovedet) processen for individuel samfundsmæssiggørelse for så vidt det er en afværgeproces, er der brug for en passende teori om forarbejdningen af mellemmenneskelige konflikter i den individuelle samfundsmæssiggørelsesproces, udfra hvilken det er muligt at angive, om og i hvilken forstand de freudske overjegs-dannelsesprocesser kan forstås som subjektivt nødvendiggjorte processer af realitetsafværge. Vi vil nu i det følgende knytte an til vores tidligere - i reinterpretation af de "dynamiske" freudske konceptioner om "afværge", det "ubevidste", "fortrængningen", etc., antydningsvist udviklede konfliktmodel, i hvilken der er blevet fremlagt grundforestillinger om egenart og opståelsesbetingelser for at realitetsforarbejdningen mislykkes, og de subjektive nødvendigheder af realitetsafværgen ved konfliktforarbejdningen (kap.5.3.4); denne konfliktkonception skal her udbygges og specificeres så vidt at egenarten af interpersonale konflikter, specielt med autoritetsinstanser i den barnlige samfundsmæssiggørelsesproces, tydeliggøres, således at en reinterpretation af den (af dens falske driftsteoretiske forudsætninger befriede) freudske konception af overjegs-dannelsen og identificering som en proces af realitetsafværge p.g.a. mislykket forarbejdning af sådanne konflikter, meningsfuldt kan forsøges, hvormed også spørgsmålet om konkretiserbarheden af de således opfattede freudske grundbegreber om samfundsmæssiggørelsesprocessen under historisk betsemte forhold, kan klargøres.

5.5.2. Realisering af stadigt mere specifikke fordringsformer og højere nivauer af relativ handleevne ved barnets udvikling hen imod en overtagelse af samfundsmæssige realitetsformer.

Ved den tidligere sammenfattende fremstilling af de funktional-historiske grundkategorier til begribelse af den individuelle samfundsmæssiggørelse (s. 78 ff.), har vi lagt den tungeste vægt på karakteriseringen af den "voksne" personlighed, der udover deres bidrag til den samfundsmæssige reproduktion, også reproducerer deres egen væren, og har kendetegnet fasen af individuel samfundsmæssiggørelsesproces, i hvilken det unge menneske endnu ikke umiddelbart er medinddraget i den samfundsmæssige produktions- og reproduktionsproces, og derudover heller ikke endnu selv kan opretholde sit eget materielle liv, som "forberedelses"-stadium, og vi har i denne sammenhæng talt om "forformer", "derivater" etc. af den udviklede samfundsmæssiggørelse i dens forskellige aspekter, uden at specificere nærmere, hvorledes dette skal forstås. Nu må vi, da det for os handler om at reinterpretere de freudske forestillinger om den barnlige genese af de interpersonelle konflikter i sammenhæng med vores helhedskonception, forsøge mere præcist at begribe det barnlige og ungdommelige stadie af individets samfundsmæssiggørelse, og den deri liggende "forberedelsesfunktion", med "forformer" af det voksne individs samfundsmæssiggørelse. Herved kan vi ikke lave nogle "udviklingspsykologiske" udsagn om den reelle barnlige samfundsmæssiggørelsesproces under borgerlige livsforhold, og de derved sig udviklende kognitive muligheder, motivationelle strukturer og handlingskompetencer, da det dertil er nødvendigt med empiriske undersøgelser med børn og unge, under præmisserne for vores grundansats. Det er dog for det nærværende spørgsmål tilstrækkeligt, hvis vi kan opvise de væsentlige kategorier til begribelse af den individuelle samfundsmæssiggørelse, som vi har udvundet fra den naturhistoriske og samfundsmæssige analyse af den menneskelige subjektivitet, og som er nødvendigt overordnet (vorgeordnet) den empiriske udforskning af enkelte udviklingsprocesser, da der ved de psykonanalytiske konceptioner om samfundsmæssiggørelse (f.eks. "socialisationen") af barnet, som vi vil reinterpretere i konteksten for vores ansats, også handler om sådanne grundkategorier (saml. dertil med vores metodiske anmærkninger på s.205 ff.).

Vi må analysere de to nøglekategorier for den individuelle samfundsmæssiggørelse, som vi begriber dem, de objektive individualitetsformer som formidlingsinstanser mellem samfundsmæssige og individuelle livsnødvendigheder indenfor historisk specifikke arbejdsdelte strukturer, og den individuelle handleevne til realiseringen af de i individualitetsformerne givne fordringsstrukturer, dermed en evne til, i bidrag til den samfundsmæssige realitetskontrol, at sikre ens egne eksistensbetingelser, disse skal analyseres som "forformer" inden for den barnlige samfundsmæssiggørelses forberedelsesfase.

NOTE:

Barnet ser sig, som den voksne, der for sin reproduktion må realisere samfundsmæssige "individualitetsformer", stå overfor bestemte samfundsmæssigt givne fordringer (anforderungen), hvis opfyldelse gennem tilsvarende evner og holdninger, modalt set er samfundsmæssigt og individuelt livsnødvendigt; deri ligger deres væsentlige fællesskab med individualitetsformerne, som de er "forformer" for. Det specielle ved de samfundsmæssige fordringsformer som mål-(vorgaben) for den barnlige udvikling, hvori deres karakter af "forform" ligger, er deres, i sammenligning med de egentlige individualitetsformer, ringere grad af specificitet, således at man kan kendetegne udvikling under dette aspekt globalt som gennemløben af en proces af opfyldelse af samfundsmæssige fordringer ringere til højere specifitet i tilnærmelsen til individualitetsformernes specifitetsgrad, hvilket i antagonistiske klassesamfund også inkluderer en voksende virkning på den individuelle eksistens, af de i individualitetsformerne givne modsætninger. Fordringsformerne, hvis realisering altid er tilegnelsen af saglige og personlige genstandsbetydninger (og symbolbetydninger) i deres forhold til hinanden, er på det tidligste trin endnu vidtgående tæt på det (til tider) uspecifikke-organiske trin for elementær livsopretholdelse: Fordringen om at optage næring, at aktivere moren til at tilfredsstille elementære barnlige behov, fordringen om at kunne kontrollere afføringen, etc. Derved er naturligvis også allerede på dette trin samfundsmæssige nødvendigheder virksomme, indenfor de forskellige fordringer, som dog til tider slår ned i variationer af fordringerne på uspecifikt-organismisk niveau. Fra denne art af fordringer, opstår der med flydende overgange en næste art, hvor der fordres den eksplicitte "beherskelse" af brugsgenstande og andre genstandsmæssige realitetskonstellationer, gennem tilegnelse af deres saglige og i relation til dette, deres personlige genstandsbetydninger. Tilegnelsen af evnen til at bruge ske og tallerken, udfra hvilket der også udvikler sig et andet forhold til de voksne, har vi jo allerede fremstillet og diskuteret udførligt; hertil hører dog også fordringen om tilegnelsen af en flerhed af "genstandsrelaterede" kvalifikationer, med konsekvenser for de interpersonelle relationer: At lære at sidde på stolen, at åbne døren, at kunne tænde og slukke lyset, selv at kunne gå på toilettet, selv tage tøj af og på, etc., etc.I vekselvirkning dermed, og åbnende for nye muligheder for den videre udvikling, opstår der en videre form for fordringer, hvor der fordres tilegnelsen af evnen til interpersonlig haven indflydelse, som inkluderer even til selvartikulation overfor andre; i denne sammenhæng er det at lære at tale, samt kvalifikationen at tilegne sig saglige-personlige symbolbetydninger, naturligvis af den største vigtighed. Fordringer på dette niveau er: At lære at spørge om: sted og forbliven af ting og personer, vej, tiden, om grunde og motiver til fremmed gøren og laden, at bede om hjælp og information, at gøre andres viden og kunnen nyttigt for sig selv, etc.

5.5.3. Det emotionelt-motivationelle aspekt af processen for den barnlige samfundsmæssiggørelse: Ophævelse af afhængighedsforhold gennem, med kooperativ integration opnåelig, kontrol over egne livsbetingelser.

Til behandlingen af det emotionelle-motivationelle aspekt ved den barnlige samfundsmæssiggørelse og herved det centrale problem om betingelserne for muligheden for en motiveret stræben efter at realisere de samfundsmæssige fordringsformer, skal de tidligere udarbejdede resultater over behov og motivationer i deres "menneskelige" specificitet, nu ekspliciteres med henblik på "forberedelsesfasen" for den individuelle udvikling. - Vi må gå ud fra, at det primitive, "subhumane" niveau for den udelukkende/ekslusive (ausscliesslichen) bestemthed af adfærden, gennem aktuelt optrædende og sanseligt-vitale behov der direkte skal tilfredsstilles, kun træder i forgrunden i de allertidligste stadier af den barnlige udvikling, (og under samfundsmæssige sær-betingelser), men at for- og tidlige former for "produktive" behov normalt bliver væsentligt handlingsbestemmende allerede hos spædbarnet i den spontane omverdenstilvænning, med elementære "genstandsrelaterede" og sociale interesser. Allerede de skildrede elementære fordringer om overtagelse af visse "livsopretholdende" delfunktioner, f.eks. næringsoptagelse, skal opfyldes "motiveret" af barnet i den grad, hvor muligheder for undersøgelse, manipulation, social kontaktoptagelse og indflydelse er givet, på basis af det endnu uspecifikke "naturgrundlag" for de produktive behov. Afgørende for vores argumentationssammenhæng er, at mens tilfredsstillelsen af de vitale behov i denne tidlige fase udelukkende sker gennem forældrene, og de "produktive" behov

5.5.4. Over-jegs dannelse som global konfliktafværgelse gennem deformation af den bevidste selvkontrol til "inderliggjort" tvangsinstans under historisk bestemte restriktioner i den barnlige samfundsmæssiggørelse.

Gennem den hidtidige fremlæggelse af den barnlige samfundsmæssiggørelsesproces i dens emotionelt-motivationelle aspekt, er vi nu kommet så langt, at vi kan forsøge - ved at bruge vores tidligere antydede konfliktmodel til en kritisk-psykologisk reinterpretation af den freudianske konception om over-jegs dannelsen, identificeringen, etc. Efter at vi én gang har slået fast, at Freud via sin over-jegs konception taler om en bestemt slags realitetsafværgelse og ikke om en almen teori om den menneskelige samfundsmæssiggørelsesproces, skal det nu undersøges, hvorvidt og på hvilken måde i sammenhæng med vores ansats, udviklingen af "over-jeget", som realitetsafværgende individualhistorisk proces, kan blive kendetegnet under de historisk bestemte betingelser for individuel udvikling under borgerlige livsforhold. Dertil skal vi påvise, hvordan den realistiske konfliktforarbejdning i den barnlige samfundsmæssiggørelsesproces skal karakteriseres, og under hvilke betingelser og på hvilken måde det her, ved mislykket konfliktforarbejdning, resulterer i afværgelsesprocesser, som man kan bringe i sammenhæng med den Freudianske over-jegs dannelsesproces. Da over-jegets opståen ifølge Freud ligger i den tidlige fase af den barnlige udvikling, forsøger vi nu at blotlægge bestemte karakteristika ved forarbejdningen hhv. afværgelsen af konflikter i de tidlige stadier af den barnlige samfundsmæssiggørelse, hvorved konfliktovervindelserne i de senere udviklingsfaser, i tilknytning hertil, bliver indbefattet. Dermed er det på dette sted kun muligt for os at udsige relativt globale udsagn om de barnlige udviklingskonflikter. Vi kommer først til en differentieret forståelse af konflikter af denne type i sidste delbind med den kritiske analyse af den Lewinske feltteori og den dermed udviklede konfliktkonception.

Da psykiske konflikter på den ene side, som tidligere udførligt vist, altid opstår på grundlag af emotionelt grundede handleberedskaber, og på den anden side i det, i og med realiseringen af disse beredskaber, truende tab af handleevnen på det opnående niveau, må vi afklare egenarten af de barnlige udviklingskonflikter, hhv. de emotionale handleberedskaber, igennem deres realisering, barnet må forvente den egne truende manglende handleevne. Da de barnlige handleevner på det tidlige stadium af udviklingen i det væsentlige er garanteret gennem de voksnes beskyttelses- og understøttelsesfunktion, så er det her man finder truslen mod handleevnerne, dvs. sikringen af den livsnødvendige behovstilfredsstillelse. For at afdække mulige opståelsesbetingelser for konflikter i den tidlige fase af barnets samfundsmæssiggørelse, forestiller vi os, at efter denne meget uspecifikke skildring af kravsformerne i det organismiske stadium, hvor der sker en direkte behovstilfredsstillelse af de sanseligt-vitale behov gennem de voksne, og hvor der samtidigt findes organismiske forformer af den "produktive" omverdensrettethed, (nysgerrighed, trang til udforskning, funktionslyst), at der sker en underordning af den vitale behovstilfredsstillelse under kontrollen af egne livsbetingelser, og dermed er muligheden for en egentlig "menneskelig" behovsstuktur opstået. Udvidelsen af kontrollen over egne livsbetingelser inkluderer, som vist, den tiltagende kontrol over egne sanseligt-vitale behov som forudsætning for den rettede uoverensstemmelse med omverdenen, planbarheden af egen forholden sig, og "førbestemmeligheden" (Vorherbestimmbarkeit) af handlings-successen og dens udvirkninger også på forholdene til de andre som væsentligt bestemmelsesmoment for subjektivt befindende. Ligesom de sociale forhold på den ene side bliver afpassede gennem deres objektive betydning for den enkeltes livssikring - hhv. udvidelse, så må på den anden side betydningen af andres vurdering af den tilhørende livsvirksomhed sætte sig igennem. Men sålænge forholdet til medmennesker begrænser sig til få personer i livscirklen, hvad der ihvertfald er tilfældet i den tidlige barndom, bliver også kun disse, for barnet få direkte relevante personer vigtige gennem deres betydning for barnets livssikring. Indflydelse på de samfundsmæssige muligheder og krav med henblik på kontrol af de barnlige vitale behov bibringes altså overvejende gennem de for tiden ansvarlige voksne, som sætter deres "autoritet" igennem for at bringe barnet, i hhv. begænsede aspekter, til overtagelse af samfundsmæssige krav hinsides kontrollen over dets sanseligt-vitale behov. Kilden til mulige konflikter ligger i denne elementær-fase, på den ene side i den barnlige tendens til direkte og øjeblikkelig opfyldelse af alle sanseligt-vitale behovsspændinger og på den anden side de voksnes krav om overholdelse af bestemte "regler", "normer" for den vitale behovstilfredsstillelse, med hvis opfyldelse graden af tilegnelse er en væsentlig forudsætning for barnets emotionelle indlejrethed og angstfrihed. Typiske konfliktkonstellationer i denne tidlige udmøntningsform er allerede givet, når den barnlige tendens til hurtig næringsoptagelse støder mod de voknes krav om næringsoptagelse på bestemte tidspunkter, på bestemt måde, og stadigt mere gennem egenaktivitet, nemlig vha. selvstændig brug af ske, tallerken, kniv og gaffel; eller tendensen til hurtig renlighedstræning gennem voksnes påbud om " at melde sig", senere selv at gå på toilettet. Såfremt barnets tendens til direkte omsættelse af vitale spændinger efter en til tiden bestemt overstået læreperiode ikke omsættes i udtalte handlinger, altså skriger med det samme ved "sult", ikke kan bruge spiseredskaber, stadig spontan urinering, så kan den voksne gribe til mere eller mindre stærke tilvænningsforanstaltninger; barnet gør da erfaringer af ikke at blive holdt af, hvorved en væsentlig understøttelsessikkerhed for den barnlige eksistens tabes. Men dermed er betingelserne for opståelsen af konflikter givet, for så vidt barnet ved ikke-opfyldelse af de stillede krav taber den voksnes understøttelse, og tabet af den dermed forbundne sikkerhed kan anticiperes som afbræk i handleevnen. Barnet lærer i denne fase, at det er afhængigt af denne tidlige betingelsesløse "tildelte" understøttelse fra den voksne af venlighed, af emotionel "varme" og andre mere eller mindre bestemte betingelser, som barnet selv skal opfylde, nemlig opnåelsen af den fordrede selv- og omverdenskontrol.

Et yderligere aspekt ved barnets og den unges udviklingskonflikter bliver tydeligt gennem den omstændighed, at den ramme, der i løbet af den barnlige færdighedsudvikling bliver sat af de voksnes fremmedkontrol, ikke svarer til barnets voksende færdigheder, hvorved konflikter kan opstå, ved at barnet i sin "motiverede" tendens til overvindelse af denne ramme og opståelsen af et nyt niveau af handleevnen samtidig må overvinde den modstand fra den voksne, der indskrænker hans udvikling. Leontjev skildrer sådanne konflikter på overskuelig og præcis måde: "Barnet er på et givent tidspunkt ikke længere tilfreds med den stilling, det indtager, under/i forbindelse med sine medmennesker; det bliver sig bevidst, at den (stillingen oa.) ikke længere opfylder/svarer til dets mulighed, og det forsøger at ændre den". F.eks. hos et barn, "der er vokset ud af førskole-alderen,...har kundskaberne og færdighederne...udvidet sig, og dets kræfter er vokset. Virksomhederne i børnehaven har mistet deres tidligere mening som barnet til at begynde med forsøger at erstatte med et nyt indhold". Gennem barnets stræben efter at hævde sig selv, kommer det her til en krise. "Bliver sådan et barn optaget et år senere i skolen, vil det fortsat blive behandlet som et lille barn i hjemmet, og overdrager man ikke rettidigt konkret arbejde, så kan denne krise blive forstærket overordentligt...Sådanne kriser hænger altså sammen med skiftet mellem udviklingsstadierne. De vidner om den videre nødvendighed af disse overgange fra et stadium til et andet". Her findes/gives der kun en vej til en realistisk konfliktbearbejdning: gennemførelsen af barnets eller den unges legitime udviklingsinteresser over for de voksne hhv. opdragelsesinstanserne; disse må drives til at opgive indskrænkningsrammer, der hidtil kunne begrundes med den manglende udvikling af de tilsvarende færdigheder hos barnet, men som nu er blevet overflødige, og tilsvarende/ligeledes udvide færdigheder hos barnet eller den unge, der giver muligheder for indflydelse på egne livsnødvendigheder og yde understøttelse ved deres realisering. Mens forarbejdningen i de hidtil diskuterede udviklingskonflikter udelukkende består i en adækvat kognitiv opfattelse af de reale sammenhænge mellem samfundsmæssige fordringer og egne interesser, så at nystruktureringen af det emotionelle helhedsbefindende består, kan konflikter her kun blive forarbejdet gennem forandringer af selve de objektive livsbetingelser. Forudsætningen for mislykket konfliktforarbejning ligger her i, ved gennemførelse af magtudøvelse mod barnets eller den unges legitime udviklingsinteresser, at opdragelsesinstansen holder fast ved de "forfaldne" former for fremmedkontrol, muligvis p.g.a. rigid holden fast/vedbliven ved indgroede opdragelsesvaner, og den hos den voksne selv dynamisk begrundede tendens til at holde barnet fast i rollen som den "lille" og dermed afhængig etc. så længe som muligt. Specielt væsentlige er dog udviklingsforhindringer - såvel indenfor familien som også i de videre opdragelsesinstitutioner - der står i modsætning til den udviklingsfremmende nødvendighed, og strækker sig fra blot og bar mangel på tilstrækkelige fremmende muligheder, over systematisk borttrækken (udeladelse) af information, formidling af fejlholdninger og fordomme i forbindelse med/i betydningen borgerlig ideologi til næsten målrettede fordummelsesaktiviteter, og som tilhører det skildrede arsenal af "forberedelse" til en gnidningsløs fungeren under realiseringen af senere individualitetsformer på det kapitalistiske klassesamfunds betingelser.

Erfaringer af modstand mod den nødvendige ekspansion for at opnå nye niveauer af handleevner er paradigmatisk for den situation, som de voksne medlemmer af den afhængige klasse befinder sig i p.g.a. de objektive forhold i forbindelse med delagtighed/deltagelse i bevidst samfundsmæssig realitetskontrol. Det konfliktforsvar der v.h.a. "introjektiv identifikation" og "over-jeg-dannelse" iværksættes ved installering af en indre tvang til selvundertrykkelse af kritiske tendenser over for de bestående forhold, er tendenser til udvidelse af individuelle indflydelsesmuligheder og dermed tendenser rettet mod de uindskrænkede autoriteter, som er et udtryk for den "frivillige" given afkald på forandringer af de objektive livsforhold, og er således en væsentlig forudsætning for senere forlangte/krævede "færdigheder" til at affinde sig med situationen af grundliggende fremmedbestemthed i den nødvendige føjelighed over for de umiddelbare autoriteter.

De her diskuterede konflikter kan, som forklaret, kun opstå, hvis individet kan kognisere bestemte handlingsmuligheder, der fører til principielle forbedringer af dets livsforhold/stilling, og som ville føre til bestemte handlingsberedskaber, igennem hvis realisering det til gengæld så kommer i modstrid med/modsætning til de uindskrænkede instanser, fra hvis velvilje det ser sig afhængigt, som nøgle til midler til eksistensopretholdelse, som ellers ikke er tilgængelige for ham/hende. Kun under denne forudsætning, hvorunder bearbejdnings- og forsvarsalternativet i det hele taget/overhovedet viser sig, kan man forstå konfliktforsvaret gennem/ved "over-jegs-dannelse", med hvilket individet har ladet sig bestikke til, for tilsyneladende øjeblikkelig sikkerheds og kortfristede fordeles skyld, at give afkald på alment bestående udviklings- og indflydelsesmuligheder i sig og langfristede egne interesser, eller (nærmere) aktivt at undertrykke handlingstendenser til realisering af disse muligheder.

Derimod, såfremt der ikke kan ses muligheder til udvidelse af den kooperative integration og forbedring af egne livsbetingelser gennem udviklingen af tilsvarende færdigheder p.g.a. den klassespecifikke egenart ved en bestemt individualitetsform, vil man på forhånd indrette sig inden for grænserne af sine egne ringe handlings- og indflydelsesmuligheder og affinde sig med tilsvarende aktuelle tilfredsstillelsesmuligheder, således at de ikke kommer til at medføre de skildrede udviklingskonflikter, altså heller ikke medfører forsvar mod sådanne konflikter gennem/ved hjælp af realitetsophævelse, muligvis i form af "over-jegs-dannelse". [2]Ved vores reinterpretation af den freudianske over-jegs konception skulle der endelig konkret påvises, at over-jeg dannelsen overhovedet ikke kan/skal sættes lig med individuel socialisering, men til gengæld påvise en opstået forsvarsbetinget fejludvikling under det antagonistiske klassesamfunds restriktive udviklingsbetingelser, gennem hvilke individets fulde socialisering netop bliver forhindret. Men selv efter denne ophævelse af den freudianske over-jeg konception til almen socialiseringsforudsætning kan vi ikke simpelthen/uden videre overtage Freuds over-jeg-koncept p.g.a. dets tidligere påviste inddæmning i den fejlagtige psykoanalytiske driftslære, men må påny gennemtænke det i konteksten af den fremlagte videnskabeligt holdbare opfattelse af det emotionelle-motivationale aspekt ved barnlig socialisering og forarbejdning af, eller forsvar mod derved opståede konflikter. Derved viser det sig, at erfaringsindholdet i det freudianske over-jegs-begreb bliver tydeligt som bestanddel af den borgerlige ideologi i forbindelse med den skildrede selvmodsigende karakter af opdragelsen i det borgerlige samfund gennem opdragelsesteknikker, -normer og -holdninger. Herigennem bliver udvidelsen af barnets færdigheder til kontrol over egne livsbetingelser ikke kun fremmet, men i modsætning hertil også hindret, og dermed bliver barnet - gennem den kendetegnede undertrykkelse af barnets sagsnødvendige tendenser til videretænkning og viderespørgen i fremstillingen af aktiv tanke- og spørgehæmning, dermed også hæmning af de tilsvarende handlingsberedskaber - immuniseret mod tilegnelsen af muligheder for begribelig erkendelse af kritiske samfundsmæssige realitetsaspekter med henblik på kapitalinteressen: Ved forhindring af konfliktbearbejdning og tendens til konfliktforsvar, som vi har fremstillet det, lærer barnet ikke bevidst at forme sine forhold/forbindelser til andre i planlægningen af sine handlinger og handlingsudfald, at have målrettet indflydelse på disse, og også i overensstemmelse hermed føle sig ansvarlig for dem, men ser sig tvunget til - for ikke at miste det eksistentielle nødvendige tilskud fra den voksne - ganske simpelt at acceptere de fra de voksne dikterede livsbetingelser. Adfærdslevereglerne fremkommer ikke af de objektive krav, der opstår gennem individets efterstræbte mål, men er vilkårlige krav, der i deres nødvendighed ikke kan følges/fuldbyrdes. Som påvist, kan barnets realitetsforhold derved på en måde blive forkortet og forkert, så det gennem fortrængning af de spontane barnlige livsytringer - ligesom gennem fortrængning af herkomsten af indskrænkningen og undertrykkelsen af disse impulser, der skyldes den ydre autoritet etc. - antager træk fra det freudianske over-jeg, der opstår gennem introjektiv identifikation. Gennem en konfliktforsvarsproces af arten dannelse og styrkelse af over-jeg'et, ville barnet sådan set være hindret i fuldt ud at erkende og udnytte de objektive handlingsområder af kontrollen over sine egne livsbetingelser på det foreliggende udviklingsniveau, og i tilstrækkelig grad at få disse udviklingsmuligheder til at få gyldighed over for de voksne: Det holder sig mere end sagligt fordret i afhængighed af autoriteterne og danner generelt en holdning af "automatisk" og "frivillig" tilpassen-sig inden for fastsatte rammer, gennem denne holdning bliver rammerne aldrig berørt, og der kan derfor heller ikke opstå bevidsthed om indskrænkningen, altså det subjektive syn at have fået frihed, og den relative mangel på udvikling eller den heraf resulterede almene utilfredshed tillægges en indre årsag. Individet kommer således - da det ikke kender årsagen til sin "indskrænkethed" og svaghed - stadig oftere i den subjektive situation hvor det - ligesom næsten gennem identifikation med det "angribende" - endda til sidst takker vedkommende, der har bragt det i afhængighed, for dennes beskyttelse.

Gennem de graverende forskelle mellem den oprindelige freudianske "over-jegs-konception" og "over-jegs" dannelsen som vi har udviklet den i forbindelse med vores konception over barnlig socialisering, melder sig det spørgsmål, hvorvidt det overhovedet er berettiget, fortsat at benytte psykoanalytiske termer som "over-jeg'et" indenfor rammerne af den kritisk-psykologiske teoridannelse. En lignende problematik viser sig i forbindelse med vores tidligere antagelse af begreber som "forsvar", "fortrængning" etc., selvom disse betegnelser også allerede i højere grad er overgået til det almene sprogbrug, og derfor forekommer mindre psykoanalytisk præget. De vanskeligheder, der er forbundet med så store terminologiske adaptioner, kan på den ene side ikke overses: Gennem den til en given tid samme benævnelse kan de forskellige og i væsentlig henseende direkte modsatte bestemmelser af det mente sagsforhold blande sig i konteksten af psykoanalytisk og kritisk-psykologisk tænkemåde, og det er mindre let at udelukke en freudomarxistisk fejltydning/tolkning af vores reinterpretation af den psykoanalytiske konception. Men på den anden side er der i de psykoanalytiske termer et bestemt fortættet erfaringsindhold, der - selv i en radikal anden sammenhæng - også kommer vores argumentation til gode, og det er praktisk taget ikke muligt straks/hurtigt at udtænke en anden form for ethvert reinterpreteret psykoanalytisk begreb der ikke bliver søgt, og der på en adækvat måde er rammende for og åbner op for/slutter op om det mente sagsindhold. Ganske vist betragter vi kun det terminologiske lån fra psykoanalysen som en betinget foreløbig løsning ved målsætningen af reinterpretationen: I den grad som vores konkrete forskningsarbejde og pædagogiske-terapeutiske praksis på instituttet udvikler sig, vil mere differentierede og nye benævnelser efterhånden vinde indpas og vise deres rigtighed, og lidt efter lidt afløse de psykoanalytiske termer gennem en historisk proces, der er rig på vækst.

5.5.5 Forsvarstendenser gennem over-jegs-dannelse som rodfæstet personlighedstræk; om problemet om opståelsesbetingelserne for "skyldfølelser" og "aggression".

De af os hidtil antydede konflikter i processen for den barnlige samfundsmæssiggørelse og derfra opstående afværge/forsvars-processer, skal ved personlighedsudviklingen integreres til en hhv. bestemt kompleks struktur af tendenser til konfliktforarbejdning hhv. -afværgen, som vi her ved den endnu ufuldstændige tilstand af udarbejdelsen af vores konfliktkonception, ikke kan diskutere nærmere (efter den kritiske analyse af andre borgerlige konfliktopfattelser, specielt de i den Lewinske feltteori, vil der til dette gives videre anknytningspunkter). Alment kan man sikkert gå ud fra, at måden af forarbejdningen hhv. afværgelsen af senere konflikter er forudpræget, hhv. med-betinget, gennem forarbejdningsmulighederne hhv. forsvarsprocesserne ved tidligere konflikters optræden. Ligesom individets evne til konfliktforarbejdning under bestemte betingelser kan højnes mere og mere - hvori der ses et væsentligt kendetegn ved den "positive" personlighedsudvikling - så er de, under ugunstige omstændigheder opstående, forskellige, kumulerende, rodfæstende, og i vekselvirkning med hinanden trædende former for afværgen af autoritetskonflikter gennem forvrængning af individets bevidste selvkontrol til et "over-jeg", etc., gennem hvilket objektive forhåndenværende forarbejdningsmuligheder stadigt mindre kan udnyttes, centrale karakteristika af en fejludvikling af personligheden.

Gennem den her givne kumulative forstærkning hhv. rodfæstning af afværgetendenserne, kan barnet eller den unge heller ikke dér komme til en passende kognitiv og emotionel strukturering af en situation, selvom forudsætningerne for dette "normalt" ville være gunstige, med henblik på den konkrete situations karakteristika og den aktuelt givne understøttelse fra de voksne, således at grundene til, at konfliktforarbejdningen mislykkes, kan flytte sig mere og mere fra de nærværende konfliktgrunde, til at at være betingelser i personligheden selv, hvormed afværgetendenserne selvstændiggør sig over for de givne muligheder for konfliktforarbejdning, hvilket i sidste ende kan føre til manifeste psykiske forstyrrelser.

Den kumulative deformering af den bevidste selvkontrol til den "frivillige" tvangsinstans i form af "over-jeget" må gennem det dermed forbundne realitetstab, og de "frivilligt" overtagne udviklingsindskrænkninger på graverende måde have indflydelse på individets færdigheds-/evneudvikling. Godtnok må mennesket her på den ene side udvikle og helst vidtgående perfektionere sådanne evner, gennem hvilke hun imødekommer de i "over-jeget" inderliggjorte på- og forbud fra de herskende instanser, så at hun kan opnå deres "velvilje" og beskyttelse til opretholdelsen af hendes egen eksistens. Men på den anden side er det, gennem det "frivillige" afkald på udvidelsen af den bevidste delagtighed i den samfundsmæssige realitetskontrol og dermed kontrollen over egne livsbetingelser, en central hindring for udviklingen af de relevante aspekter ved evnerne for den almene og individuelle livsforbedring, hvilket med tilbagevirkende kraft så også må indskrænke udprægningen af evnernes forskellige momenter, der er nødvendige i forhold til de bestående forhold, så at det skildrede dilemma ved kapitalen: på den ene side at befordre menneskernes individuelle samfundsmæssiggørelse, og på den anden side at måtte forhindre/besværliggøre den, slår sig ned som modsætninger i evneudviklingen. Over-jegs-dannelsen, ensidiggørelsen og dermed utilstrækkeligheden af udviklingen af evner må derved gensidigt forstærke hinanden:

Gennem forhindringen af delagtighed i den samfundsmæssige realitetskontrol må evnen til kooperativ integration, som er det eneste der gør sociale afhængighedsforhold overvindelige og begunstiger realistiske konfliktforarbejdninger, forblive indskrænket, hvilket så igen kræver en styrkelse af den "inderliggjorte" fremmedkontrol af konfliktafklaring, etc.

En central antagelse i den freudianske udviklingslære er postulatet om den vidtgående determinering af konflikterne og derfra opstående forsvarsprocesser og de voksnes psykiske forstyrrelser, gennem den mislykkede konfliktforarbejdning igennem de første fem livsår, gennem oprettelsen af et massivt indskrænkende og straffende over-jeg, p.g.a. den ikke afklarede, ubevidst blevne ødipus-konstellation. I processen af konfliktforarbejdningen bliver der derimod på hvert trin af den barnlige samfundsmæssiggørelse og også de voksnes samfundsmæssiggørelse, opnået et nyt plan af den samfundsmæssige integration, og dermed det omfattende realitetshensyn og muligheden for erkendelsesledet livspraksis, således at det her faktisk handler om et "livslangt" fremskridt i personlighedsudviklingen via brug af alle relevante erfaringer, og ikke en, på tidlige livsafsnit indskrænket, udvikling. Men såvidt som personlighedsudviklingen, gennem processer af konfliktforsvar/afværgen på basis af deformationen af den subjektive kontrolinstans er kendetegnet ved "over-jeget", må der efter vores opfattelse regnes med en kumulation af afværge/forsvars-effekterne, hvorved evnen til konfliktforarbejdning formindskes mere og mere gennem konfliktafværgringen/forsvaret på et hhv. tidligere trin, og den dermed forbundne udvidelse af det "ubevidst" blevne, p.g.a. truende aspekter ved hukommelsen, og dermed formindskes også evnen til at optage og bruge nye erfaringer. Determineringen af senere muligheder for konfliktforarbejdning gennem konflikter i den tidlige barndom, som Freud opfattede som en "almen-menneskelig" skæbne, må stadig opstå i den grad som, gennem historisk bestemte samfundsmæssigt-personlige betingelser, individerne i den tidlige barndom i høj grad udvikler tendenser til konfliktafværgring/forsvar, og således bliver bestemte afhængighedsforhold "psykisk" konserveret hos dem. Evnen til konfliktforarbejdning er derimod overvindelsen af determinationen gennem tidligere biografiske hændelser, altså bevidst råden også over ens egen livshistorie, også over determinationen af handleevnen gennem de nærværende samfundsmæssige og individuelle livsnødvendigheder.

Opståelsen af "skyldsbevidsthed" hhv. "mindreværdsfølelse", hvilket ifølge Freud er et resultat af oprettelsen af over-jeget med dets samvittigheds- hhv. idealfunktion må, på grundlag af vores skildrede reinterpretation diskuteres i sammenhæng med dén omstændighed, at de forskellige handlingstendenser, som bliver reglementeret gennem den inderliggjorte "frivillige" tvangsinstans, i første omgang må bestå ved individet, da deres indskrænkning eller kanalisering til konfliktafværgring/forsvar kun sådan er subjektivt nødvendig.

Den emotionelle kvalitet ved de således opstående modsigelses-oplevelser må afhænge af arten af konfliktkonstellationerne, gennem hvilkes manglende forarbejdbarhed den indre tvangsinstans har udviklet sig, specielt karakteristikken af handleberedskaberne som reguleres gennem den "indre stemme". Da "over-jeget" i dets betingethed, gennem de skildrede udviklingsforhindringer i det borgerlige samfund, væsentligt har funktionen som den "frivillige" indskrænkning af sådanne handlinger, i hvilke de af de herskende instanser satte

skranker for den bevidste bestemmelse over egne livsbetingelser bliver tangeret, må tilsvarende "kritiske" handlingstendenser, gennem deres uforenelighed med de "inderliggjorte" på- og forbud, føre til befindender, som man kan tilskrive kvaliteten af "skyldfølelser" : Individet har en "dårlig samvittighed", fordi det erkender handlingsberedskaber ved sig, som modsiger de fordringer til velbefindendet, som han selv stiller sig, og som må forekomme ham som "ufornuftige", "målløse" og især som "utaknemmelige", da han derved sætter velviljen og beskyttelsen af de "mægtige", som han gennem "over-jegs"-dannelsen står i et introjiceret afhængighedsforhold til, på spil.

Sådanne skyldfølelser må forstærkes og vinde en ny kvalitet, i den grad individet ved konflikter, som følge af indskrænkningen af dets livs- og udfoldelsesmuligheder, udvikler aggressive tendenser mod "autoriteterne", der er årsag til disse indskrænkninger, men som så gennem konfliktafværgring/forsvar "frivilligt" undertrykker disse tendenser; sådanne aggressive impulser af protest må på den ene side på særlig vis opleves som "utaknemmelige" og "forkastelige", da de retter sig mod den introjicerede "velgører" med hvis forbud, man identificerer sig, altså "man slår på dén, der nærer én", og på den anden side belastes forholdet til denne og kan provokere yderligere spændinger, som p.g.a. manglende vilje-evne eller en for stor "komplicerethed" og uigennemskuelighed, kan føre til, at man lades "falde".

Da "over-jegs"-dannelsen kun er mulig på grundlag af den, gennem den frivillige normovertagelse, anticiperede sikring af livsbetingelserne, og da den er forbundet med ønsket om at blive lig med de "mægtige", som man identificerer sig med, fremkommer konflikter ikke kun gennem kritiske handlingstendensers optræden, men også i sammenhæng med bestemte anfordringer, som består som nødvendige forudsætninger for "fordringen", men samtidigt, da de her ikke er orienteret mod egne interesser, men mod de herskendes, og kun kan opfyldes under "indre tvang". Således kan den oplevede diskrepans mellem selvfordringerne og tendensen til at undvige disse fordringer, da "over-jegets" "idealfunktion" her (kvasi) træder i forgrunden, også vinde en kvalitet af mindreværdsfølelser, i den grad individet oplever sig selv som ude af stand til at rette sine egne handlinger disciplineret ud mod de introjicerede fordringer, og dermed stiller sin "karriere" i fare (vi vender udførligt tilbage til dette aspekt i sidste delbind, i sammenhæng med "arbejdsforstyrrelser").

"Skyldfølelser" p.g.a. oplevede diskrepanser mellem "kritiske" handlingstendenser og "frivillige" over-jegs-indskrænkninger er rent faktisk, som Freud fastslår i sin version af skyldsbevidstheden, i en væsentlig grad "ubevidste", da både de, gennem de herskende instanser satte udviklingsbarrierer, og de bestående udviklingsmuligheder, er blevet fortrængt gennem "introjektionen", og nu kun kommer til syne som kriterieløst-blinde selvindskrænkninger hhv. selvbebrejdelser. Individet ved her hverken, hvorfor det permanent har skyldfølelser, eller kender nogle håndfaste midler til at overvinde denne art af "ubevidste" skyldfølelser. Sådanne skyldfølelser kan gennem deres "grundløshed", deres mangel på en bevidst identificerbar anledning til, at man har skyldfølelser, og manglen på en bevidst identificerbar person (eller persongruppe), som man har skyldfølelser over for, rent faktisk i en vis henseende blive til de af Freud beskrevne selvstændiggjorte "affekter", som primært ikke synes at have et objekt, og som sekundært sætter sig fast på alle mulige anledninger og personer. Også den skildrede "mindreværdsfølelse", som kan træde i forgrunden ved fremtrædelsen af selvfordringer i overensstemmelse med over-jegets "idealfunktion", måtte gennem den introjektive karakter af fordringerne synes ufattelig og kriterie-løs. Da individet hverken præcist ved, hvordan det skal efterkomme "selvfordringerne", eller om han kan være sikker på successen af sine bestræbelser på en principiel afsikrethed og understøttelse fra de "mægtige", kan det her resultere i en permanent overbefordringssituation. Livsbetingelsernes ufuldkommenhed, og de mislykkede forsøg på deres forbedring, bliver alene tilskrevet den individuelle utilstrækkelighed, dvs. den utilstrækkelige hensyntagen til de fremlagte adfærdspåbud, så at hvert aktuelt mislykket forsøg medfører tendensen til en strengere overholdelse af de tilsvarende normer, og at diskrepansen mellem "jeg-idealet" og individets reelle muligheder stadigt bliver større, indtil individet resignerer, dvs. mere og mere opgiver enhver fordring til omverdenen og tilsidst er "tilfreds" med, i sin utilstrækkelighed, overhovedet at blive accepteret (geduldet), og det søger i bedste fald kompensation for sin "ringehed" og betydningsløshed i sine drømme.

De skyldfølelser, der er blevet skildret i sammenhæng med overjegets opståen, og som er delvist "ubevidste" dvs. ikke er erkendelige i deres objektive betingethed, må betragtes som et aspekt ved processen af konfliktafværgring, og nemlig for det første som resultat af den omstændighed, at de "kritiske" handlingstendenser gennem over-jegs-dannelsen "normalt" kan blive reduceret, såvidt at de ikke fører til manifeste handlinger, men alligevel p.g.a. erfarede muligheder for en udvidelse af kontrollen over egne livsbetingelser igen og igen træder frem i oplevelsen og således provokerer over-jegets "reaktioner"; men for det andet er sådanne skyldfølelser selv regulative for den "inderliggjorte" selvkontrol gennem over-jeget, da handlingerne således, selv om de i princippet er tilgivelige, må rettes mod undvigelsen af skyldfølelserne gennem overholdelsen af over-jegs-indskrænkningerne, og afværgeeffekten bliver derigennem forstærket. Muligheden for opståelsen af skyldfølelser som emotionalt befindende i konfliktkonstellationer må nu yderligere diskuteres i et udvidet perspektiv, da skyldfølelser ikke kun kan opstå i sammenhæng med afværgeprocesser, men også under den realistiske konfliktforarbejdning som en emotionel motor for forarbejdningsprocessen selv.

For at påvise dette, knytter vi an til Freuds tidligere (s.457) fremstillede overvejelser om "afsløringsangst" som forform til de egentlige skyldfølelser hos det lille barn før opbygningen af over-jeget, som ifølge Freud også hos de fleste voksne bliver mere eller mindre adfærdsbestemmende. Denne afsløringsangst relaterer sig ifølge Freud til de reelle, yderligt givne forældreinstanser, og er kendetegnet ved forventningen om kærlighedstab fra forældrene ved opdagelsen af allerede fuldbyrdede eller planlagte forstødelser mod deres på- og forbud. Da angsten her alene gælder afsløringen, vil barnet hhv. den voksne uden bekymringer stadigt forstøde mod de forskellige normer, såvidt det blot er sikkert, at autoriteterne ikke erfarer noget om det, eller ikke har noget på én. Overtagelsen af normerne om selvfordring, som man opfylder af "egen drift" uafhængigt af, hvorvidt en afsløring eller en straf truer eller ej, - dermed opståelsen af den egentlige skyldsbevidsthed - er ifølge Freud kun muligt via oprettelsen af over-jeget. Da vi, anderledes end Freud, ikke sidestiller menneskelige forhold med "blot" sociale afhængighedsforhold, men har udarbejdet dem i overensstemmelse med saglige forhold i deres mulige udvikling til stadigt videregående kooperative forhold, findes der for os på ingen måde kun det freudske alternativ: Afsløringsangst over for de ydre autoriteter med forventning om kærlighedstab, hvis man ikke selv overtager fordringerne, eller skyldsbevidsthed ved introjektion af den ydre autoritet i dannelsen af over-jeget. Over-jegs-dannelse fremviser for os mere en afværgeproces, mens de ydre autoriteter ikke bliver introjiceret til over-jeget ved konfliktforarbejdningen, men bliver erkendbare og i deres handlinger efterprøvbare som ydre instanser, og overtagelsen af de samfundsmæssige fordringer som selvfordringer, der bliver opfyldt ikke kun p.g.a. angst for afsløring men også "af egen tilskyndelse"; nemlig fordi barnet har forstået, og tilsvarende vægtet emotionelt, det nyttige i overtagelsen af autoriteternes fordringer, for udvidelsen af kontrollen over dets egne livs- og tilfredsstillelsesmuligheder. Afsløringsangsten behøver altså ikke at forvandle sig til over-jegs-angst ved udviklingen af selvfordringerne. Såfremt en konfliktforarbejdning lykkes, kan der, p.g.a. de bevidst overtagede selvfordringer, også opstå bevidste skyldfølelser, nemlig når man på den ene side har erkendt de fordrede anstrengelser til forbedring af de bestående livsbetingelser som objektivt mulige, og også tilsvarende emotionelt har værdsat dette, og når man på den anden side endnu ikke fuldstændigt kan efterkomme de således bevidst overtagede selvfordringer. Da den fortsatte individuelle samfundsmæssiggørelse, med stadigt højere niveauer af handleevnen, på samme tid viser den stadigt voksende kooperative hhv. samfundsmæssige integration, gennem hvilken andre individer er henvist til nødvendige egne bidrag til den fælles livshåndtering og målopnåelse på det fordrede niveau, og kun ved det af mig ydede bidrag bliver mine livsmuligheder på langt sigt afsikret gennem de andre, er en sådan bevidst skyldfølelse altid vrang/bagsiden af det interpersonale ansvar; kun i den grad at jeg har forstået, at jeg med mine egne bidrag er ansvarlig for den samfundsmæssige livssikring for muliggørelsen af omverdenskontrollen, videreudviklingen og behovstilfredsstillelsen for andre mennesker, og min svigten altid sker på andres bekostning, hvis arbejde og udvikling kun er meningsfuldt muligt igennem opfyldelsen af de forskellige overtagede opgaver af alle, der står i kooperationssammenhængen, kan det hos mig resultere i skyldfølelser, hvis jeg, af uundgåelige grunde, ikke i tilstrækkelig grad yder de fordrede bidrag. Sådanne skyldfølelser er dog derved på ingen måde altruistiske. Som følge af vekselvirkningen mellem andres henvisthed til mig, og min henvisthed til dem, er der i ansvarligheden for de andre også allerede forventningen om mulig tab i kooperativ tilvending, men dermed er reduceringen af min egen handleevne, integration og emotionelle afsikrethed medbestemmende for de bevidste skyldfølelser. Den dermed kendetegnede art af skyldfølelser er et moment ved den stadigt videregående kooperative integration og en subjektiv motor for konfliktforarbejdning gennem opfyldelsen af de - som nødvendige erkendte - samfundsmæssige fordringer, i modsætning til de før skildrede "ubevidste" skyldfølelser ved afværgebetinget introjektion af konflikter, da jeg kender grunden til dem, kender vejen til deres afskaffelse og har beføjelser over de relevante objektive og subjektive "midler".

Sådanne skyldfølelser er hhv. gennem tilsvarende udvikling af muligheder for selvkontrol, evneudvikling, etc., planlagt og kan restløst overvindes.- Betingelsen for opståelsen og kvaliteten af sådanne bevidste skyldfølelser ligger i karakteristikken af de forskellige konflikter og afhænger derfor af, hvorvidt opfyldelsen af fordringer, udviklingen af evner, overvindelsen af modstande etc., subjektivt bliver oplevet som allerede muligt, "tiltroligt", og at den dermed forbundne risiko opleves som overkommelig, og alligevel ikke er blevet ydet af individet, selvom man havde kunnet forlange, hhv. forvente dette. Den kognitive opfattelse af sådanne diskrepanser fører så til "selvkritiske" emotionelle bedømmelser som "dovenskab", "risiko-sky", "disciplinløs" og andre sådanne personlige utilstrækkeligheder. Man "bebrejder sig selv", at man af "bekvemmelighed" har ladet muligheder for langvarig afklaring og forbedring af situationen passere; man kogniserer og dømmer en mangelfuld konsistens og "tilforladelighed" hos sig selv ved deltagelsen i realiseringen af det fælles mål p.g.a. "bestikkelighed" gennem aktuelle fordele, lettelser, tilfredsstillelsesmuligheder, etc., hvorved man samtidigt opfatter/forventer, at andres tilsvarende bedømmelse, med hvem man er kooperativt forbundet, er berettiget, og herved erfarer man en tilsvarende usikkerhed ved eksistensen, etc.

I den grad individet på den ene side erkender nødvendigheden af sit bidrag til forbedringen af de almene og dermed sine egne livsbetingelser, men på den anden side ikke formår at påtage sig den dermed forbundne risiko, kan årsagen til skyldfølelserne også fortrænges under disse omstændigheder, således at individet ikke mere "ved", at det føler sig skyldigt, fordi det p.g.a. forsømmelse af egne udviklingsmuligheder også har såret andres interesser; individet har kun en diffus følelse af, selvforskyldt ikke at have udnyttet mulighederne og at have forpasset væsentlige livsmuligheder, - en almen oplevelse af utilstrækkelighed og selvforskyldt smålighed ved den egne væren står tilbage. Denne art af "delvist ubevidste" skyldfølelser lader sig imidlertid på ingen måde længere aflede af psykoanalytiske konceptioner. [3]

M.h.t. de freudske udarbejdelser om opståelsen af over-jegets aggressive tendenser, som af Freud først bliver tolket som introjektion af den aggressive strenghed fra, den med kastration truende far, og senere bliver tolket som resultat af en, gennem bestemte "økonomiske" processer i over-jeget, barnlig aggression mod faderen, kan der i konteksten for vores konfliktkonception fastslås, at såfremt muligheden for konfliktforarbejdning består, er det ekspansive omverdensfremstød er en nødvendig forudsætning for reduceringen af foreløbigt eksisterende afhængigheder af autoriteterne, gennem tilvæksten i kontrol over egne livsbetingelser. Disse ekspansive tendenser til livsudvidelse, som bestanddel af den barnlige stræben efter af sætte sine interesser igennem, vil derved antage aggressive træk i den grad, der er sat grænser for disse tendenser, og barnet ikke kan gribe nytten ved de fordrede indskrænkninger etc. for dets egen livsudfoldelse og behovstilfredsstillelse, og derfor opfatter disse som vilkårlige og uberettigede, og må udvikle tilsvarende "aggressive" handlingsberedskaber for fjernelsen af disse indskrænkninger. Særligt udprægede aggressive tendenser opstår normalt ved sådanne udviklingskonflikter, hvor barnet må sætte sine legitime fordringer efter udvidede indflydelsesmuligheder på sine livsbetingelser igennem, mod opdragelsesinstansernes "anakronistiske" modstand, da ubegrundetheden af de fortsatte indskrænkninger fra de voksnes side udelukker forventningen om ophævelsen af tilstanden af at blive ladt tilbage bag de principielt givne livsmuligheder. Såfremt konfliktforvaltningen ikke kan lykkes, må, som fremstillet, aggressiviteten mod autoriteterne forstærkes, og det må medføre en selvstændiggørelse af aggressive handlingstendenser mod de ydre instanser, som indskrænker udviklingsbestræbelserne, hvorved disse manifeste aggressioner til og med, d.v.s. udover den aktuelle konflikt, belaster forholdet til disse: Den mulige ytring af de aggressive tendenser og det deraf forventede tab af "tilvænningen" gennem autoriteterne betyder en yderligere fare, som forstørrer konfliktangsten, og som sætter afværgeprocesser hurtigere i gang. Efter konfliktafværgringen gennem introjektiv identifikation med autoriteterne, altså oprettelsen hhv. forstærkningen af den "frivillige" tvangsinstans som over-jeget udgør, har aggressionen på den ene side mistet sin bevidste genstand, nemlig den ydre autoritet og bliver altså som "skyldsbevidstheden" og "mindreværdsfølelsen" delvist ubevidst, men bliver på den anden side, da aggressionsanledningen, "undertrykkelsen" af handletendenser, der er erkendt som nødvendige for den principielle forbedring af ens egen livssituation, - ikke er forsvundet, men kun er fortrængt, men som dog består i fuld styrke, således at aggressiviteten under disse omstændigheder kan blive til en herskende kvalitet i det emotionelle helhedsbefindende, og som følge af umuligheden af målrettet handling til situationsforbedring, kan få en udpræget destruktiv komponent. En vending af de destruktive tendenser mod ens egen person bliver begunstiget i den grad, man på den ene side ikke fuldt formår at undertrykke disse aggressioner mod de ydre instanser, og dermed gennem sine egne handlingsimpulser stiller afsikringen af den individuelle eksistens i graverende fare, og på den anden side i den grad man har ladet muligheder for langsigtet forbedring af egne livsbetingelser passere forbi, udfra en almen ængstelighed og "overforsigtighed", og delvist "frivilligt" har givet afkald på muligheder for livsberigelse p.g.a. et "overkrav" om normopfyldelse. Gennem den afværgebetingede nægtelse af de objektive årsager til den egne uformåenhed, bliver disse personaliseret som naturgroet-individuel utilstrækkelighed, så at en adækvat erkendelse af de reale sammenhænge, som væsentlige forudsætninger for muligheden for at komme de reelle betingelser for indskrænkningerne af livsudfoldelsen og behovstilfredsstillelsen, forhindres, og så en konstruktiv vending og overvindelse af aggressionen gennem indlejring i målrettet handling tilmed forhindres. - Også ved en radikal afvisning af en oprindelig "aggressionsdrift", kan der, først og fremmest hypotetisk, angives bestemte forudsætninger, hvorunder aggression i freudiansk forstand selvstændiggøres, får en destruktiv komponent, og retter sig mod ens egen person, hvorved den anden version af den freudske forklaring på, hvorledes over-jegs-aggressionerne kommer i stand som en genspejling af oprindelige aggressioner mod tabt ydre autoritet, på en vis måde bliver reinterpreteret i konteksten for vores konception. Den første version af en simpel analogisering af "strengheden" ved på- og forbudene fra de ydre autoriteter med strengheden fra over-jegets indre autoritet lader sig i sammenhæng med vores overvejelser over dette mindre let påvise, i deres ellers relative berettigelse, da det efter vores opfattelse ikke er strengheden ved autoritetsfordringerne, men deres irrationalitet i henseende til manglende gennemskuelighed hhv. manglende anerkendelse af forholdet til de individuelle livs- og udviklingsnødvendigheder, der hæmmer konfliktforarbejdningen, og leder afværgeprocesserne i retning af blinde, introjektive fordringsopfyldelser under fortrængning af deres ubegrundethed.

Den skildrede[4] freudske konception om, at over-jeget egentligt ikke opbygges efter forældre-forbillederne, men efter forældrenes over-jeg, og således bliver bærer af samfundsmæssige traditioner, hentyder kun til den, gennem modstand og realitetstab, reducerede individuelle samfundsmæssiggørelsesproces, der har som resultat, at der er en ringere grad af samfundsmæssiggørelse og dermed "menneskeliggørelse" af individet, end ved samfundsmæssiggørelsesprocesser, der bliver drevet frem gennem vellykkede konfliktforarbejdninger. Forældrenes "over-jeg" er også altid et symptom på forhindring af den samfundsmæssige integration, gennem en "frivillig" tvangsinstans, der resulterer i tanke-, spørge- og handlingshæmninger, der besværliggør en adækvat opfattelse af den samfundsmæssige realitet, og som i stedet for omverdensopgøret giver et skin af konfliktløshed i omverdensrelationerne, gennem frivillig undgåelse af grænserne for handlings- og udviklingsrummene. En sådan deformation af den individuelle handlens ansvarlighed over for samfundsmæssige fordringer på den introjicerede tvangsinstans som "over-jeget" udgør, må nu også præge forældrenes understøttelses- og kontrolvirksomhed over for deres børn, idet den adækvate fordring af den barnlige indsigt i grundene til og berettigelsen af de stillede fordringer, og dermed de passende svar på spørgsmålene fra barnets side, bliver betragteligt hæmmet gennem forældrenes tanke- og spørgehæmning, hvormed barnets evne til konflikforarbejdning igen må blive hæmmet, og konfliktafværgelsen i retning af opståelsen hhv. styrkelsen af over-jeget må fremmes. Da de foreliggende, af forældrene repræsenterede, indskrænkninger og krav i deres objektive og subjektive nødvendighed ikke kan bevises, bliver der her fra forældrenes over-jeg til barnets over-jeg videregivet en holdning af blind finden sig i samfundsmæssige normer, hvormed en dyb "umenneskelig" eksistens under afkald på bevidst kontrol over egne livsbetingelser videregives. Den freudske opfattelse af, at det barnlige over-jeg er opbygget efter forældrenes over-jeg som forbillede, har altså godt-nok sin berettigelse; hvad, der i denne stafet af over-jeg'er bliver videregivet og traderet, er dog slet ikke den menneskelige samfundsmæssighed, men hindringen/hæmningen af en fuld udvikling af samfundsmæssighed gennem introjiceret fiksering af "blot" sociale afhængighedsforhold, og dermed en indskrænkning af en videregående samfundsmæssig integration af individet i retning af en stadigt voksende kontrol over egne livsbetingelser, altså en nødvendig "forberedelse" på en fremmedbestemt og fra den bevidste samfundsmæssige realitetskontrol udelukkede vokseneksistens inden for afhængige lag i det borgerlige samfund.

[1] Oversættelse af kap. 5.5 s. 326 til og med afsnit 5.5.5, i Motivationsforschung II, Campus Studium Verlag, 1976. Oversat af Gaderummet-Regnbuen v/ Alexandra Holmboe, 2000.

[2] (Vi kommer udførligt tilbage til problemet omkring bestemmelsen af over-jeg-dannelsen vha. klasselagene eller (nærmere) tilhørsforholdene til lagene i kap. 5.7.).

[3] Vi vender i kap. 5.7.3. og 5.7.4. udførligt tilbage til dette ved diskussionen om indskrænkningen af psykoanalytisk teori og praksis på det samfundsmæssige lag af de "priviligerede afhængige".